• Børneopdragelse i den nye verdens samfund
    Vagttårnet – 1954 | 15. april

    • at et barnesind i løbet af kort tid kan lære at magte et indviklet sprog, der volder det voksne sind meget bryderi. Når barnet alligevel skal lære et sprog, hvorfor så ikke lære det det rene sprog? Hvorfor ikke give det et ordforråd, hvormed det kan prise Jehova? (Zef. 3:9; Sl. 148:12, 13) Hvorfor ikke lade teokratiske tanker få førstepladsen i dets sind fremfor at udsætte denne belæring til langt senere og i mellemtiden lade underlødig oplysning få indpas i barnesindet? Timoteus’ mor og mormor bar sig ikke uklogt ad, da de oplærte Timoteus lige fra hans tidlige barndom, vel? De brugte Skriften og ikke en forenklet bibel for børn. Denne lærdom gik ikke over Timoteus’ forstand, for han blev velbevandret i Skriftens ord. Mange år senere talte Paulus rosende om den belæring, Timoteus havde fået fra spæd, og sagde: „Du kender fra barndommen af de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse.“ (2 Tim. 3:15) Nogle mener, at små børn ikke får noget ud af at overvære møderne, men Jehova siger, at de skal tages med, „for at de kan høre og lære“. Hvordan kan de tænke på deres Skaber i ungdommens dage, hvis de intet hører om deres Skaber i ungdommens dage? — Præd. 12:1.

      17. Hvorfor er det tilrådeligt at begynde tidligt med den teokratiske oplæring?

      17 Gennem den virkning og det indtryk, Jehovas ord øver på os, former Jehova os som barmhjertighedskar eller vredeskar. (Rom. 9:20-24) Jo friskere ler er, desto lettere er det at forme. Jo længere det får lov at stivne, des hårdere bliver det. Det er lettere for os at blive formet efter Jehovas ord, hvis dette ord får lov til at øve sin virkning på os, mens vi er unge, end hvis vi venter, til vi bliver ældre og mere indgroede i vore vaner. De unge er mere føjelige og modtagelige, og jo yngre, des bedre. Jesus brugte et barn som eksempel på ydmyghed, og han sagde til sine efterfølgere, at de i denne henseende skulle være som børn. (Matt. 18:1-4) Et lille barn er usikkert og skal vejledes, således som Esajas viser, når han taler om tidspunktet, „før drengen ved at vrage det onde og vælge det gode“. (Es. 7:16; Ef. 4:14) I de første spæde år formes sindet, og det sker enten i god eller i dårlig retning. Forældre må drage omsorg for, at denne formning går i retning af det gode og efter de rette principper, for ellers vil indflydelser udefra føre i dårlig retning, og når efterladende forældre mener, at nu kan den teokratiske oplæring begynde, vil de finde barnets sind lukket og uimodtageligt for belæring. — Ordsp. 19:18.

      18. Hvad bekræfter det kloge i at begynde børnenes oplæring, mens de endnu er spæde?

      18 I lederartiklen i en avis beklagede man sig over, at den bølge af ungdomskriminalitet, der går over landet, nu er ved at rejse sig til en flodbølge, og sagde: „De sagkyndige er nu enige om, at hvis vi skal få held til at bekæmpe kriminaliteten, må vi i kontakt med børnene, inden de når skolealderen.“ Under en af de mest omfattende undersøgelser af ungdomskriminaliteten, der er blevet foretaget, og som har strakt sig over ti år, har den største opdagelse været den, at det først og fremmest er hjemmelivet, der er bestemmende for, om et barn vil slå ind på forbryderbanen eller ej. Undersøgelsen viste, at hvis familielivet var sundt, ville risikoen for, at barnet skulle blive forbryder, kun være 3 af 100, men hvis forholdet mellem forældre og barn var dårligt, stod barnet i 98 af 100 tilfælde i fare for at komme på afveje. På enkelte undtagelser nær holder den gamle regel i Ordsprogene 22:6 stadig stik: „Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.“

      19. Hvilken tildragelse vil være til trøst for forældre, som er ængstelige for, at deres børn skal blive fordærvet af slet omgang?

      19 Vi skal her gengive en sandfærdig tildragelse, der vil være til trøst for de forældre, som er ængstelige for, at deres børn skal blive ødelagt af slet omgang, når de færdes uden for familiens beskyttende kreds. Et vidne ledede et bibelstudium med en dame i Brooklyn. Hendes fireårige søn sad og hørte på. Faderen gjorde indvendinger og sagde, at drengen skulle vente, til han var een og tyve år gammel, så kunne han træffe sit valg, hvad religion angik. Et par dage senere kom en lærerinde til damens dør og spurgte, om hun var et af Jehovas vidner. Damen svarede nej, hun studerede kun med dem. Så fortalte lærerinden, at hun havde set en flok børn gå løs på den lille dreng. Hun fik dem standset og fik grunden at vide. Børnene ville have, at den lille dreng skulle anerkende en statue der i kvarteret som Gud; det var ikke nogen religiøs statue, men deres religionsundervisning fik dem til at tro, at det var Gud. Den fireårige dreng nægtede at anerkende statuen som Gud og gjorde dem opmærksom på, at den ikke kunne se, ikke høre, ikke tale, ikke flytte sig, den kunne ikke være Gud, og han ville ikke kalde den Gud! Det var grunden til, at de overfaldt ham. Da drengens fader hørte dette, blev han så forbavset over, at hans søn havde fået så meget ud af at sidde og lytte til moderens bibelstudium, og så imponeret over sin søns modige standpunkt over for denne børnebande, at han kom på andre tanker og sagde, at sønnen gerne måtte blive ved at overvære studiet. — Jer. 10:5; Hab. 2:18, 19.

      (The Watchtower, 15. januar 1954)

  • Jehovas vidner hader ikke katolikkerne
    Vagttårnet – 1954 | 15. april

    • Jehovas vidner hader ikke katolikkerne

      En af vore abonnenter i et katolsk land skriver til os: „I går aflagde jeg et genbesøg hos en mand, der spurgte mig: Hvad mener De om katolikkerne? Hvad mener De selv? spurgte jeg. Han svarede: Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men jeg har hørt at Jehovas vidner hader dem. Hertil svarede jeg: Jeg skal fortælle Dem, hvad vi virkelig mener om dem. Vi elsker dem nok til at gå fra hus til hus, time efter time, dag efter dag, år efter år, i alle lande på jorden, for at fortælle dem om Guds rige og vise dem den vej, de må vælge, hvis de skal gøre sig håb om at leve for evigt i lykke, og det uden hensyn til, hvad de vil gøre imod os, fordi vi gør dette. Elsker De dem lige så meget?“