Er du Jehovas ven eller verdens ven?
„Ved I ikke at venskab med verden er fjendskab med Gud?“ — Jak. 4:4.
1. Hvad er en ven, og hvad må man tage i betragtning når man vælger sine venner?
DE FLESTE mennesker er meget nøjeregnende med hvem de vælger til deres venner. En ven er „en man står i et nært forhold til som følge af gensidig sympati og hengivenhed“, „en man omgås jævnligt og fortroligt“. Ville man til ven vælge en hvis vaner man afskyr og hvis tanker og synspunkter altid er modsat ens egne? Ville man vælge en som vil omgås eller tage parti for ens fjender? Nej. Eftersom vi er nøjeregnende med hvem vi vælger til vore venner, kan vi ikke forvente mindre af universets højeste Gud. Det er derfor vigtigt at vi lærer hvordan vi bliver venner af Gud, Jehova, og hvordan vi bevarer dette venskab.
2. Har Gud afskåret menneskene fra at blive hans venner? Vælger han hvem som helst til sine venner? Begrund svaret.
2 Jehova har ikke afskåret menneskene fra at blive venner med ham. Nej, hans kærlighed til menneskene tilskyndede ham oven i købet til at give det dyrebareste han ejede, „sin enestefødte søn“, „for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv“. (Joh. 3:16) Men vi kan ikke forvente at Jehova vil være ven med hvem som helst. Salme 5:5 viser hvilken indstilling og adfærd Jehova ikke vil tolerere hos sine venner. Der siges: „Thi du er ikke en Gud, der ynder ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig.“
3. Hvad sagde Jesus og Jakob om de kristne og deres forhold til verden?
3 De der vil følge Jesus forstår at de må holde sig adskilt fra verden og dens fordærv. (2 Pet. 1:4) Som Jesus selv sagde og som vi læser i Johannes 17:16: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ Jesu halvbroder Jakob påpegede de alvorlige følger det ville få ikke at holde sig adskilt fra verden da han skrev: „Ægteskabsbrydersker, ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud? Enhver der ønsker at være ven med verden, stiller sig derfor som fjende af Gud.“ — Jak. 4:4.
Ikke venner med verden
4. (a) Hvad vil det sige at være ven med verden? (b) Hvad er kødets gerninger, og hvad vil det føre med sig at øve dem?
4 Hvad vil det sige at være ven med verden? Det vil simpelt hen sige at være som verden, at tænke som verden, at nære dens ønsker og ambitioner, dens fordomme og dens had. En der er ven med verden lader sig påvirke af den indstilling der overvejende præger denne verdens samfund. Apostelen Paulus omtalte den som „den ånd som nu er virksom i ulydighedens sønner“. (Ef. 2:2) Denne ånd kan føre til handlinger som dem Paulus opregner i Galaterbrevet 5:19-21: „Kødets gerninger er tydelige; det er utugt, urenhed, skamløshed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme, fjendskaber, strid, skinsyge, vredesudbrud, tilfælde af stridbarhed, splittelser, sekter, tilfælde af misundelse, drikketure, sviregilder, og ting som disse.“ Og hvad vil denne verdslige adfærd i sidste ende føre til? Paulus tilføjer advarende at „de der øver sådanne ting ikke skal arve Guds rige“.
5. Hvilken adfærd må den kristne følge, og hvilken frugt har Jehovas velbehag?
5 Det fremgår heraf at vi ved at følge denne adfærd, som Jehova hader, vil fjerne os fra ham. Vi må derfor følge den modsatte adfærd og genspejle Guds ånd og indstilling. Paulus siger at „åndens frugt“ er „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“ og at „de som tilhører Kristus Jesus har pælfæstet kødet sammen med dets lidenskaber og ønsker“. (Gal. 5:22-24) Bærer vi denne frugt vil vi behage Gud og ikke verden.
6. (a) Hvilken forskel er der mellem verdens mål og de kristnes mål? (b) Hvilken forsikring gav Jesus sine disciple med hensyn til at de ville få det nødvendige til livets opretholdelse?
