Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g75 22/3 s. 8-10
  • Hvad er det største man kan opnå?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvad er det største man kan opnå?
  • Vågn op! – 1975
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Er det prisen værd?
  • Bibelens ligevægtige syn
  • Rigdommens bedrageriske magt
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1962
  • „Som nogle der intet har og dog ejer alt“
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1976
  • Hvad sætter du din lid til?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1977
  • Hvad er kærlighed til penge?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1962
Se mere
Vågn op! – 1975
g75 22/3 s. 8-10

Hvad er det største man kan opnå?

FOR ikke mange år siden var det almindeligt at gifte mænd i Kinas sydlige provinser forlod deres familie, vel vidende at de ikke ville se deres hustru og børn igen i ti, tyve eller flere år. De rejste til et fremmed land, og dér arbejdede de dag og nat som om de var slaver, levede meget beskedent og sparede så mange penge sammen som muligt til den tid hvor de ville vende hjem. Deres store mål var at kunne trække sig tilbage fra arbejdet. Dette indbefattede at de købte et stykke jord så de kunne nyde dets afgrøde i de resterende år af deres liv. At nå dette mål var for dem det største de kunne opnå.

Hvad med dem som ikke rejste udenlands for at søge sig en formue, men blev hjemme i deres eget land? De stræbte efter et lignende mål i livet. De arbejdede meget hårdt, ofte syv dage om ugen, ti til tolv timer om dagen, for at tjene penge og lægge dem til side i håb om senere at kunne trække sig tilbage og leve behageligt til de døde.

Var disse mennesker som gjorde rigdom til deres vigtigste mål i livet, når alt kom til alt, lykkelige og tilfredse? De havde brugt en kolossal mængde tid og energi på deres anstrengelser. Som familieoverhoveder havde de meget lidt tid til at være sammen med resten af familien og foretage sig noget sammen med den, og som følge heraf blev der ikke gjort ret meget ud af at opbygge et varmt og kærligt familieforhold. Ofte tog deres helbred skade af at de arbejdede overdrevent i mange timer, år ud og år ind, uden tilstrækkelig hvile. De led tit under utilstrækkelig og dårlig ernæring som følge af deres sparsommelighed. Så på det tidspunkt hvor de havde fået tilstrækkelig rigdom til at opnå de ønskede materielle goder, havde de ikke længere helbred eller evne til at nyde alt det de kunne købe for deres penge.

En sådan hektisk stræben efter materielle rigdomme er langtfra noget der kun hører fortiden til. I dag er der mange unge i Hongkong som læser ihærdigt i skolen, ofte på bekostning af deres helbred, for at få gode karakterer og tage eksamen med udmærkelser. Selv efter at de har afsluttet deres grunduddannelse, og efter at de har fået et arbejde de kan leve af, er der mange som går på aftenskole for at forbedre deres uddannelse. Ikke så meget for at opnå kundskab i sig selv, men for at kunne få et bedre lønnet arbejde.

Denne lidenskabelige stræben efter materiel velstand er et begreb som gennemtrænger måden at tænke og handle på hos mange kinesere. Dette får indvirkning på deres syn på sådanne ting som familieforholdene. At have børn betragter de for eksempel som noget i retning af at tegne en forsikring. Forældrene sørger for at børnene bliver undervist og får det nødvendige under opvæksten så de, når de er vokset op, kan tilbagebetale deres gæld ved at forsørge deres forældre, selv om forældrene fuldt ud er i stand til at arbejde.

I ét tilfælde spurgte en dreng sine forældre: „Har I ikke opfostret mig af kærlighed?“ De svarede: „Nej, for pengenes skyld!“ I et andet tilfælde fik en turist som rejste i østen følgende at vide: „I amerikanere har jeres folkepension til at hjælpe jer i jeres alderdom; vi har vores børn!“

Ingen må tro at denne materialistiske stræben kun findes blandt folk i østen. På ingen måde; den er et onde som har bredt sig over hele jorden og plager det meste af verdens befolkning på en eller anden måde. Millioner af mennesker gør penge til deres gud, til genstand for deres tilbedelse, og bliver således ofre for en falsk religion som trælbinder sine tilhængere. Som et mundheld siger: „Mammon er den største slaveejer i verden.“

Er det prisen værd?

Der er ingen tvivl om at folk betaler dyrt når de desperat stræber efter at samle sig materielle rigdomme. Dette rejser spørgsmålet: Er det dét værd? Når disse mennesker et virkelig stort mål, eller går de fejl af hvad der er den virkelige hensigt med livet? Bliver de bedraget af en falsk forestilling om hvad der er det største man kan opnå? Der var engang en der skrev: „Det er en stor tåbe som forestiller sig at rigdommens største magt er dens evne til at tilfredsstille ønsker. I nioghalvfems tilfælde ud af hundrede skaber den flere ønsker end den tilfredsstiller.“

Der er et kinesisk ordsprog som siger: ’Fugle sætter livet på spil for at få føde, mennesker gør det for at få penge.’ Hvor ofte har mennesker ikke lige siden oldtiden risikeret livet, eller endda sat det til, i deres søgen efter materiel rigdom! Mange prøver at blive hurtigt rige ved at gøre noget ulovligt eller farligt, med det resultat at de bliver fanget eller endog dræbt af lovens håndhævere. Andre arbejder som slaver for at samle sig rigdom, ødelægger deres helbred og har kun lidt eller ingen tid til at være sammen med dem de holder af. Mange unge føler, og ikke uden grund, at den overdrevne vægt på materialisme inden for familien svækker både forældrenes kærlighed til børnene og børnenes respekt for forældrene.

