Bliv fyldt med åndelig skelneevne
„I må blive fyldt med nøjagtig kundskab om hans vilje med al visdom og åndelig skelneevne, så I kan vandre Jehova værdigt og på alle måder behage ham.“ — Kol. 1:9, 10, NW.
1. Hvilke afgørelser må den kristne træffe, og hvad fordres der for at kunne træffe rette afgørelser?
HVER eneste dag må den indviede kristne træffe afgørelser. Livet i denne verden frembyder mange problemer, og der rejser sig spørgsmål der kræver af den kristne at han træffer afgørelser. I hjemmet må han træffe afgørelser der vedrører hans familie, på sit arbejde træffer han afgørelser der indvirker på hans forhold til dem uden for sandheden; han må tage stilling til spørgsmål der berører hans forhold til brødrene og søstrene i den nye verdens samfund eller hans forhold til Jehova og Jehovas organisation og tjenesten for Riget. Hvordan han skal træffe de rette afgørelser, hvordan han til enhver tid kan følge den rette handlemåde, det er problemet. Det fordrer åndelig skelneevne at kunne gøre det.
2, 3. Hvordan skulle vi betragte tingene for at kunne træffe rette afgørelser, og hvad resulterer dette i?
2 At skelne eller vurdere tingene åndeligt vil sige at betragte dem på den måde Jehova betragter dem. Jehova har ved sin ånd tilkendegivet sit syn på tingene i sit inspirerede ord. Han fortæller os hvordan han vurderer tingene, hvad han betragter som værdifuldt og indholdsrigt og hvad han betragter som værdiløst og tomt, hvilke gerninger og tanker der er gode og passende og hvilke der er onde og slette. Da vi er i det faldne kød er vi tilbøjelige til at betragte tingene ud fra et kødeligt standpunkt. Men hvis et menneske lader sig påvirke af kødets tilbøjeligheder, så som selviskhed, frygt, stolthed eller misundelse, når et spørgsmål rejser sig, da vil det afgjort træffe forkerte afgørelser.
3 Skal den kristne træffe rette afgørelser må han være fyldt med åndelig skelneevne. Han må klart skelne mellem ret og uret. Han må nå dertil at han elsker ret og hader uret, som Paulus gav udtryk for det i Romerne 12:9, hvor han siger: „Afsky det onde, hold jer til det gode.“ At man viser at man har åndelig skelneevne ved at træffe rette afgørelser er noget der behager Jehova, og det resulterer i at man vandrer ham værdigt. Den samme apostel skrev til kolossenserne (1:9, 10, NW): „Vi . . . er [ikke] ophørt med at bede for jer og anmode om at I må blive fyldt med nøjagtig kundskab om hans vilje med al visdom og åndelig skelneevne, så I kan vandre Jehova værdigt og på alle måder behage ham mens I fortsat bærer frugt i al god gerning og vokser i nøjagtig kundskab om Gud.“
4. Hvad vil det sige at „skelne“, og hvilken rolle spiller kundskab når det drejer sig om åndelig skelneevne?
4 Hvordan kan vi blive fyldt med åndelig skelneevne? I de nævnte ord til menigheden i Kolossæ påpeger Paulus det første væsentlige grundlag, nemlig at have nøjagtig kundskab om hvad der er Guds vilje, og at blive fyldt med en sådan nøjagtig kundskab. At „skelne“ rummer tanken om at „se“ eller „sondre med forstandens øje“, det vil sige at sondre eller adskille én ting fra en anden, hvad enten den er ret eller uret, væsentlig eller uvæsentlig, værdifuld eller værdiløs. Kundskab er for skelneevnens øje hvad lys er for det bogstavelige øje. Den oplyser, får tingene til at træde klart og skarpt frem i deres rette forhold til hinanden. Ligesom det er vigtigt at man har lys når man skal finde den bedste vej over ujævnt og farefuldt terræn, er det også nødvendigt at have nøjagtig kundskab når man skal skelne hvilken kurs der er ret og sikker at følge under de forræderiske og farlige forhold i denne gamle tingenes ordning. Således vil nøjagtig kundskab om hvad der er Guds vilje, i forening med den kærlighed til Gud som en sådan kundskab frembringer, virke som en stærk spore til retfærdighed i ens liv, og denne kundskab er vigtig når man skal træffe rette afgørelser og derved behage Jehova. — Ef. 4:23, 24, NW.
