Lykkelig er de sagtmodige og fredsommelige
„Lykkelige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Lykkelige er de fredsommelige, for de skal kaldes ’Guds sønner’.“ — Matt. 5:5, 9, NW.
1. Hvilket historisk stævne afholdtes i 1958, og hvorfor er det ikke muligt for andre organisationer at afholde en lignende sammenkomst?
LYKKE og sagtmodighed er så uadskilleligt forbundne at de fredsommelige umuligt kan eje det ene uden samtidig at være i besiddelse af det andet. Derfor kan det i sandhed siges at aldrig før i historien har så mange fredsommelige mennesker overværet en så lykkelig sammenkomst som da Jehovas vidners internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ holdtes i New York fra den 27. juli til den 3. august 1958, for aldrig før havde så mange sagtmodige mennesker været forsamlet på én gang. Det er ganske umuligt for nogen anden gruppe mennesker at arrangere en sammenkomst i lighed med denne, for ingen andre end Jehovas vidner er i stand til her på jorden at genspejle den fredsommelighed, mildhed og lykke der til stadighed udstråler fra den allerhøjeste Guds egen person.
2. (a) Hvilke dyrebare egenskaber personificeres i Jehova? (b) Hvad er Jehovas vilje med den nye verdens samfund i så henseende?
2 Bibelen viser gang på gang at den lykkelige Gud Jehova er „langmodig og rig på miskundhed“. (2 Mos. 34:6; 4 Mos. 14:18; Neh. 9:17; Sl. 86:15; 103:8; 145:8; Joel 2:13; Jon. 4:2; Nah. 1:3) Da universets suveræne Hersker har et så mildt og behersket sind kan han være tålmodig, tilgivende, kærlig og barmhjertig over al måde og uden sammenligning. Derfor må også hans trofaste og loyale vidner lægge disse egenskaber for dagen til enhver tid og under alle omstændigheder, hvad enten de er isolerede, som mange af dem er det i kommunistiske slavelejre, eller de er forsamlede, som over to hundrede tusinde af dem var det ved deres stævne i New York. De afgør ikke selv om de vil lægge sådanne egenskaber for dagen. Det er obligatorisk for det er Jehovas vilje.
3, 4. Hvordan var Jesus, som det kom til udtryk både i hans lærergerning og ved hans eksempel?
3 Kristus Jesus, Jehovas ypperste vidne, var ingen undtagelse. Han var det mildeste og sagtmodigste menneske der nogen sinde har levet. Da Jesus opfordrede andre til at tage hans åg på sig og blive hans disciple, sagde han: „Jeg er, sagtmodig og ydmyg af hjertet.“ (Matt. 11:29) Han, der var så fredsommelig at han til fulde viste sig værdig til titlen „Fredsfyrste“, udviste ikke alene sagtmodighed i sin egen færden, men forkyndte også for andre at de skulle føre et fredeligt og sagtmodigt liv. Ved en lejlighed formulerede Jesus dette fundamentale kristne princip således: „Til jer, som hører mig, siger jeg: elsk jeres fjender, gør godt imod dem, som hader jer; velsign dem, som forbander jer, og bed for dem, som mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så byd også den anden til.“ (Luk. 6:27-29) Til tider var Jesus og hans ledsagere udmattede af at vandre og af at tale, og ville gerne være alene og hvile sig lidt. Men skarerne trængte sig på og lod dem ikke få ro. Jesus kunne godt have skældt dem ud, men i stedet beherskede han sine følelser og sørgede kærligt og medfølende for deres åndelige og fysiske behov. (Matt. 14:13-23; Mark. 6:31-46) Senere, da Jesus på fredelig vis — ikke kæmpende — red ind i Jerusalem og fremstillede sig som konge, opfyldtes profetens ord: „Sig til Zions datter: ’Se, din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et æsel, og på et trældyrs føl.’“ — Matt. 21:4, 5; Zak. 9:9.
