Glæden ved at gøre Guds vilje

AT FRYDE sig over at gøre Guds vilje betyder at føle virkelig lykke, stor glæde og dyb tilfredshed ved at udføre den. Det betyder ikke alene, at man gør Guds vilje villigt, men også med iver og begejstring. At gøre Guds vilje på en vanemæssig, negativ måde eller under stadig klagen vil aldrig vinde os hans godkendelse og belønning, et evigt liv i den retfærdige nye verden; for kun hvis vi føler glæde ved at gøre hans vilje, vil vi være i stand til at gøre den på den mest positive måde og i fuld udstrækning og fortsætte med det trods alle de fristelser, Djævelen og hans tjenere udsætter os for.

Der var en tid, da alle Guds fornuftbegavede skabninger følte glæde ved at gøre hans vilje. Så lod en skærmende kerub selvisk ærgerrighed frarøve sig denne glæde, og det lykkedes ham at forlede vore første forældre til at sætte deres glæde ved at gøre Guds vilje over styr. Mange har fulgt deres eksempel, som for eksempel Lots hustru, de knurrende israelitter i ørkenen og kong Saul.

I skærende modsætning til alle sådanne er det eksempel, der blev sat for os af Kristus Jesus. I sin førmenneskelige tilværelse, lige fra selve sin skabelse, bragte han daglig sin Fader glæde, fordi han selv var opfyldt af glæde, mens han tjente som en „værkmester“ og som Logos eller „Ordet“. (Ordsp. 8:22-30, AS; Joh. 1:1-3; Åb. 3:14) Og da Guds vilje med Logos indbefattede, at denne skulle afbryde sin herlige himmelske tilværelse og komme ned til jorden for at leve som et menneske i ufuldkomne, uvenlige, ja fjendtlige omgivelser, mistede Logos ikke glæden ved at gøre Guds vilje. Da han som mennesket Jesus kom til Jordan for at indvi sig til at gøre Guds vilje, var hans hjertelag stadig det samme: „Se, jeg kommer, i bogrullen er der givet mig forskrift; at gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“ — Sl. 40:7, 8; Hebr. 10:7-9.

Med iver og nidkærhed arbejdede Jesus på at gøre sin Faders vilje. Det var selve føden for ham. „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.“ (Joh. 4:34) Han var altid årvågen og forkyndte tidligt og sent; han var opfyldt af brændende nidkærhed for sin Faders sag. — Mark. 6:30-34; Luk. 21:38; Joh. 2:17; 3:2.

Hvad var det, der gav Jesus denne glæde ved at gøre Guds vilje? Det var dette, at Guds lov var i hans indre. Denne lov består først og fremmest af de to store bud: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke“ og „du skal elske din næste som dig selv.“ (Mark. 12:30, 31) At Jesus havde disse bud i sit indre betyder ikke alene, at han var godt kendt med dem, men det betyder også, at han var meget omhyggelig med at overholde dem.

Fordi Jesus havde denne kærlighed til sin himmelske Fader, betragtede han det som en virkelig glæde at kunne ophøje Faderens navn ved at bevare sin retskaffenhed under prøver, og det var derfor han opgav alt, hvad han havde, for at blive overhovedet i Riget, der fuldstændig vil ophøje Jehovas navn ved at udslette hans fjender. (Job, kapitlerne 1 og 2; Ordsp. 27:11; Matt. 13:45; Fil. 2:5-11; Hebr. 12:2) Skønt det således var Guds vilje, at Jesus skulle udsættes for fysisk og mental lidelse og dø som en forbryder, fortsatte Jesus dog med at gøre Faderens vilje med glæde. Aldrig knurrede eller klagede han, han søgte ikke at finde fejl og havde aldrig ondt af sig selv.

Kærlighed en kilde til glæde

Følger vi det eksempel, Jesus satte med hensyn til at fortsætte med at gøre Guds vilje med glæde? Der er ingen tvivl om, at første gang, vi hørte om sandheden, syntes vi, at den var så vidunderlig, så smuk, så trøstende, så tilfredsstillende, så ny, så anderledes, så retfærdig og fornuftig, vi blev ligefrem forelsket i den, ikke sandt? Under indflydelse af denne første kærlighed (ikke på grund af frygt for pinsler eller ønsket om selvisk vinding) indviede vi os til at gøre Guds vilje og sagde ligesom Jesus: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst.“

Men efterhånden som tiden går, opstår spørgsmålet: Nærer vi stadig den samme varme, første kærlighed, den samme dybe værdsættelse, den samme begejstring, den samme glæde ved at gøre Guds vilje? Eller er vi ved at miste vor værdsættelse, er vor første kærlighed ved at blive kold? For at advare imod denne fare skrev Paulus til de hebraiske kristne: „Kom den første tid i hu, da I, efter at være blevet oplyst, udholdt mangen en lidelsesfuld kamp.“ — Hebr. 10:32.

