Bibelen — skrevet af mennesker men alligevel fra Gud
1. Hvilken slags mennesker var bibelskribenterne, set med menneskers øjne?
BIBELEN er skrevet af omkring fyrre mænd over en periode på godt seksten hundrede år. Disse mænd var ufuldkomne. De havde som alle andre deres fejl og svagheder. En af dem, nemlig Paulus, sagde følgende til nogle der med urette anså ham og hans missionærfælle Barnabas for at være guder: „Vi er også mennesker og har de samme svagheder som I.“ (Apg. 14:15) Efter menneskelig målestok var mange af bibelskribenterne ikke i besiddelse af nogen særlig lærdom eller af fremtrædende evner. Der var meget jævne mennesker imellem, for eksempel nogle der ernærede sig som hyrder og fiskere.
2. Hvordan kunne ufuldkomne mennesker frembringe en beretning der i virkeligheden var Guds „ord“?
2 Hvordan var disse ufuldkomne mænd i stand til at skrive en beretning som i virkeligheden var Guds budskab? Svaret er at de ikke skrev efter egen tilskyndelse, men blev inspireret af Gud. „Hele Skriften er inspireret af Gud,“ sagde Paulus om den del af de hellige skrifter der forelå på hans tid. — 2 Tim. 3:16.
3, 4. Hvorfor kan det være farligt at nære tvivl om Bibelens inspiration?
3 Hvis man anerkender at Bibelen er Guds inspirerede ord, er spørgsmålet imidlertid: Hvor stærk er ens overbevisning? Kan den stå prøve? Profeten Jeremias sagde: „[Jehovas] ord er mig dagen lang til skændsel og spot.“ (Jer. 20:8) Ville man være parat til at lide hån og mishandling, ja endog døden, for sin overbevisning om at Bibelen er Guds ord? Under lidelse og modstand kan selv den mindste tvivl om Bibelens inspiration føre større tvivl med sig og således undergrave ens tro og svække ens udholdenhed. (Jak. 1:6) Er man derimod virkelig overbevist om at Bibelen er Guds ord og at det eneste rigtige er at leve efter den, vil man langt bedre kunne klare et pres og modstå fristelsen til at søge den nemmeste udvej i en vanskelig situation.
4 Den der mener at Bibelen — i hvert fald delvis — blot er et resultat af menneskelig tankegang, vil måske søge at finde grunde for at tilsidesætte hvad den siger for at undgå vanskeligheder. Men det kan betyde at man mister muligheden for evigt liv. Jesus Kristus sagde: „Enhver der søger at sikre sig sin sjæl vil miste den, men enhver der mister den vil bevare den i live.“ (Luk. 17:33) Det er derfor af langt mere end forbigående interesse for os at undersøge hvordan Bibelen, en bog skrevet af mennesker, kan være Guds ord. Det gælder livet.
Hvordan bibelskribenterne fik deres oplysninger
5. Hvilken rolle har direkte diktat spillet ved Bibelens nedskrivning?
5 En af de „mange måder“ som Guds budskab blev overbragt til mennesker på, var direkte diktat. (Hebr. 1:1, 2) De dele af Bibelen der er dikteret ord for ord, omfatter de ti bud (som også blev givet skriftligt på to stentavler) og alle de øvrige love og bestemmelser i Guds pagt med israelitterne. Jehova Gud lod denne lovpagt formidle gennem engle. (Apg. 7:53) Derefter blev der sagt til Moses: „Skriv disse ord op.“ (2 Mos. 34:27) Foruden Moses var der også andre profeter som fik direkte budskaber der senere blev skrevet ned. (Se for eksempel Anden Samuelsbog 7:5-16; Esajas 7:3-9 og Jeremias 7:1-34.) Sådanne direkte budskaber blev som regel overbragt af en engel fra Gud. — 1 Mos. 31:11-13.
6. Forklar hvordan Jehova benyttede sig af drømme, syner og trancer for at overbringe sit budskab til mennesker.
6 Nu og da benyttede Jehova Gud drømme, syner og trancer for at overbringe sit budskab til mennesker. (4 Mos. 12:6; 1 Sam. 3:4-14; 2 Sam. 7:17, NW; Dan. 9:20-27) Under drømme eller „nattesyner“ fik den sovende i sit sind indpræget et levende billede som skildrede Guds budskab eller hensigt for ham. Andre fik syner mens de var vågne, idet oplysningerne blev indprentet dem ved hjælp af billeder mens de var ved fuld bevidsthed. (Matt. 17:2-9; Luk. 9:32) I nogle tilfælde blev et syn givet efter at personen var faldet i trance. Skønt ved bevidsthed var den pågældende da så opslugt af synet at han overhovedet ikke sansede hvad der ellers foregik omkring ham. (Apg. 10:10-16; 11:5-10) Når bibelskribenterne på denne måde fik oplysninger i drømme eller syner eller under trance, måtte de bagefter finde ord og vendinger til at udtrykke hvad de havde set, for at meddele det til andre. — Hab. 2:2; Åb. 1:1, 11.