4 Jesus, denne overordentlig stærke mand, indtog aldrig under sin tjenestegerning en krigerisk holdning over for sine fjender, var aldrig intolerant over for sine modstandere, aldrig utålmodig med sine ledsagere, og han var aldrig irritabel eller opfarende, selv når han var udsat for et usædvanligt stort pres. Han mistede aldrig selvbeherskelsen. Han fik aldrig et raserianfald. Da situationen var allermest kritisk for Jesus, da han var i kløerne på sine fjender, da de forbandede ham, slog ham og spyttede på ham, ja selv da den ophidsede hob førte ham ud og på djævelsk måde naglede ham til en marterpæl for at lade ham dø uden grund, udviste han en ro og selvbeherskelse der ud over al tvivl beviste at han var Guds egen søn. Han var den vise og lykkelige søn der glædede sin Faders hjerte ved at gøre den guddommelige vilje. — Ordsp. 27:11.
5. (a) Hvad sagde Peter og Jakob om selvbeherskelse, vrede, mildhed og sagtmodighed? (b) Hvordan viste Paulus at han ejede en mildhed som den Kristus havde?
5 Denne „Kristi sagtmodighed og mildhed“ var sandelig noget som Jesu lykkelige efterfølgere og apostle havde grund til at skrive til andre om, og selv praktisere og efterligne. (2 Kor. 10:1) De var ikke hovmodige, hidsige og stolte pralere, nej de var beskedne, sagtmodige og ydmyge af hjertet ligesom deres Mester. Ofte omtalte disse inspirerede skribenter sig selv som Guds og Kristi „trælle“ eller „tjenere“. (Rom. 1:1; Fil. 1:1; Tit. 1:1; Jak. 1:1; 2 Pet. 1:1; Jud. 1, NW) De var ikke stridbare, trættekære, irritable eller lette at fornærme, men derimod sagtmodige, milde og forstående hensynsfulde over for andre mennesker og deres problemer. For eksempel skrev apostelen Peter: „Fuldstændiggør da jeres tro med dyd, jeres dyd med kundskab, jeres kundskab med selvbeherskelse, jeres selvbeherskelse med udholdenhed, jeres udholdenhed med gudhengivenhed, jeres gudhengivenhed med broderkærlighed, jeres broderkærlighed med kærlighed.“ (2 Pet. 1:5-7, NW) Skribenten Jakob taler også om mildhedens, sagtmodighedens og selvbeherskelsens dyd. „Det ved I, mine elskede brødre. Enhver skal være . . . sen til vrede; thi et menneskes vrede virker ikke det, som er ret for Gud.“ „Er der nogen viis og forstandig iblandt jer, så skal han ved sin gode færd lade det komme frem i gerning med visdommens sagtmodighed.“ (Jak. 1:19, 20; 3:13) Og her er apostelen Paulus’ vidnesbyrd: „Vi færdedes med mildhed iblandt jer, som når en moder hæger om sine børn. Således ville vi gerne af inderlig kærlighed til jer give jer ikke alene Guds evangelium, men også vort eget liv, thi I var blevet os kære. I kan vidne, ja Gud selv, om hvor fromt og retskaffent og ulasteligt vi færdedes iblandt jer.“ — 1 Tess. 2:7, 8, 10.
Kristen mildhed frembragt ved hjælp af Guds ånd
6. Hvilke tilbøjeligheder har vor tids Jehovas vidner af natur lige fra fødselen, og hvorfor?
6 Jehovas salvede kristne vidner i dag er ligesom de lykkelige disciple i det første århundrede „sendebud på Kristi vegne“. (2 Kor. 5:20) Det er derfor Jehovas vilje, hensigt og ønske at hver eneste af disse stedfortrædere skal eje de samme gudlignende egenskaber, mildhed, sagtmodighed og selvbeherskelse, som kendetegnede det ypperste sendebud, Jesus. Men Jehovas vidner er ikke overmennesker der er født med milde tilbøjeligheder og som til fuldkommenhed er i stand til at vise selvbeherskelse. Nej, på ingen måde. Ligesom alle andre mennesker på jorden er de efterkommere af Adam og Eva som syndede med overlæg. De er undfanget i synd og født i misgerning (lovløshed) og deres medfødte tilbøjeligheder er ubehagelige, af natur er deres sind utæmmede. — Job 15:14; Sl. 51:7; 53:3, 4; Præd. 7:20; Rom. 3:10; 5:12; Jak. 3:2; 1 Joh. 1:8.