5, 6. (a) Hvilken form for studium kræves der? (b) Nævn en måde hvorpå vi kan ’forvisse os’ om det vi læser.
5 Det kræver studium hvis man i sit sind skal rodfæste den nøjagtige kundskab om hvad der er Guds vilje. Dette er så vigtigt at det ikke kan understreges for tit. Den form for studium der kræves er den der får ideerne til at sætte sig fast i sindet for bestandig, og dette fordrer anstrengelse og koncentration. Det er nødvendigt at vi „arbejder . . . hårdt og anstrenger os“ når vi studerer Bibelen. Ja, studium betyder præcis det som ordet udtrykker — studium! Det er ensbetydende med meditation. Mad skal tygges godt hvis den skal fordøjes rigtigt. Mens vi tygger maden smager vi på den, nyder den i fulde drag. Med den åndelige føde er det ligedan, den skal tygges, sindet må arbejde med den igen og igen, så man rigtig optager al næringen. Mens vi læser og sindet tygger den åndelige føde kan vi hjælpe os selv ved at stille spørgsmål (ligesom når vi studerer dette blad), som for eksempel: Hvorfor det? Hvordan kan det være at det er sådan? Nej, ikke med en kritisk indstilling over for det vi læser, men med det motiv at prøve vore tanker for at se om vi får fat i hovedpunkterne og forstår dem. Som også apostelen tilråder: „Forvis jer om alt; hold fast ved det rette,“ det vil sige at man forstår det man læser og derefter lader hovedpunkterne fæstne sig i sindet. — 1 Tim. 4:10; 1 Tess. 5:21, NW.
6 Man opnår ikke åndelig skelneevne ved blot at sætte sig ind i en mængde kendsgerninger. Mange mennesker har kundskab, de har megen viden, og dog mangler de åndelig skelneevne. Hvis vi har åndelig skelneevne vil det sige at vi har forstået og tilegnet os kendsgerningerne, prøvet dem i lyset af den kundskab vi havde i forvejen, og placeret den nye viden på dens rette plads i forhold til hvad vi allerede ved, ladet den forøge eller berigtige og ændre vor forståelse af spørgsmål der er kommet nyt lys over. På denne måde kan vi ’forvisse os om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldendte vilje’. — Rom. 12:2, NW.
7. Hvorfor betyder Jehovas ånd så meget for at vi kan blive fyldt med åndelig skelneevne? Hvad skulle vi derfor gøre hver gang vi studerer personligt?
7 Hertil kommer at det er nødvendigt at have Jehovas hjælp ved hans ånd hvis vi skal blive fyldt med åndelig skelneevne. Kun ved Jehovas ånd samt studium og meditation kan man opnå nøjagtig kundskab og dyb forståelse. Denne yderst vigtige kendsgerning bør aldrig glemmes: Det er umuligt at blive fyldt med åndelig skelneevne uden Guds ånds hjælp. Guds eget ord siger: „Thi hvilket menneske ved, hvad der bor i mennesket, uden menneskets ånd, som er i ham? Således kender heller ingen, hvad der bor i Gud, uden Guds Ånd. Men vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kan lære at kende, hvad Gud i sin nåde har skænket os; og derom taler vi ikke med ord, lærte af menneskelig visdom, men med ord, lærte af Ånden, idet vi tolker åndelige ting med åndelige ord.“ Når du studerer, ja, hver gang du studerer privat hjemme, skulle du derfor bede Jehova om at hans ånd må hjælpe dig under dit studium, hjælpe dig til at forstå, hjælpe dig til at få fat i meningen i det du læser, for at du kan vokse i åndelig skelneevne. — 1 Kor. 2:11-13, fodnoten.