7. Hvordan samlede bibelskribenterne oplysningerne til de historiske beretninger?
7 En væsentlig del af Bibelen er skildring af historie — beretninger om hvordan det gik enkeltpersoner, familier, stammer og nationer. Hvor fik bibelskribenterne disse oplysninger fra? I nogle tilfælde var de selv vidne til det de skrev om. Men ofte måtte de vende sig til andre kilder, rådføre sig med allerede eksisterende historiske beretninger, med slægtsregistre, eller måske tale med øjenvidner eller andre som kunne give pålidelige oplysninger. Det betød at skribenten måtte foretage omfattende og nøjagtige undersøgelser. Ezra, som var præst og en dygtig afskriver, benyttede omkring tyve forskellige dokumenter for at samle de oplysninger vi finder i de to Krønikebøger. Lægen Lukas skrev om sit evangelium: „Jeg [har] besluttet, efter omhyggeligt at have gået alle ting igennem forfra, at skrive dem ned til dig i logisk rækkefølge.“ (Luk. 1:3) Historisk materiale (som det vi finder i Første Mosebog og i Jobs bog) om menneskets skabelse og endnu tidligere begivenheder, om samtaler i de usynlige himle og lignende ting, blev åbenbaret af Gud enten for skribenterne selv eller oprindelig for andre. I de tilfælde hvor det ikke var bibelskribenterne selv oplysningerne blev gjort kendt for, må de være blevet videregivet enten mundtligt eller skriftligt indtil det tidspunkt da de blev taget med i den bibelske beretning.
8.Hvorfra stammer mange af de visdomsord og kloge råd der findes i Bibelen?
8 Foruden historie indeholder Bibelen en mængde kloge råd og visdomsord. Skribenterne øste af deres egen og andres erfaring, med den baggrund de havde opnået ved at studere og efterleve den del af Skrifterne der forelå på deres tid. Igen og igen finder vi eksempler på dette. Salmisten David skrev hvad han havde lagt mærke til angående Guds omsorg for sine tjenere: „Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans afkom tigge sit brød.“ (Sl. 37:25) Den vise forfatter af Prædikerens bog, Davids søn Salomon, drog følgende slutning på grundlag af det han iagttog: „Intet er bedre for et menneske end at spise og drikke og give sin sjæl gode dage ved sin flid. Og det skønnede jeg, at også det kommer fra Guds hånd.“ (Præd. 2:24) At ordne eller opstille sådant stof der byggede på menneskelig erfaring, krævede flid og omhu af skribenten. Det fremgår af Prædikeren 12:9, 10 (NW), hvor vi læser: „Foruden at samleren blev viis, gav han også til stadighed folket kundskab, og han overvejede og foretog en omhyggelig eftersøgning, så han kunne ordne mange ordsprog. Samleren søgte for at finde de indtagende ord og at skrive korrekte sandhedsord.“
Hvordan Guds ånd medvirkede
9. Vil det at der ligger en så stor menneskelig indsats bag Bibelens nedskrivning, sige at Bibelen kun i begrænset omfang er Guds budskab?
9 Der ligger således en stor menneskelig indsats bag Bibelens nedskrivning. Men vil det sige at Bibelen kun i begrænset omfang er Guds ord? Er det kun de afsnit som direkte er dikteret ovenfra, der kan regnes for Guds budskab? Nej, hele Bibelen, ikke kun en del af den, er inspireret af Gud. Jehova Gud ledede nemlig bibelskribenterne ved hjælp af sin virkekraft eller ånd. Det anerkendte salmisten David da han sagde: „Ved mig talede [Jehovas] Ånd, hans ord var på min tunge.“ — 2 Sam. 23:2.