7. Hvordan sker der en fuldstændig forvandling af et menneskes tilbøjeligheder når det bliver en kristen?
7 Altså kan de onde tilbøjeligheder som det ufuldkomne menneske har fået i arv ikke være kilden eller midlet til opnåelse af fredsommelig mildhed. Det kan ikke nægtes at der må ske og sker en fuldstændig forandring med et menneske når det bliver et Jehovas vidne. Men hvordan, og ved hvilket middel? En god jordbund er den væsentligste betingelse for at et træ kan bære god frugt; visse andre ting er naturligvis også påkrævede. Det samme gør sig gældende i dette tilfælde. Der må først og fremmest være „et smukt og godt hjerte“ (jordbunden). (Luk. 8:11-15) Dernæst koster det tid og anstrengelse at så sæden, at tilse, passe og vande den, og at sørge for at den spæde plante får næring. Den der vil opdyrke mildhed eller sagtmodighed må selv ofre megen tid og møjsommeligt arbejde; men ligesom Guds kraft er nødvendig for det bogstavelige frugttræ, må Guds kraft eller ånd virke og aktivisere menneskets hjerte og sind før det kan frembringe den liflige og attråværdige frugt, kristen mildhed. (1 Kor. 3:6, 7) Bibelen siger klart og tydeligt at „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, godhjertethed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse“ er frugter Jehovas ånd frembringer. — Gal. 5:22, 23, NW.
8. Hvorfor er det så vigtigt at en kristen indvier sig?
8 Imidlertid må et menneske for at få Guds ånd først indvi sig til Jehova. Det vil sige at dets personlige vilje er at søge, finde, acceptere og gøre den guddommelige vilje. Derefter lader det sig døbe i vand i vidners nærværelse som symbol på sin indvielse. Dette nyfødte barn i sandheden fortsætter så med at hente næring fra Guds inspirerede ord, Bibelen, og får derved styrke så det kan vokse til modenhed. Til dem der ikke gør fremskridt skriver Peter: „Derfor skal I aflægge al ondskab og al svig og hykleri og misundelse og alskens bagtalelse og som nyfødte børn hige efter ordets uforfalskede mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse.“ (1 Pet. 2:1, 2) Paulus giver følgende råd: „I skulle aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd og som fordærves ved sine bedrageriske lyster; men I skulle fornys i jeres sinds drivkraft [denne kraft er Jehovas ånd] og iføre jer den nye personlighed der blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og miskundhed.“ — Ef. 4:22-24, NW.
9. Beskriv den smukke klædning Jehovas folk har den forret at bære.
9 Jehovas indviede vidner afklæder sig den gamle nedarvede, syndige personlighed med dens fordærvede sind, og ifører sig og smykker sig med en ny, teokratisk eller gudlignende mildhedens, sagtmodighedens, tolerancens og selvbeherskelsens personlighed. „Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed.“ I sandhed en smuk klædning, der identificerer den allerhøjeste Guds tjenere og adskiller dem fra alle andre. — Kol. 3:12.
Personligheder formet efter en ny tingenes ordning
10. Hvad vil det sige at lade sig ’forvandle gennem en fornyelse af sit sind’?
10 En livsførelse som ovenfor beskrevet og anbefalet er ganske afgjort ensbetydende med en radikal forandring af hele ens tankegang. Man vil reagere helt anderledes over for ydre påvirkninger, ja ens reaktioner over for forskellige omstændigheder og omgivelser vil ændre sig drastisk. Men apostelen vidste at en sådan gennemgribende sindsforandring ville være nødvendig, for han skriver: „Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne.“ (Rom. 12:2) Alle der lader deres liv gennemgå en sådan forvandling, bliver en del af Jehovas nye sagtmodige samfund, som er vidt forskelligt fra Djævelens gamle hovmodige samfund.
11. (a) Hvordan betragter venner og slægtninge ofte dem der tager afstand fra den gamle verdens handlemåde? (b) Er denne pris for høj?
