værdsætte i sit hjerte, kan det siges at have øjne uden at kunne se, ører uden at kunne høre og tunge uden at kunne tale. (Matt. 13:13-15) Der kan være mere ved en ting, end hvad øjet ser. For eksempel kan en hund, der løber ud i skoven, træffe et pindsvin, og den ser det kun som en lille legekammerat. Men den får snuden revet, og næste gang den møder et pindsvin, ser den nu af bitter erfaring mere end en lille legekammerat, skønt det kun er som sådan, den ser det med sine øjne. På lignende måde kan et menneske måske se, at denne generation har oplevet krige, hungersnød, sygdomsepidemier, jordskælv, frygt, ængstelse, synder og andre veer. Men hvis han ikke ser andet, hvis han ikke indser, at disse ting er tegnet på Jesu anden nærværelse, så er han åndelig blind. — Matt. 24:1-22.

Der er mere, end hvad øret kan opfatte. Et menneske får måske en pakke, der tikker, og tror, at han har fået et ur fra afsenderen. Men når han åbner den, viser den sig måske at indeholde en tidsindstillet bombe. Hvis han overlever attentatet, vil han næste gang, han modtager en pakke, der tikker, høre mere ved denne lyd end et uskyldigt ur, skønt han ikke hører andet med sine ører. På lignende vis hører mennesker måske det både trøstende og advarende budskab, Jehovas vidner nu forkynder. De fleste betragter det blot som noget, vidnerne fortæller dem, og intet mere. Men de, der hører til de „andre får“, men blot endnu ikke er samlet ind i folden, hører stemmen eller budskabet som noget, der kommer fra Gud og Kristus. (Joh. 10:4, 16) De har ører, så de kan høre både bogstaveligt og åndeligt. De, der hører ordene, men ikke kan skelne, hvem der står bag budskabet, er åndelig døve.

Der er mere ved det, der siges, end ordene, der formes af tungen. Et barn opfører sig måske dårligt i selskab med andre, for eksempel ved et møde, og dets far eller mor siger til det: „Det tales vi ved om senere.“ I virkeligheden siger tungen her mere end selve de ord, den former, og barnet ved det. Barnet ved, at dets for eller mor ikke bare vil tale med det på et senere tidspunkt, men det forstår, at der vil ske noget. Sådan er det med de kristne, der må ligge mere i deres udtalelser end lige de ord, tungen former. Ordene må være de rette ord, og de må ledsages af handling. De skal ikke bare udtales; de må efterleves, føres ud i praksis. Det er ikke nok bare at sige „Herre, Herre“, men man må gøre Guds og Kristi vilje. (Matt. 7:21; Jak. 1:22) Hvis sindet ikke kan lede tungen, så den taler de rette ord til ære for Jehova, og så disse ord efterfølges af rette gerninger, er tungen åndelig stum.

Det er med denne åndelige betydning i tanke, at Esajas profeterede om det arbejde, der skal udføres nu i vor tid: „Da åbnes de blindes øjne, de døves ører lukkes op; . . . den stummes tunge jubler.“ (Es. 35:5, 6) Dette åndelige helbredelsesarbejde må finde sted, for at mennesker, der kun er optaget af det jordiske og mener, at de virkelig lever, kan forstå, at de i virkeligheden er ved at dø. Guds ord er det helbredende budskab, og de kristne må studere det flittigt, så de kan forkynde det effektivt for andre. Som Paulus formanede: „Tænk på dette, lev i dette, så alle kan se, at du gør fremgang. Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ — 1 Tim. 4:15, 16.

Ved en effektiv forkyndelse kan de, der er åndelig døve, stumme og blinde, blive helbredt, hvis de er ydmyge og ærlige. Den blindhed, som Satan har hyllet deres sind i, vil forsvinde, efterhånden som det gode budskab om Kristi rige oplyser dem, og videre studium vil sætte dem i stand til at følge opfordringen i Romerne 12:2: „Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind.“ Derefter vilde undgå materialismens snare uden at gå over i den anden grøft, askese: „Thi alt sådant har vel med sin selvgjorte gudsdyrkelse og „ydmyghed“ og skånselsløshed mod legemet ry for visdom, men der er ikke nogen ære ved det; det tjener kun til tilfredsstillelse af den syndige menneskenatur!“ — Kol. 2:23; 2 Kor. 4:4.

De mennesker, der således har fået deres øjne oplyst af Guds ord, ørerne åbnet for dets budskab og tungen løsnet, så de kan tale det, forstår nu, at det virkelige liv ikke består i at tilfredsstille kødet. De afstår fra sådan en handlemåde, der fører til død, og bliver levende for Gud og Kristus og Bibelen. De er nu i stand til at få mest muligt ud af det nuværende liv, idet de gør det gode, som Bibelen foreskriver, udfører rette gerninger, der samler dem himmelske skatte, og er gavmilde med hensyn til at dele disse gerninger med andre. Da og først da kan de „samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv“.

En pige i Libanon genkender Hyrdens røst

I byen Aleppo, Libanon, afsattes en hjælpebog til bibelstudium. Da missionæren kom på genbesøg, fandt han, at den eneste, der viste interesse, var husets tolvårige datter. Hun havde læst det meste af bogen og ønskede at abonnere på Vagttaarnet. Der blev påbegyndt et bibelstudium med hende, og da hun studerede ivrigt, gjorde hun hurtigt store fremskridt. Da præsten lagde mærke til, at hun ikke kom i kirke, aflagde han et besøg hos hende. Han sagde, at hun måtte komme i kirke og bede. Hun slog Bibelen op der, hvor Jesus siger, at man skal gå ind i sit kammer, når man beder. (Matt. 6:6) Hertil havde han intet svar. Så sagde han, at hvis hun ville holde op med at studere sammen med Jehovas vidner og begynde at komme i kirke igen, ville han give hende fem og tyve livres. Hertil svarede pigen: „Jesus sagde: Mine får hører min røst og følger mig, så hvis jeg er et får og De har Herrens stemme, skulle det ikke være nødvendigt for Dem at tilbyde mig penge. Men at De vil give mig penge viser, at De ikke har Herrens stemme.“ Da præsten hørte dette svar, for han rasende ud af huset. Pigen deltager nu regelmæssigt i arbejdet med at gøre det gode budskab om Riget kendt for andre, og hun vil døbes ved første lejlighed.