Et ord skulle være tilstrækkeligt
„FOR den forstandige er et ord tilstrækkeligt.“ Sådan hedder det i ordsproget. Den forstandige lytter til råd og vejledning med et åbent sind uden at stå fast på forudfattede meninger. Han overvejer det han hører, og korrigerer sine tanker derefter. Han handler på grundlag af principper og kendsgerninger, det vil sige sandhed. Det menneske der benytter pres eller trusler over for den forstandige får ikke held med sit forehavende.
Bibelen udtrykker tanken med lidt andre ord. Den siger: „Bedre virker skænd på forstandig end hundrede slag på en tåbe.“ — Ordsp. 17:10.
Hvis den forstandige gør noget der er forkert og bliver gjort opmærksom på det, indser han straks hvilken skade hans fejltrin kan eller vil forvolde, og især indser han hvor belastende det kan blive for hans forhold til Gud. Han spiller ikke fornærmet eller vred, eller affejer den der irettesætter ham, i et forsøg på at få det til at se ud som om han har ret. Den forstandige rammes straks i sin samvittighed når han bliver irettesat. Derefter er der ingen grund til at gøre mere, for hans samvittighed vil få ham til at bestræbe sig for om muligt at rette forholdet op igen. Han vil også bede om tilgivelse hos den han har forset sig over for og hos Gud.
David, der var salvet til konge over det gamle Israel, viste i mange tilfælde at han var en forstandig mand. Da han blev efterstræbt af sin bitre fjende, kong Saul der sad på tronen, havde han to gange kongen i sin magt. Men han afstod fra at dræbe Saul; han lagde sagen i Guds hånd. (1 Sam. 24:2-7; 26:5-11) Ved en anden lejlighed viste David sig også forstandig. Nabal, der var en hård og ond mand, havde forurettet David groft. Da David var på vej for at hævne sig på Nabal, kom Nabals hustru Abigajil ham i møde. Hun gjorde ham opmærksom på at han ville pådrage sig blodskyld hvis han tog sagen i sin egen hånd og dræbte alle mændene i Nabals hus. ’Bi på at Gud lader retfærdigheden ske fyldest,’ bad hun. David forstod, og han gav udtryk for sin taknemmelighed mod Gud og mod Abigajil, der havde reddet ham fra den ulykke der kunne være blevet følgen af hans urette tankegang. (1 Sam. 25:20-35) At David var forstandig viste sig atter da han behandlede sin ven Jonatans søn Mefibosjet med venlighed, skønt Mefibosjet var sønnesøn af Davids fjende Saul. — 2 Sam. 9:1-7.
Senere måtte David irettesættes. Han syndede alvorligt mod Gud og mod sin næste da han bedrev hor med Batseba. Da Gud sendte profeten Natan til David, og Natan med en illustration fik David til at indse sin skyld, sagde David straks: „Jeg har syndet mod [Jehova]!“ (2 Sam. 12:13) Salmerne 51 og 32 røber hvor dybt Natans irettesættelse havde berørt David. Han behøvede ikke slag; en irettesættelse var nok til at bringe ham til fornuft og til erkendelse af at han havde handlet forkert.
Tåben
Den tåbelige derimod (ikke den der blot er uvidende), har ingen forståelse af sit forhold til næsten og til Gud. Det kan godt være at han har en del kundskab fra Guds ord, men han mangler forståelse og kan ikke ræsonnere fornuftigt. Vejledning, ja selv irettesættelse, preller af på ham. En appel til hans samvittighed får ham ikke til at erkende sin urette handling og gøre den god igen. Selv om han fik hundrede slag ville det ikke forandre ham. Han tager intet hensyn til Gud eller mennesker; han tænker kun på sig selv. Hans hjerte forhærdes og hans samvittighed brændemærkes fordi han ikke tager imod irettesættelser og slag. „Den vise frygter og vender sig fra slethed, men tåben raser og stoler på sig selv,“ siger ordsprogets vise forfatter. — Ordsp. 14:16, NW.
Ægyptens Farao hørte til tåberne. De plager han blev udsat for fik ham kun til at afsløre sit hjertes genstridighed og styrke sin beslutning, hvilket til sidst førte til hans undergang. — 2 Mos. 11:9, 10; 14:5-9; Sl. 136:15.
En modsætning
Apostelen Peter og forræderen Judas er et godt eksempel på modsætningen mellem den forstandige og den dåragtige. Jesus havde på forhånd sagt at Peter ville fornægte sin herre tre gange. (Luk. 22:31-34) Senere, da Jesus var i forhør hos ypperstepræsten, fornægtede Peter Herren, men straks efter, da han så Jesus vende sig mod ham med et sigende blik, gik Peter udenfor og græd bitterligt. (Luk. 22:54-62) Det ramte Peter hårdt, men han tog ved lære af det der var blevet sagt ham med et blik. At Peter tog sig denne belæring til hjerte hjalp ham til senere at blive en solid støtte for sine brødre.
Men Judas lod sig ikke bevæge af noget, skønt han havde været sammen med Jesus og apostlene i omkring to år, havde fået undervisning og vejledning af Jesus og havde set Jesu mirakler. Hans hjerte var uberørt af alle de helbredelser Jesus havde udført, og af den venlighed hvormed Jesus lærte og tugtede. Tværtimod forhærdede han sig lidt efter lidt fordi han tilfredsstillede sin griskhed ved at stjæle af de midler Jesus og apostlene havde lagt til side til dækning af deres udgifter og til hjælp for de fattige. (Joh. 12:6; 13:29) Judas ejede ikke værdsættelse! Da Jesus denne sidste aften før sin død sagde til ham: „Det du gør, gør det hurtigere,“ rørte det ikke Judas, hvorimod et blik fra Jesus var nok for Peter. (Joh. 13:27) Judas gik videre, besluttet på at føre sin onde plan ud i livet. Selv da hans synd faldt tilbage på ham selv, vendte han sig ikke til Gud i bøn; han gik heller ikke til apostlene men derimod tilbage til de forbrydere han havde forrådt Jesus til. I sin usselhed forsøgte han at levere de 30 sølvstykker tilbage, som om det kunne lette den tunge skyld der nu lå på ham. Da han hånligt blev afvist af sine medskyldige gik han hen og hængte sig.
Disse eksempler understreger hvor vigtigt det er altid at søge at være forstandig, at have et åbent sind, at lytte til henstillinger, til tilrettevisninger, ja selv til et irettesættende ord fra andre som prøver på at hjælpe. Hvis man ikke lader sig berøre i sit inderste når man irettesættes, kan det ikke alene belaste ens forhold til Gud og til dem man færdes iblandt; det kan også fremkalde den værst tænkelige tilstand: et forhærdet hjerte og ufølsomhed, selv over for tugtende „slag“ eller trængsler der burde bringe én til fornuft. Dersom man ikke sætter kraftigt ind på at ændre denne tilstand, vil det ende med at man går til grunde.