11 Til dem der har forvandlet deres livsførelse og opdyrket et sindelag som det Kristus havde, skriver apostelen Peter: „Thi det er nok, at I tidligere har gjort hedningernes vilje og levet jeres liv i tøjlesløshed, onde lyster, fylderi, svir, drik og skammelig afgudsdyrkelse. Derover undrer de sig nu og spotter jer, når I ikke med de andre styrter jer ud i den samme strøm af udsvævelser; men de skal gøre regnskab for ham, som er rede til at dømme levende og døde.“ (1 Pet. 4:3-5) Som Peter advarede, spotter slægtninge og tidligere venner og bekendte ofte dem der begynder at skille sig ud fra denne djævlebeherskede ordning, og de gør alt hvad de kan for at hindre dem der søger livet i at forvandle deres levevis. Men blodets bånd, økonomiske eller sociale bånd må aldrig betyde så meget for dem der har indviet sig til at gøre Jehovas vilje, at de føler sig forpligtede til fortsat at leve og handle som dem der er en del af den nuværende verden. At gøre det vil være ensbetydende med den visse død. Jehova går ikke på kompromis i det spørgsmål. Hans hengivne folk gør det heller ikke. „Altså, brødre, står vi ikke i gæld til kødet, så vi skulle leve efter kødet; thi lever I efter kødet, skal I dø, men døder I ved Ånden legemets gerninger, skal I leve. Thi alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn.“ (Rom. 8:12-14) Der er bestemt ingen kødelige bånd eller forbindelser som kan måle sig med denne stilling. Hvilken uforlignelig forret — at være hele universets suveræne Herre og Herskers børn, hans sønner, i al evighed!
12. Hvad tvinges man til at høste når man bliver i Satans verden?
12 I stedet for at frembringe Jehovas ånds frugter har Satans verden avlet en bugnende høst af onde gerninger, det oprørske, faldne køds produkter. „Kødets gerninger er åbenbare, såsom: utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier, misundelse, drukkenskab, svir og deslige, og jeg siger jer forud, som jeg før har sagt, at de, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige.“ (Gal. 5:19-21) Kødets gerninger bringer ikke dem der hengiver sig til dem sand glæde og virkelig lykke, end ikke midlertidigt under de nuværende forhold, og hvad fremtiden angår, da vil alle der drikker denne bærme dø i Harmagedon, om ikke før. Fornuftige mennesker griber derfor lejligheden til at erstatte kødets førstemmende gerninger med åndens glædebringende frugter.
13. (a) Hvordan betragter denne verdens store mænd sagtmodighed og selvbeherskelse? (b) Er det fornuftigt at følge det eksempel som denne gamle verdens ledere har sat?
13 I betragtning af dette er det ganske besynderligt at de der klynger sig til den gamle verdensordning spotter, latterliggør og ringeagter sagtmodighed og selvbeherskelse, og betragter disse egenskaber som tegn på ynkelig svaghed. De såkaldt „vellykkede“ store mænd i denne verden, arbejdslederne, pengematadorerne, de indflydelsesrige politikere og jurister, de fremtrædende mænd inden for politi og militær, de mægtige herskere, denne sataniske ordnings håndhævere og diktatorer, praler af at de er følelsesløse og hårde, nemme at gøre rasende, rapmundede, utålmodige, hidsige, og som oftest i besiddelse af et grusomt og vildt gemyt. Og det eksempel lederne sætter, prøver masserne at følge. Det er virkelig sandt hvad der står i Ordsprogene 29:22: „Hidsig mand vækker strid, vredladen mand gør megen synd.“ Eftersom jorden er fuld af mennesker der er hidsige og vredladne, er det intet under at den nuværende ordning er i en så sørgelig, ulykkelig forfatning, for vi lever i sandhed i en stridbar, hadsk, krigsførende verden der er fyldt med forbrydelser og synder. De millioner af aspirintabletter der tages hver dag, plus alle de beroligende midler og „mirakelmediciner“ og „fred i sindet“-psykologernes balsam har ikke lindret denne døende verdens smerter og hovedpine.
14. Hvordan er det muligt for kristne at leve her på jorden uden at komme til at lide af denne verdens uhelbredelige hovedpine?
14 Hvor forfriskende og hvor ganske anderledes er ikke forholdene inden for Jehovas lykkelige nye verdens samfund! Dets medlemmer befinder sig ganske vist på jorden, men i stedet for at efterligne de modbydelige karaktertræk som skinner igennem hos langt de fleste mennesker, eller at følge deres uhæderlige transaktioner og levemåde, giver vidnerne agt på den guddommelige vejledning der står skrevet i Ordsprogene 22:24, 25: „Vær ej ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen mand, at du ikke skal lære hans stier og hente en snare for din sjæl.“ Apostelen er af samme mening: „Slet omgang fordærver gode sæder.“ — 1 Kor. 15:33.
