Hvorfor kristne søger at undgå løsagtighed

AT GØRE det rette vil ikke sige at springe over hvor gærdet er lavest. Det vil ikke sige at gøre „lige hvad der falder en ind“. Nej, tværtimod! At gøre det rette kræver en bevidst indsats; det kræver årvågenhed, karakterstyrke, udholdenhed, og fremfor alt principfasthed. Det kræver at man anerkender Guds ret til at afgøre hvad man må og ikke må, og at man flittigt og alvorligt bestræber sig for at følge hans vilje. Det indbefatter at man udviser viljestyrke, selvbeherskelse og selvdisciplin. Gør man det, handler man både ret og viist, for Guds ord siger: „Hold fast ved tugt, lad den ikke fare, tag vare på den, thi den er dit liv.“ — Ordsp. 4:13.

Vore første forældre måtte også udvise selvbeherskelse og selvdisciplin for at gøre det rette. Om den forbudne frugt havde Gud således givet følgende befaling, som Eva også fortalte slangen: „[I må] ikke spise [deraf], ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!“ Det krævede viljestyrke at adlyde denne befaling. Den forbudne frugt blev en virkelig fristelse for Eva; ikke alene havde slangen fortalt hende at den ville gøre hende lige så viis som Gud selv og at hun ikke ville dø hvis hun spiste af den, men hun så også selv at træet var „godt at spise af“, en „lyst for øjnene“. Det blev en prøve for hende: Ville hun udvise selvdisciplin og selvbeherskelse med hensyn til det der syntes attråværdigt, idet hun jo vidste at Jehova Gud havde forbudt det? Ville hun tro på Gud, som sagde at det ville medføre døden at spise af frugten, eller ville hun tro på Djævelen, som hævdede at Gud berøvede hende noget godt? — 1 Mos. 3:1-6.

Hvis vore første forældre, der var fuldkomne, måtte lægge viljestyrke og selvdisciplin for dagen for at gøre det rette da de blev fristet, hvor meget mere viljestyrke og selvdisciplin kræves der da ikke af os, der er så langt borte fra det fuldkomne stade! Vi må udvise viljestyrke og selvdisciplin fordi vore første forældre efterlod os en arv i form af moralsk svaghed, en selvisk og ond tilbøjelighed.

Som Jehova Gud selv sagde lige efter Vandfloden: „Menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af.“ Ja, som Jehova yderligere bemærkede gennem sin profet Jeremias: „Hjertet er svigefuldt fremfor alt, det er sygt, hvo kender det?“ Noget som øger problemet for de kristne er det forhold at hele verden omkring dem beherskes af „kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods“. — 1 Mos. 8:21; Jer. 17:9; 1 Joh. 2:16.

Lige det modsatte af selvbeherskelse og selvdisciplin er løsagtighed. Hvad vil løsagtighed sige? Hvorfor er det noget kristne søger at undgå? Løsagtighed nævnes af apostelen Paulus blandt de „kødets gerninger“ som vil afskære en kristen fra at opnå evigt liv i Guds rige eller under dets styre. — Gal. 5:19-21.

Hvad vil „løsagtighed“ sige?

Det hebraiske ord som i New World Translation er oversat med „løsagtighed“, er zimmahʹ, som i De hebraiske Skrifter forekommer cirka tredive gange. Dets oprindelige betydning er „ond tanke eller list“. I den autoriserede danske oversættelse er det hyppigst gengivet med „skændsel“ eller „utugt“, men også med ord som „lumske råd“. „skændselsgerning“ og „skændselsdåd“. Igennem alle De hebraiske Skrifter henviser dette ord både til bogstavelig umoralitet som prostitution, hor og utugt, og til åndelig troløshed. — 3 Mos. 18:17; 20:14; Dom. 20:6; Es. 32:7; Ez. 23:21-49.

I De kristne græske Skrifter er „løsagtighed“ oversat fra aselʹgeia, et ord af usikker oprindelse. (Det forekommer cirka ti gange i De græske Skrifter.) Koinégræske ordbøger siger om dette ord: „Aselgeia betegner udsvævelse, tøjlesløshed, manglende selvbeherskelse, usømmelighed, letfærdighed . . . den fremtrædende tanke er skamløs adfærd.“ (An Expository Dictionary of New Testament Words — W. E. Vine) „Tøjlesløshed, for det meste bogstaveligt, men også billedligt om sjælen. . . . I N.T. er det kun brugt i den ældre og sanselige betydning ’vellystighed’ eller ’skørlevned’. (Mark. 7:22) Mennesket bliver uundgåeligt offer herfor når det afskæres fra Gud. Dette er karakteristisk for Sodoma og Gomorra.“ (Theological Dictionary of The New Testament — Kittel) Det er derfor meget passende når den danske bibel gengiver ordet aselʹgeia med „løsagtighed“, eller, i nogle tilfælde, „tøjlesløshed“.