8. Med hvilket mål for øje skulle vi studere, og hvad må vi sørge for at undgå?
8 Foruden at vi beder om åndens hjælp må vi også gøre os de nødvendige anstrengelser under vort personlige studium, med det mål for øje at udvide vor forståelse og værdsættelse af Guds ord så vi kan vokse i åndelig skelneevne. Et sådant studium kan og bør være fornøjeligt og opmuntrende. Tilfældigt studium når vi forbereder os til menighedens møder, som for eksempel vagttårnsstudiet, fører ikke til åndelig skelneevne. Nogle kan have den vane at udsætte deres forstudium til sidste minut, måske til en time eller to før menighedsstudiet begynder. Måske bliver der lige tid til at se på nogle af de lettere spørgsmål og afmærke svarene i paragrafferne så man i det mindste kan give en enkelt kommentar ved vagttårnsstudiet i rigssalen. Men det er ikke studium, vel? Den viden man måske får på denne måde, er hurtigt glemt, man husker den sandsynligvis ikke engang en dag eller to efter at man har gennemgået stoffet.
9, 10. (a) Hvilken fordel er der ved at repetere det vi har studeret? (b) Hvorfor er det nødvendigt med en fast plan for personligt studium?
9 Når vi lægger en bestemt plan for vort personlige studium og vor forberedelse til vagttårnsstudiet og andre møder, skulle vi sætte tilstrækkelig tid af til at vi kan meditere over stoffet efterhånden som vi går frem, gennemtænke oplysningerne så de fæstner sig i sindet. For at se om vi har opnået dette, er det godt om vi hver gang vi er færdige med vort personlige studium ser tilbage på det vi har læst. På dette tidspunkt har man oplysningerne i frisk erindring og kan da lettest kontrollere om de har fæstnet sig dybt i sindet. Hvis man gør en bestræbelse for at genkalde sig oplysningerne som bevidste tanker straks efter at man er færdig med at studere, vil det opøve hukommelsen og evnen til at genkalde sig noget i erindringen, og det vil være en stor hjælp til at fastholde hovedpunkterne. Man kan lukke bladet eller bogen mens man i tankerne foretager det sidste tilbageblik. Vi ved hvad artiklen hedder; hvor meget kan vi nu huske af hovedpunkterne, af de vigtigste argumenter? Genkalder vi os nogle af de skriftsteder der blev brugt ved bevisførelsen? Kan vi forbinde hovedpunkterne med hinanden og give et kort resumé af artiklen? Hvis ikke, må vi gå artiklen igennem igen og omhyggeligt spejde efter hovedpunkterne, de vigtigste argumenter.
10 Nu vil nogen måske sige: „Men alt dette tager tid.“ Det er rigtigt, men det er tid der er godt anvendt, tid der må ofres hvis den nøjagtige kundskab om hvad der er Guds vilje skal fæstne sig i vort sind og den rette grundvold skal lægges så vi kan blive fyldt med åndelig skelneevne. Der findes ingen genvej. Studium, regelmæssigt studium, er af væsentlig betydning hvis man skal blive fyldt med åndelig skelneevne. Som Paulus skrev til Timoteus: „Tænk til stadighed over hvad jeg siger; Herren vil virkelig give dig indsigt i alle ting.“ — 2 Tim. 2:7, NW.
11. Hvad vil det medføre at vi vokser i forståelse og værdsættelse af sandheden?
11 Mens du følger denne kloge handlemåde vil du glæde dig over at vokse i forståelse og værdsættelse af sandheden. Den vil trænge dybt ind i dit sind og hjerte og blive en del af dig selv. Og så vil du naturligvis ’altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af dig for det håb, som er i dig’. Dit sind og hjerte vil blive stærkt, modent, sundt. Du vil klart kunne se hvilken vej du skal gå. Du vil ikke vige bort fra sandhedens smalle vej og sunde lære og falde i den falske læres og de sekteriske ideers morads; du vil undgå at få et yderliggående syn på tingene, og blive beskyttet imod at falde i den lokkende snare at støtte dig til din egen forstand. Når dit sind er fyldt med nøjagtig kundskab og dine tænkeevner ledes af Jehovas ånd vil du kunne skelne hvilken vej du skal følge, den vej der er fuld af lys, og blive udfriet fra den onde vej der fører ud i mørke. „Når visdom kommer i dit hjerte og kundskaben bliver din sjæl en glæde, skal tænkeevnen holde vagt over dig, skelneevnen beskytte dig, for at udfri dig fra den onde vej, fra det menneske der taler fordærvet, fra dem der forlader retskaffenhedens stier for at vandre ad mørkets veje.“ (NW) — 1 Pet. 3:15; Ordsp. 2:10-13.
