Vi betragter verden
Tydelige svar ønskes
● Evangelisches Gemeindeblatt für Württemberg, et protestantisk kirkeblad som udgives i Vesttyskland, siger i en artikel om Jehovas Vidner: „Vagttårnet giver svar på ethvert spørgsmål, det peger på hvordan et virkeligt vidne for Jehova bør tænke og handle. Det er nøjagtig hvad mange mennesker i vort pluralistiske samfund søger, specielt den jævne mand som ønsker klare og tydelige svar. Tør vor kirke give tydelige svar på spørgsmål angående troen? Eller fører dens spørgen og søgen til udtalelser der er alt for raffinerede og derfor uklare?“ Tydeligvis kan Jehovas Vidner give noget som Vesttysklands lutherske kirke ikke kan give sine medlemmer: Klare bibelske svar, så de kan opbygge en stærk tro.
Galilei får oprejsning
● Over 300 år efter Galileis død har pave Johannes Paul II nu „bedt katolske lærde, historikere og teologer at arbejde for at Galilei bliver rehabiliteret“ berettes det i London-avisen The Guardian. Paven sagde til en gruppe kardinaler og videnskabsmænd: „Galilei var udsat for megen lidelse — og det kan vi ikke lægge skjul på — fra kirkens mænd og institutioner.“ Efter at Galilei i 1616 havde ignoreret en ordre fra Vatikanet som forbød ham at lære at jorden bevæger sig om solen, blev han ført til Rom, hvor han under trussel om tortur blev tvunget til at afsværge sin lære.
Lykkelige lever længere
● New England Journal of Medicine beretter at en undersøgelse foretaget over 40 år synes at bekræfte det bibelske ordsprog: „Hjertets ro er liv for legemet.“ (Ordsp. 14:30, NW) Forskere har over en periode på 40 år undersøgt 188 mænds mentale og fysiske helbred, og udtalt at de der havde en glad natur og som var lykkelige fik et længere og sundere liv end de der ikke var lykkelige.
Kirkelige skoler svigter Bibelen
● Da nogle medlemmer af den katolske forældre- og lærerforening i byen Cincinnati i Ohio anmodede om at der i kirkeskolerne måtte blive undervist i Bibelens skabelsesberetning i religions- og naturlæretimerne, mødte de en negativ holdning hos de gejstlige pædagoger. Præsterne udtalte at katolicismen ikke kræver tro på eller forkastelse af hverken skabelsesberetningen eller udviklingslæren. Men en talsmand for forældrene erklærede: „Hvis man ikke tror på det Bibelen fortæller om at Gud har skabt det hele, så tror man ikke på Adam og Eva og heller ikke på arvesynden, altså tror man heller ikke vi har brug for Kristus, og hvad er der så tilbage at tro på?“
Troshelbreder besøger Polen
● Da den canadiske troshelbreder Clive Harris for nylig besøgte Polen, strømmede i tusindvis af mennesker til for at blive helbredt. Uden for en kirke i Warszawa stod folk og ventede i lange køer, ja det anslås at der kom omkring 25.000 mennesker hver dag. „Denne form for troshelbredelse er ny i Polen,“ hedder det i et telegram til New York Times, „og at dømme efter dens tiltrækning har den ’anslået de rigtige strenge’ hos Polens dybt religiøse, overvejende katolske befolkning.“ En ældre kvinde sagde: „Man føler ligesom et nålestik når han rører ved én.“ Hun tilføjede at hun var blevet helbredt for en rygskævhed, men at hun nu måtte behandles for en svulst. Harris siges at „nyde stor anseelse i spiritistiske kredse i England“.
Samaritanere og Moseloven
● Frank M. Cross, der er professor i semitiske sprog ved Harvard-universitetet, har rekonstrueret og oversat fragmenter af nogle papyrusruller som er fundet i en hule nord for Jeriko. De siges at stamme fra det fjerde århundrede før vor tidsregning. Samaritanske adelsmænd anbragte skriftrullerne i hulen da de flygtede fra Alexander den Stores soldater efter at have gjort oprør mod hans styre. Det drejer sig om forretningsdokumenter som indeholder kontrakter for lån og salg af trælle og ejendom.
Cross bemærker at „der ikke findes nogen henvisning i disse kontrakter til de bibelske påbud om at trællene skulle frigives efter syv år. Dette står ellers at læse i Pentateuken, som for samaritanerne var den grundlæggende religiøse tekst“. Cross mener at denne tavshed om Guds lov „er et vidnesbyrd om at de rige adelsmænd følte sig hævet over loven og tilsidesatte den. De ville ikke af med deres trælle, de ønskede at beholde dem altid“.
Kræftdødsfald i Kina
● Et kinesisk månedsblad oplyser at omkring 700.000 kinesere årligt dør af kræft. Dette er den hyppigste dødsårsag for kinesere i aldersgruppen 35 til 55 år.
Nyt om kræft
● Ifølge en rapport i avisen The Daily Yomiuri har forskere i Japan isoleret strukturen i det kræftfremkaldende gen i en gruppe virus som fremkalder kræft hos rotter. „Selv om [disse] virus ikke fremkalder kræft hos mennesker, mener man at opdagelsen måske med tiden vil lede forskerne til en lignende opdagelse angående kræftens virkemåde hos mennesker,“ siges det i rapporten. Dette er blevet kaldt et af de største gennembrud i krigen mod kræften. I hvilken udstrækning det vil vise sig at blive en virkelig hjælp kan kun tiden afgøre.
