kan sammenligne dette med vore dages love der tjener til fredens bevarelse. Overtræder man loven er man hjemfalden til straf. Dette tjener hele samfundet. Det er det samme med Guds love. De er givet til gavn for lovlydige mennesker. Men hvis mennesket gjorde oprør imod den guddommelige lov skulle det, fik det at vide, „visselig dø“. — 1 Mos. 2:17.

Bibelen, der for øvrigt er den eneste historiske beretning der er bevaret fra den tid, viser at Adam og Eva, far og mor til hele menneskeslægten, sørgeligt nok gik uden for de fastlagte rammer. De ville have noget der ikke tilkom dem. De ønskede at være fuldstændig uafhængige af Gud og hans love, og det viste de ved at bryde dem. De kunne ikke undslippe straffen, døden ville indhente dem. Deres legemers fuldkommenhed kunne ikke bevares; legemerne begyndte at degenerere og til sidst blev de dødens bytte. Også deres

Det stod sagtens i Jehovas magt at omstyrte dette verdensrige. Han forudsagde gennem Esajas den anden verdensmagts, Assyriens, fald. Efter dette verdensriges fald ville turen lige så sikkert komme til Babylon. (Es. 14:24, 25) Den historiske beretning fortæller hvordan Jehova lod 185.000 soldater af assyrerkongen Sankeribs hær dræbe på en eneste nat og at dette til sidst medførte at Assyrien faldt og underlagdes babylonierne. (Es. 36:1 til 37:38) Historien beretter ligeledes om Babylons fald og endelige tilintetgørelse.

Glæde over „Babels konges“ fald

13. (a) Hvorfor fik Babylons fald nationerne til at glæde sig? (b) Hvordan fik Esajas 14:1, 2 sin opfyldelse?

¹³ Guds dom over Babylon blev til glæde for alle nationerne, der kom under et mere menneskeligt styre da den ariske verdensmagt under perseren Kyros overtog herredømmet. Israelitterne fik lov at vende hjem til deres eget land, og følgende profeti fik sin opfyldelse: „Han lader dem fæste bo i deres eget land, og fremmede skal slutte sig til dem . . . Folkeslag skal tage dem og bringe dem hjem igen; og Israels hus skal i [Jehovas] land tage folkeslagene i eje som trælle og trælkvinder; de skal gøre dem til fanger, hvis fanger de var, og herske over deres bødler.“ (Es. 14:1, 2) Perseren Kyros, en fremmed, genrejste Israels sønner. Tusinder af ikke-israelitter vendte sammen med dem tilbage til Palæstina for at tjene som tempeltrælle. Den aldrende Daniel var blandt de tre rigsråder som Darius udnævnte og som de 120 satraper skulle stå til regnskab. Disse satraper var fordelt ud over hele det medo-persiske verdensrige. (Dan. 6:1-3, 29) Omtrent tres år senere blev den israelitiske kvinde Ester kong Ahasverus’ dronning, og hendes fætter Mordokaj, der var noget ældre end hun, blev ophøjet til dette verdensriges, den fjerde verdensmagts, førsteminister. (Est. 2:5-18; 8:1-15; 10:2, 3) Babylonierne kunne ikke længere holde israelitterne som fanger; de som selv havde sat israelitterne til tvangsarbejde måtte nu underkaste sig deres tidligere trælle.

14. Hvad forsikrer opfyldelsen af det fjortende kapitel i Esajas’ profeti os om med henblik på Babylon den stores udslettelse?

¹⁴ Med dette profetiske drama i tanke bør Babylon den Store, der har siddet som herskerinde over verdensrigerne og begået åndelig utugt ved at blande religion sammen med politik og krigsførelse, mærke sig Jehovas ord i Esajas 14:26, 27: „Det er, hvad jeg satte mig for imod al jorden, det er den hånd, som er udrakt mod alle folk. Thi Hærskarers [Jehovas] råd, hvo kuldkaster det? Hans udrakte hånd, hvo tvinger vel den tilbage?“ Fortidens Babylon er forsvundet men denne profeti forsikrer os om at Åbenbaringsbogens Babylon snart vil få samme skæbne. Det vil blive ydmyget og fornedret og gå ned i glemselens dyb, uden navn eller rest, for aldrig mere at rejse sig.