Vore børn — en arv fra Jehova

„FORSVIND, og vis dig ikke her mere!“ Med disse ord smed en fader sin 16-årige søn ud hjemmefra.

I de senere år har teenagere som gruppe betragtet tit tiltrukket sig offentlighedens opmærksomhed. Det amerikanske tidsskrift Parade bemærker i en artikel om teenagere: „Betegnet som møgunger, udskud og pak er disse unge blevet forstødt af familien, der har bedt dem forsvinde, ofte uden penge og uden andet tøj end det de stod og gik i.“ Artiklen fortsætter: „Nogle af de forældre der smider deres børn ud, ønsker aldrig mere at se dem eller at høre fra dem igen.“

Mange voksne er åbenbart ikke særlig glade for børn. Har du ladet dig påvirke af den indstilling? Hvad enten du svarer ja eller nej, vil du have udbytte af at overveje hvilket syn Bibelen opfordrer forældre til at anlægge på deres børn.

Inspireret af Gud skrev salmisten om børn født inden for et ærefuldt ægteskab: „Se! Sønner er en arv fra Jehova; moderlivets frugt er en løn.“ (Sl. 127:3, NW) Ifølge William Gesenius’ hebraiske ordbog betyder „arv“ i dette tilfælde: „En ejendom skænket af Jehova, en gave fra Jehova.“ Når nogen modtager en værdifuld gave, sætter de som regel stor pris på den. Og hvis gaven kræver pasning og vedligeholdelse gør de deres bedste for at bevare den.

Behandler I forældre jeres børn som om de var en arv fra Skaberen, Jehova? Vi læser i Bibelen: „Børnene bør jo ikke spare sammen til forældrene, men forældrene til børnene.“ (2 Kor. 12:14) „Men hvis nogen ikke sørger for sine egne, og især for dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.“ (1 Tim. 5:8) Gud ønsker at forældre skal „spare sammen“ til deres børn, både materielt og åndeligt. Hvordan kan de gøre det?

Alle forældre og børn har deres egen personlighed; derfor er det umuligt at opstille nøjagtige regler som ethvert barn i enhver familie kan opdrages efter. Men vi skal her komme ind på visse grundlæggende retningslinjer der altid har vist sig gavnlige.

Kommunikation

En vejleder på et hjem for forstødte børn fortæller hvordan institutionens medarbejdere prøver på at hjælpe disse børn: „Vi lytter til det unge menneske. Vi pejler os frem til det ømme punkt og finder ud af hvad han eller hun mener.“ Der er altså tale om kommunikation, og man begynder med at lytte. Måske kan jeres familie også drage nytte af kommunikation.

Taler I regelmæssigt med jeres børn? Vi mener ikke tom småsnak eller „tvungen“ konversation om vejr og vind. Virkelig kommunikation der gør gavn foregår ’fra hjerte til hjerte’. Den må udspringe af oprigtig kærlighed og hengivenhed mellem barnet og dets fader eller moder. „Af hjertets overflod taler munden,“ så hvis I er opmærksomme på hvad barnet siger, kan I altid opdage hvad det trænger til i følelsesmæssig og åndelig retning. — Luk. 6:45.

Det koster hårdt arbejde og stor tålmodighed at skabe en god kommunikation med børn. Men det lader sig gøre hvis forældrene følger Bibelens råd og „intet gør af stridbarhed eller selvoptagethed“. Det nytter ikke at de ’blot retter blikket mod deres egne interesser’, nej, de må ’også rette det mod de andres’, især deres børns. (Fil. 2:3, 4) Som følge af den nedarvede synd er alle mennesker tilbøjelige til at være mere interesseret i sig selv end i andre. Forældre må bekæmpe denne tendens og opdyrke interesse for det der optager deres børn.

„Tugt og formaning“

Et vigtigt bevis på forældres kærlighed står omtalt i Ordsprogene 13:24: „Hvo riset sparer, hader sin søn, den, der elsker ham, tugter i tide.“ Og en lignende retningslinje udtrykkes sådan: „Ris og revselse, det giver visdom, uvorn dreng gør sin moder skam.“ — Ordsp. 29:15.

Den tugt der nævnes her betyder ikke absolut legemlig afstraffelse, men til tider kan det være nødvendigt at tugte på den måde. Børn må ikke alene vide hvad de skal og hvad de ikke skal; de må også have at vide hvorfor det er rigtigt eller forkert at gøre visse ting. Hvis tugt skal virke på børn, må man med andre ord vejlede og korrigere dem på en måde som de kan indse er rigtig.

Dette kan man opnå ved at følge endnu et af Bibelens bud: „I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ (Ef. 6:4) Børn må lære hvordan menneskets Skaber tænker, de må vide hvad Gud synes om og hvad han ikke synes om. For at kunne give deres børn denne formaning må forældrene selv være godt kendt med Bibelen.

I denne forbindelse kan man lære meget af det Moses sagde til forældrene i det gamle Israel: „Disse bud, som jeg pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte; og du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op; du skal binde dem som et tegn om din hånd, de skal være som et erindringsmærke på din pande, og du skal skrive dem på dørstolperne af dit hus og på dine porte.“ (5 Mos. 6:6-9) Til disse vers bemærker Keil og Delitzschs bibelkommentar:

„Skal kærligheden til Gud være ægte må man tage sig hans bud til hjerte; det må være dem man tænker på og taler om hele tiden. ’Tage til hjerte’ betød at Guds bud angik hjertet, og ikke blot hukommelsen . . . [Jævnfør Femte Mosebog 11:18]. De skulle indprentes børnene, man skulle tale om dem i hjemmet og når man færdedes ude, om aftenen når man lagde sig og om morgenen når man stod op, d.v.s. overalt og til enhver tid; budene skulle bindes om hånden som tegn, og bæres som erindringsmærke på panden. . . . disse udtryk er symbolske og betegner en ufravigelig overholdelse af Guds bud.“

Skal vi behandle vore børn som en arv fra Jehova må vi kommunikere eller tale med dem daglig. Og ved stadige gentagelser (indprentning) må vi lære dem hvordan Gud tænker, sådan som det fremgår af Bibelen. Hvis I føler et behov for hjælp til at give jeres børn den tugt og formaning der bygger på Bibelen, vil vi anbefale at I eftertænksomt læser om de bibelske principper og de erfaringer fra det virkelige liv som de næste artikler kommer ind på.