6 Vi må huske på at verdens mål er anderledes end den kristnes mål. Verdens mål er materialistiske. Verdens venner har ikke noget imod at ofre rette principper for at fremme deres egne selviske interesser, selv om de derved kommer til at skade nære venner. Deres tanker drejer sig hovedsagelig om at erhverve sig lidt mere end de har. De er bekymrede for deres sjæl, hvad de skal spise, drikke og tage på. (Matt. 6:25-30) For ikke at få samme materialistiske indstilling må vi fæste lid til at Jehova vil sørge for sit folk. Vi må have tro på at han kan og vil velsigne vore anstrengelser for at få det nødvendige til livets opretholdelse. Jesus, vor store Lærer, havde ikke det sted hvor han kunne lægge sit hoved, men hans Fader sørgede for ham. (Luk. 9:58) I lighed hermed formanede Jesus sine disciple til ikke at nære bekymring for hvordan de skulle få det nødvendige. Efter den meget magtfulde lektion som vi læser i Mattæus-evangeliet, kapitel 6, versene 25-30, gav Jesus sine disciple følgende forsikring: „Vær derfor aldrig bekymrede og sig: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi tage på?’ Det er jo alt sammen det folk fra nationerne så ivrigt stræber efter. Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette. Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Matt. 6:31-33.
7. Hvilken verdslig indstilling må vi undgå, og hvilke skriftsteder kan hjælpe os her?
7 Det er vigtigt at vi ikke bliver opslugt af „det daglige livs bekymringer“ og af ønsket om at opnå dét verden betragter som ’livets bekvemmeligheder’. (Luk. 21:34) I lignelsen om sædemanden sagde Jesus at „den bekymring der hører denne tingenes ordning til, samt rigdommens bedragende magt kvæler ordet“. (Matt. 13:22) Det er også sandt som der siges i Lukas 12:15: „Selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ Hvor tåbeligt det er at samle sig materiel rigdom for at kunne leve et komfortabelt liv, viser Jakob med en illustration. Han skrev: „Solen står op med sin brændende hede og får græsset til at visne, og dets blomst falder af og dets udseendes skønhed går til grunde. Således vil også den rige sygne hen på sine veje.“ (Jak. 1:11) Senere viser han hvor usikkert livet er: „I er en tåge der viser sig for en kort tid og derefter forsvinder.“ I stedet for at være så sikre på vore planer burde vi derfor sige: „Hvis Jehova vil, skal vi leve og også gøre dette eller hint.“ (Jak. 4:13-15) Det fremgår tydeligt af disse skriftsteder at det er af langt større betydning at opdyrke venskab med Gud end at stræbe efter et komfortabelt liv ved at samle sig materielle rigdomme.
8, 9. (a) Hvordan er verdens syn på fremtrædende og berømte personligheder, men hvad bør både unge og ældre huske på? (b) Hvilke eksempler på mennesker der har været Guds venner kan vi holde os for øje, og hvad vil formålet være?
8 Hvordan er vores indstilling til fremtrædende personer i verden, berømtheder inden for underholdning, sport, videnskab eller andet? De agtes højt af verdens mennesker. Både voksne og børn gør dem til idoler og efterligner deres udseende og væremåde. Dog må den der vil være Jehovas ven være på vagt og ikke give sig til at følge verdens eksempel. Husk på at disse menneskers tanker og veje ikke er i overensstemmelse med Jehovas. De hører så afgjort denne verden til. Hvis vi efterligner dem — i levevis, adfærd, tale, klædedragt og udseende i øvrigt — gør vi os til venner med dem i stedet for med Jehova.
9 Her skal især lyde en advarsel til de unge, fordi disse har en naturlig tilbøjelighed til at efterligne andre som er ældre end de selv. Det er godt at huske på at de føromtalte berømtheder i verden kun er ufuldkomne mennesker, og hvis de ikke ændrer deres levevis og følger de normer der er sat af Jehova, vil de ikke overleve Harmagedon. Vil det — i betragtning heraf — være klogt at „vandre med“ sådanne ved at efterligne dem? Vil det ikke være bedre — for de unge, såvel som for de ældre — at se hen til dem der har bevist at de er venner af Gud, mænd som Moses, Josua, David, Barak, Jefta og Jesus, og kvinder som Rut, Rahab og Debora, samt mange andre. (Hebr. 11:4-38) Dertil kommer de mange nutidige eksempler. Ville vi ikke gerne om vi kunne efterligne vore brødres og søstres loyalitet og udholdenhed under forfølgelsen i Tyskland under Hitler og i lande under forskellige kommunistiske diktatorer? Disse og utallige andre som ned gennem tiden har vandret med Gud og værnet om deres venskab med ham vil være i live efter ’den store trængsel’, hvorimod de der er forblevet venner med verden vil være borte for evigt. — Sl. 37:10, 34, 38; Matt. 24:21, 22.
