Håb for de fortvivlede
„ALT det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“ (Romerne 15:4) Disse ord af apostelen Paulus dukker op i vore tanker når vi hører at potentielle selvmorderes store problem er fortvivlelse, håbløshed. Fjerner „Skrifternes trøst“ ikke en sådan fortvivlelse? Jo — i talløse tilfælde. Betragt følgende eksempler:
En ung kvinde havde faktisk skruet op for gassen for at tage sit eget liv, da et af Jehovas vidner bankede på hendes dør og gav hende nyt håb fra Bibelen.
En anden ung pige, hvis fremtidsdrømme blev knust da hun blev lam efter et biluheld, gjorde adskillige selvmordsforsøg. Så hjalp Jehovas vidner hende til at stifte bekendtskab med „Skrifternes trøst“, og endnu en gang var hun i stand til at håbe.
I et tredje tilfælde døde en aldrende mands hustru lige før deres guldbryllup. Manden var stærkt nedtrykt og stod netop og tilberedte den gift han havde planlagt at tage, da Jehovas vidner kom til hans dør og viste ham hvorledes Bibelens budskab kunne give ham ny mening med livet.
De lærte alle at ’bie på Jehova’ og ’fatte mod’. (Salme 27:14) De lærte at se hen til ham efter styrke, at ’kaste deres byrde på Jehova, der sørger for dem’. (Salme 55:23) De lærte også om Jehovas hensigter angående fremtiden, og efterhånden som de fik øjnene op for dette vidunderlige perspektiv, virkede deres øjeblikkelige forhold mindre betydningsfulde og tyngende. Ja, for dem var „Skrifternes trøst“ virkelig livreddende.
Men hvad nu hvis nogen lider under stærk skyldfølelse eller mangler glæde og derfor drager den slutning at „den Gud som giver håb“ har forladt ham eller hende? (Romerne 15:13) Kan „Skrifternes trøst“ også trøste en sådan? Ja. „[Jehova] er nær hos dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er brudt.“ (Salme 34:19) Han svigter dem ikke.
Skyldfølelse
Hvis en har begået en alvorlig synd, er det forståeligt om vedkommende for en tid kan tvivle på at Gud nogen sinde vil tilgive ham eller hende. Når det fulde omfang af det man har gjort går op for én i al sin gru, føler man sig måske som det elendigste og mest uværdige menneske i verden. Jehova hader synd, men han er barmhjertig mod syndere der er virkelig bedrøvede og som ophører med deres forkerte adfærd. Over for sådanne er han „rund til at forlade“. — Esajas 55:7.
Det var noget fortidens kong David kendte til. Han skrev: „Thi du, o Herre, er god og rund til at forlade, rig på nåde mod alle, der påkalder dig.“ (Salme 86:5) Kong David levede et langt liv i trofasthed, hvor han dog ved visse lejligheder begik virkelig alvorlige synder. Men hver gang angrede han oprigtigt og nærmede sig Gud i bøn når han var kommet til sig selv og havde erkendt hvad han havde gjort, i tillid til at Gud ville tilgive ham. — Salme 51:11-14.
Vi ønsker naturligvis ikke at efterligne kong David i hans synder, men hvis vi begår en synd, kan vi efterligne hans dybtfølte og inderlige sindsændring, åbent erkende at det vi gjorde var forkert, og tro på Jehovas villighed til at tilgive os. — 1 Johannes 2:1, 2.
Men er dét at en kristen af en eller anden grund ingen glæde eller sindsro føler, ikke et bevis på at Gud har taget sin ånd fra vedkommende? Ikke nødvendigvis. Kristne er glade mennesker, men de kan nu og da føle angst. Det gjorde selv Jesus, for eksempel i Getsemane have da hans død var nært forestående. Bibelens beretning siger: „Men da han kom i dødsangst fortsatte han med at bede endnu mere inderligt; og hans sved blev som bloddråber der faldt på jorden.“ (Lukas 22:44) Har du nogen sinde følt skyld fordi du nu og da er ængstelig til mode på grund af de forskellige prøvelser du kommer ud for? Hvis det er tilfældet bør du søge trøst hos Jehova, sådan som Jesus gjorde.
