kristne nu er blevet åndeligt oplyst i en sådan grad at de befinder sig i et prægtigt åndeligt paradis, kan vi endvidere med støtte i Skrifterne sige at de storslåede beskrivelser af jordiske velsignelser der forekommer i en række profetier som oprindelig tog sigte på jødernes hjemvenden fra det babyloniske fangenskab, også går i opfyldelse her i „endens tid“ for den nuværende gamle tingenes ordning. — Dan. 12:4.

„Det gamle Testamente“ har afgjort betydning for kristne. Dets omfattende indhold af principper, profetier og profetisk historie er lige så nødvendigt for den sande tilbedelse i dag som dengang det blev skrevet. Ja, „hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig“. — 2 Tim. 3:16.

Hvad ligger der i ordsproget?

„DEN retfærdige føler med sit kvæg, gudløses hjerte er grumt,“ siger ordsproget. — Ordsp. 12:10.

Den retfærdige nærer respekt for alt hvad Gud har skabt. Han ved at dyrene er skabt til glæde og gavn for mennesket, og at de derfor skal behandles som venner. Menneskenes syndighed og grusomhed og deres indgreb i naturens balance har bevirket at en lille del af dyrene er blevet det man kalder skadedyr. Men en retfærdig mand viser forståelse for dyrene, navnlig for sine husdyr. Han søger at sætte sig ind i hvordan de har det og hvad de har brug for, og han drager omsorg for deres liv som værdifuld ejendom. Det vil ikke sige at han tror at dyrene kan føle og tænke som mennesker, men han ved at de fortjener at blive behandlet hensynsfuldt.

Under Moseloven nød dyrene beskyttelse mod grusomhed. Endog i sabbatslovene blev der taget hensyn til dyrene, idet de havde lov til at æde hvad der voksede af sig selv på markerne i sabbatsåret. (3 Mos. 25:6, 7) Man måtte ikke binde munden til på en okse så den ikke kunne spise noget af det korn den selv brugte kræfter på at tærske. (5 Mos. 25:4) En mand som fandt en fuglerede måtte tage æggene eller ungerne, men han måtte ikke tage moderen sammen med dem, så han udslettede hele familien. (5 Mos. 22:6, 7) Endnu et vidnesbyrd om at Jehova ikke glemmer dyrene, er at han specielt nævnte husdyrene da Nineve var i fare for at blive ødelagt. Han sagde til profeten Jonas: „Og jeg skulle ikke ynkes over Nineve, den store stad med mer end tolv gange 10000 mennesker, som ikke kan skelne højre fra venstre, og meget kvæg.“ — Jon. 4:11.

I den reviderede danske bibeloversættelse af 1871 gengives ordsproget på denne måde: „Den retfærdige har Omsorg for sit Kvægs Liv; men de ugudeliges Barmhjertighed er Grusomhed.“ I Septuaginta-oversættelsen lyder den sidste sætning således: „De ugudeliges indre er ubarmhjertigt.“ Den gudløses „indre“, det vil sige sædet for hans dybeste sympati og medfølelse, er i virkeligheden ufølsomt eller grusomt. Hans ’barmhjertighed’ er blottet for barmhjertige følelser, hvilket man ofte ser eksempler på blandt mennesker som ikke virkelig mener noget med det de siger og gør. Den største medfølelse eller barmhjertighed den onde kan udvise er faktisk en grusomhed, idet hans handlinger bygger på selviske principper eller udspringer af selviske motiver. Man har for eksempel set diktatorer ofre deres bedste venner eller tilhængere, ene og alene for at bevare eller øge deres egen magt. Eller under foregivende af at ville beskytte folkets eller statens sikkerhed har de rettet angreb mod nogle af landets mest lovlydige borgere (sande kristne, der er fredelige og neutrale), enten for at kunne have en „syndebuk“ eller for at behage visse indflydelsesrige religiøse eller politiske elementer eller blot deres eget jeg. Og dette til trods for at de udmærket ved at disse kristne ikke udgør nogen trussel mod freden eller statens sikkerhed. Det var en sådan ubarmhjertig indstilling farisæerne