Spar på ordene

ORD der strømmer fra et snakkesaligt menneske er for nogle som den endeløse strøm af vand fra et vandrør. Der synes ikke at være nogen ende på dem. De overvælder den høflige tilhører og drukner enhver bestræbelse på at føre en forfriskende samtale. Den snakkesalige synes ikke at forstå at der i en samtale foregår en vekselvirkning, at man både lytter og taler, og at det første ikke er mindre vigtigt end det sidste.

Den græske filosof Sokrates sagde engang: „Naturen har givet os to ører, to øjne, men kun én tunge, for at vi skal høre og se mere end vi taler.“ Hvor meget kan man lære af sine tilhørere hvis man overvælder dem med en stadig strøm af ord? Og hvor meget lærer de af en selv?

Det er nødvendigt at tænke hvis man skal sige noget der er oplysende og gavnligt for ens tilhørere, men hvordan er det muligt at sige noget tankevækkende hvis man konstant udspyr ord? Det bliver snarere til tom snak der endeløst trommer mod døve øren. „Jo mindre mennesker tænker, jo mere taler de,“ sagde den franske filosof Charles de Montesquieu.

At snakke i det uendelige om personlige problemer, synspunkter og oplevelser og at udpensle alt i de mindste detaljer røber selvoptagethed og er en hensynsløs tilsidesættelse af andre menneskers tid og interesser. I stedet for at udbrede sig om sig selv, skulle man opmuntre andre til at tale om det der interesserer dem. Lyt til hvad de har at sige. Lad ikke uhøfligt tankerne flakke og begynd ikke at læse i et eller andet. Man kan ikke narre den talende med nu og da at nikke eller at give et grynt fra sig. Han kan mærke hvis man ikke hører efter. Derfor bør man af høflighed lytte til hvad den anden siger. Det kan være man kan lære noget.

Det er topmålet af selvoptagethed at fylde et andet menneskes ører med trættende snak og fuldstændig at ignorere hvad den anden siger når han endelig får lejlighed til at indskyde nogle få ord. Hvis man er hensynsfuld, hører man efter i stedet for at tænke på den næste kaskade af ord at overvælde sin tilhører med. Man bør ikke bilde sig ind at det man selv har på hjerte er det eneste der er værd at tale om. Det interesserer måske en selv, men det er ikke sikkert det interesserer andre. Med de mange ord røber man at man er en tåbe. „Tåben bruger mange ord.“ — Præd. 10:14.

Den snakkesaliges usammenhængende talestrøm medvirker ikke til nogen opbyggende samtale. En samtale bliver interessant når deltagerne dvæler lidt ved hvert emne og lader alle udtale sig om det. Når deltagerne skiftevis taler og lytter kan samtalen blive opbyggende og fornøjelig. En pause bør ikke betragtes som et pinligt tomrum der absolut skal fyldes med ord. Det vil den snakkesalige, som er vant til intetsigende ord, måske synes, men i en tankevækkende samtale virker en pause forfriskende og ikke pinlig. Den giver deltagerne tid til at tænke over det der er blevet sagt og tid til at tænke over det de vil sige. Denne tid til eftertanke kan resultere i udtalelser der yderligere animerer samtalen og bidrager til at gøre den udbytterig.

Sladder, ja endog bagtalelse, kan let slippe med i den strøm af ord der vælder fra den snakkesaliges læber. Den slags tale er kun skadelig og kan til sidst vende tilbage til den talende som en boomerang. Den er et brud på venners tillid og på Guds lov. Bibelen giver os følgende råd: „Ved megen tale undgås ej brøde, klog er den, der vogter sin mund.“ „Den, der vogter sin mund og sin tunge, vogter sit liv for trængsler.“ — Ordsp. 10:19; 21:23.

Selv om det er klogt at være sparsom med sine ord og undgå snakkesalighed, er det ikke godt at være umeddelsom. I stedet for at forblive stum og lade andre om at tale, må man udtale sig. Man må bestræbe sig på at bidrage til konversationen så andre kan høste gavn af ens synspunkter og vide hvad man mener. Hvis man synes samtalen er temmelig indholdsløs, kan man rejse et spørgsmål der taktfuldt fører den ind i mere opbyggende baner. Spørgsmål virker altid godt og kan sætte interessante samtaler i gang.

De der påstår at de ikke har noget at sige må lægge mere mærke til det de læser i aviser, blade og bøger. Især bør de være opmærksomme på de interessante ting de støder på under deres regelmæssige læsning af Bibelen: Gør de det, vil de altid have noget at tale om. At være godt orienteret er meget nyttigt og vil altid medvirke til udbytterige samtaler. Hvis samtalen kommer ind på emner som man intet kender til, skal man ikke krybe ind i en skal og iagttage dyb tavshed, men vise sin interesse for emnet ved at stille spørgsmål.

Før man udtaler sig bør man tænke over det man vil sige og sikre sig at det har nogen værdi. Det betyder ikke at ens tale skal være dybe visdomsord, men at den må være opbyggende. Hvis det man vil sige er mere nedbrydende end opbyggende, mere et produkt af ens fantasi end af virkeligheden, og mere fordærvende end højnende for ånden er det bedre at lade det usagt. Ved omtanke og sund fornuft skabes opbyggende tale. Ordsproget siger: „Vises læber udstrør kundskab.“ (Ordsp. 15:7) Sådanne forstandige mennesker vil ikke dominere en samtale, men vil spare på deres ord og give andre lejlighed til også at udtale sig. Men når de åbner munden udstrør de kundskab. De siger noget der er oplysende, noget der bidrager til at gøre samtalen udbytterig.

Altså: lad ikke ordene flyde i en uafbrudt strøm fra læberne, men lad dem komme som en blid, velgørende og behagelig regn, med passende mellemrum. Lad dem være opbyggende og oplysende. Tag hensyn til tilhørerne ved at spare på ordene.