Hvis vi ligesom Jesus har Guds lov i vort indre og er omhyggelige med at adlyde de to store bud, vil vor værdsættelse ikke blive mindre, og vor kærlighed vil ikke blive kold. Og hvis vi forstår, hvem Jehova Gud virkelig er, hvad han har gjort for os, og hvad han i fremtiden vil gøre for os, vil vor taknemmelighed få os til at gøre Guds vilje med glæde. Selve den omstændighed, at vi har lejlighed til at give udtryk for vor værdsættelse og taknemmelighed ved at gøre Guds vilje skulle bringe os glæde! Hans krav til os er ikke byrdefulde. — 1 Joh. 5:3.

Forståelse af, hvad det fører til, at vi gør Guds vilje, vil også hjælpe os til at gøre den med glæde. Tænk engang over det! Den store Jehova, den Almægtige, den Højeste, Evighedens Konge, Skaberen af alt og livets kilde, siger til os, til enhver af os ufuldkomne skabninger af ler, kun fnug på fnug: „Vær viis, min søn, og glæd mit hjerte, at jeg kan svare dem, der smæder mig.“ — Ordsp. 27:11.

Kærlighed til vor næste giver os ligeledes glæde ved at gøre Guds vilje, for når vi elsker vor næste, vil vi glæde os over at bringe ham den trøst, han trænger så hårdt til. Og hvordan kan vi andet end glæde os over at hjælpe vor næste, når vi tænker på, at vi ved at arbejde hårdt og længe med takt og tålmodighed kan lede ham ind på vejen, der fører til evigt liv i den vidunderlige, skønne, nye, retfærdige verden?

Ikke alene vil kærlighed få os til at glæde os over at hjælpe de retsindige umennesker, som endnu ikke er indviet til Jehova Gud, ved at give dem forståelse af ham og hans hensigter, men kærligheden vil også få os til at glæde os over at gøre Guds vilje med hensyn til vore brødre, der arbejder sammen med os på at gøre det gode budskab om Riget kendt. Vor glæde ved at gøre Guds vilje vil vokse i samme grad, som vi viser barmhjertighed og virkelig prøver at hjælpe vore brødre. Men man vil miste glæden ved at gøre Guds vilje, hvis man i ukærlighed bærer nag til sin broder, og det kan også berøve andre glæden. — 3 Mos. 19:18; Ordsp. 11:17; Hebr. 12:15.

Der kræves også tro

Jesu glæde over at gøre sin Faders vilje var ikke alene baseret på hans fuldkomne kærlighed til Gud og hans næste, men også på stærk tro. Han havde til enhver tid urokkelig tillid til sin himmelske Fader. Han vidste, at Gud ville støtte ham og belønne ham for hans trofasthed. (Hebr. 5:7) Det samme er tilfældet med os. For at kunne føle glæde ved at gøre Guds vilje må vi også have stærk tro. De knurrende israelitter i ørkenen manglede tro. Tilsyneladende gjorde de Guds vilje, men de ti spejderes dårlige rapport åbenbarede, at de ikke følte nogen glæde ved at gøre den. Deres mangel på glæde skyldtes, at de savnede tro på Jehova Guds magt. Josua og Kaleb derimod havde tillid til, at Gud var med dem, og at de kunne indtage landet. De glædede sig over at gøre Guds vilje. (4 Mos. 13:21–14:38) David, der havde tro på Gud, viste sin glæde over at gøre Guds vilje ved at gå ud imod Goliat og senere ved at kæmpe imod filisterne. Hvor forskellig var ikke hans handlemåde fra den utro kong Sauls! (1 Sam. 13:8-15; 15:4-35; 17:1-54; 1 Krøn. 14:8-17) Kun hvis vi har stærk tro på, at Jehova Gud vil hjælpe os og belønne os, kan vi gøre hans vilje med glæde. — Es. 54:17; 1 Kor. 10:13; 15:58; Hebr. 11:6.

Hvorfor se sig tilbage? Hvad kan verden tilbyde? De, der følger dens handlemåde, vil uvægerlig blive skuffede; og det er afgjort, at jo mere man bliver bekendt med dens handel, religion og politik, des mere foragt får man for disse ting. Verden drives af frygt eller af begær efter selvisk vinding, og derfor har den ingen sand glæde af det, den foretager sig, og det får den til at flygte bort fra virkeligheden og søge flygtige fornøjelser. Den spotter Bibelen og kalder den upraktisk, men dens sorger og bekymringer indhenter dens nydelsessyge børn og driver dem på nerveklinikker og lægger flere og flere af dem i en alt for tidlig grav.

Men sådan er det ikke indenfor Teokratiet, inden for sandheden og organisationen, som er i overensstemmelse med Guds sande og retfærdige principper, der findes i Bibelen. At tjene Gud bringer allerede nu hundredfoldig belønning, mens den nye verdens velsignelser, der venter dem, som gør Guds vilje med glæde, simpelt hen ikke kan overdrives; virkeligheden vil langt overgå enhver forestilling. (Es. 65:17-25; Mark. 10:29, 30) Og jo bedre vi lærer sandheden, vore medtjenere og Guds organisation at kende, desto større bliver vor respekt, vor værdsættelse og kærlighed. Lad os derfor ikke lægge en svag tro for dagen ved at sænke blikket fra Teokratiets anliggender ned til de verdslige foreteelser i Satans tingenes ordning og således miste vor glæde ved at gøre Guds vilje. — 2 Kor. 4:4.

