Vrede og harme
„Enhver skal være . . . sen til vrede; thi et menneskes vrede virker ikke det, som er ret for Gud.“ — Jak. 1:19, 20.
1. Hvad kan der siges om vrede, og hvordan bør kristne forholde sig med hensyn til vrede?
VREDE er det modsatte af sagtmodighed. Sidstnævnte egenskab er det yderst ønskværdigt at kristne opdyrker. Førstnævnte egenskab er en af den gamle verdens karakteristiske egenskaber som vi hurtigst muligt skulle overvinde. Sandt er det at kødets begæringer ytrer sig på adskillige måder, og ofte kommer de til udtryk i vredesanfald. Et menneske kan i sin ufuldkommenhed føle sig irriteret af et andet, men det skulle aldrig lade sig beherske af sin vrede i en sådan grad at det får sin broder til fjende.
2. Hvad skal to kristne gøre hvis de bliver vrede på hinanden, og hvornår skal de gøre det?
2 Vrede må ikke få lov at ulme i et menneskes sind, for i løbet af kort tid vil den uvægerlig udvikle sig til et bjerg af uenighed. Paulus gav et råd i denne forbindelse: „’Bliver I vrede, da synd ikke;’ lad ikke solen gå ned over jeres vrede; giv ikke heller Djævelen råderum!“ Med andre ord, hvis en er blevet ægget til vrede eller er blevet ophidset mod en anden må de to implicerede nå til en venskabelig afgørelse og komme til forståelse. Det skal ske samme dag så et usundt og ukristent forhold ikke får lov at vare ved. Salmisten vejledte også: „Vredes kun, men forsynd Eder ikke.“ Her anbefales det atter at lade den kristne tankegang være bestemt af Jehovas principper og et mildt sindelag. — Ef. 4:26, 27, 31; Sl. 4:5.
3. Hvorfor skal man være „sen til vrede“?
3 Vrede avler trætte og vækker splid, og det bør undgås. En bibelsk formaning der oplyser os om dette, udtrykkes med følgende ord: „Vær aldrig hastig i din vrede; det er kun dårer som gemmer på vrede. Spørg aldrig hvorfor fortiden var bedre end nutiden: det er et dåragtigt spørgsmål.“ Vrede er et af kødets udslag, hvis natur har sin rod i den gamle verden; den kristne skal stræbe efter at udelukke den fra sit sind og følge rådet om at være „sen til vrede“. — Præd. 7:9, 10, Mo; Jak. 1:19.
4. (a) Hvilke dårlige egenskaber sætter Guds ord vrede i klasse med? (b) Hvorfor gør man klogt i at undgå hidsige mennesker?
4 Voldsom vrede, hidsighed, omtales ugunstigt i Guds ord, ja sættes endog i klasse med utugt, urenhed, løsagtighed, kiv og egennytte. (Gal. 5:19-21) Det er bedst at undgå mennesker som har let ved at fare op og som giver efter for et hidsigt temperament, for man er tilbøjelig til at blive smittet og i et anfald af vrede give igen med samme mønt. Vi skal undgå sådanne mennesker, for hvis vi omgås dem vil vi snart blive som de. „Vær ej ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen mand, at du ikke skal lære hans stier og hente en snare for din sjæl.“ Samme skribent fortæller os om den direkte modsætning: „Den retfærdiges tunge er udsøgt sølv, gudløses hjerte er intet værd.“ — 1 Kor. 15:33; Ordsp. 22:24, 25; 10:19, 20.
Bibelske eksempler på vrede
5. Hvor vidt gik Saul i sin vrede imod David?
5 Dengang Saul så brændende forfulgte David og ville dræbe ham, bad han sin søn Jonatan om at være behjælpelig med at gøre det af med fjenden David. Da Jonatan stillede sig på Davids side for Saul øjeblikkelig op i vrede og had, som det fortælles i Første Samuelsbog 20:30-33: „Da blussede Sauls vrede op imod Jonatan, og han sagde til ham: ’Du søn af en vanartet kvinde! Ved jeg ikke, at du er ven med Isajs søn til skam for dig selv og for din moders blusel? Thi så længe Isajs søn er i live på jorden, er hverken du eller dit kongedømme i sikkerhed. Send derfor bud og hent ham til mig, thi han er dødsens!’ Jonatan svarede sin fader Saul: ’Hvorfor skal han dræbes? Hvad har han gjort?’ Da kastede Saul spydet efter ham for at ramme ham. Så skønnede Jonatan, at det var hans faders bestemte vilje at dræbe David.“ I sit raseri stræbte Saul David efter livet, og senere vendte han sit had imod sin egen søn Jonatan.