12. Hvad må den kristne gøre når han møder problemer, og hvad må han gøre for at kunne skelne når han skal træffe afgørelser?
12 Den kristne må udvise åndelig skelneevne på den vej han vandrer ad, for at han „kan vandre Jehova værdigt og på alle måder behage ham“. Når der opstår problemer der berører en personligt, er det ufuldkomne kød hurtigt til at reagere, og dersom man ikke passer på kan det lede en til en uret handlemåde. Man må modstå kødets indskydelser og lidenskaber og i stedet lade sig lede af åndelig skelneevne. Når der opstår problemer må man derfor standse op og tænke: Hvad siger Bibelen om dette? Hvordan ville Jehova og Kristus Jesus se på sagen? Ofte knytter der sig en hel del faktorer til som man måske ikke regner med hvis man handler overilet; såsom dem der berører forskellige interesser — den kristne menigheds og ens medvidners interesser, guddommelige interesser, og, måske ens eget livs interesser. Overvej følgende inspirerede råd: „At jeres kærlighed må blive mere og mere rig på nøjagtig kundskab og moden skelneevne, så I kan forvisse jer om det mere væsentlige, for at I må være fejlfri og ikke være til anstød for andre op til Kristi dag, og for at I kan være fyldt med retfærdig frugt som kommer gennem Jesus Kristus, til Guds ære og pris.“ — Fil. 1:9-11, NW.
13, 14. (a) Hvordan vil den der har åndelig skelneevne handle hvis der opstår en vanskelighed i menigheden? (b) Hvad hjælper ham til at anlægge det rette synspunkt?
13 Måske er der et eller andet i en menighed der ikke bliver grebet helt rigtigt an, eller sådan kan det i hvert fald forekomme en. Men selv om noget ikke bliver behandlet nøjagtig som det skulle, har man dog ingen grund til at blive ophidset eller muligvis tabe besindelsen. Hvis dette skulle ske for en broder ville han højst sandsynligt miste ligevægten. Hans forhastede optræden under sådanne omstændigheder ville kunne spores tilbage til et kødeligt synspunkt, ikke til moden åndelig skelneevne. Selv om en broder har ret, gavner det intet at han handler overilet, han gør sig blot selv skyldig i noget forkert, og det gør ikke sagen bedre. Vi må til enhver tid passe på at vi ikke løber foran Jehova og hans organisation, bliver utålmodige, tager sagen i vor egen hånd. Det kan hænde at en eller anden forser sig, og hvis det er en tjener i menigheden opstår der måske for en tid nogle vanskeligheder; men så bør vi udvise kristen tålmodighed, og såfremt der ikke ad teokratisk vej kan gøres noget for at afklare situationen, må vi vente på at Jehova griber ind og ordner sagen. Sådan vil den der er fyldt med åndelig skelneevne være indstillet.
14 Det er et spørgsmål om at have det rette perspektiv, eller at kunne se tingene i deres rette forhold. Lokale vanskeligheder og problemer kan fra tid til anden opstå som følge af menneskelig ufuldkommenhed, og de kan koste en del besvær og blive en prøve på ens tålmodighed, ja endog lægge bånd på ens hengivenhed; men hvis vi standser op og mediterer lidt vil disse problemer snart synes små i sammenligning med vigtigere ting.
15, 16. (a) Nævn nogle af de vigtigere ting vi skulle rette vor opmærksomhed imod. (b) Hvordan opmuntrer Paulus i brevet til filipperne til denne indstilling?
15 Betragt for et øjeblik nogle af disse vigtigere ting. Den kendsgerning at vi lever i denne tingenes ordnings sidste dage; at Harmagedon, slaget på Guds, den Almægtiges, store dag, da han hævder og herliggør sin universelle suverænitet, er nær; at Kristus Jesus nu hersker i Rigets magt og leder det store arbejde med at forkynde „denne gode nyhed om Riget“ over hele jorden; at mennesker med god vilje fra alle lande, sproggrupper, racer og folk, som et resultat af dette forkyndelsesarbejde bliver samlet ind til et forenet, harmonisk ny verdens samfund. Når man tænker på disse ting og det vidunderlige privilegium og den ufortjente godhed man nyder ved at kende og have andel i dem, fyldes ens hjerte med taknemmelighed mod Jehova. Hvor ubetydelige og små synes ens problemer nu ikke at være i sammenligning med disse langt vigtigere ting! Når små problemer opstår, eller endog store set fra et lokalt synspunkt, lader den der har åndelig skelneevne derfor ikke sådanne problemer blive så store at de forvrænger hans udsyn. Han bevarer ligevægten og betragter altid tingene i deres rette forhold til de vigtigere spørgsmål.
