Smigrende tale som volder skade

ROS for veludført arbejde varmer den flittige om hjertet. Imidlertid findes der en form for tale der minder om ros og derfor ofte forveksles med denne, men som kun volder skade.

I Ordsprogene 28:23 læser vi: „Den, der revser, får tak til sidst fremfor den, hvis tunge er slesk.“ Dette er en advarsel, ikke imod ros, men imod smiger.

Smiger er falsk, uoprigtig eller overdreven ros. Ordet kan også hentyde til en venligt imødekommende adfærd eller en rosende ytring der tager sigte på at vinde en persons gunst. I modsætning til ros, som er baseret på en korrekt vurdering af et godt stykke arbejde, er smiger baseret på et usandt og urigtigt grundlag.

Hvad smiger fører til

Smigrende tale vil altid bære dårlig frugt. For eksempel bidrager smiger til det hovmod Jesus omtalte som en af de „skadelige overvejelser“ der udgår fra hjertet. (Mark. 7:21, 22) Bibelen advarer den der tjener Gud imod at „tænke højere om sig selv end han bør tænke, men tænke med et sundt sind“. (Rom. 12:3) Den overdrevne forestilling om ens egen betydning som smiger er med til at fremkalde, modvirker et sådant sundt kristent sind.

De der elsker at blive smigret kan ikke fordrage kritik; de bryder sig kun om at blive rosende omtalt. Sådan var de israelitter der klagede til Guds profeter: „Skuer os ikke det rette! Tal smiger til os, skuer os blændværk.“ (Es. 30:10) Israelitternes krav om at høre sleske, smigrende ord fremfor at blive retledt af Gud, førte til deres nations ødelæggelse.

På Jesu tid var det især de skriftkloge og farisæerne der elskede at blive smigret. Guds søn omtalte dem således: „Alle deres gerninger gør de for at blive bemærket af folk; for de skriftstedskapsler som de går med som en beskyttelse, gør de brede, og frynserne på deres klæder gør de store. De kan godt lide den fornemste plads ved aftensmåltiderne og de forreste siddepladser i synagogerne, at der hilses på dem på torvene og at de bliver kaldt rabbi af folk.“ (Matt. 23:5-7) Alt dette førte imidlertid til deres undergang. Fordi de tog imod „ære fra hinanden“ fik de ikke tro på den lovede Messias, og derved gik de glip af den velsignelse at komme med i Guds rige. (Joh. 5:44; 12:43; Matt. 21:42, 43) At de forkastede Jesus Kristus medførte endvidere at den jødiske nation i år 70 blev ødelagt af romerne.

Smiger for at opnå fordele

Stolthed og hovmod er kun en del af den dårlige frugt som smiger frembringer. Den der smigrer, bruger ofte sine sleske ord som et redskab til at udnytte andre. Bibelen omtaler visse i den kristne menighed som „knurrer over deres lod i livet, idet de vandrer efter deres egne ønsker, og deres mund taler overmodige ting, mens de beundrer personligheder [smigrer folk lige op i deres ansigt, Seidelin] for egen fordels skyld“. (Jud. 16) Med lignende personer i tanke bad salmisten: „[Jehova], hjælp, thi de fromme er borte, svundet er troskab blandt menneskens børn; de taler løgn, den ene til den anden, med svigefulde læber [smigrende læber, Jerusalem-Bibelen] og tvedelt hjerte.“ — Sl. 12:2, 3.

Den der har et „tvedelt hjerte“ benytter sig af glatte og indsmigrende ord for at dække over sine selviske motiver. Derved taler han til sine tilhøreres forfængelighed og vinder deres gunst, hvorefter han udnytter sine ofre til at fremme sine egne selviske hensigter. Bibelen taler sandt når den siger: „Mand, der smigrer sin næste, breder et net for hans fod.“ — Ordsp. 29:5.

Jesus gav sine disciple denne forstandige vejledning: „Men I, I skal ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre. Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske. I skal heller ikke lade jer kalde ’førere’, for én er jeres Fører, Messias. Men den største iblandt jer skal være jeres tjener. Enhver som ophøjer sig selv vil blive ydmyget, og enhver som ydmyger sig selv vil blive ophøjet.“ (Matt. 23:8-12) De der ønsker at efterligne Kristus vil aldrig søge at ophøje sig selv ved at smigre andre, for eksempel ved at bruge klingende religiøse titler. Den ophøjelse som virkelig har værdi, kommer fra Gud, og den er kun for de ydmyge. „Mands hovmod går forud for fald, ydmyghed forud for ære.“ — Ordsp. 18:12.

Den kristne vil afsky smiger som et middel til at ophøje sig selv eller andre. Han vil også undgå smiger som et middel til at udnytte sine medmennesker. Han vil følge apostelen Paulus’ gode eksempel: „Ikke på noget tidspunkt har vi jo optrådt med smigrende tale (som I ved), eller med et dække for havesyge, Gud er vidne!“ — 1 Tess. 2:5.

Undgå yderligheder

Dog må man sige at der ikke nødvendigvis behøver at være et forkert motiv bag al smigrende tale. For eksempel lader nogle sig, ifølge deres natur, let imponere af de evner og færdigheder de ser hos andre. Nogle har gjort det til en vane at fortælle andre hvor „fremragende“ de er, eller på anden måde at overøse dem med komplimenter. Imidlertid er sådanne udtalelser som regel overdrevne og må derfor komme ind under begrebet smiger. Da alle mennesker er syndige, er ingen begavet med så rige evner at han eller hun hele tiden skal have det at vide. — Rom. 3:23.

På den anden side bør man heller ikke gå til den anden yderlighed, så man aldrig roser overhovedet. Man bør huske at Jesus var parat til at rose, selv når han måtte revse eller irettesætte. For eksempel sagde han, henvendt til menigheden i Efesus: „Jeg kender dine gerninger og dit slid og din udholdenhed, og jeg ved at du ikke kan døje onde mennesker, og at du har prøvet dem som siger at de er apostle men ikke er det, og at du har fundet at de er løgnere. Du viser også udholdenhed, og du har døjet for mit navns skyld og er ikke blevet træt. Dog har jeg det imod dig at du har forladt den kærlighed du havde først.“ (Åb. 2:1-4) Denne ros har uden tvivl opmuntret de kristne i Efesus og tilskyndet dem til endnu mere villigt at rette den ene ting som Jesus havde noget imod.

Guds ord viser tydeligt at mens ros har en gavnlig virkning, har glatte ord og smiger en skadelig virkning. Både den der bruger smiger og den der lader sig besnære af den, vil erfare sandheden i følgende inspirerede udtalelse: „Løgnetunge giver mange hug, hyklerisk mund volder fald.“ (Ordsp. 26:28) Jesus Kristus nægtede at lade sig smigre. (Mark. 10:17, 18) Han er et virkeligt eksempel for sine disciple.