Vor tale og adfærd
10, 11. (a) Kan det påvirke vor tale at have nært samkvem med mennesker i verden? Forklar nærmere. (b) Hvad siger Bibelen om adfærd og klædedragt, og hvad kan det føre til hvis vi ikke følger rådet i Første Korinterbrev 15:33?
10 De der vil være Guds venner får desuden formaning til at være opbyggende i deres tale. Paulus skriver: „Lad ingen rådden tale gå ud af jeres mund, men derimod en tale som er god til den opbyggelse der nu er behov for, så den kan give dem der hører den, noget velgørende.“ (Ef. 4:29) Er verdens venner opbyggende i deres tale? Giver de „dem der hører den, noget velgørende“? Jakob havde meget at sige om tungens brug, og han sagde blandt andet: „Ud af den samme mund kommer velsignelse og forbandelse. Det er ikke ret, mine brødre, at disse ting bliver ved på denne måde.“ (Jak. 3:2-12) Vil det være klogt at omgås verdslige mennesker og måske tillægge sig det sprog og den måde at tale på som Jakob beskriver?
11 Og hvordan forholder det sig med vores adfærd? Følger den verdens eksempel eller er den, sådan som apostelen Peter anbefaler, „god blandt folk fra nationerne“? (1 Pet. 2:12) Hvordan forholder det sig med vores klædedragt? Prøver vi på at holde trit med de sidste modepåfund? Kan vi gøre det og samtidig klæde os „med fordringsløshed og et sundt sind“, sådan som Paulus opfordrer os til? (1 Tim. 2:9; Ordsp. 11:2; Mika 6:8) Vi bør ikke bedrage os selv. Paulus sagde med eftertryk: „Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ (1 Kor. 15:33) Vi kan ikke, hverken i tankegang eller handlemåde, pleje omgang med verden på de førnævnte områder og samtidig forvente at forblive venner med Gud.
12. Hvad siges der i Andet Petersbrev 3:11-14, og hvad er nogle af de handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til?
12 Skal vi fortsat være Guds venner må vi følge Peters ord, som han skrev under inspiration: „Da alle disse ting således skal opløses, hvilken slags mennesker bør I da ikke være i handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til.“ (2 Pet. 3:11-14) Blandt disse „handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til“ vil være deltagelse i forkyndelsen af den gode nyhed, overværelse af menighedens møder og „at holde sig uplettet af verden“. (Matt. 24:14; Hebr. 10:25; Jak. 1:27) Det vil holde os så travlt beskæftiget at vi ikke vil have nogen tid tilovers til at blande os med verden eller tænke på hvad den gør. Dette vil være nødvendigt for at vi kan bevare vort venskab med Gud.
Venskab blandt brødrene
13. (a) Hvordan kunne vi have en verdslig indstilling over for en broder, og hvad siger Første Johannesbrev 4:20 herom? (b) Hvad opfordrede Jesus os til at gøre over for vor broder, og hvorfor?
13 Et andet forhold der har betydning for vort venskab med Gud, er vores indstilling til vore brødre. Elsker vi dem? Viser vi det ved den måde hvorpå vi omgås dem? Taler vi frit med dem alle, eller er der nogen vi ikke har talt med i flere år på grund af en eller anden ubetydelig uoverensstemmelse? Er der nogen vi søger at undgå af den ene eller den anden grund? Vi bruger måske megen tid i forkyndelsen, vi kommenterer flittigt ved møderne, vi tager ivrigt del i hele menighedens virksomhed, men kan man virkelig sige at vi er venner af Gud hvis der er en af vore brødre vi går langt udenom? Hvad siger Gud selv? Dette: „Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud,’ og dog hader sin broder, er han en løgner. For den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set.“ (1 Joh. 4:20) Det er derfor bydende nødvendigt at vi gør som Jesus sagde: „Slut først fred med din broder,“ for en ukærlig indstilling over for vor broder viser at vi ikke er venner med Jehova. — Matt. 5:23, 24; 1 Pet. 1:22.
