så trist et skue. Roms Forum er sammenlignet med Babylon et mønster på orden og sirlighed.

Ishtarportens mure er blevet afdækket. På indersiden er der anbragt nogle store stentavler der måler en kvadratmeter. På hver af dem står følgende inskription: „Nebukadnezar, Babylons konge, er jeg. Babels gade brolagde jeg med sten, til processionen for den store herre, Marduk.“ Stenblokkene ligger der stadig, nøjagtig som da Daniel satte sin fod på dem.

Mens turisten dvæler blandt ruinerne kan han ikke andet end tænke på forgangne tider: Hertil var det at Nebukadnezar førte de landsforviste judæere efter at han havde tilintetgjort Jerusalem i året 607 f. Kr. Her flyder Eufrat stadig under piletræernes hængende grene og minder om salmens ord: „Ved Babels floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu. Vi hængte vore harper i landets pile.“ (Sl. 137:1, 2) Her forblev Daniel upåvirket af pragten omkring sig, trofast mod himmelens Gud, Jehova. Her skrev Guds finger på væggen i Belsazzars palads profetien om undergang, en profeti der blev opfyldt i løbet af nogle få timer.

Hensunken i tanker begiver turisten sig til sit tog. Skiltet slår ham: „Babylon — trinbræt. Toget standser kun når der er rejsende som skal med.“ Hvor rammende, tænker han! Hvor passende en kommentar til Babylons skæbne — reduceret til et trinbræt. Mens han gør sig klar til at stige ind i toget falder det ham ind at man kunne opstille endnu et skilt med disse ord hentet fra Esajas’ og Jeremias’ profetier, udtalt da Babylons pragt og herlighed var ufordunklet: „For Jehovas vredes skyld skal det ligge ubeboet hen og overalt være øde og forladt: enhver som kommer forbi Babylon skal forbavses.“ „Hvor Babylon dog blev til en trøstesløs tomt blandt folkene!“ „Undertrykkeren er borte! den gyldne stad forsvundet!“ — Jer. 50:13; 51:41; Es. 14:4, AS.

Straffefanges standpunkt bærer frugt

Apostelen Paulus mindede korinterne om at nogle af dem havde været lovovertrædere, men nu havde ændret livsførelse på grundlag af Kristi blod og i kraft af Guds hellige ånd. (1 Kor. 6:9-11) At disse faktorer også i dag tjener til retfærdiggørelse og gode frugter ses af en indberetning vi modtog fra en straffefange i marts 1957.

„For nylig blev jeg løsladt fra statsfængselet i Columbia, South Carolina, . . . og vil gerne fortælle jer hvordan jeg blev et af Jehovas vidner.

På grund af ulydighed mod fængselets reglement blev jeg dømt til enecelle på lettere vilkår i tre måneder. Fangen i cellen ved siden af spurgte om jeg ville have en bog at læse i. Jeg spurgte hvad det var for en bog. Han sagde det var en religiøs bog. Hans kone, der er et af Jehovas vidner, havde sendt den til ham. Jeg sagde at jeg brød mig ikke en døjt om religion, men da jeg ikke havde andet at foretage mig tog jeg bogen. Det var Jehovas vidners årbog for 1949. Jeg blev så interesseret at jeg bad ham om at skaffe mig flere bøger. Han sagde at han ville få sin kone til at sende mig et par. Hun sendte „Gud Maa Være Sanddru“, „Dette Betyder Evigt Liv“, og New World Translation of the Christian Greek Scriptures.

Fængselspræsten, der censurerer al religiøs litteratur som sendes til fængselet, erklærede at jeg kunne få De kristne græske Skrifter, men ikke de to andre bøger, da de var imod landets lov. Jeg nægtede at tage imod den medmindre jeg også fik de to andre bøger. En uge efter var min straffetid i enecellen udløbet, men nu nægtede jeg at vende tilbage til mit arbejde hvis ikke de gav mig mine bøger. Dette standpunkt bevirkede at jeg blev sat på vand og brød og idømt enecelle på hårdeste vilkår i seksogfirs dage. Jeg gik ned i vægt fra 150 pund til halvfems. Til sidst besluttede de at give mig bøgerne. Mit standpunkt fik to af mine medfanger til at stille mig en mængde spørgsmål. Jeg begyndte et bibelstudium med dem og nu er de Jehovas vidner. I forbigående kan jeg fortælle at fængselspræsten der kæmpede så hårdt for at jeg ikke skulle få mine bøger, senere fik sin afsked fordi han stjal nogle julegodter og noget sportsudstyr. Den nye fængselspræst, som ikke er interesseret i sandheden, er mere frisindet, og han lader litteraturen komme ind i fængselet.

Nu er jeg blevet døbt og beder til at jeg må forblive trofast og tjene Jehova i hans organisation.“