Omvendelse der tæller hos Gud

Årligt er der tusindvis af mennesker som omvender sig efter at de har hørt en eller anden prædikant. Er det så ligetil en sag at omvende sig? Hvad siger Bibelen?

„OMVEND jer, thi Himmeriget er kommet nær.“ Med disse opsigtsvækkende ord indledte Johannes Døber sin tjeneste, og Jesus Kristus forkyndte det samme budskab efter at Johannes var blevet fængslet. Omkring tre et halvt år efter at Jesus begyndte at forkynde dette budskab i Galilæa, fortalte han sine disciple at der i hans navn skulle „prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene og begyndes fra Jerusalem“. Apostelen Peter begyndte, derefter kom Paulus til, og i dag er hundredtusinder af kristne vidner for Jehova i færd med at opfylde disse Jesu ord. — Matt. 3:1, 2; 4:17; Luk. 24:47.

Omvendelse er en elementær bibelsk lære som nævnes i forbindelse med grundsætninger som tro på Gud og dåb. Af alle mennesker som ønsker at opnå frelse kræves det at de omvender sig. — Hebr. 6:1, 2.

At omvende sig vil ifølge Websters ordbog sige „at ændre sind eller hjerte med hensyn til en tidligere eller en påtænkt handling, opførsel, o.s.v., som følge af fortrydelse eller utilfredshed“. Det betyder „at føle sorg, anger eller samvittighedsnag på grund af det man har gjort eller har forsømt at gøre“. Omvendelse er dog mere end anger, får vi at vide, eftersom omvendelse understreger at der er tale om en ny hensigt; den indebærer en afgjort sindsændring.

Det ord som næsten konsekvent er oversat „omvendte“ eller „omvender“a i de almindeligst kendte oversættelser af De hebraiske Skrifter, er nahhám. Det betyder „at sukke, det vil sige, at ånde dybt“. Der antydes altså at det betyder at drage et lettelsens suk, at være ked af, at fortryde; at ældre sind eller at ændre indstilling til noget. Det er fordi ordet rummer denne betydning at Bibelen undertiden anvender det når den taler om at Gud angrer eller fortryder noget. I De kristne græske Skrifter er det tilsvarende verbum metanoéo, der simpelt hen betyder at fatte andre tanker, at ændre sind, at tage op til fornyet overvejelse. Det beslægtede græske navneord, metánoia, leder imidlertid tanken hen på samvittighedsnag og omvendelse. — Strong’s Lexicon.

Sandheder og principper der knytter sig til omvendelse

For helt at forstå hvilken form for omvendelse der tæller hos Gud, må vi først og fremmest forstå hvilke sandheder og principper der knytter sig til en bibelsk omvendelse. Vi må anerkende at Gud er til, at han ejer og har frembragt alle sine skabninger, at han er den Højeste, Dommeren og Lovgiveren, og at han derfor med rette kan kræve alle sine skabninger til regnskab. Korrelatet hertil, nemlig at mennesket ikke alene er Guds skabning men også er moralsk frit stillet, i stand til at skelne mellem ret og uret, og derfor af Gud kan kræves til regnskab for sine handlinger, må tydeligvis også være uadskilleligt forbundet med omvendelse. Med andre ord er Jehova Gud, på grund af sin ophøjede stilling, sin evighed og sine skaberværker, den hvem alle fornuftbegavede skabninger som følge af deres underordnede stilling og deres evner, er moralsk forpligtede over for. Forresten er det netop disse grundlæggende principper som ateister, agnostikere og deister uvægerlig tager anstød af.

Læren om omvendelse beror også på den kendsgerning at mennesket er en synder, og desuden at der er formildende omstændigheder som det kan påberåbe sig og som retfærdiggør at Gud skænker det tilgivelsens nåde. Da kong David blev indhentet af en alvorlig synd anførte han til sit forsvar: „Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.“ Hvis der ikke var formildende omstændigheder var der heller ikke mulighed for en sand omvendelse, ej heller kunne eller ville Gud tilgive. Vi læser således: „Thi synder vi med vilje efter at have lært sandheden at kende, gives der ikke mere noget offer for vore synder, men en frygtelig forventning om dom.“ Det er grunden til at hverken Adam eller Judas havde mulighed for en omvendelse. — Sl. 51:7; Hebr. 10:26, 27.

Bibelsk omvendelse fordrer desuden en foranstaltning hvorved, eller et grundlag hvorpå, Gud kan hævde sin majestætiske lov og samtidig acceptere en omvendelse, for han lader sig ikke lede af skiftende stemninger. (Mal. 3:6) Hvis hans tilgivelse var vilkårlig, ville enhver ærefrygt og respekt for ham og hans love høre op. Bibelen viser at den nævnte foranstaltning er Guds enbårne søns offer: „Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud og bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus, hvem Gud ved hans blod fremstillede som sonemiddel, . . . for . . . at vise . . . at han er retfærdig, når han retfærdiggør den, som har tro på Jesus.“ — Rom. 3:23-26.