10. Forklar hvad der menes med udtrykket ’Guds ord’ med hensyn til det der står i Bibelen.
10 Guds „ord“ på Davids tunge var ikke et enkelt „ord“, men et helt budskab. Det fremgår klart af den måde Bibelen bruger udtrykket „ord“ på. For eksempel sagde en af profeten Elias’ tjenere til den israelitiske hærfører Jehu: „Jeg har et Ord til dig, Høvedsmand!“ (2 Kong. 9:5, da. rev. af 1871) Dette „ord“ viste sig at være et budskab fra Gud. Det gik ud på at Gud havde valgt Jehu til at være konge over Israels ti-stammerige, og det bemyndigede ham til at eksekvere dommen over Akabs kongehus. (2 Kong. 9:6-10) Det vi læser i Jeremias 23:29 sigter også ganske tydeligt til et helt budskab, og ikke blot til et enkelt ord: „Er ikke mit ord som ild, lyder det fra [Jehova], og som en hammer, der knuser fjelde?“ Et enkelt ord kan ikke øve en sådan virkning, men et magtfuldt budskab der fuldbyrdes, kan. Hvordan nedfældede Gud ved hjælp af sin ånd sådanne kraftigt virkende budskaber i bibelskribenternes sind og sikrede sig at budskaberne forblev hans „ord“?
11. Hvordan skal det forstås at „ingen profeti i Skriften udspringer af nogen privat fortolkning“?
11 Med hensyn til hvordan Guds ånd medvirkede når der blev fremsat profetier, siger Bibelen: „Ingen profeti i Skriften udspringer af nogen privat fortolkning. For aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd.“ (2 Pet. 1:20, 21) Bibelprofetierne er altså ikke fremkommet ved at skribenterne selv har analyseret de foreliggende begivenheder og tendenser og fortolket hvordan det ville gå. Nej, Guds ånd har virket på skribenternes sind og har ledet dem til at udtrykke det inspirerede budskab, som regel med deres egne ord. Ordene er altså skribentens, men budskabet er Jehova Guds.
12. Hvordan medvirkede Guds ånd når man skrev om begivenheder der var indtruffet mange år tidligere?
12 En del af Bibelens historiske indhold blev først skrevet mange år efter at de pågældende begivenheder havde fundet sted. Det gælder for eksempel beretningerne om Jesu jordiske tjeneste. Men Guds ånd sørgede for at beretningen alligevel blev nøjagtig, som det fremgår af Jesu ord til sine disciple: „Hjælperen, den hellige ånd, som Faderen vil sende i mit navn, den vil lære jer alt og minde jer om alt hvad jeg har fortalt jer.“ (Joh. 14:26) Guds ånd sørgede altså for at de oplysninger der blev taget med i beretningen, blev husket og gengivet nøjagtigt.
13. Hvad vidner om at Guds ånd ledede udvælgelsen af det stof der blev taget med i Bibelen?
13 Ved hjælp af sin ånd sørgede Jehova Gud også for at det der blev skrevet ned, var noget som tjente hans hensigt, noget som indeholdt en væsentlig belæring for dem der ønskede at være og at forblive hans godkendte tjenere. Han ledede udvælgelsen af det stof der blev taget med. Derfor kunne apostelen Paulus sige: „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“ (Rom. 15:4) Og specielt med hensyn til det israelitterne kom ud for på Moses’ tid sagde han: „Disse ting skete fortsat for dem, som eksempler [forbilledligt, da. aut. af 1907], og de blev skrevet til advarsel for os til hvem enden på [de jødiske] tingenes ordninger er kommet.“ — 1 Kor. 10:11.
14. Sørgede Jehova Gud for at israelitterne begik urette handlinger, sådan at disse ting kunne blive skrevet ned som en advarsel for de kristne? Forklar nærmere.
14 Ud fra dette skal vi dog ikke drage den slutning at Gud i hvert enkelt tilfælde optrådte som en stor „skuespilinstruktør“ der med hensigt arrangerede begivenheder der kunne stå som eksempler som hans tjenere i senere tider kunne tage ved lære af, enten til advarsel eller til opmuntring for dem. Nej, det forholdt sig som i de tilfælde apostelen henviste til. Da israelitterne gav sig til at knurre, dyrke afguder og bedrive utugt, var det dem selv der valgte at reagere sådan på de foreliggende omstændigheder, drevet af deres egne ønsker. Det var ikke Gud der fik dem til det. (1 Kor. 10:1-10) At israelitterne var Guds pagtsfolk og dog bukkede under for fristelse, forstærker den efterfølgende advarsel: „Lad derfor den der mener at han står, se til at han ikke falder.“ — 1 Kor. 10:12.
