Ny oversættelse af Salmernes bog

Det er altid med stor glæde og forventning, samt med spænding og interesse, at bibellæsere imødeser nye oversættelser af Bibelen til deres modersmål. På dem der har lært at kende og elske Bibelens ord i en bestemt gengivelse, vil en ny og mere nutidig ordlyd ofte virke meget fremmed, til tider næsten respektløs. For mange har det dog også været en berigende oplevelse, således at læse Bibelen igen „som om det var første gang“. Hvis vi mener at Bibelen skal være andet end et stykke gammelt litteratur, kommer vi i hvert fald ikke uden om at der fra tid til anden er behov for nye oversættelser af den. Den bør med sin aldrig svigtende aktualitet kunne tale i et klart sprog, både til det enkelte menneske og til menigheden.

Af den græske del af Bibelen, det såkaldte Nye Testamente, fik vi for fire år siden hele to nye oversættelser,a som begge er udkommet i over 100.000 eksemplarer. Erfaringen med dem har vist at der ikke alene er en betydelig interesse for nye oversættelser, men at sådanne samtidig i sig selv stimulerer interessen for at læse Bibelen.

Det vil være naturligt også at lade denne interesse gælde den hebraiske del af Bibelen, det såkaldte Gamle Testamente. Her er behovet for en ny oversættelse måske endog mere påtrængende, når man ser på svaghederne ved den autoriserede oversættelse af 1931, som er den nyeste vi har. Samtidig skal det indrømmes at omfanget og sværhedsgraden af en sådan opgave er betydelig større end tilfældet er med en oversættelse af De kristne græske Skrifter. Det danske Bibelselskab har længe haft viljen til at give sig i kast med det store projekt, og det er meget glædeligt at det nu også har vist evne dertil, idet første konkrete resultat foreligger: en ny oversættelse af Salmernes bog.

Der er tale om en såkaldt prøveoversættelse, et selvstændigt arbejde med titlen „Davids Salmer“, som senere i revideret form kan indgå i en ny autoriseret oversættelse.

En virkelig fornyelse

Ved at gennemlæse blot nogle få salmer bliver man straks klar over at det ikke simpelt hen er en revideret udgave af 1931-oversættelsen man sidder med. Der er tale om en helt ny oversættelse som følger sine egne principper og som har fundet sit eget sprog.

Hvori består så det nye? Først og fremmest i en sproglig form der virker klar og nutidig, ikke mindst i kraft af et ordvalg der meget konsekvent undgår både forældede ord og ord der, ved at være for moderne, ville virke fremmede i disse 2500-3500 år gamle digte.

Dertil kommer at oversættelsen, på steder i den hebraiske tekst som giver anledning til tvivl, følger andre og mere tidssvarende tekstkritiske principper end 1931-oversættelsen, ofte med en bedre og klarere ordlyd til følge. En kort begrundelse for valget af alternative læsemåder findes bag i bogen. Her siges det i øvrigt: „Som hovedregel har vi dog nok følt os mere forpligtede til at holde os til den hebraiske tekst, end f.eks. oversætterne af 1931-oversættelsen gjorde.“ Dette lover godt med hensyn til en oversættelse af de resterende hebraiske bøger.

Nogle vil nok synes at den nye oversættelse er mindre poetisk end den gamle; men at det kan virke sådan, måske især på lidt ældre bibellæsere, skyldes hovedsagelig at sproget så radikalt er renset for alle de gammeldags ord, bøjningsformer og ordstillinger der bidrog til 1931-oversættelsens ærværdige, højtidelige sprogtone. Til gengæld må det siges at den nye oversættelse i nok så høj grad fremhæver den hebraiske poesis rytme og dens brug af parallelisme, blandt andet typografisk. Et godt eksempel på dette har vi allerede i Salme 1.

¹ Lykkelig den der ikke vandrer efter de ugudeliges råd,

ikke standser op på synderes vej

og ikke sætter sig blandt spottere,

² men har sin glæde ved Herrens lov

og grunder på hans lov dag og nat.

³ Han er som et træ, der er plantet ved bækken;

det bærer frugt til rette tid,

og dets blade visner ikke.

Alt, hvad han gør, lykkes for ham.

⁴ Sådan er det ikke med de ugudelige,

de er som avner, der blæses bort af vinden.

⁵ Derfor skal de ugudelige ikke frikendes ved dommen,

og syndere ikke høre til i de retfærdiges menighed.

⁶ Herren tager sig af de retfærdiges vej,

men de ugudeliges vej forgår.

