Hvad er kærlighed til penge?
Hvorfor er den farlig?
HVOR længe ville man under det nuværende økonomiske system kunne opretholde et hjem uden penge? Hvordan skulle man kunne skaffe føde og klæder til sig selv og sin familie uden penge? Praktisk talt alt hvad man skal have eller gøre koster penge i dag. Den daglige tilværelse betinges i væsentlig grad af penge. Men netop fordi penge er så nyttige kan de have en skadelig indflydelse.
Når man ikke mere tjener penge for at skaffe sig det nødvendige og livets bekvemmeligheder, men for at tilfredsstille et fortærende ønske om at blive rig, er penge ikke mere ens tjener, men ens herre eller gud. De er blevet det man lever for. Begær efter penge virker som en nedbrydende kræftsygdom; det æder de kristne egenskaber bort og sætter en ned på et dyrisk plan hvor kun én lov gør sig gældende: individets interesse for sig selv. Begær efter penge kan bevirke at man taber retfærdighed, sandhed, ærlighed, gavmildhed og barmhjertighed af syne. Da penge er så nyttige kan man udvikle en overdreven kærlighed til dem. Apostelen Paulus advarede for mange år siden mod denne forkerte indstilling. Fra Makedonien skrev Paulus følgende til Timoteus, der befandt sig i byen Efesus, et af datidens store handelscentre: „De, som vil være, rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i undergang og fortabelse; thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte.“ — 1 Tim. 6:9, 10.
Det var ikke penge i sig selv Paulus advarede imod. Han sagde ikke at penge var en rod til alt ondt eller årsag til skadelige begæringer eller til at mennesker blev styrtet i undergang. Nej, det han advarede imod var begær efter penge, det at nære et fortærende ønske om at blive rig. Samme advarsel var blevet udtalt længe før Paulus’ tid og står nedskrevet i Ordsprogenes bog: „Slid dig ikke op for at vinde dig rigdom.“ (Ordsp. 23:4) Stræben efter rigdom har medført uendelig megen sorg og lidelse, ja har endog ført til blodsudgydelse. Paulus’ advarsel var lige på sin plads, både for de kristne i den rige handelsby Efesus og for deres trosfæller i andre velstående byer, som for eksempel Laodikea, der var beliggende cirka femogtres kilometer øst for Efesus. Sådanne steder, hvor der fandt store pengetransaktioner sted og hvor der foregik en livlig handel, kunne let blive materialistiske sumpe for uforsigtige kristne.
De kristne i Laodikea rettede sig åbenbart ikke efter Paulus’ advarsel. Da Johannes skrev Åbenbaringens bog, godt tredive år senere, var de kristne i Laodikea bukket under for kærligheden til penge. Følgen var at de havde mistet deres åndelige skønhed og deres åndelige rigdomme. Henvendt til dem siger Åbenbaringen 3:17: „. . . fordi du siger: ’Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget’, og ikke véd, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.“ De var åndeligt fattige og havde lidt åndeligt skibbrud fordi de satte større pris på materiel velstand end på åndelige rigdomme. Deres indstilling til penge var blevet fordærvet.
Fattigdom ikke en betingelse
Inden for visse ikke-kristne religioner har man den idé at man ved at leve i fattigdom kan indlægge sig religiøs fortjeneste. Buddhistmunke, for eksempel, forsager alle materielle goder og henlever deres liv i from beskuelse. De ejer ikke stort mere end en klædning, en tiggerskål, en nål, en snor med 108 perler som de bruger som rosenkrans, en barberkniv og et filter hvormed de sier insekter af det vand de drikker.
Kristne behøver ikke at leve i fattigdom for at modtage den sande Guds godkendelse. Han har aldrig givet sine tilbedere befaling til at leve i askese. En kristen har lov til at tjene penge og at købe det nødvendige, ja endog bekvemmeligheder og luksus, for pengene. Det er ham ikke forbudt at skaffe sig de materielle goder han har råd til.
Hvis en mand med forretningstalent har haft held til at skaffe sig en solid indtægt uden at bukke under for det farlige ønske om at blive rig, vil det være forkert at anklage ham for at nære kærlighed til penge. Det der røber om en mand elsker penge er ikke den kapital han eventuelt måtte have, ej heller kvantiteten eller kvaliteten af de ejendele han besidder. Nej, det er hans indstilling til sådanne ting.
Den forkerte indstilling til penge
En mand kan være fattig og dog nære kærlighed til penge fordi han er grebet af et fortærende ønske om at blive rig og at komme til at eje et eller andet. En mand af middelstand synes måske rig i den fattiges øjne, og dog er det måske den fattige og ikke den anden der har en forkert indstilling til penge. De der elsker penge fordømmes i Bibelen for deres forkerte indstilling, hvad enten de er rige eller fattige.