6. (a) Hvordan reagerede Uzzija på præstens vejledning, da han overskred sine beføjelser og ville brænde røgelse i helligdommen? (b) Hvilken dom lod Jehova ramme Uzzija?
6 Et andet typisk eksempel har vi i Uzzija dengang han herskede som konge. Så snart han følte sig mægtig i sin høje stilling, blev hans hjerte hovmodigt, for han viste foragt for Guds ord og gik ind i templet for at brænde røgelse. Præsten Azarja og andre præster gjorde Uzzija opmærksom herpå: „At ofre [Jehova] røgelse tilkommer ikke dig Uzzija, men Arons sønner, præsterne, . . . gå ud af helligdommen, thi du har handlet troløst.“ Men kongen var oprørsk, som vi ser det af beretningen: „Uzzija, der holdt røgelsekarret i hånden for at brænde røgelse, blev rasende; men som han rasede mod præsterne, slog spedalskhed ud på hans pande, medens han stod der over for præsterne foran røgelsealteret i [Jehovas] hus.“ Jehovas retfærdige dom åbenbarede sig til gunst for hans præstelige repræsentant. — 2 Krøn. 26:16-19.
7. Hvordan begik Moses og Aron en fejl ved at vise Israels folk deres vrede?
7 Skønt Moses havde været en trofast tjener i mange år er det interessant at lægge mærke til hvad der hændte ved en lejlighed da israelitterne knurrede mod ham i oprør mod Jehova og sagde at det havde været bedre for dem at dø for Faraos hånd end at blive bragt op i ørkenen for at gå til grunde der af mangel på vand. I stedet for at handle roligt og ydmygt adlyde Jehova, var Moses og Aron opbragte af vrede, som vist i Fjerde Mosebog 20:10: „Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få vand til at strømme frem til Eder af denne klippe?“ Læg i denne udtalelse mærke til at Moses og Aron i et anfald af vrede forsømte at give Jehova æren for at have frembragt vandet ved et mirakel, og tilsyneladende selv indhøstede æren fremfor at herliggøre Jehova over for menigheden.
8. (a) Hvad søgte Haman at få gennemført da han optændtes af raseri? (b) Hvad overgik der ham derfor?
8 Amalekitten Haman fik i sin underfundighed udstedt et kongeligt dekret der påbød at alle skulle bøje sig for ham. Men en fjende som Gud havde dømt til udryddelse, ville Mordokaj, Guds sande tjener, ikke yde en sådan æresbevisning. (2 Mos. 17:14-16) Haman blev klar over at jøden Mordokaj ikke ville give sig og kaste sig til jorden, og beretningen siger så: „Haman blev optændt af raseri . . . Haman søgte nu at udslette alle jøderne i hele Ahasverus’ rige.“ Hamans hjerte forhærdede sig mere og mere, og han var nu besluttet på at få Mordokaj hængt og Guds folk udryddet. Vi ved naturligvis fra Guds ord at spillet vendte sig imod Haman, som selv blev henrettet, mens Mordokaj, Ester og de øvrige jøder afbødede virkningen af dekretet da de fik besked om at kæmpe for deres liv. — Est. 3:5, 6; 8:10-12, NW.
9. Hvordan reagerede nogle af jøderne da de hørte Jesu ord i synagogen?
9 Da Jesus talte til en skare mennesker i synagogen, læste et stykke op af Esajas’ bogrulle og fortalte dem at skriftstedet opfyldtes den selv samme dag, var der mange af tilhørerne som ikke gav agt derpå, eller anerkendte Messias; beretningen i Lukas-evangeliet 4:28, 29 siger derimod: „Da de, der var i synagogen, hørte det, blev de alle fulde af harme, og de stod op og drev ham ud af byen og førte ham hen til randen af det bjerg, deres by var bygget på; dér ville de styrte ham ned.“ Ja, atter ser vi at de som hævdede at stå i pagtsforhold til Jehova ikke alene forkastede hans søn men søgte at dræbe denne, fordi de gav deres fjendtlige følelser luft.
10. Hvad gjorde pøbelen efter at den havde hørt Stefanus gengive jødernes historie?
10 Det er fængslende at læse om hvordan Stefanus, da han blev bragt for rådet, gav et kort rids af jødernes historie lige op til Messias’ komme. Modigt mindede han rådets medlemmer om at de, jøderne, havde forfulgt dem der havde forkyndt om den Retfærdige, og at de ikke havde holdt loven. Den vrede som rejste sig imod Stefanus beskrives i Apostlenes Gerninger 7:54-58: „Da de hørte dette, blev de forbitrede i deres hjerter og skar tænder. . . . Da skreg de med høj røst og holdt sig for ørene og stormede alle som een ind på ham; og de slæbte ham uden for byen og stenede ham.“ Djævelsk ophidsede som de var dræbte de Stefanus.