15. Hvordan viser Judas’ brev at Guds ånd ledede udvælgelsen af stoffet?
15 I stedet for at forårsage begivenhederne lod Jehova Gud altså i mange tilfælde blot tingene udvikle sig af sig selv, følge et naturligt forløb, og derefter sørgede han for at skribenterne nedskrev det han vidste ville være af værdi i fremtiden. At udvælgelsen af stoffet til den bibelske beretning blev ledet af Guds ånd, fremgår på en glimrende måde af disciplen Judas’ brev. Judas havde oprindelig tænkt sig at skrive om de salvede kristnes fælles frelse; men under indflydelse af Guds ånd erkendte han at hans trosfæller havde brug for noget andet for at kunne klare den situation de befandt sig i på det tidspunkt. Han forklarede hvorfor han havde opgivet sit oprindelige forsæt idet han skrev: „I elskede, skønt jeg gjorde enhver bestræbelse for at skrive til jer om vor fælles frelse, fandt jeg det nødvendigt at skrive til jer for at tilskynde jer til at kæmpe en hård kamp for den tro som én gang for alle er blevet overgivet de hellige. Grunden er at der har sneget sig nogle mennesker ind som af Skriften for længe siden har fået denne dom: ugudelige, der forvandler vor Guds ufortjente godhed til en undskyldning for skamløshed og som fornægter vor eneste Ejer og Herre, Jesus Kristus.“ (Jud. 3, 4) Hvad Judas derefter fremsatte under ledelse af Guds ånd, var lige netop hvad hans trosfæller trængte til for at kunne modstå den fordærvende indflydelse.
16. Tog bibelskribenterne undertiden selv initiativ til at skrive om bestemte emner? Forklar.
16 Vil dét at Guds ånd ledede udvælgelsen af stoffet til den bibelske beretning, sige at skribenterne ikke selv kunne vise noget initiativ med hensyn til hvilke emner de ville skrive om? Nej, sådan forholdt det sig ikke. Ofte skrev de om noget bestemt der lå dem på sinde. De besvarede for eksempel visse spørgsmål eller søgte at klargøre visse punkter som havde givet anledning til misforståelse. Et eksempel herpå er apostelen Paulus’ andet brev til menigheden i Tessalonika. Nogle i denne menighed havde fejlagtigt draget den slutning at Jesu Kristi nærværelse i kongemagt var lige for hånden. Der var også nogle som ikke havde givet agt på en tidligere vejledning fra Paulus om at de skulle ’arbejde flittigt og vandre anstændigt over for dem uden for menigheden’. I sit andet brev kom Paulus ind på dette og viste hvordan kristne burde se på disse ting. (1 Tess. 4:10-12; 2 Tess. 2:1-3; 3:10-15) Eftersom bibelskribenterne fulgte Guds ånds ledelse, var dét de skrev i fuld overensstemmelse med Guds hensigt og derfor pålideligt.
Menneskelige meninger — med eller uden støtte fra Gud?
17, 18. Hvordan skal vi forstå det når apostelen Paulus skriver at han ’giver sin mening til kende’?
17 Men hvad så med de tilfælde hvor bibelskribenterne tilsyneladende gav udtryk for deres egne meninger? Tag for eksempel følgende udtalelser af apostelen Paulus: „Til de andre siger jeg, ja, jeg, ikke Herren: . . .“ „Nu med hensyn til jomfruerne har jeg ingen befaling fra Herren, men jeg giver min mening til kende.“ „Hun [en enke] er lykkeligere hvis hun forbliver som hun er [altså ugift], efter min mening. Jeg mener nemlig at også jeg har Guds ånd.“ (1 Kor. 7:12, 25, 40) Hvad mente Paulus med dette?
18 Apostelen kunne ikke henvise til en direkte lære fra Herren Jesus Kristus om de emner han behandlede, og gav derfor udtryk for sin „mening“. Han skrev imidlertid under Guds ånds ledelse, så hans mening var ledet af Gud og udtrykte Guds syn på sagen. Dette bekræftes derved at apostelen Peter sidestillede Paulus’ breve med de øvrige skrifter idet han sagde: „Regn desuden vor Herres tålmodighed for frelse, ligesom også vor elskede broder Paulus ifølge den visdom der er givet ham, har skrevet til jer, når han taler om disse ting, sådan som han også gør i alle sine breve. I dem er der imidlertid nogle ting som er vanskelige at forstå og som de uoplyste og ubefæstede fordrejer, sådan som de også gør med de øvrige skrifter, til deres egen undergang.“ — 2 Pet. 3:15, 16.
19. I hvilken forstand er Bibelen altså Guds budskab?
19 Det ses altså at Bibelen som et hele er Guds „ord“ eller budskab idet alt i den blev skrevet under ledelse af Guds ånd, for at tingene kunne blive fremstillet korrekt og tjene hans hensigt. Når som helst Bibelen citerer hvad nogle har sagt eller hvordan nogle har handlet under forskellige omstændigheder, gør sammenhængen det klart om man bør efterligne deres handlemåde eller undgå den, om man bør gå ind på deres tankegang eller afvise den.