I Jeremias 9:23 står der: „Den vise rose sig ikke af sin visdom, den stærke ikke af sin styrke, den rige ikke af sin rigdom.“ Jehova siger ikke her at man ikke må være viis, stærk eller rig, men at man bør undgå en forkert indstilling til disse ting, undgå at rose sig af dem.
Det første århundredes kristne i Laodikea begik den fejl at stole på deres rigdom og udviklede følgelig en forkert indstilling til penge. De var som den mand der nævnes i Salme 52:9 og som „ej gjorde Gud til sit værn, men stoled på sin megen rigdom“.
Bibelen understreger gang på gang det dåragtige i at sætte sin lid til forgængelige rigdomme. Ved grådigt at stræbe efter rigdom er nogle af Guds indviede tjenere „faret vild fra troen“, som Paulus sagde. (1 Tim. 6:10) De har ikke bevaret deres kristne uskyld; de har valgt den gamle verdens lovstridige adfærd. „En mand der er tro i sin gerning får mange velsignelser, men den der har travlt med at søge rigdom forbliver ikke uskyldig.“ (Ordsp. 28:20, NW) En mand der er tro i sin gerning er en der har travlt med at tjene Jehova og som først og fremmest slider for at opnå en åndelig skat.
Det lønner sig langt mere nu og i fremtiden at samle sig åndelige skatte fremfor grådigt at søge at samle sig materielle rigdomme som en kilde til sikkerhed. Jesus understregede dette da han sagde: „Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler, men saml jer skatte i Himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler.“ — Matt. 6:19, 20.
Jesus fordømte ikke sparsommelighed, men han fortalte sine efterfølgere at de ikke på en gnieragtig måde skulle samle sig materielle rigdomme og sætte deres lid til dem. Det er ikke jordiske men himmelske skatte, som for eksempel Guds godkendelse, der medfører evige goder. Døden river den pengeglade bort fra sine penge og lader andre bruge dem. Pengene kan ikke frelse ham. „Således går det den, som samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.“ — Luk. 12:21.
Den rette indstilling til penge
Mens den nuværende tingenes ordning består, kan kristne bruge deres penge som et nyttigt middel hvormed de kan købe det nødvendig, skaffe sig nogle af nutidens bekvemmeligheder og fremme tjenesten for Gud. Da der næsten ikke er ende på hvad der kan købes for penge, må kristne vise selvbeherskelse og altid kun lade penge være et middel og ikke et mål for deres kærlighed.
Apostelen Paulus fremhævede det rette syn på rigdom i sit brev til Timoteus. Efter at have advaret mod kærlighed til penge kommer han ind på at nogle kristne var rige på materielle goder, men i stedet for at fordømme dem og befale dem at skaffe sig af med deres rigdomme og leve i fattigdom, tilskynder han dem til at bevare den rette indstilling til det de har. „Byd dem, der er rige i den nuværende verden, ikke at være hovmodige eller sætte deres håb til den usikre rigdom, men til Gud, som i rigt mål giver os alt, for at vi må nyde godt deraf; byd dem at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv.“ (1 Tim. 6:17-19) Kristne der bevarer denne rette indstilling, skønt de måske er materielt rige, kan ikke anklages for at nære kærlighed til penge. De sætter deres lid til Gud og ikke til deres rigdom. Hvis de skulle vælge mellem de to ting, gav de med glæde afkald på deres ejendele og valgte tjenesten for Gud.
Ingen pengesum, den være sig nok så stor, kan sammenlignes med den skat at tjene Jehova af hele sit hjerte, sådan som apostelen Paulus gjorde. Han havde ingen økonomiske forpligtelser der nødvendiggjorde at han syede telte hver dag; derfor brugte han al sin tid i tjenesten. I lighed med Paulus er der i dag kristne som vier al deres tid til tjenesten som pionerer eller som særlige tilsynsmænd i den nye verdens samfund. De har den rette indstilling til penge, og derfor har de åndelige velsignelser de nyder, langt større værdi for dem end de materielle goder de kunne have haft hvis de havde været beskæftiget i et verdsligt erhverv.
Hvad enten man har en solid, en moderat eller praktisk talt ingen indtægt, må ens indstilling forme sig efter den leveregel Jesus Kristus fremsatte: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed.“ (Matt. 6:33) Når en kristen har den rette indstilling, kan han bruge sine penge som et middel og undgå at bukke under for den nedbrydende kærlighed til penge der fører til åndelig undergang.