16 Heldigvis opstår der ikke hele tiden problemer og vanskeligheder i den nye verdens samfund; de er naturligvis få og der er langt imellem dem, sammenlignet med de glæder som vi altid har: oplevelser på arbejdsmarken, det at finde fårene og give dem føde, det lykkelige samvær med brødrene i rigssalen. „Hvad der er retskaffent, . . . hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!“ Lad sådanne ting strømme til dit sind og du vil altid bevare evnen til at se tingene i deres rette forhold. Du vil have åndelig skelneevne. — Fil. 4:8
17. Hvordan er nogle snublet og har forladt sandheden på grund af ubetydeligheder?
17 Den overkritiske som altid bedømmer andre ud fra det ufuldkomne kød, taber de vigtigere ting af syne. Han er sandsynligvis på vej til at blive en ulykkelig kværulant. Der er virkelig nogle som har tilladt ubetydeligheder at blive til snublesten, så de helt har forladt sandheden. Hvordan? Jo, de tillod en ganske lille ting at blive en stor ting i deres liv, så stor at den fuldstændig overskyggede alt andet. De mistede deres åndelige skelneevne. I stedet for at standse op og betragte tingene ud fra det synspunkt Guds ord anlægger, lod de sig drive af menneskelige stærke følelser som stolthed, frygt eller misundelse. De lod sig lede af deres egen forstand og blev ført ud på en vej der endte i åndelig ulykke.
18. Hvordan kan vi blive beskyttet imod at snuble på samme måde?
18 Vi ønsker afgjort alle at blive beskyttet mod at følge en sådan vej, ikke sandt? Det bliver vi hvis vi er vokset og til stadighed vokser i nøjagtig kundskab om hvad det er Guds vilje vi skal gøre, hvis vi lader vore sind og hjerter optage af de vigtigere ting, og hvis vi, når der opstår spørgsmål, mærker os Jehovas måde at betragte tingene på, sådan som den er nedskrevet i hans ord, og ikke bliver kloge i egne tanker. Læg i denne forbindelse mærke til det passende råd Jehova giver os i Ordsprogene 3:1-7: „Min søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud! Thi en række af dage og leveår og lykke bringer de dig. Godhed og troskab vige ej fra dig, bind dem som bånd om din hals, skriv dem på dit hjertes tavle! Så finder du nåde og yndest i Guds og menneskers øjne. Stol på HERREN [Jehova] af hele dit hjerte, men forlad dig ikke på din forstand; hav ham i tanke på alle dine veje, så jævner han dine stier. Hold ikke dig selv for viis, frygt [Jehova] og vig fra det onde.“
19. Hvordan viser man at man stoler på Jehova af hele sit hjerte?
19 Selv om man selv mener at man har ret i en sag skal man passe på ikke at blive alt for retfærdig, viis i sine egne øjne, så man bliver vildledt af sin egen selvretfærdighed. Den kristne må bevare ligevægten, beherske sit temperament, og ikke give Satan lejlighed til at tage magten over ham og lede ham ud på en ond vej. Man må tage sig tid til at overveje en sag, idet man bruger åndelig skelneevne og vender sig til Guds ord for at forstå hvad Han mener om sagerne. Der kan næppe opstå noget problem i den kristnes liv som Jehovas ord ikke giver vise råd og vejledninger om. Man viser at man stoler på Jehova af hele sit hjerte når man søger Hans råd og derefter til enhver tid følger det, når man bringer sig i harmoni med den nøjagtige kundskab om Guds vilje og lader denne samstemmighed blive sit „sinds drivkraft“, og når man således ifører sig „den nye personlighed der blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og miskundhed“. — Ef. 4:23, 24, NW.
20. (a) Hvordan beskytter åndelig skelneevne os imod at blive vrede eller ophidsede? (b) Hvilken ret handlemåde tilråder Jesus over for en der forser sig?