Vi må også udvise tro på Guds nåderige foranstaltning, Kristi genløsningsoffer, der betaler vore synder og fejltrin, hvis vi skal have glæde af at gøre Guds vilje. Vi kan ikke bestandig se tilbage på de fejl, vi har begået, og pine os selv ved at tænke tilbage på dem den ene gang efter den anden og samtidig vente at kunne føle glæde ved at gøre Guds vilje. Hvis vi falder, så lad os rejse os igen, bede Gud om tilgivelse gennem Kristi fortjeneste; og lad os glemme det forbigangne og fortsætte med vort arbejde. (1 Joh. 2:1-3) Se bort fra såret stolthed og forfængelighed, lad snublesten blive til trappetrin og udvis tro på Guds barmhjertighed.

Glædens frugter

Vor glæde ved at gøre Guds vilje vil i vid udstrækning være bestemmende for hvor stor en indsats, vi yder i tjenesten for Gud. Guds tjenere har i dag rige muligheder for tjeneste, ligesom det var tilfældet med Kristus Jesus, da han var her på jorden. Nogle af disse muligheder er store, men andre små, og medmindre vi glæder os over at gøre Guds vilje, vil mange af disse muligheder undgå vor opmærksomhed, eller vi vil se ned på de små anledninger til tjeneste. Glæde ved at gøre Jehovas vilje vil sætte os i stand til at være trofaste, selv i de mindste ting. — Luk. 16:10.

Glæde ved at gøre Guds vilje vil ikke alene resultere i forøgelse af kvantiteten af vor tjeneste, men også i forbedrelse af kvaliteten. En kunstner, læge eller sagfører, som føler glæde ved sin profession, vil altid søge at forbedre sine evner og færdigheder, hvilket igen resulterer i, at hans glæde bliver større og større. Det samme vil også være tilfældet med os. Hvis vi glæder os over at gøre Guds vilje, vil vi altid være årvågne med hensyn til at forbedre vor tjeneste ved at drage fordel af alle de hjælpemidler, Jehova Gud tilvejebringer gennem sin „tro og kloge tjener“, så vi kan give gode kommentarer ved studiemøderne, aflægge effektive vidnesbyrd på arbejdsmarken og udføre vore opgaver på talerstolen på en måde, der ærer Jehovas navn og virker belærende for tilhørerne.

Hvis vi mangler glæde ved at gøre Guds vilje, vil vi altid være parat til at finde en undskyldning for ikke at udføre den. Hvis vi har det på den måde, vil vi lade vinden hindre os i at så og skyerne afholde os fra at høste, og frygten for en løve på gaden vil holde os uvirksomme inden døre. (Ordsp. 22:13; Præd. 11:4) Som de klagende israelitter i ørkenen vil vi da overvurdere enhver hindring, vi møder.

Men hvis vi føler glæde ved at gøre Guds vilje, vil vi altid være på vor post for at overvinde sådanne hindringer. Tænk på vore brødre i de totalitære lande. Det er ikke let at slå dem ud. Vanskelige forhold kan stille store krav til deres snildhed, sætte deres tro og kærlighed på prøve, men alligevel kan de altid finde en udvej, så de kan aflægge vidnesbyrd. Efterhånden som tiden går, kan vi vente, at sådanne ugunstige forhold vil blive mere udbredte; hvis vi ikke føler glæde ved at gøre Guds vilje, vil vi ganske sikkert give op.

En hustru og moder, der udfører sine huslige pligter i en bedrøvet sindsstemning og på en modstræbende eller negativ måde eller har ondt af sig selv, kaster forsmædelse over sin mand. Hvis vi savner glæden ved at gøre Guds vilje, hvis vi knurrer og klager, hvis vi har medlidenhed med os selv, hvis vi er tilbøjelige til at drage sammenligninger mellem vor egen lod og andres og mene, at vi har det vanskeligere end de, så kaster vi ligeledes forsmædelse over vor beskytter og forsørger, Jehova Gud. I denne henseende vil det hjælpe os, at vi forstår, at vi indviede os til Jehova Gud, at vi står i et personligt forhold til ham, at han tog imod vor indvielse, og at han kender og forstår os og vore forhold, og at hvis han tillader et eller andet at fortsætte et stykke tid, er det, fordi han har kloge og kærlige hensigter med at gøre det, og derfor bør vi føle glæde ved at tjene ham til trods for sådanne ting.

Vi indviede os til Jehova Gud af egen fri vilje. Vi blev ikke tvunget, lokket eller presset. Kun hvis vi fortsat føler glæde ved at gøre Guds vilje, kan vi være i stand til at udføre den i fuld udstrækning, på den mest effektive måde og fortsætte med det til trods for fristelser og forfølgelser. En dyb værdsættelse af, hvad det medfører at gøre Guds vilje, og kærlighed til Gud og vor næste vil sætte os i stand til at bevare denne glæde.