20. Forklar hvordan man fejlagtigt kunne bruge Bibelen på en sådan måde at man tillagde Gud ufuldkomne menneskers synspunkter.
20 Vi kan for eksempel tage Jobs bog. Store afsnit af denne bog fremstiller de urette synspunkter som Jobs tre falske venner og til tider endog Job selv gav udtryk for. Deres forkerte konklusioner og deres fordrejelse af kendsgerningerne var tydeligvis ikke inspireret af Gud. Det kan belyses med den urette anklage som Jobs falske ven Elifaz rettede mod Gud: „End ikke sine hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans øjne.“ (Job 15:15) Senere irettesatte Gud Elifaz og hans venner for deres forvanskning af kendsgerningerne. Han sagde, henvendt til Elifaz: „Min vrede er blusset op mod dig og dine to venner, fordi I ikke talte rettelig om mig som min tjener Job!“ (Job 42:7) Mens Elifaz og hans venner tydeligvis ikke var inspireret af Gud, blev nedskriveren af Jobs bog ledet af Guds ånd til at give en nøjagtig fremstilling af deres udtalelser. Denne fremstilling tjener som en hjælp til at påvise og afsløre falske ræsonnementer med hensyn til hvorfor Gud har tilladt det onde. Derfor er den som et hele Guds inspirerede ord eller budskab. Dette viser imidlertid at vi må passe på, udvise omhu, når vi citerer fra Bibelen. Taget ud af den rette sammenhæng kan noget som i virkeligheden er ufuldkomne menneskers synspunkter, med urette blive tillagt Gud.
Skrevet af mennesker — et udtryk for Guds visdom
21. Ville Bibelen have været af større værdi for os ufuldkomne mennesker hvis Jehova Gud havde ladet engle skrive det hele?
21 At Gud benyttede mennesker til at nedskrive sit „ord“ vidner om hans store visdom. Derved gav han os ufuldkomne mennesker lige netop hvad vi har brug for. Jehova kunne have benyttet engle til at skrive, men ville hans „ord“ så have appelleret til os på samme måde? Det er sandt at engle kunne have beskrevet Guds vidunderlige egenskaber og hans storslåede gerninger. De kunne have givet udtryk for deres egen dybe hengivenhed over for ham og deres værdsættelse af hans uendeligt rige gaver. Men ville det ikke have været vanskeligt for os ufuldkomne mennesker at identificere os med en beretning der var formuleret af fuldkomne åndeskabninger hvis erfaring og kundskab langt overgår vores? Livet i deres verden kunne ikke skildres på samme måde som det liv vi kender — med dets glæder, men også dets sorger og skuffelser og frygt. Ved at benytte mennesker til at skrive, sørgede Gud for at hans „ord“ kom til at indeholde den varme, variation og appel som kun det menneskelige element kunne tilføre det.
22. Hvilke problemer ville vi uden tvivl have haft hvis det menneskelige element fuldstændig havde manglet i Bibelen?
22 Hvis det menneskelige element fuldstændig havde manglet i Bibelen, ville vi muligvis også have haft meget svært ved at fatte dens budskab. Vi ville sikkert have haft svært ved at se hvordan vi, som ufuldkomne mennesker, kunne have nogen mulighed for at opnå et godkendt forhold til Skaberen. Det ville for eksempel ikke have været tilstrækkeligt at beretningen blot sagde at ’Gud er barmhjertig’; det ville ikke have været nok til at fortælle os nøjagtig hvad Guds barmhjertighed vil sige. Vi mennesker må have sådanne ting udtrykt på en måde vi kan fatte. Men eftersom Bibelen er skrevet af mennesker, indeholder den konkrete eksempler fra det virkelige liv, beskrevet fra det menneskelige synspunkt. Den fortæller os om mennesker som, skønt de kendte Guds lov, bukkede under for svaghed og gjorde sig skyldige i alvorlige overtrædelser. I nogle tilfælde får vi endog personernes egen beretning om hvordan de følte og reagerede. Samtidig lærer vi om Guds barmhjertighed.
23, 24. Forklar hvad der skete i forbindelse med David og Batseba, og vis hvad dette kan lære os om Jehova Gud.