Vi må drage den slutning at et materialistisk syn på livet, med stræben efter rigdom som hovedmålet, både er ufornuftigt og upraktisk. I modsætning til det uligevægtige syn som så mange mennesker har på stræben efter materiel velstand, er det som Guds ord Bibelen lærer om dette emne, helt igennem sundt og fornuftigt. Hvis man følger det, kan det bidrage meget til at opnå personlig lykke foruden bedre forhold i familien.

Bibelens ligevægtige syn

I modsætning til hvad mange tror, fordømmer Bibelen ikke det at have materiel rigdom. Nogle af Guds trofaste og godkendte tjenere i fortiden, såsom Abraham og Job, var mænd der havde stor velstand. Bibelen erkender at penge kan tjene et nyttigt formål, ’som et værn’, i den nuværende tingenes ordning. — Præd. 7:12, fodnoten.

Imidlertid fordømmer Bibelen også en begærlig „kærlighed til penge“ og siger at nogle af dem som er ’drevet af den, er faret vild fra troen’. Og desuden har de „voldt sig selv megen bitter smerte“. Derfor lyder den kraftige advarsel: „De, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i undergang og fortabelse.“ — 1 Tim. 6:9, 10.

I stedet for at pege på materiel velstand som den største vinding, giver Bibelen dette råd: „Ja, gudsfrygt er virkelig en stor vinding — sammen med nøjsomhed. Thi vi har ikke bragt noget med ind i verden og kan heller ikke bringe noget ud fra den. Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje med det.“ (1 Tim. 6:6-8) Eller som den samme skribent, apostelen Paulus, udtrykker det i et andet brev: „Hold jeres færd fri for kærlighed til penge, nøjes med det, I har; thi han har selv sagt: ’Jeg vil aldrig slippe dig og aldrig forlade dig.’“ — Hebr. 13:5.

Jesus sagde: „Thi hvad gavner det et menneske, om han har vundet hele verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv?“ (Luk. 9:25) Som ethvert fornuftigt menneske let kan se, er livet langt mere værdifuldt end materielle besiddelser, for uden livet kan man naturligvis ikke glæde sig over noget som helst. Livet er en gave fra vores store Skaber, Jehova. Kærligt har han truffet bestemte foranstaltninger for at alle som elsker og tilbeder ham kan opnå evigt liv under retfærdige forhold. At modtage denne vidunderlige gave, evigt liv i Guds retfærdige nye tingenes ordning — er det ikke det største man kan opnå, den mest værdifulde gave som mennesker nogen sinde kan stræbe efter at få?

Når man på denne måde vurderer tingene rigtigt, vil man ikke undlade at ’give Gud hvad Guds er’, nemlig den tilbedelse og hengivenhed som hans skabninger skylder ham, for at bevise at de er værdige til livets kostelige gave. — Matt. 22:21; Sl. 36:10.

Jesus erklærede desuden: „Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ (Joh. 17:3) Dette viser tydeligt vigtigheden af at få kundskab fra Guds ord Bibelen. En af de vigtigste ting Bibelen lærer os er at ’arbejde med vore hænder, for at vi må vandre sømmeligt over for dem, der er udenfor, og ikke trænge til hjælp af nogen’. Gud hader mennesker som er dovne og nægter at arbejde. — 1 Tess. 4:11, 12; Ordsp. 6:6-11; 21:25.

Bibelen viser endvidere familiemedlemmer deres rette plads i hjemmet, hvordan de kan leve i fred og harmoni og behandle hinanden med ægte kærlighed og respekt. (Kol. 3:18-21) Guds ord viser os ligeledes hvordan vi kan klare de mange problemer som plager mennesker overalt, såsom det moralske fordærv som fejer hen over verden. Så på alle områder hjælper Bibelen os til at bevare et ligevægtigt syn og sætte de åndelige interesser først i vort liv. Hvis vi gør det til det vigtigste i livet at bevare et ret forhold til vor himmelske Fader, har vi en virkelig hensigt med livet — at tjene vor store Skaber, Jehova, og gøre godt mod vore medmennesker.

Vi kan alle drage fordel af det råd som Jesus fremholdt i sin bjergprædiken da han sagde: „Saml jer ikke skatte på jorden . . . men saml jer skatte i Himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler.“ Og hvad enten vi er rige eller fattige kan vi alle høste stor gavn af Bibelens formaning til dem som er velstående i materiel henseende: „Byd dem, der er rige i den nuværende verden, ikke at være hovmodige eller sætte deres håb til den usikre rigdom, men til Gud, som i rigt mål giver os alt, for at vi må nyde godt deraf; byd dem at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv.“ — Matt. 6:19, 20; 1 Tim. 6:17-19.

At få et fast greb om „det virkelige liv“ ved at opfylde de krav som livets Skaber har ladet optegne — det er i sandhed det største man kan opnå!

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del