Naturmedicin mod skrumpelever
● I en rapport fra det kinesiske nyhedsbureau Hsin Hua hævdes det at patienter med skrumpelever er blevet helt eller delvis helbredt efter at have fået en bestemt kinesisk urtemedicin. Igennem syv år blev 105 patienter behandlet med denne urtemedicin. Resultatet: 67 af patienterne blev erklæret fuldstændig helbredt, 14 var i betydelig bedring, 17 var i bedring og 7 mærkede ingen forandring. Præparatet er udviklet fra et andet medikament som anvendes til behandling af kronisk leverbetændelse.
Stress og forkølelse
● På et forskningsinstitut i Salisbury har man foretaget en undersøgelse af årsager til forkølelse. I alt 52 forsøgspersoner lod sig indpode med to af de almindeligste forkølelsesvirus i næsen. Forinden havde man målt deres niveau af antistoffer i blodet, og psykologer havde interviewet dem for at konstatere hvor meget stress de havde været udsat for det sidste halve år. Udviklingen af forkølelsen blev nøje fulgt gennem 14 dage. Hvad viste så resultaterne? Skiftende stressbelastninger var langt den stærkeste faktor i opgørelsen over de hårdt forkølelsesramte, nemlig med 26 procent. Indflydelsen fra antistofniveauet i blodet var kun på 15 procent. „At være fri for stress i arbejde og privatliv og at have god kontakt med mennesker i ens omgivelser er en bedre garanti mod forkølelse end kampklare virus-antistoffer i blodet,“ konkluderer Jyllands-Posten for 20. marts 1980.
Flere bliver brændt
● Åbenbart foretrækkes ligbrænding i stigende grad for traditionelle begravelser. Det oplyses at 72,4 procent af de københavnere der døde i 1960, blev brændt på krematorium og derefter nedsat på kirkegårdene i urner. I 1979 var procenten af ligbrændinger steget til 90,9, og halvdelen af disse blev nedsat i askefællesgrav. Resultatet er at kirkegårdenes ’belæggelsesprocent’ nu er helt nede på 35. Overborgmester Egon Weidekamp forudser at det kan blive aktuelt at omdanne kirkegårdene til egentlige parker. — Politiken, 25. marts 1980.
Fødsler og aborter
● Flere og flere børn fødes uden for ægteskab, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik. Af de godt 62.000 nyfødte i 1978 blev knap 28 procent, det vil sige næsten 17.500, født uden for ægteskab. Talmæssigt er dette mere end en fordobling siden 1970. Procentmæssigt er stigningen endnu større, nemlig fra cirka 11 procent i 1970 til de næsten 28 procent i 1978. Antallet af aborter er derimod faldet. Mens der i 1975 blev foretaget 27.884 aborter, blev der i 1978 foretaget godt 23.500. Antallet er dog stadig temmelig højt i forhold til før legaliseringen ved abortlovgivningen der trådte i kraft den 1. oktober 1973. Dette år havde man det hidtil højeste antal aborter med 16.536.
Nyt minus ved tobaksrygning
● En amerikansk undersøgelse har påvist at vanerygning giver søvnbesvær. På et søvnforskningslaboratorium i Pennsylvanien har man sammenlignet 50 cigaretrygere med 50 ikke-rygere. Rygerne røg 25 cigaretter daglig i snit og havde gjort det i mindst tre år. Begge grupper sov fire nætter i træk på laboratoriet. Måleresultaterne viste at rygerne lå vågne godt en snes minutter længere end ikke-rygerne, især fordi de var et kvarters tid længere om at falde solidt i søvn. Forskellen skyldes at nikotinen fra cigaretterne øger binyrernes udskillelse af såkaldte alarmhormoner, adrenalin og noradrenalin. — Politiken, 12. april 1980.
Forurenet drikkevand
● Ifølge en undersøgelse på Rigshospitalet er det københavnske drikkevand i foruroligende grad forurenet med bakteriegiftstoffer, endotoksiner, oplyser Berlingske Tidende for 28. marts. Sunde voksne mennesker kan leve med denne forurening, men den kan være farlig for spædbørn der får modermælkserstatning i form af pulvermælk, blandet med vand, samt folk der er særligt svækkede eller modtagelige. Spædbørn der får pulvermælk, har ikke dannet antistoffer mod forureningen, mens børn der ammes, får antistoffer via modermælken. Og det hjælper ikke at koge vandet, eftersom bakterierne først bliver inaktive når man kommer op på 170 grader, siger forskningsstipendiat Tom Mikkelsen, der har foretaget undersøgelsen.
Efter uheldet på Tremile-øen
● Sundhedsmyndighederne i den amerikanske stat Pennsylvanien meddelte i februar at der siden atomkraftværkuheldet på Tremile-øen er født 13 børn i Harrisburg med uregelmæssigheder i skjoldbruskkirtelen. Når mennesker udsættes for radioaktive udslip, vil der samle sig radioaktivt jod i skjoldbruskkirtelen. En undersøgelse skal fastslå om de 13 nyfødtes tilstand har nogen forbindelse med uheldet på atomkraftværket. Tilstanden betyder at de nyfødtes skjoldbruskkirtel ikke producerer hormoner nok, og det kan føre til at de bliver mentalt retarderede.