23 Lad os tage kong Davids eksempel. Han havde vist sig at eje en ganske særlig tro. Men så førte omstændighederne til at han begyndte at nære et uret begær. Han begyndte at føle sig tiltrukket af Batseba, der var gift med hetitten Urias, en mand som tjente sin konge loyalt. Kong David tillod begæret at vokse, med det resultat at han lod Batseba føre op til sit palads. Selv om han måske ikke direkte havde i sinde at have kønslig omgang med hende, blev hans lidenskaber vakt i en sådan grad at han begik ægteskabsbrud. Da han senere erfarede at Batseba var blevet gravid som følge af dette forhold, søgte han straks at skjule sagen ved at prøve at få Urias til at tage hjem og have forbindelse med sin hustru. Da dette glippede, blev David desperat. Der syntes kun at være én mulighed tilbage for at hindre at Batseba blev afsløret som en ægteskabsbryderske, og det var at få hendes mand ryddet af vejen og selv gifte sig med hende. David sørgede da for at Urias blev sat ind et sted i kampen hvor det var næsten sikkert at han ville dø. Urias blev dræbt, og David tog hans enke til hustru. — 2 Sam. 11:2-27.
24 Da profeten Natan gjorde David opmærksom på det alvorlige fejltrin han havde begået, skar det David i hjertet, og han gav udtryk for den dybeste bedrøvelse over sin synd. Han udbrød: „Jeg har syndet mod [Jehova]!“ (2 Sam. 12:13) Jehova tog imod Davids oprigtige anger, og skønt han straffede ham, forkastede han ham ikke som sin tjener. David overdrev således ikke da han i en af sine salmer erklærede: „Herre, du er en barmhjertig og nådig Gud, langmodig og rig på nåde og sandhed.“ — Sl. 86:15.
25. Hvad lærer vi om Jehovas barmhjertighed når vi læser hvordan han handlede over for israelitterne på Jeremias’ tid?
25 På den anden side fortæller Bibelen også om de troløse indbyggere i Jerusalem på Jeremias’ tid. Folket som helhed vendte det døve øre til de gentagne opfordringer til at angre. De blev trodsigt ved med at øve lovløshed. Derfor ophørte Jehova Gud med at vise barmhjertighed; han tog sin beskyttelse bort fra dem og tillod at der kom en frygtelig ulykke over dem for babyloniernes hånd. Skønt de desperat råbte om hjælp, nægtede han at lytte til deres bønner. Hvorfor? Fordi de ikke angrede deres urette adfærd. Profeten Jeremias skrev om dette: „[Du] hylled dig i vrede, forfulgte os, dræbte uden skånsel, hylled dig i skyer, så bønnen ej nåede frem.“ — Klages. 3:43, 44.
26. Hvordan lærer vi Jehova at kende på grundlag af sådanne eksempler fra det virkelige liv?
26 Sådanne eksempler fra det virkelige liv giver os det rette billede af hvilken slags Gud Jehova er og hvordan han vil handle over for os. Uanset hvor alvorlig en overtrædelse ufuldkomne mennesker begår, kan de opnå Guds tilgivelse hvis de virkelig angrer hvad de har gjort. Men hvis de uden at angre fortsætter med at overtræde hans retfærdige bud, vil de ikke undgå hans ugunstige dom. Ved at Bibelen åbenbarer de forskellige sider af Guds personlighed på en måde der appellerer til os ufuldkomne mennesker, kan vi virkelig lære ham at kende som en person.
27. Hvordan kan den måde Bibelen er skrevet på, tjene til at prøve vort hjerte?
27 Den måde Bibelen er skrevet på, kan tjene til at afsløre hvad der bor i et menneskes hjerte. (Hebr. 4:12) De der ønsker at finde fejl og selvmodsigelser i Bibelen, kan godt finde noget der ser sådan ud. Det skyldes blandt andet at Bibelen ikke forklarer alle ting i detaljer. Ofte gengiver den menneskers tanker, ord eller handlinger uden direkte at udtrykke nogen billigelse eller misbilligelse deraf. Resultatet er at nogle, når de læser visse beretninger i Bibelen, tvivler på om Gud virkelig har handlet korrekt og retfærdigt i disse tilfælde, og de bruger dette som en undskyldning for ikke at foretage de forandringer i deres levevis som Bibelen anbefaler. Dette er i overensstemmelse med Guds hensigt, for han ønsker kun at godkende dem som sine tjenere der virkelig elsker ham og påskønner ham for det han er. — 5 Mos. 30:11-20; 1 Joh. 4:8-10; 5:2, 3.