Dette ord aselʹgeia bruges ligesom det tilsvarende hebraiske ord gentagne gange om grov kønslig umoralitet. Apostelen Paulus fortæller således at nogle hedninger på hans tid havde „mistet enhver sans for moral“ (NW), og at de derfor havde „givet sig tøjlesløsheden i vold, så de i deres havesyge [begik] alle slags urene handlinger“. Apostelen Peter nævner at nogle havde levet i „tøjlesløshed, onde lyster, [og] fylderi“ før de blev kristne, og disciplen Judas skrev om ugudelige mennesker som ’misbrugte vor Guds nåde til løsagtighed’. — Ef. 4:19; 1 Pet. 4:3; Jud. 4.

Udtrykket „løsagtighed“ omfatter utugt, hor og homoseksualitet, men er på ingen måde begrænset hertil. Det forstår vi når for eksempel Markus fortæller at Jesus sagde at der fra hjertet udgår utugt, ægteskabsbrud og løsagtighed. På samme måde taler apostelen Paulus i flere tilfælde om „utugt og løsagtighed“. — Mark. 7:22; Rom. 13:13; 2 Kor. 12:21.

En persons adfærd kan være løs eller løsagtig i den forstand at den ikke er ledet eller bundet af rette principper, ikke er behersket og ikke under nogen kontrol, og det kan gælde andre af livets områder end lige netop det kønslige.

Hvorfor forkert

Hvorfor er al løsagtighed forkert? Af flere grunde. For det første ville man ved en sådan adfærd lege med eller begære noget som er forbudt ifølge Guds lov. Man ville vise manglende respekt for den store lovgiver, Jehova Gud, og for hans love. Løsagtige handlinger kan derfor karakteriseres som oprør. Sådanne handlinger kan måske nok vække et vist behag, men ved at øve dem finder man i virkeligheden glæde og behag i noget som er forbudt. I denne forbindelse kan vi igen henvise til den forbudne frugt i Edens have. Ikke alene måtte Adam og Eva ikke spise af frugten på et bestemt træ, men, som Eva fortalte, de måtte end ikke „røre derved“. Hvorfor ikke? Fordi det at røre ved frugten ville være det første skridt henimod at spise den. At man rørte ved den viste også at man ønskede noget som var forbudt, og det var derfor i sig selv forkert. Når man ønsker noget der er forbudt, gør man i virkeligheden oprør imod Gud.

Her har vi noget som svarer til en løsagtig adfærd, nemlig det at en person går så langt som han kan i nydelsen af den forbudne frugt uden egentlig at spise af den — ved for eksempel at tage sig friheder over for en han ikke er gift med. Også selv om man ikke begår en overtrædelse i egentligste forstand, er handlingen i realiteten et oprør mod Jehova Gud fordi man giver udtryk for ønsket om noget Gud har forbudt personer der ikke er gift med hinanden. Al løsagtig adfærd er derfor forkert fordi man derved i større eller mindre grad giver efter for ønsket om noget forbudt. Vi ser altså at ens ærlighed, integritet og moralske retlinethed eller dyd berøres. Ved at være løsagtig adlyder man ikke det første af de to store bud, budet om at man skal elske Jehova Gud af hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sit sind og hele sin styrke, for kærlighed til Gud er at holde hans bud. — 1 Kor. 6:9, 10; Gal. 5:19-21; Matt. 22:36-40; 1 Joh. 5:3.

Det er også forkert at være løsagtig fordi man derved bryder det andet store bud, budet om at man skal elske sin næste som sig selv. At man leger med en ugift persons følelser kan volde stor skade, men leger man med en gift persons følelser forgriber man sig desuden på en andens ejendom. I begge tilfælde er en sådan adfærd et udtryk for manglende kærlighed. Gifte personer får den vejledning at de skal drikke vand af deres egen cisterne, og de kristne har fået påbud om ikke at forurette hinanden. — Ordsp. 5:15-20; 1 Tess. 4:3-8.

Tåbeligt at være løsagtig

Ordsprogene 10:23 siger: „For tåben er skændselsgerning [løsagtighed, NW] en leg.“ Hvorfor er det tåbeligt at betragte løsagtighed som en leg, som noget der bare er „sjovt“? Fordi man ikke kan være løsagtig uden at skade sig selv på en eller anden måde, og det er da tåbeligt at skade sig selv. Ved en løsagtig adfærd skades man på tre måder: man skader sit forhold til Skaberen, der opstår gnidninger mellem en og ens medmennesker, og man lider selv personlig skade.