14. (a) Hvorfor skal vi ikke efterligne verdens måde at være på over for andre mennesker? (b) Hvad vil hjælpe os til at overse eller tilgive andres ufuldkommenheder?
14 Det er kendetegnende for verdens mennesker at de er ubarmhjertige og utilgivende, selv over for deres venner. Kan man ikke opleve at de taler nedsættende om andre, finder fejl hos dem og beklager sig over dem? Bibelen omtaler dem på denne måde: „En nidding graver ulykkesgrave, det er, som brændte der ild på hans læber.“ (Ordsp. 16:27) Dette bør imidlertid ligge fjernt fra dem der vil være Jehovas venner. Vi må være anderledes. Vi må overse andres svagheder og mindre overtrædelser. Vi må være villige til at tilgive. Hvorfor? Sætter Jehova ikke selv eksemplet? David minder os om dette i Salme 103:9: „Han går ikke bestandig i rette, gemmer ej evigt på vrede.“ Og i vers 14 siges der: „Han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv.“ Hvilket eksempel til efterfølgelse! Hvad skal vi altså gøre når vores broder begår et fejltrin? Vi skal gøre nøjagtig som Jehova. Vi må tilgive! Som en hjælp hertil kan vi stille os selv nogle spørgsmål: Skyldtes det ufuldkommenhed? Var det fordi han ikke tænkte sig om? Kan man se gennem fingre med forurettelsen? Hvorfor ikke lade tvivlen komme ham til gode? Det bedste er at have „inderlig kærlighed til hinanden“, for „kærlighed dækker over en mængde synder“. (1 Pet. 4:8; Ef. 4:32; Kol. 3:13; 1 Pet. 3:8, 9) Derved viser vi at vi er Guds venner og ikke verdens venner.
Hvordan vi bevarer vort venskab med Gud
15. Hvad gør Djævelen brug af for at ødelægge vort venskab med Gud, og hvordan undgår vi at blive påvirket af verden?
15 Den fjendtlige, uvenlige verden udsætter i dag dem der vil være Guds venner for et kolossalt pres. Der kræves en indsats for at modstå dette pres og bevare venskabet med Gud. Djævelen prøver af al magt på om han kan ødelægge det. Han søger at gøre verden så attraktiv og tillokkende som muligt. Læg mærke til hvordan Første Johannesbrev 2:16 fremhæver tre ting som Satan hovedsagelig gør brug af i verden, nemlig „kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af“. En meget nøjagtig skildring af den verden vi må modstå hvis vi ikke vil opsluges af den og miste vor identitet som Guds venner!
16. Hvordan modstod Jesus Satan, og hvordan kan vi gøre det samme?
16 Den kristne må gøre noget aktivt for at modstå „denne verdens hersker“, Satan, og dem han benytter sig af. (Ef. 6:10-18; Jak. 4:7) Hvordan gør man det? Ja, hvad gjorde Jesus da han blev fristet de tre gange i ørkenen? Han svarede hver gang: „Der står skrevet.“ (Matt. 4:1-11) Dette fuldkomne menneske lod sig lede af Guds ord i sit liv, og dette eksempel bør vi følge. Som salmisten sagde: „Dit ord er en lygte for min fod.“ (Sl. 119:105) Ved således at lade Guds ord lede vore handlinger og hjælpe os til at modstå Satan, styrker vi vort forhold til vor ven, Jehova.
17. Hvad er nødvendigt for at overvinde de prøver og fristelser vi kommer ud for, og hvilket tab vil vi lide hvis vi giver efter?