Den foranstaltning hvorpå omvendelse der tæller hos Gud hviler, har desuden at gøre med stridsspørgsmålet om hvem der er den højeste: Jehova Gud eller Satan Djævelen. Bibelens udsagn, for eksempel det vi finder i Jobs bog det første og andet kapitel, viser at menneskers fastholden ved deres uangribelighed er et væsentligt grundlag for afgørelsen af dette stridsspørgsmål. Hvis retfærdselskende mennesker skulle kunne bevare deres uangribelighed — og derved bevise at Djævelen var en løgner da han pralede af at han kunne vende alle mennesker bort fra Gud — måtte der træffes en foranstaltning så de kunne angre og omvende sig og opnå tilgivelse. Bibelen viser gentagne gange at Guds tjenere har forstået hvilken forbindelse der er mellem tilgivelse og Guds navns ære: „For dit navns skyld, [Jehova], tilgive du min brøde, thi den er stor.“ „Hjælp os, vor frelses Gud, for dit navns æres skyld, fri os, forlad vore synder for dit navns skyld!“ — Sl. 25:11; 79:9.

Hvad det vil sige at omvende sig

I århundreder har Jehova Gud set gennem fingre med de uvidenhedens synder som hedningerne eller nationerne har begået, men begyndende med Kornelius’ omvendelse og navnlig i vor tid „sender han mennesker det budskab, at de alle og alle vegne skal omvende sig. Thi han har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed ved“ Jesus Kristus. Særligt passende for vor tid er også apostelen Peters ord: „Herren nøler ikke med at opfylde forjættelsen (sådan som nogle anser det for nølen), men han har langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse.“ — Ap. G. 17:30, 31; 2 Pet. 3:9.

Såfremt vi vil nærme os Gud og vinde hans velbehag ved oprigtig omvendelse, må vi „tro, at han er til og lønner dem, der søger ham“. Men dette er ikke nok. Vi må også søge kundskab om hans retfærdige krav, der opsummeres på denne måde: „Øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.“ — Hebr. 11:6; Mika 6:8.

Efterhånden som vi lærer Gud og hans retfærdige krav at kende må vi blive os ’vort åndelige behov bevidst’, være yderst opmærksomme på vor syndige, faldne tilstand og føle oprigtig sorg over vore synder. Dybt i vort hjerte må vi føle som tolderen der gik til templet for at bede; han „stod langt borte og ville ikke engang løfte sine øjne mod Himmelen, men slog sig for sit bryst og sagde: ’Gud! vær mig synder nådig!’“ Ezra gav udtryk for en lignende anger på de troløse hjemvendte landflygtiges vegne, og også apostelen Peter angrede dybt dengang han havde fornægtet Jesus. — Luk. 18:13; Ezra 9:3-15; Matt. 26:75.

Skal vor omvendelse tælle hos Gud må den være lige så oprigtig, og den må være baseret på Guds tilgivelsesforanstaltning: „Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os.“ Dette sker i kraft af den talsmand vi har „hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige“. Han er „Guds lam, som borttager verdens synd!“ Mennesker der ikke føler det nødvendigt at omvende sig, synes naturligvis at denne genløsningsforanstaltning er tåbelig. — 1 Joh. 1:9; 2:1; Joh. 1:29, fodnoten.

Det er også vigtigt at det rette motiv er til stede. Vor bedrøvelse må være efter Guds sind; den må hvile på kærlighed til Gud og til retfærdighed, og ikke bare på frygten for straf. Kun „bedrøvelse efter Guds sind virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes“. Det er ’Guds godhed der leder os til omvendelse’. En fortrydelse som blot er selvisk vil ikke gavne os mere end den gavnede Esau, Farao og Judas. — 2 Kor. 7:10; Rom. 2:4; 1 Mos. 27:34-37; 2 Mos. 10:16, 17; Matt. 27:3-5.

„Frugter, som er omvendelsen værdige“

De skarer som drog ud til Johannes Døber hørte ham sige: „Så bær da frugter, som er omvendelsen værdige.“ Ligesom ’troen er død uden gerninger’ er omvendelse også forgæves hvis ikke den frembringer værdige frugter. Hvori består disse frugter? — Luk. 3:8; Jak. 2:26.

Omvendelsens allerførste frugt må være en sindsændring. Som Peter sagde til jøderne: „Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede.“ Fra da af må vi ikke mere leve „efter menneskers lyster, men efter Guds vilje“. Ja, de frugter som er omvendelsen værdige indbefatter at vi indvier os til at gøre Guds vilje og til at følge i Jesu Kristi fodspor. Og eftersom det første Jesus gjorde efter sin indvielse var at bekende den offentligt, symbolisere den ved vanddåben, må vi ikke tøve med at lade os døbe så snart vi har fattet et andet sind og besluttet os til at gøre Guds vilje. — Ap. G. 3:19; 1 Pet. 4:2.

