Vi kan altså ikke komme uden om at vort liv, og de processer der opretholder det, afhænger lige så meget af Gud i dag som det før har gjort. Guds storslåede skaberværk vækker beundring ved sin orden og fuldkommenhed.

I forholdet menneskene imellem er der derimod langtfra orden og fuldkommenhed. Så godt som alle vegne er der lidelser, sorg og ondskab. ’Hvorfor?’ spørger De måske. ’Hvorfor gør Gud ikke noget ved disse forhold? Når han tillader ondskaben, betyder det så at han er ligeglad, at han har glemt mennesket?’

Har Gud glemt mennesket?

PÅ TRODS af menneskets bestræbelser for at løse vanskelighederne i verden, bliver forholdene værre og værre. Det er derfor forståeligt hvis nogle spørger: ’Har Gud glemt mennesket?’ Måske har De selv stillet dette spørgsmål.

Mange mener i dag at Gud virkelig har glemt. De tror tilsyneladende at Gud gav mennesket en begyndelse på jorden og derefter overlod det til sig selv, omtrent som en mand der bliver fader til nogle børn og derefter forlader dem. Det er forståeligt om nogen ikke føler behov for en Gud af den slags!

Men har vor Skaber virkelig gjort noget der svarer til dette? Er De oprigtigt interesseret i at vide det?

Der er folk som kun foregiver et ønske om at kende svaret. De spørger måske: ’Hvis der er en Gud til, hvorfor tillader han så at menneskene lider så meget?’ Men i stedet for at granske for at finde svaret, foretrækker de at tro at Gud ikke er til, eller, hvis han er til, at han har glemt mennesket. Disse folk er ofte for selvkloge til overhovedet at undersøge de foreliggende vidnesbyrd.

Også i fortiden fandtes der sådanne mennesker. De havde deres egne ideer om Gud, men de var for selvkloge til at undersøge om ideerne var rigtige. Om sådanne sagde kong David af Israel: „I sit hovmod søger den onde ikke; alle hans tanker er: ’Der er ingen Gud.’ Han har sagt i sit hjerte: ’Gud har glemt.’“ — Sl. 10:4, 11, New World Translation.

Nogle vil måske rette den samme anklage mod Gud i dag, og det vil derfor være rigtigt at tage den op til undersøgelse.

Har Gud virkelig glemt?

Den måde hvorpå vort legeme fungerer — helt uden menneskelig kontrol eller ledelse — er den ikke et tegn på at Gud stadig holder vore livsprocesser i gang? Vi nyder stadig godt af den vidunderlige måde hvorpå legemet er i stand til at hele et sår hvis vi skulle komme til skade. Og hvad med den proces hvorved de mange former for føde vi indtager bliver omdannet til kød, knogler, hår, negle og andre „byggematerialer“? Alle disse processer, der stadig fungerer til gavn for os — viser de at Gud har glemt mennesket?

Tænk også på den uforlignelige skønhed der pryder jorden — pragtfulde solnedgange, sneklædte bjerge, hvide sandstrande, grønne dale, fossende floder og duftende, farverige blomster. Betragt hvordan små bitte sædekorn vokser og bliver til en mangfoldighed af velsmagende føde. Opretholder Gud ikke stadig de love der muliggør solnedgangen og den tordnende brænding, såvel som de processer i planterne