Det mishager Skaberen, Jehova Gud, når nogen hengiver sig til løsagtighed. Den løsagtige er altid i fare for at blive forblindet så han tilsidesætter alle hensyn, ignorerer enhver advarsel og risikerer at måtte leve et liv i vanære, blot for et øjebliks tåbelighed. Rapporter viser således at lige ved én procent af Jehovas vidner i De forenede Stater blev udstødt sidste år, hovedsagelig på grund af kønslig umoralitet. Udstødelse finder sted fordi Guds menighed må holdes ren og være et sikkert sted hvor retfærdselskende mennesker kan bydes velkommen. Ja, de der tillader ønsket om forbudte ting at slå rod i sig, bliver vist bort fra Jehovas organisation på grund af deres løsagtighed.

En løsagtig adfærd er også tåbelig fordi den kan være årsag til gnidninger mellem ægtefæller. Det at flirte er for eksempel blevet kaldt ’den leg der kan bringe splittelse i ægteskabet’. Selve det forhold at flirt kan være årsag til jalousi og derved ødelægge et ægteskab, beviser at det ikke er en uskyldig leg. Det er lige så dåragtigt som det er forkert af gifte personer at flirte med andre, og det kan siges at de derved fortynder ægteskabets gode vin med vand. Jo mere loyale ægtefæller er over for hinanden, jo større vil deres egne glæder blive. Ikke nok med det; de ægteskabelige bånd vil også blive stærkere, og ægtefællerne vil kunne yde hinanden større moralsk støtte når der er mest brug for det, som når en af dem begår en alvorlig fejltagelse, eller når modgang rammer dem i form af pludselig sygdom, ulykke, arbejdsløshed, eller på anden måde. Sådanne loyale ægtefæller sætter så at sige penge i banken til der kommer vanskelige tider, hvorimod ægtefæller som flirter med andre, øder deres formue bort og måske står uden den nødvendige følelsesmæssige støtte når der kommer hårde tider.

Endelig er det tåbeligt at opføre sig løsagtigt fordi det skader en selv personligt. Man mister nemlig sin selvrespekt og vil også være tilbøjelig til at blive ligegyldig med andre ting, og man kan på den måde miste sin åndelighed. En løsagtig adfærd er desuden skadelig for sind og legeme, selv om der inden for lægestanden hersker nogen uenighed om i hvor høj grad det er tilfældet. Blandt de sygdomme som nogle har tilskrevet løsagtighed, er synslidelser og svulster og sygdomme i blærehalskirtelen, Ja, som Bibelen siger er den løsagtige i sandhed tåbelig. Han ødelægger sit forhold til Skaberen, svækker de ægteskabelige bånd, og volder sig selv skade på sind og legeme.

Lad os hente styrke så vi kan undgå løsagtighed

Hvordan kan vi finde styrke så vi kan undgå løsagtighed? Først og fremmest ved at betragte sagen med Guds øjne. Vi må vedblivende fortælle os selv at uanset hvor spændende det kan være, uanset hvor tilfredsstillende og behageligt det kan være for vore sanser, så er løsagtighed uret, forkert og ondt. Og hvordan siger Guds ord at vi skal se på det onde? „I, som elsker [Jehova], had det onde!“ — Sl. 97:10.

Vi må ikke alene elske det der er ret, rent og godt, men vi må også direkte hade det der er ondt hvis vi vil beskytte os imod det. Hvordan viser vi at vi hader det onde? Først og fremmest ved at fjerne det fra vort sind og vore tanker; vi må ikke dvæle ved det som noget attråværdigt. Det betyder at vi må vogte vort sind og vort hjerte, sådan som der står: „Vogt dit hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer livet.“ Ja, som Jesus så magtfuldt viste, begynder løsagtigheden i hjertet: „Hvad der gør mennesket urent, er det, der udgår fra mennesket. Thi indvendig fra, fra menneskenes hjerte, udgår de onde tanker, utugt, . . . ægteskabsbrud, . . . løsagtighed.“ — Ordsp. 4:23; Mark. 7:20-23.

En praktisk hjælp i vor kamp mod løsagtighed er at erstatte det der nedbryder med det der opbygger. I stedet for at dvæle ved sanselige nydelser bør vi tænke på „alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd“. (Fil. 4:8) Vi skal ikke ’skikke os lige, med denne verden’ med dens jag efter sanselig nydelse, men ’lade os forvandle gennem en fornyelse af vort sind’. (Rom. 12:2) Det betyder at vi må afføre os „den gamle personlighed med dens væremåder“, som for eksempel „utugt, urenhed, kønslig lyst“, og iføre os „den nye personlighed, der gennem nøjagtig kundskaber ved at nydannes efter billedet af den som skabte den“. — Kol. 3:5, 9, 10, NW.