20 Åndelig skelneevne leder os ind i det rette forhold til vore brødre og søstre i den nye verdens samfund. Hvis en broder for eksempel føler at han er blevet forurettet, vil han ikke i vrede handle overilet og blive ophidset over hvad en anden broder har gjort imod ham eller sagt om ham. Hvad er det der under sådanne omstændigheder får et menneske til at blive ophidset eller vred? Er grunden ikke den at det kun tænker på sig selv, og måske er blevet foruroliget fordi dets gode navn er blevet sat i et skævt lys? Er der imidlertid ikke en langt vigtigere side af sagen? Dersom en eller anden i den kristne menighed har forset sig, vil den kristne der ejer åndelig skelneevne forstå at hans broders forkerte handlemåde er et bevis på nogen åndelig svaghed hos denne, at dennes åndelige liv derfor er i fare, og at der sandelig er større grund til at bekymre sig om det fremfor at tænke på en virkelig eller indbildt uret hans broder har begået imod ham. I stedet for at holde „regnskab med forurettelser“ vil den modne kristne tilskyndes til at gå til sin vildfarne broder, ikke i vrede, ikke for personlig at blive retfærdiggjort for det urette denne har gjort, men af kærlighed til ham, for at rejse ham op fra faldet hvis muligt, og før det er for sent. Er det ikke netop hvad Jesus råder os til: „Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder.“ — 1 Kor. 13:4, 5, NW; Matt. 18:15.
21. Hvordan ser en moden tjener for Jehova på sig selv?
21 Guds trofaste tjenere der har åndelig skelneevne anser sig selv for at være nøjagtig hvad de er, lerkar der i sig selv kun har liden værdi, men som ved Jehovas ufortjente godhed indeholder værdifulde kundskabsskatte der skal bruges i hans tjeneste. Denne indstilling bevarer dem ydmyge, idet de altid indser at hvad de end har af værdi så er det noget de har modtaget af Jehova, og at de derfor intet har at rose sig af. I 1 Korinter 4:6, 7 skrev apostelen: „For at I . . . kan lære dette ’ikke ud over, hvad der står skrevet,’ at ikke nogen af jer skal blive opblæst over den ene imod den anden. Thi hvem giver dig fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået givet? og når du har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det?“ Når vi anlægger dette bibelske synspunkt vil vi være beskyttet imod at blive stolte og selvoptagne eller sårbare og pirrelige, hvilket ville gøre os vanskelige at omgås. Vi vil oprigtigt af hjertet værdsætte Jehovas godhed og den forret det er at kende ham og hans søn, Kristus Jesus, og vi vil glemme os selv og kun være interesseret i at dele de gode ting vi har med andre.
22. Hvilke yderligheder må vi undgå samtidig med at vi bevarer os ydmyge? Hvordan?
22 Men, samtidig med at vi bevarer os ydmyge er det nødvendigt at vi passer på ikke at gå til den anden yderlighed så vi får mindreværdskomplekser, bliver undskyldende og føler os så utilfredse med os selv at vi bliver mismodige. I erkendelse af hvilken kraft Jehovas ånd har, vil vi med et sundt sind skelne og forstå at vi ved Jehovas hjælp kan gøre det der er Guds vilje med os, og i tro giver vi os i kast med den tildelte tjeneste. Som vi læser i Romerne 12:3 (NW): „For ved den ufortjente godhed som er givet mig henstiller jeg til enhver iblandt jer ikke at have højere tanker om sig selv end nødvendigt; men at tænke som man bør for at bevare et sundt sind, hver efter det mål af tro Gud har givet ham.“
23. Hvordan bidrager åndelig skelneevne til enhed blandt brødrene?
23 Dette ydmyge og dog realistiske syn på sig selv gør at den kristne kan vise en ærlig, frimodig og naturlig indstilling over for sine brødre, hvilket baner vejen for forfriskende fællesskab og gudfrygtig harmoni. Åndelig skelneevne sætter os i stand til at arbejde sammen i enhed, at forstå hinandens behov, og i praksis at give udtryk for kærlighed. Bliv derfor fyldt med åndelig skelneevne, træf rette afgørelser, „så I kan vandre Jehova værdigt og på alle måder behage ham mens I fortsat bærer frugt i al god gerning og vokser i nøjagtig kundskab om Gud“.