advare folk om Guds hævns dag. (Ez. 3:17) Lad os blive ved med at bede om at Guds rige må komme og fjerne Satans onde ordning, knuse den og male den til støv. (Matt. 6:9, 10; Dan. 2:44; Mal. 4:3) Nu da Jehovas vidner står over for ødelæggelsen af hele Djævelens organisation, er Guds løfte i Ordsprogene 3:25, 26 til stor opmuntring for dem: „Du skal ikke frygte uventet rædsel, uvejret, når det kommer over gudløse; thi [Jehova] skal være DIN TILLID!“

En gammel mand hvis tro blev belønnet

FORVENTNINGEN var stor. Tiden nærmede sig for en af de største begivenheder i menneskehedens historie. Begivenheden var blevet forudsagt århundreder i forvejen. Det var Messias’ fremtræden.

Daniels profeti viste at Messias (eller Kristus) ville komme niogtres åruger efter at befalingen om at genopbygge Jerusalems mure var blevet udtalt. (Dan. 9:25, NW; norsk overs.) Regnet fra Nehemias’ genopbygning af byens mure i 455 f.v.t. pegede profetien frem til det år vi i dag kalder år 29 e.v.t.

Henimod slutningen af det første århundrede før vor tidsregning havde de jøder der var kommet op i årene, derfor kun ringe udsigt til at leve længe nok til at se deres inderlige håb om Messias gå i opfyldelse. Alligevel var der gamle mænd og kvinder som i tro ventede Messias og nærede et brændende ønske om at få ham at se. Iblandt dem var Simeon. Bibelen siger at han var „retfærdig og gudfrygtig og ventede på Israels trøst“. (Luk. 2:25) Selv om Simeon sandsynligvis døde før Jesus blev salvet med Guds ånd og dermed blev den lovede Messias eller Kristus, blev hans urokkelige tro på at Messias ville komme, belønnet. Hvordan?

Jehova bemærkede Simeons enestående tro og begunstigede ham med en særlig åbenbaring. Ved hjælp af sin ånd lod den højeste Gud Simeon vide at han ikke ville dø før han med egne øjne havde set Kristus. (Luk. 2:26) Hvilket løfte!

Tilskyndet af Guds hellige ånds kraft gik Simeon en dag ind på tempelområdet. Det skete netop som et fattigt ægtepar med et spædbarn også gik derind. Efter det ydre at dømme var der ikke noget særligt ved manden, hans hustru og det lille drengebarn. Situationen lod til at være helt almindelig, for Loven krævede at en jødisk moder bragte et offer ved afslutningen af en renselsesperiode på fyrre dage efter at hun havde født en dreng. — Luk. 2:27.

Men det var alligevel noget usædvanligt der skete. Simeon følte at hans tro var blevet belønnet. Situationens fulde betydning blev åbenbaret ham gennem den hellige ånd. Spædbarnet var ingen anden end den der var bestemt til at være Messias, Kristus. Med glæde tog Simeon barnet