15, 16. (a) Er mildhed og sagtmodighed kendemærket på en kujon? (b) Hvilket eksempel på styrke er Jehovas vidner både inden for og uden for fængsler?
15 Mildhed eller sagtmodighed kendetegner derfor ikke svage kujoner, men er tværtimod kendetegnet på folk der er usædvanlig modige og stærke, langt stærkere end denne verdens mægtige militære og civile ledere. „Større end helt er sindig mand, større at styre sit sind end at tage en stad.“ (Ordsp. 16:32) Et eksempel på den styrke der ligger i sagtmodighed leverer de sagtmodige Jehovas vidner som lever i de totalitære lande, og som var afskåret, i hvert fald fysisk, fra at overvære stævnet „Den guddommelige Vilje“ i New York. I stedet for at prøve på at flygte eller at skjule deres identitet bag en maske af kompromis og en kappe af hykleri, er de lykkelige vidner i disse formørkede lande frygtløst og trofast forblevet der hvor Gud har anvist dem en plads. Der tilbeder de i forening den sande Gud Jehova, og ved deres storartede rolige og beherskede optræden, selv når de brutalt er blevet torteret til døde, har de vundet mange af deres fjenders respekt og beundring.
16 De forfulgte vidner har ved denne deres handlemåde gjort deres himmelske Faders vilje, som den fremsættes i hans skrevne ord: „Når en herskers vrede rejser sig mod dig, forlad ikke derfor din plads; thi sagtmodighed hindrer store synder.“ Hvad enten disse lykkelige vidner har været i eller uden for fængsler, torturkamre eller koncentrationslejre, har de lagt det samme milde sind for dagen over for alle. „Vær altid rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af jer for det håb, som er i jer, dog med sagtmodighed og frygt.“ — Præd. 10:4; 1 Pet. 3:15.
17. Hvem er de lykkeligste mennesker på jorden i dag, og hvorfor?
17 Hvad opnår man ved at følge så snævre og strenge kristne retningslinjer som her er beskrevet? Ja, har man nogen sinde set et menneske le og juble og samtidig være rasende? Nej. Og grunden er den at lykke og vrede ikke kan gå i spand sammen. Hvis lykke tager plads i sindet, viger vreden øjeblikkelig, og omvendt. Jehovas vidner er velsignet fremfor alle andre, for de er de lykkeligste, fredeligste og mest tilfredse mennesker på jorden. Men sådanne øjeblikkelige goder er kun af underordnet betydning sammenlignet med de endelige, og langt større, velsignelser der vil blive skænket disse sagtmodige mennesker.
18, 19. Hvilke dyrebare velsignelser har de sagtmodige og fredsommelige fået løfte om?
18 Da Jesus, den store Lærer, indledte sin berømte bjergprædiken sagde han ikke blot: „Lykkelige er de som er sig deres åndelige behov bevidst,“ „Lykkelige er de fredsommelige,“ eller „Lykkelige er de sagtmodige.“ Selv om det er sandt at et menneske beriges med et vist mål af lykke når det får sit åndelige behov dækket, er sagtmodigt og fredsommeligt, var det dog langt større velsignelser Kristus gav løfte om. Jesus kom til jorden for at aflægge et sandfærdigt vidnesbyrd om Jehovas herlige rige, og han svigtede ikke sin opgave ved denne lejlighed, for i virkeligheden sagde han: „Lykkelige er de som er sig deres åndelige behov bevidst, for Himmelriget tilhører dem.“ „Lykkelige er de fredsommelige, for de skal kaldes ’Guds sønner’.“ „Lykkelige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.“ — Matt. 5:3, 9, 5, NW.
19 Med dette i tanke er det lettere at forstå hvilken ubeskrivelig glæde og lykke Jehovas trofaste vidner erfarer. Nu i tiden, at vidne om Jehovas frygtelige og usædvanlige Harmagedonslag, hvor han i al sin majestætiske herlighed og styrke vil oprykke og for evigt udslette de onde; og senere, som „Guds sønner“, at få en tjeneste til evig arv og eje under Rigets fredfyldte regering — hvilken ophøjelse af Jehovas ord og navn! Det vil blive en højst vidunderlig velsignelse og en betagende forret for de sagtmodige, og disse goder vil langt overgå hvad de ejer nu hvor de er kommet på afstand af den forvirring og elendighed der plager denne syge og sørgende verden!