Retfærdig harme
11. Hvorfor er Jehovas harme ikke uberettiget?
11 Man bør imidlertid huske at der er forskel på vrede og retfærdig harme. Vi ved at Jehovas harme vil blive udøst over de onde fjender, som han så ofte har sagt i sit ord. Ganske vist er Jehova sen til vrede, men det betyder ikke at han ikke kan vredes over uretfærdige handlinger. Profeten Nahum siger til os (1:6): „Hvem kan stå for hans vrede, hvo holder stand mod hans harmglød? Hans harme strømmer som ild, og fjeldene styrter for ham.“ Jehova holder sin beskyttende hånd over sine trofaste tjenere og alle som nærer absolut kærlighed til ham, men lader sin harme og ødelæggende magt ramme de onde, og de vil ikke undslippe.
12. (a) Hvad sagde David om Jehovas vrede? Hvornår vil den bryde ud i lys lue? (b) Kan kristne tillade sig at vise deres harme?
12 I Salme 69:25, 26 skriver David om Jehovas vrede: „Din vrede udøse du over dem, din glødende harme nå dem; deres teltlejr blive et øde, og ingen bo i deres telte!“ Det fremgår altså både af Jehovas egne og af hans trofaste tjeneres ord, at retfærdig harme over Guds fjender er på sin plads. Guds afsky for ondskab vil kulminere med dens udryddelse i Harmagedon. Som kristne må vi derfor også foragte det der hører denne verden til, eftersom det modarbejder Jehova Gud. Det forlanges ikke at vi skal lade uretfærdighed passere uden at tage notits af den. Tværtimod, vi må elske retfærdighed og hade uret. Der er en tid til alt, siges der: „Alt har sin stund . . . tid til at elske og tid til at hade, tid til krig og tid til fred.“ — Præd. 3:1, 8.
13. Hvilke ting hader Jehova?
13 Det er interessant at mærke sig nogle af de ting Jehova foragter. Hvilke ting det drejer sig om fremgår af disse ord: „Seks ting hader [Jehova], syv er hans sjæl en gru: stolte øjne, løgnetunge, hænder, der udgyder uskyldigt blod, et hjerte, der udtænker onde råd, fødder, der haster og iler til ondt, falsk vidne, der farer med løgn, og den, som sætter splid mellem brødre.“ Lidt længere fremme vejledes vi: „[Jehovas] frygt er had til det onde. Jeg hader hovmod og stolthed, den onde vej og den falske mund.“ Vi har i sandhed al mulig grund, og god ret til ikke at kunne fordrage at der øves sådanne ting som Jehova hader. — Ordsp. 6:16-19; 8:13.
14. Hvad hadede David, og hvad elskede han?
14 Ved en anden lejlighed udtalte en af den almægtige Guds tjenere: „Ved dine befalinger fik jeg forstand, så jeg hader al løgnens vej. Derfor følger jeg oprigtigt alle dine befalinger og hader hver løgnens sti. Jeg hader tvesindet mand, men jeg elsker din lov. Jeg hader og afskyr løgn, din lov har jeg derimod kær.“ — Sl. 119:104, 128, 113, 163.
15. Hvordan bør kristne i dag se på dem der krænker Jehovas retfærdige principper?
15 Når nogen i en menighed overtræder Jehovas lov og lader hånt om hans principper ved at begå ægteskabsbrud eller utugt, spotte eller drikke sig beruset, må det i betragtning af forannævnte være naturligt at forvente at menighedens medlemmer afskyr den der øver sådanne ting Derfor er det så vigtigt at menighedsudvalget udelukker en overtræder fra samværet med menigheden ved at udstøde ham. Menighedens medlemmer hader disse handlinger. Følgelig hører de mennesker som begår dem ikke hjemme i Jehovas ærefulde og rene organisation.
16. hvordan skal medlemmer af den nye verdens samfund se på vrede og harme?
16 Hvor vigtigt er det derfor ikke at vurdere Guds tanker og ønsker ret, og at anerkende dem som fuldkomne og uforanderlige. Gud hader det ufuldkomne menneskes vrede og den dermed følgende synd. I bevidstheden om dette vil en kristen til enhver tid søge at styre sine skridt så de følger Jehovas veje og tanker. Ja, enhver kristen vil derfor være sen til vrede og undgå at blive ophidset. Og hvordan med harme? Lad det være Jehovas harme der gives luft for, for han harmes i retfærdighed, og derfor vil han for evigt ødelægge de afskyelige ting der krænker hans principper.