Men er det ikke forkert af en kristen at ønske sig død? Jo, men husker du hvordan Job følte det under sine prøvelser? Han led af en pinefuld sygdom, blev plaget af falske venner og troede at Jehova havde forladt ham, og derfor jamrede han højlydt: „Min sjæl er led ved mit liv.“ (Job 10:1; 14:13) For Job syntes døden snarere at være et fredfyldt tilflugtssted, et sted hvor han kunne blive befriet for sine pinsler, end den fjende den i virkeligheden er. — 1 Korinter 15:26.
Hvis Job havde føjet handling til ord og i sin nød gjort forsøg på at tage sit eget liv, ville det ganske rigtigt have været en alvorlig synd. Men når man er fuldstændig fortvivlet eller følelsesmæssigt uligevægtig, har man ikke altid herredømme over de tanker der dukker op i sindet. Skulle vi imidlertid opdage at vore tanker kredser om døden, eller at vi hele tiden ønsker at vi var døde, bør vi betragte det som et faresignal. Det er på høje tid at gøre noget. Hvad?
’Søg hjælp’
En ung kvinde kom ud for alvorlige økonomiske og ægteskabelige problemer. Midt i en krise indtog hun en overdosis af medicin, men til alt held overlevede hun. Idet hun tænker tilbage på hvorfor hun gjorde det, siger hun nu: „Jeg tror problemet bestod i at jeg ikke lod nogen vide hvordan jeg følte. Jeg planlagde ikke selvmordsforsøget. Det hele hobede sig bare op indtil jeg fulgte en pludselig indskydelse og handlede som jeg gjorde.“ Hendes råd til lidelsesfæller? „Søg hjælp hos andre før du når dette punkt.“
Det er et godt råd. Når vi er følelsesmæssigt belastede kan vore byrder somme tider virke alt for tunge. Vores skyld, sorg eller håbløshed kan simpelt hen være alt for tyngende. Men det forventes ikke af os at vi bærer vore byrder alene. Gennem apostelen Paulus befaler Jehova Gud: „Bær til stadighed hinandens byrder.“ (Galaterne 6:2) Andre ønsker at hjælpe — det er måske ligefrem deres pligt. Men de vil sjældent kunne vide hvor stort et behov du har medmindre du fortæller dem det.
En ung pige spurgte forpint, efter at tre af hendes venner havde begået selvmord: „Hvordan kunne vi vide det? . . . Hvordan kunne vi have været der til at hjælpe dem, når vi aldrig fik at vide hvad de følte?“ Det er måske næsten umuligt at overvinde sig selv til at tale med andre om sine problemer, men man vil sikkert forbløffes over hvor let ordene strømmer når først man er kommet i gang. Og vær forvisset om at andre virkelig ønsker at hjælpe. Lad os se på hvem disse andre er.
[Ramme på side 7]
Tænk på andre
En ung pige fortæller hvad der afholdt hende fra at realisere sine planer om selvmord: „En selvmorder efterlader smerte, sorg og skyld hos andre — det er meget mere ødelæggende og varigt end de problemer hun selv syntes var uudholdelige.“ — Mattæus 7:12.
[Ramme på side 7]
Det skal nok blive bedre
„Intet i denne verden varer evigt. . . . Vi ved at befrielsen snart venter os.“ Denne tanke fik én til at forkaste tanken om selvmord.
[Ramme på side 8]
De ombestemte sig
Dr. Herbert Hendin fortæller at han i tidens løb lærte fire at kende der havde overlevet spring fra høje bygninger. To af dem fortalte at de i det øjeblik de sprang, gerne ville have ombestemt sig. — „Suicide in America“ (Selvmord i Amerika) af dr. med. Herbert Hendin.