Som vi ser er „salig“ blevet til „lykkelig“, „ej“ til „ikke“, og „thi“ er udeladt (andre steder er det gengivet med „for“ eller „jo“). At sige „lykkelig“ i stedet for „salig“ svarer til hvad Ny Verden-oversættelsen har gjort i Mattæus 5:3-11, hvor vi har de såkaldte saligprisninger. Seidelin-oversættelsen, derimod, har bibeholdt „salige“.

I Salme 2:1 har vi været vant til at læse: „Hvorfor fnyser hedninger, hvi pønser folkefærd på, hvad fåfængt er?“ Fyndigt lyder det jo, men hvor mange ved mon hvad „fåfængt“ betyder? Ord som „hvi“ og „folkefærd“ kan heller ikke kaldes nudanske. I den nye oversættelse hedder det klart og enkelt: „Hvorfor er folkene i oprør og lægger planer, der ikke kan lykkes?“ I næste linje forekommer et af de få steder hvor man kan undre sig over stilvalget: „Jordens konger rotter sig sammen.“ Udtrykket synes at være på grænsen af det spøgende, hvad vel næppe kan være meningen. Fr. Buhls oversættelse fra 1910 siger: „sammensværger sig“. Den autoriserede oversættelse: „rejser sig“. Mest ordret ville være: „stiller sig op“. I vers 12, linjen „Kys med bæven hans fødder,“ har vi et eksempel på en alternativ fortolkning af teksten; men det vil føre for vidt at kommentere den her. I salmens næstsidste linje støder vi på det første udtryk der må vække alvorlig modsigelse. Om Gud siges der: „for hans vrede blusser op over ingenting.“ (Sl. 2:12) Det er kommet til at lyde som om Gud er en urimelig, nærmest utilregnelig person, hvis vredesudbrud man aldrig kan vide sig sikker for. Det er naturligvis forkert, og det står der heller ikke på hebraisk. Det hebraiske ord kan oversættes „snart“, som det gøres i 94:17 og som den autoriserede oversættelse gør. Så er tanken at Guds vrede er rykket truende nær mod hans fjender og det haster for dem med at vinde hans gunst. Ordet kan også oversættes „let“, som i 81:15, og tanken vil da være at Guds vrede kun skal have den mindste anledning for at blusse op mod hans fjender. Men lidt skal der til. Den blusser ikke op „over ingenting“.

Pladsen tillader naturligvis ikke her at vi kommenterer alle 150 salmer. Lad disse få bemærkninger til de første to salmer gælde som karakteristik af hele oversættelsen: som helhed meget overbevisende, klar og nutidig.

Den væsentligste indvending

Én ting vil mange af dette blads læsere for alvor savne i den nye oversættelse. Og de har forresten også måttet undvære den i 1931-oversættelsen. I hundredvis af gange læser vi „Herren“ hvor der ifølge grundteksten burde have stået det personlige navn på den Gud salmisten troede på: Jehova, eller, hvis man foretrækker det, Jahve. Heller ikke denne gang har Det danske Bibelselskab altså taget mod til sig og valgt at være tro mod den hebraiske tekst fremfor mod en sagligt ubegrundet oversættelsestradition.

Og så var det endda lige ved. I forordet oplyses det: „Efter forudgående aftale med Det danske Bibelselskab var det hensigten at gennemføre oversættelsen med anvendelse af det jødisk-hebraiske gudsnavn, Jahve, i stedet for at fortsætte den hidtidige oversættelsestradition, der omskriver navnet med HERREN. Det er en omskrivning, der hviler på den græske oversættelse, og som går tilbage til den skik hos oldtidens jøder, at man af ærefrygt ikke udtalte Guds navn. Men brugen af navnet Jahve er stødt på indvendinger, der i alt væsentligt er begrundet ud fra hensynet til dansk bibeltradition og forholdet til Det nye Testamente, og forsøget blev derfor opgivet. Til forskel fra tidligere dansk oversættelse skrives det dog Herren.“

Det er værd at se lidt nøjere på et par af disse punkter. At den praksis at omskrive gudsnavnet med HERREN hviler på den græske oversættelse (Septuaginta) fra cirka 200 f.v.t., er for så vidt rigtig nok, selv om det er mere korrekt at sige at den hviler på ret sene afskrifter af denne oversættelse, nemlig fra det fjerde og femte århundrede.b På dette tidspunkt videreførte Hieronymus denne praksis i sin latinske Vulgata-oversættelse. Og den har været holdt i hævd i så betydningsfulde oversættelser som den engelske King James Version fra 1611 (undtagen fire steder) og i danske autoriserede oversættelser fra 1550.

Men skal oversættere i dag være mere loyale over for en praksis der er grundlagt af græske og latinske mellemmænd end over for originalværket, som vi kender udmærket fra den masoretiske tekst og endnu tidligere hebraiske afskrifter?