En dårlig omgangskreds som fordærver gode sæder, må erstattes med en kristen omgangskreds der styrker gode vaner. (1 Kor. 15:33) Vovede historier må erstattes med ren og sund humor. (Ef. 5:3, 4) I stedet for at se sex-betonede film og TV-programmer bør man se film og TV-programmer der er sunde og belærende. Hvis sådanne ikke findes, bør man klare sig uden. Det er bedre ingen film at se, end at se den slags der nedbryder en og virker fordærvende på ens moral. I næsten to tusind år har kristne glædet sig over livet uden disse moderne former for underholdning. Man kan godt undvære dem og alligevel være glad og tilfreds og have fred i sindet. Hvor langt bedre er det ikke at være sammen med kristne venner i deres hjem end at omgås utugtige, ægteskabsbrydere, mordere og perverse personer på filmslærredet eller fjernsynsskærmen!

Når man på denne måde erstatter det der er dårligt og nedbrydende med det der er godt og gavnligt, vil den selskabelighed man dyrker ikke være en trussel mod ens dyd, men opbygge en. Ofte spises og drikkes der for meget ved selskabelige sammenkomster, og det svækker et menneskes dømmekraft. Man må derfor udvise mådehold. Man bør erstatte støjende pigtrådsmusik og rock’n’roll-musik med ’god musik’; det vil ikke nødvendigvis sige religiøs eller klassisk musik, men der findes megen god underholdning inden for folkemusikken, den lette klassiske musik og den halvpopulære musik. Det samme gælder dans. Danse som er sanseligt betonede må erstattes med danse der er sunde og uskyldige og et udtryk for sand livsglæde.

De unge er særligt udsatte

Selv om mange unge måske ikke indser det, er det især dem der er udsat for at give efter for fristelsen til løsagtighed. Hvorfor det? For det første fordi kønsdriften og tiltrækningen mellem kønnene som regel er stærkere hos unge end hos ældre. De unge er desuden mindre erfarne, er ikke nået så langt med at opdyrke „åndens frugt“, for eksempel godhed og selvbeherskelse. Guds ord siger med visdom: „Hvorledes holder en ung sin vej ren? Ved at holde sig efter dit ord.“ — Sl. 119:9; Gal. 5:22, 23, NW.

Det er derfor uklogt af de unge at „gå sammen“ indtil de er gamle nok til at gifte sig og kan forsørge sig selv. Den moderne tendens til at meget unge kommer ’fast’ sammen med en af det modsatte køn er for en stor del skyld i den voldsomme stigning i antallet af børn som fødes uden for ægteskab af teenage-piger. Ja selv ugifte piger som kun en tolv år gamle bliver mødre i dag! En typisk avisoverskrift er denne: „Flest ugifte mødre i alderen fra 16 til 19.“

Unge som ønsker at holde sig på den rette vej og opnå et lykkeligt ægteskab må nødvendigvis indse at det ikke er ufarligt for unge mennesker at gå ud alene sammen med en af det modsatte køn. Selv når de er gamle nok til at gifte sig og kommer sammen med ægteskab for øje, må de passe på at de ikke tager sig friheder over for hinanden. Før i tiden var folk langt fornuftigere. Da tillod man ikke piger at gå ud uden anstandsdame. Da datteren i en velhavende familie engang beklagede sig til sin moder over at hun skulle have en anstandsdame med, mens hendes brødre ikke behøvede det, svarede hendes verdsligvise moder: „Men barn du forstår det ikke! Drenge kan ikke blive gravide!“ Nu er det ikke den eneste grund til at man bør udvise forsigtighed, men det er alligevel noget som bør kunne afskrække en!

Der kan ikke herske nogen tvivl. At lægge en løsagtig opførsel for dagen er slet, ondt og skadeligt. Det er imod de fire grundlæggende egenskaber som Jehova Gud har udrustet os med. Det er uret fordi det er imod Guds retfærdige love for forplantningsevnen; det er uklogt fordi det ødelægger ens forhold til Gud og til ens ægtefælle; det er ukærligt fordi det altid vil skade andre; det er også misbrug af den magt og styrke man har fået, idet man i svaghed giver efter for at tilfredsstille sine egne selviske lyster. „Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et menneske sår, det skal han også høste. Thi den, der sår i sit kød, skal høste fordærvelse af kødet, men den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden.“ — Gal. 6:7, 8.