Kan du være tro mod Gud og dog skjule kendsgerningerne?

HVAD fører det til når en løgn går upåtalt hen? Er tavshed ikke medvirkende til at løgnen går for at være sandhed, at den får større magt til at påvirke mange, måske til alvorlig skade for dem?

Hvad sker der når uredelighed og umoralitet får lov at passere uden at blive afsløret eller påtalt? Er det ikke ligesom at dække over en infektion uden at søge at helbrede den eller hindre den i at spredes?

Når mennesker trues af en stor fare fra en kant de ikke venter, eller bliver vildledt af nogen de betragter som deres venner, er det så uvenligt at advare dem? De foretrækker måske ikke at tro på advarselen. De tager den måske oven i købet ilde op. Men frigør det en for det moralske ansvar at advare dem?

Hvis du hører til dem der søger at være tro mod Gud, har de spørgsmål som her tages op, betydning for dig i dag. Hvorfor? Fordi Guds tjenere på ethvert tidspunkt i historien har måttet tage den udfordring op som disse spørgsmål udgør. De har måttet afsløre det der var usandt og forkert, og advare folk om farer og bedrag — ikke blot i almindelig forstand, men på et særligt område, nemlig i forbindelse med den rene tilbedelses interesser. Det ville have været langt lettere for dem at tie eller blot sige det folk ønsker at høre. Men trofasthed mod Gud og kærlighed til næsten tilskyndede dem til at tale. De forstod sandheden i ordsproget: „Hellere åbenlys revselse end kærlighed, der skjules.“ — Ordsp. 27:5.

Historien gentager sig

Betragt det gamle Israel og det eksempel som Guds profeter dengang satte. Uretten bredte sig i landet. Uærlighed, vold, umoralitet og hykleri vanærede den Guds navn som israelitterne hævdede at tilbede. Tog folket velvilligt imod Guds tugt? Tværtimod; Bibelen viser at de sagde til Guds profeter:

„Se ingen syner! . . . Skuer os ikke det rette! Tal smiger til os, skuer os blændværk, vig bort fra vejen, bøj af fra stien.“ — Es. 30:9-11.

De fleste af de religiøse ledere søgte at blive populære ved at gøre netop dette: se gennem fingre med eller ligefrem retfærdiggøre den urette adfærd og overtrædelsen af Guds retfærdige normer. Men Gud befalede sine sande profeter, som det fremgår af det han sagde til profeten Ezekiel:

„Men dig, menneskesøn, har jeg sat til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: ’Du skal visselig dø!’ og du ikke taler for at advare ham mod hans vej, så skal den gudløse vel dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd.“ — Ez. 33:7, 8.

Da tiden var inde lod Gud den forudsagte ødelæggelse ramme nationen. Kun de der trofast havde holdt fast ved hans ord blev da beskyttet af ham.

Var det anderledes på den tid da Jesus udførte sin jordiske tjeneste? Guds søn beskriver de tilstande der mødte ham, med følgende ord:

„Lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset; thi deres gerninger var onde. Thi enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, som gør sandheden, kommer til lyset, for at det må blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.“ — Joh. 3:19-21.

Og hvem var det der først og fremmest modstod Jesu frimodige forkyndelse af den sandhed der afslørede hvordan Guds normer blev overtrådt? Var det ikke de religiøse ledere, de skriftkloge, farisæerne og de øverste præster? Læs selv hvad Bibelen siger i Mattæus 16:21; 20:18, 19; 23:13.

Jesus vidste hvor højt disse religiøse ledere stod i folkets øjne og hvilken tillid og tiltro man nærede til dem. Fik det ham til at forholde sig tavs og ikke advare andre? Nej, han afslørede dem offentligt og med stor kraft som nogle der havde forrådt Gud og mennesker, som nogle der elskede popularitet og smiger, som „hyklere“, „blinde vejledere“ der var ligesom „kalkede grave“, kønne udvendig, men indvendig fulde af urenhed, og som nogle der forfulgte dem der talte sandheden fra Gud. — Læs Mattæus 23:1-36.

Selv om disse mænd morderisk planlagde Jesu død, fik hans trofasthed mod Gud ham til at gøre sandheden kendt til gavn for alle dem der elsker retfærdighed. Hans apostle fulgte det samme trofaste eksempel, idet de ikke tillod nogen at stoppe munden på dem. — Ap. G. 5:27-32, 40-42.

Står vi ikke over for lignende forhold i vor tid? I dag fejer en bølge af umoralitet hen over jorden. Af nyhedsmedierne fremgår det at uærlighed, bedrageri og forbrydelser har taget et omfang som aldrig før. Løsagtighed, perversitet og homoseksualitet bliver stadig mere udbredt og accepteres af flere og flere. Man ignorerer eller spotter endog de normer Bibelen opstiller for en ren adfærd og moral. Alligevel kalder mange af dem der gør disse ting, sig kristne og hævder at tjene Gud. Hvor sande er ikke ordene i Titus 1:16: „De hævder at kende Gud, men i gerning fornægter de ham“!