Ikke alle danske bibeloversættere har følt sig bundet af „hensynet til dansk bibeltradition“. I 1847 brugte Chr. H. Kalkar navnet Jehova i sin oversættelse, og i 1910 brugte Fr. Buhl navnet Jahve i sin. I 1972 anbefalede en dansk præst, Oluf E. Paaske, i Kristeligt Dagblad (27. september 1972) en nyoversættelse af Det gamle Testamente og sagde i den forbindelse: „Skal man nu ikke vove at tage springet og skrive Jahve i stedet for Herren? Tidligere var jeg bange for, at det ville virke forkert på mange, men det er jeg ikke længere så sikker på. Samtaler med flere unge har givet mig det indtryk, at Jahve virker personligt, fortroligt og nært, mens Herren eller Gud virker stort og mere fjernt.“

At dømme efter forordet var det jo også aftalt mellem oversætterne og Det danske Bibelselskab at man skulle skrive Jahve, men traditionens vogtere har åbenbart haft held til at forpurre det gode forsæt, så meget endda at man er gået helt tilbage til at gøre som i 1871-oversættelsen og skrive „Herren“ (i stedet for „HERREN“), med det resultat at man mange steder ikke engang kan se at der skulle have stået noget andet. Som professor Sløk fra Århus skriver i sin anmeldelse af oversættelsen (Aarhuus Stiftstidende, 25. september 1977) kan dette føre til uheldige konsekvenser på steder som for eksempel i Salme 8, hvor vers 2 og 10 kommer til at begynde således: „Herre, vor herre.“ Ikke alene er det en løsning der „stammer i det med denne gentagelse af det helt monotone herre-herre“, som Johannes Sløk bemærker, men den samstemmer også dårligt med linjens fortsættelse, der lyder: „hvor dit navn er herligt over hele jorden!“ Hvilket navn? Ja, det ville stå læseren helt klart hvis man skrev som Buhl: „Jahve, vor Herre, hvor majestætisk er dit Navn over hele Jorden!“

Et sted hvor omskrivningen endnu tydeligere har uheldige konsekvenser er Salme 83:17-19: „Dæng dem til med skam, til de søger dit navn, Herre. De skal for altid beskæmmes og forfærdes, gøres til skamme og gå til grunde, til de forstår, at du alene — Herren er dit navn — er den højeste over hele jorden.“ Prøv i stedet for „Herren“ at læse „Jehova“, som navnet gengives i Kalkars oversættelse.

Overvej til slut stedet i Salme 91:14 hvor Gud siger om den der søger tilflugt hos ham: „Når han holder sig til mig, vil jeg redde ham. Jeg beskytter ham, for han kender mit navn.“ Salmisten lægger således stor vægt på at kende Guds navn, både dets ordlyd som han nævner to gange i denne salme, og dets betydning, hvad det står for.

Læs Salmernes bog

Man kan læse Salmernes bog som værende først og fremmest en ypperlig samling hebraisk poesi, sange der i tusinder af år har været brugt i privat og offentlig gudsdyrkelse, både af jøder og kristne. Den nye oversættelse vil gøre en sådan læsning til en stor nydelse med sit gode sprog og i sin smukke opsætning af salmerne som prosadigte.

Man kan også gå lidt dybere og læse Salmernes bog som en lang række personlige vidnesbyrd af troende mennesker: bønner, anråbelser, bekendelser, taksigelser og jubelsange, i hvilke vi kan aflæse hvordan de har levet, ikke uden skuffelser og sorger men altid i tro på Jehovas almagt og i tillid til hans frelse. I salme efter salme har David og andre, nogle navngivne, andre anonyme, givet udtryk for det nære forhold de havde til deres Gud og Skaber. Når vi læser deres ord i dag, ikke mindst i en så nutidig gengivelse som den vi her har fået, kan vi opleve hvor aktuelle disse salmer er, fordi vi er mennesker som de og fordi den Gud vi tror på, er den samme som de troede på.

Endelig kan man gøre Salmernes bog til genstand for et egentligt studium, idet man læser den som en del af Guds ord med et vigtigt læremæssigt og profetisk indhold. Da bliver bibellæseren til forskeren, sandhedssøgeren, som ikke er tilfreds med noget der lyder godt, men som vil vide nøjagtig besked. Han ved naturligvis at ingen enkelt oversættelse har patent på at være sand og på at ramme det helt rigtige og præcise udtryk hver gang. Ofte vil han rådføre sig med flere oversættelser når centrale steder skal belyses.

Tiden vil vise hvor værdifuld oversættelsen af 1977 vil være for den som i sit studium søger en klarere forståelse af Guds vilje og som i den kristne lærergerning ønsker at formidle denne forståelse til andre.

[Fodnoter]