28. Hvordan vil de der forstår Bibelens værdi, betragte tilsyneladende modsigelser i den? Belys med et eksempel.
28 Den, derimod, som alvorligt har undersøgt Bibelen og virkelig har erfaret hvilken glimrende rettesnor den er at leve efter, vil ikke straks slå ned på enhver tilsyneladende modsigelse for at kunne afvise at Bibelen er Guds budskab til menneskene. Han stirrer sig ikke blind på tilsyneladende problemer. Nej, han erkender at Bibelen udgør et harmonisk hele, og han ignorerer derfor ikke den sammenhæng hvori en bestemt begivenhed eller situation omtales. Det kan belyses med et eksempel. Lad os sige at du har en virkelig god ven. Du ved at han er en god fader for sine børn, og at han virkelig har børnenes velfærd på sinde. Hvis du hører at han har straffet sin søn strengt, vil du da straks mene at det er fuldstændig uretfærdigt og urimeligt, det han har gjort? Naturligvis ikke. Fordi du kender ham og ved hvordan han er, vil du drage den slutning at han må have haft gyldige grunde til at optræde som han har gjort. På samme måde har vi gennem Bibelen fået tilstrækkelig mange oplysninger om Jehovas personlighed, indstilling og handlemåde til at vi kan vide hvilken slags Gud han er. Hvorfor skulle vi da, selv om alle enkeltheder i en situation ikke er oplyst klart, lade os bringe ud af ligevægt og mene at Gud er ukærlig, ubarmhjertig eller uretfærdig? At gøre dette ville være at fornægte de overvældende mange vidnesbyrd i Bibelen som et hele, om at han er en kærlig, barmhjertig og retfærdig Gud. — 2 Mos. 34:6, 7; Es. 63:7-9.
29. Hvorfor skulle det ikke overraske os at der findes nogle tilsyneladende modsigelser i Bibelen?
29 Der er endnu en grund til at vi skulle forvente at finde mindre afvigelser, tilsyneladende selvmodsigelser, i parallelle beretninger i Bibelen. Lad os for eksempel tage de fire beretninger om Jesu jordiske tjeneste. De er skrevet af fire forskellige mænd. Af de tre hvis erhverv vi kender, var den ene uddannet som læge, den anden var skatteopkræver og den tredje var fisker. Eftersom Jehova Gud ikke dikterede præcis hvad de skulle skrive, men blot ledede dem ved hjælp af sin ånd for at sikre at det de skrev blev korrekt, ville der ganske naturligt opstå visse forskelle. Hver skribent kunne have taget langt flere oplysninger med end han gjorde. En af dem, apostelen Johannes, skrev ligefrem: „Jesus gjorde rigtignok også mange andre tegn i disciplenes påsyn, ting som ikke er skrevet i denne skriftrulle.“ (Joh. 20:30) Evangelieberetningerne er således meget sammentrængte, meget kortfattede, og visse oplysninger som er med i én beretning kan være udeladt af de øvrige. I stedet for at modsige hinanden supplerer beretningerne derfor hinanden og er med til at give os et mere fuldstændigt billede af det der skete. Samtidig er afvigelserne et yderligere bevis på at Bibelen er pålidelig. Hvordan det? Jo, de er et vidnesbyrd om at der ikke har været nogen hemmelig forståelse mellem skribenterne, at de ikke har ’stukket hovederne sammen’ for at fabrikere en falsk historie.
30. Hvorfor er der ingen grund til at diskutere mindre afvigelser i forskellige bibelske beretninger?
30 Der er således ikke nogen virkelig grund til at lade sig inddrage i ørkesløse diskussioner om ting af underordnet betydning. Uanset hvor lærde og veluddannede mennesker er, har de faktisk ingen forudsætninger for at udtale sig endeligt om ting de ikke personligt har været vidne til. Og selv om de havde været til stede og havde overværet begivenhederne, ville de også selv have lagt vægt på forskellige sider af sagen når de skulle referere hvad de havde set og hørt. Ved en ærlig vurdering af evangelieberetningerne vil man komme til det resultat at der er tale om fire separate vidneudsagn som samstemmer om dette ene: Jesus Kristus er Guds søn. — Joh. 20:31.
Er Guds budskab blevet overleveret pålideligt til os?
31. Hvilket spørgsmål opstår, i betragtning af at der ikke længere findes nogen af de originale bibelmanuskripter?
31 Guds budskab, indeholdt i de fire evangelier og i den øvrige del af Bibelen, er ikke blevet bevaret til os i form af de oprindelige manuskripter. Originalmanuskripterne er gået tabt for længe siden, enten slidt op ved brug eller ødelagt af tidens tand. Hvordan kan vi da være sikre på at Guds budskab ikke er blevet forvansket ved at blive afskrevet igen og igen gennem mange hundrede år?
32. Hvad siger Bibelen selv om Guds „ords“ blivende karakter, og hvad forudsætter dette med hensyn til tekstens bevarelse?