Det mest bemærkelsesværdige er at flere og flere af vor tids religiøse ledere åbenlyst ser gennem fingre med eller retfærdiggør mange af disse urette handlinger. De omtaler Bibelens moralske normer som „gammeldags“ og „utilstrækkelige for vor tids moderne forhold“. De betvivler ægtheden af Guds inspirerede ord, hvorved de svækker dets evne til at være den kraft i menneskers liv som får dem til at gøre det rette. De anerkender udviklingslæren i stedet for Bibelens beretning om at mennesket blev skabt af en alviis og almægtig Skaber.

Til trods for dette og det stadig mørkere moralske billede, de tiltagende voldshandlinger, det omsiggribende fordærv og de stadig flere vidnesbyrd om at menneskene er kommet til kort med hensyn til at løse disse problemer, søger de religiøse ledere alligevel at berolige folk ved at forsikre dem om at de ikke behøver at frygte nogen ugunstig dom eller indgriben fra Guds side. Selv om Bibelens profetier klart viser at menneskeheden står over for en global tilintetgørelse, forholder kristenhedens gejstlige sig tavse angående dette. (Dan. 2:44; Åb. 19:11-15) Ordene i Jeremias 6:13-15 passer glimrende på dem:

„De farer alle med løgn fra profet til præst. De læger mit folks brøst som den simpleste sag, idet de siger: ’Fred, fred!’ skønt der ikke er fred. De skal få skam, thi de har gjort vederstyggelige ting, og dog blues de ikke, dog kender de ikke til skam. Derfor skal de falde på valen; på hjemsøgelsens dag skal de snuble, siger [Jehova].“

Hvad trofasthed kræver af os

Mener du at løgn bør gå upåtalt hen? Hvad med de usandheder man har fortalt om Gud, den måde hvorpå man har forvansket hans erklærede hensigt? Det er endnu alvorligere end almindelige løgne. Måske du er af den opfattelse at det der er forkert bør afsløres. Men hvad nu hvis det forkerte begås af religiøse mennesker, måske mennesker i din egen kirke? Vil trofasthed mod Gud få dig til at udtale dig til fordel for det der er ret? Hvis vi naturligt ville føle os skyldige hvis vi undlod at advare vore naboer om en eller anden truende katastrofe, som for eksempel en oversvømmelse eller orkan der nærmede sig, burde vi så ikke føle os endnu mere skyldige hvis vi undlod at advare dem om den ødelæggelse som Guds ord tydeligt viser nu truer mennesker overalt?

Kristus Jesus sagde at i endens tid ville ’den gode nyhed om riget blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så ville enden komme’. (Matt. 24:14, NW) For dem der elsker retfærdighed er det den bedste af alle nyheder at Guds himmelske regering snart vil herske over hele jorden, og at den vil sørge for at Guds vilje sker „på jorden, som den sker i Himmelen“. — Matt. 6:9, 10.

Men Jesus sagde at efter forkyndelsen af den gode nyhed „vil enden komme“. Det er derfor indlysende at de der forkynder den gode nyhed også må advare om den ødelæggelse der vil gøre ende på den nuværende verdensordning. Det er også logisk at de må hjælpe folk til at forstå hvorfor denne ødelæggelse kommer, hvilke grunde der forpligter Gud til at gribe ind over for en fordærvet verden, og hvorfor de forskellige trossamfund i verden har undladt at føre folk ind i et fredeligt forhold til Gud, ligesom de religiøse ledere i Israel undlod at gøre.

Dette kræver at sande kristne må tale rent ud og ikke holde sig tilbage fra at afsløre verdens religiøse organisationers falske læresætninger og ubibelske skikke. Det kræver at de viser folk hvorfor og hvordan hele den nuværende verdensordning over for Gud er ansvarlig for de dårlige forhold på jorden, og hvorfor han afskyr den og har truffet den urokkelige beslutning at fjerne den for stedse. De må vise hvorfor man udsætter sig for at blive genstand for Guds vrede hvis man sætter sin lid til eller støtter denne verdensordning. Deres trofasthed mod Gud og kærlighed til næsten kræver dette.

I dag tager mere end én million seks hundrede tusind Jehovas vidner, i over 200 lande og øområder, regelmæssigt del i udførelsen af det guddommelige påbud om at aflægge vidnesbyrd. I stedet for at komme med „smiger“ som dysser folk i søvn, viser de rent ud hvad Bibelen siger, nemlig at „den, der gerne vil være verdens ven, gør sig . . . til Guds fjende“. (Jak. 4:4) Denne frimodige forkyndelse overalt på jorden er et tydeligt vidnesbyrd om at tiden er ved at udløbe for den nuværende verdensordning. Efterhånden som dens afslutning nærmer sig, vokser behovet for at handle.

Hvis du ønsker at lære mere om den rene tilbedelse — den beskyttelse den yder og de velsignelser den fører til — kan du søge kontakt med Jehovas vidner, måske i deres lokale rigssal. Du vil finde at de villigt og med glæde vil hjælpe dig til at tilegne dig kundskab om Bibelen. Det kan ske i dit eget hjem, og det koster ikke noget. Brug i trofasthed mod Gud den tid der er tilbage på en forstandig måde. — Ef. 5:15-17.

[Illustrationer på side 195]

Foretrækker du at kendsgerningerne skjules . . .?

. . . eller ønsker du at kende sandheden?