Skønnest blandt omvendelsens værdige frugter er arbejdet med at vidne om Guds navn og rige. Frembringer vi ikke denne frugt er vor omvendelse nytteløs, for „med hjertet udøver man tro til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse“. Denne offentlige bekendelse kan foregå på mange måder, og dersom vi udnytter alle vore muligheder kan vi bære megen frugt, Rigets frugt. — Rom. 10:10, NW.

Skal vi frembringe frugter der er omvendelsen værdige må vi også passe på hele tiden at afholde os fra kødets selviske gerninger. Vi må altid huske dette: „Det er tilstrækkeligt at I i den tid der er gået har efterfulgt nationernes vilje da I vandrede i løsagtighed, lyster, . . . der er uden lovmæssige begrænsninger.“ I stedet for atter at vække lysten til sådanne ting må vi rette vor hengivenhed mod Guds rige og dets gerning, og koncentrere os om at frembringe åndens frugter, som er „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed“. — 1 Pet. 4:3, NW; Gal. 5:22, 23.

At vise barmhjertighed og tilgive dem der har syndet imod os og som angrer, er endnu en af omvendelsens værdige frugter, uden hvilken vor omvendelse ikke ville tælle hos Gud. Kun den barmhjertige vil blive vist barmhjertighed. Jesus lærte os at bede: „Forlad os vor skyld, som også vi har forladt vore skyldnere.“ Og hvor ofte skulle vi forlade andre deres skyld, tilgive dem? Jesus svarede: „Ikke syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange.“ — Matt. 6:12, fodnoten; 18:22.

Når vi samvittighedsfuldt frembringer sådanne værdige omvendelsesfrugter skal vi ikke gå til den yderlighed til enhver tid at ruge over vore synder, som om vi ved at gøre os selv ulykkelige kunne sone dem. Nej vi må tro på at „Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd“. Så langt fra at opmuntre os til at ruge over vor synd siger Bibelen: „Lykkelig er den hvis . . . synd er dækket.“ (NW)— 1 Joh. 1:7; Sl. 32:1.

Af det foregående fremgår det klart at der ikke er noget der hedder frelse som følge af anger og omvendelse på dødslejet.

Benyt Guds hjælpemidler og bær omvendelsens frugter

Gud har givet os hjælpemidler hvormed vi kan frembringe frugter som er omvendelsen værdige. Enestående blandt disse hjælpemidler er bønnen. Vi har et behov for at tale med Gud i bøn så vi kan lovprise og takke ham og til stadighed bede om tilgivelse samt visdom og styrke til at gøre hans vilje. Det bør være uselviske bønner, hvori vi også husker at bede for Guds sags fremgang og vore brødres velfærd. — Fil. 4:6; Kol. 4:2.

Bydende nødvendigt er også det regelmæssige studium af Guds ord sammen med de hjælpemidler Gud på forunderlig vis har tilvejebragt for at vi kan få forståelse af det vi læser i hans ord. Vi kan ikke leve „af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund“. Kun ved flittigt studium kan vi gøre fremskridt og blive „fuldt beredt, vel skikket til al god gerning“. — Matt. 4:4; 2 Tim. 3:17.

Det kristne fællesskab er også et hjælpemiddel Gud har skænket os så vi kan bære frugter som er omvendelsen værdige. Ligesom lemmerne i et menneskelegeme ikke kan undvære hinanden, kan kristne heller ikke undvære hinanden. Vi må derfor ikke forsømme at komme sammen ved menighedens møder, hvor vi kan opmuntre og opflamme hinanden til kærlighed og gode gerninger. — 1 Kor. 12:12-27; Hebr. 10:23-25.

Hvis en indviet kristen overraskes af en grov synd, må han i hast omvende sig fra sin urette færd. Han må først åbent bekende sin overtrædelse for Gud og derefter over for de ansvarlige brødre inden for Guds synlige organisation, idet han giver udtryk for anger og omvendelse og alvorligt beder om tilgivelse. Ved derefter at træde i lige spor med sine fødder og ydmygt underkaste sig enhver tugt der måtte blive ham tildelt, kan han vise at hans omvendelse virkelig bunder i gudfrygtig sorg og at han oprigtigt ønsker at vandre på retfærdighedens veje.

Ja, den bibelske sandhed om omvendelse der tæller hos Gud tilfredsstiller hjerte og sind. Den priser Guds visdom og retfærdighed og, fremfor alt, hans kærlighed og barmhjertighed.

[Fodnote]