32 Bibelen henleder selv opmærksomheden på Guds „ords“ blivende karakter. I Esajas 40:8 læser vi: „Græsset tørres, blomsten visner, men vor Guds ord bliver evindelig.“ For at dette kunne være sandt også i fremtidige generationer, var det nødvendigt at Guds „ord“ ikke blev forvansket. Hvis der indløb mange afskrivningsfejl, ville det ikke længere være pålideligt, og det ville ophøre med at være Guds budskab. Findes der vidnesbyrd om at Guds „ord“ er blevet videregivet pålideligt til os? Ja, ganske afgjort!
33. Hvordan udførte de der afskrev Bibelen som regel deres arbejde?
33 De der afskrev de hellige skrifter udviste stor omhu. Mange af de skriftlærde som afskrev De hebraiske Skrifter talte ikke alene ordene men også bogstaverne de havde afskrevet. Det hændte at fandt de blot den mindste fejl — blot et enkelt bogstav som var skrevet forkert — skar de hele det pågældende afsnit ud af skriftrullen og erstattede det med et nyt, fejlfrit stykke. Det blev praksis at de læste hvert ord højt før de skrev det. At skrive blot et enkelt ord efter hukommelsen blev af mange anset for at være en grov synd. Selv om de der afskrev De kristne græske Skrifter i mange tilfælde ikke var faguddannede afskrivere, udførte de ligeledes et omhyggeligt arbejde. Derfor har der indsneget sig bemærkelsesværdigt få fejl, og de få der findes, berører ikke budskabet væsentligt.
34. Hvad viser en sammenligning af gamle manuskripter med hensyn til pålideligheden af den bibeltekst vi har i dag?
34 En sammenligning af tusinder af gamle bibelmanuskripter, heriblandt nogle som er omkring 2000 år gamle, viser at teksten må være blevet overleveret nøjagtigt. Om teksten i De hebraiske Skrifter har tekstforskeren W. H. Green udtalt: „Man kan trygt sige at intet andet værk fra oldtiden er blevet overleveret så nøjagtigt.“ Sir Frederic Kenyon skrev om Chester Beatty-bibelpapyruserne:
„Det er tilfredsstillende at den første og vigtigste slutning vi kan drage af en undersøgelse af dem [papyruserne], er at de på alle afgørende punkter bekræfter de bestående teksters pålidelighed. De viser ingen påfaldende eller fundamentale afvigelser, hverken i Det gamle eller Det nye Testamente. Ingen betydningsfulde passager er udeladt eller indføjet, og der forekommer ikke afvigelser som influerer på vigtige kendsgerninger eller på troslæren. Tekstvarianterne berører kun uvæsentlige ting, såsom ordenes rækkefølge eller nøjagtigheden af det anvendte ord. . . . Men deres væsentlige betydning ligger i at de, ved at de stammer fra en tidligere dato end vi hidtil har haft tekster fra, bekræfter vore eksisterende teksters integritet.“
I sin bog The Bible and Archaeology (Bibelen og arkæologien) skrev han:
„Mellemrummet mellem de originale skrifters tid og de ældste manuskripter vi kender, er så lille at det ikke betyder noget, og det sidste grundlag for tvivl om at Bibelens skrifter er kommet til os omtrent som de oprindelig blev skrevet, er nu fjernet. Vi kan betragte Det nye Testamentes bøgers ægthed og generelle integritet som endeligt fastslået.“
35. Hvilken virkning kan Bibelen øve på os i dag?
35 Ja, Guds budskab, skrevet af mænd som har været ledet af Guds ånd, er blevet bevaret pålideligt indtil den dag i dag. Dette er ikke sket uden grund. Budskabet i sig selv kan øve en stærk og gavnlig indflydelse på dem der accepterer det som et budskab der kommer fra Gud. Til de kristne i Tessalonika blev der skrevet: „Da I modtog Guds ord [eller budskab], som I hørte af os, tog I ikke imod det som menneskers ord, men, sådan som det i sandhed er, som Guds ord, der også virker i jer som tror.“ (1 Tess. 2:13) Ligesom de kristne i Tessalonika, har mange i dag været villige til at lide for deres troskab mod de hellige skrifter, fuldt forvissede om at de i sandhed er Guds inspirerede „ord“. (1 Tess. 2:14-16) Er du også forvisset om dette? Virker „ordet“ eller budskabet i dig? Gavner det dig i din daglige tilværelse?
[Illustration på side 274]
Gud gav Moses de ti bud i skriftlig form
[Illustration på side 274]
Engle talte Guds ord til mennesker
[Illustration på side 275]
Guds ånd ledede udvælgelsen af oplysninger fra tidligere beretninger
[Illustration på side 275]
I vågen tilstand fik profeter syner fra Gud
[Illustration på side 275]
Nogle modtog guddommelige budskaber i drømme