17 Det er ikke muligt at kæmpe mod Djævelen og sejre i egen kraft. Vi må have hjælp fra Gud. Vi må bede ham om kraft og visdom til at modstå de prøver og fristelser vi kommer ud for. (Jak. 1:5) Ingen af os er immune over for Djævelens snigløb. Han skyr ingen anstrengelser for at få os til at give efter for urette ønsker og denne verdens pres. Men hvis vi giver efter, betyder det at vi mister vort dyrebare venskab med Gud, og dette vil føre til vor evige død. (Jak. 1:14, 15) Er det prisen værd at følge den vej?
18. Hvad har Gud ellers gjort for at hjælpe sine venner, og hvordan skulle vor indstilling være over for dem?
18 For at opmuntre og hjælpe sine venner til at modstå selviske ønsker har Jehova endvidere sørget for at der er ældste i menighederne. Det vil være klogt at følge deres vejledning. Paulus’ råd lyder: „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige, for de våger over jeres sjæle som de der skal aflægge regnskab.“ (Hebr. 13:17; Gal. 6:1) Det er muligt at vi ikke altid bryder os om hvad de siger til os. Det er måske lige det modsatte af hvad vi ønsker at høre. Men vil vi være Guds venner, bør vi lytte til dem og i ydmyghed følge deres vejledning. Salmisten siger: „Dårens færd behager ham selv, den vise hører på råd.“ — Ordsp. 12:15.
19. Er alt håb ude for en der har gjort sig skyldig i en alvorlig overtrædelse? Forklar nærmere.
19 Hvad nu hvis man dåragtigt har gjort sig skyldig i en alvorlig overtrædelse? Er alt håb da ude? Nej; Jakob minder os om hvad vi skal gøre. Han siger: „Bekend derfor åbent jeres synder for hinanden og bed for hinanden, for at I kan blive helbredt.“ (Jak. 5:13-16) Gør derfor brug af den hjælp de ældste kan yde; lad dem hjælpe dig til at genvinde dit fodfæste. (Ordsp. 28:13) Det er en stor trøst at vide at selv om man for en kort tid har sat sit venskab med Gud over styr, kan venskabet genoprettes ved at man angrer og igen følger Jehovas veje! — Es. 55:7.
20. (a) Er de fordele vi kan opnå i verden, varige? (b) Hvem har sat et godt eksempel, og hvorfor handlede han som han gjorde?
20 Venskab med verden kan have sine fordele, men de er kun midlertidige. Nydelsen er kun kortvarig; der er ingen fremtid i den. Allerhøjst vil den vare den korte tid som denne gamle verden har tilbage. Ville det ikke være bedre at følge Moses’ gode eksempel? Om ham siger Bibelen: „Ved tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af Faraos datter, idet han valgte at blive mishandlet sammen med Guds folk fremfor at have den midlertidige nydelse af synd, da han anså Messias’ skændsel for større rigdom end Ægyptens værdier; han så nemlig ufravendt frem til betalingen af lønnen.“ (Hebr. 11:24-26) Moses afviste tilbudet om at være ven med hin verden, med dens rigdomme og tillokkelser, fordi han så frem til en belønning som Jehova ville skænke. Hvilken belønning var det? Han vidste at han ved at forblive ven med Gud ville blive husket af ham og få en opstandelse til liv i en retfærdig ny orden.
21. (a) Hvad må vi gøre for at opnå den belønning der venter Guds venner? (b) Hvilken belønning vil vi opnå?
21 Måtte vor tro og vort håb være ligesom Moses’. Måtte vi, på alle livets områder, holde os uplettede af verden og dens venner. Måtte vi, i vore tanker og handlinger, altid være ledet af vor nære ven, Jehova. Måtte vort hjertes ønske være fortsat at være knyttet nært til ham som til en trofast ven. Hvad enten vi hører til de salvede eller til den store skare, vil det betyde mange velsignelser NU, men det skønneste af alt vil være at modtage det evige livs belønning i en retfærdig ny orden som kun vil være beboet af Jehovas venner. — 1 Tim. 4:8.
„Den lades vej er spærret af tjørn,“ siges der i Ordsprogene 15:19. Dette kan hentyde til at han altid forestiller sig store problemer og uoverstigelige vanskeligheder når han skal i gang med noget, og at han lader dette være en undskyldning for sin dovenskab.
[Illustrationer på side 247]
Ligesom blomsten visner i solen, således vil den der søger rigdom „sygne hen på sine veje“