Den rette vej må vælges NU
1, 2. (a) Hvilken verden vil ifølge Bibelen snart være en realitet hvad gudsdyrkelse angår? (b) Hvorfor er det presserende for alle nu at afgøre hvor de vil stille sig i spørgsmålet om gudsdyrkelse?
IFØLGE statistikken tilbeder de fleste mennesker ikke Bibelens Gud, og sådan har det altid været. Kun kristenhedens kirker og nogle få andre religionssamfund hævder at de tilbeder Bibelens Gud, idet de bekender sig til Bibelen eller en del af den. Hvad så når alle der bekender sig til en religion enten bliver udslettet eller påvirkes til at opgive deres gudsdyrkelse? Vil det ændre verden ret meget? Hvilken verden vil det blive? Bibelen viser at det bliver en irreligiøs verden, at den snart kommer og at den kun vil bestå en kort tid.
2 Denne irreligiøse verden vil imidlertid mere åbenlyst tilbede „denne tingenes ordnings gud“, den „gud“ Bibelen identificerer som Jehovas store modstander, Satan Djævelen. (2 Kor. 4:4) Jesus Kristus kaldte ham „denne verdens hersker“ eller „fyrste“. (Joh. 12:31; 16:11, NV og da. aut.) Inden længe vil hele verden blive presset til at tilbede denne falske gud. Derfor spørger vi: Hvad vil de mennesker der forfærdes ved en sådan tanke, da gøre? Hvad vil de have religiøs styrke til at gøre? Den enkelte gør klogt i at træffe en afgørelse nu! Det haster!
3. Hvor lang tid i forvejen afgjorde Jehova hvad han ville gøre mod nationerne?
3 I Joel 3:19 forudsiges følgende: „Skarer på skarer i opgørets dal! Thi nær er [Jehovas] dag i opgørets dal.“ The Living Bible har en mere udførlig læsemåde, idet den gengiver verset således: „Mængder efter mængder venter i dalen på afsigelsen af deres dom! For Herrens dag er nær i Dommens dal.“ New World Translation og The Bible in Living English (Byington) bruger udtrykket „afgørelsens dal“. Profeten Joel fuldførte sin bog omkring 820 f.v.t. Det er mere end 200 år før Jehova forbilledligt eksekverede sin dom eller ’afgørelse’ over den tids nationer.
4. (a) Hvordan satte Jehova os et godt eksempel i denne henseende? (b) Hvordan satte Baruk, Nerijas søn, os et godt eksempel?
4 Jehova satte os et godt eksempel. Han traf sin afgørelse på forhånd og lod den forkynde offentligt. Vi der lever på en tid der ikke er mindre kritisk, må hver især træffe en personlig afgørelse før den kommende verdenskatastrofe. Vi udsætter os for fare og bedrager os selv hvis vi tror at vi til den tid pludselig kan vende om fra en vej vi længe har fulgt, træffe den rette afgørelse, og på den måde undgå at rammes af ulykken. Baruk, Nerijas søn, satte os et godt eksempel. Han traf den rette afgørelse da han i år 625 f.v.t. blev oplyst om den ulykke der skulle ramme nationerne 18 år senere. I 625 f.v.t. regerede den tredjesidste konge over det dømte Jerusalem. Hans navn var Jojakim, Josias’ søn. Han kom på tronen i 628 f.v.t., da hans yngre broder, Joahaz, blev afsat af ægypterkongen Farao Neko og ført ned til Ægypten.
5, 6. (a) Hvorfor var det et kritisk år da Jehovas ord til Baruk kom ved Jeremias? (b) Hvilke følelser rørte sig i Baruk på det tidspunkt, ifølge Jeremias 45:1-3?
5 Efter at Jojakim havde hersket som vasalkonge under Ægypten i tre år, fik profetpræsten Jeremias et budskab fra Jehova til sin sekretær, Baruk, Nerijas søn. Det var altså nu kong Jojakims fjerde regeringsår. Dette år (625 f.v.t.) var kritisk, for det var i dette år Nebukadnezar, Nabopalassars søn, blev konge af Babylon. Kongen af Jerusalem måtte nu tage herskeren over den tredje verdensmagt, Babylon, det assyriske verdensriges besejrer, i betragtning. Lad os læse Jeremias 45:1-3:
6 „Det ord, som profeten Jeremias talte til Baruk, Nerijas søn, da han optegnede alle disse ord i en bog efter Jeremias’ mund i Josias’ søns, kong Jojakim af Judas, fjerde regeringsår: Så siger [Jehova], Israels Gud, om dig, Baruk: Fordi Baruk siger: Ve mig, thi kummer har [Jehova] føjet til min smerte, jeg er træt af at sukke og finder ej hvile! . . .“
7. Hvordan har Baruk måske følt det ved at se situationen blive værre for Jerusalem, og hvilken virkning kan Jeremias’ gentagne domsbudskaber have haft på Baruk?
7 Vi ved ikke hvor længe Baruk havde virket som sekretær for Jeremias på dette tidspunkt, men han skulle i hvert fald samarbejde med profeten i endnu 18 år. Vi kan ikke vide hvilken „smerte“ Baruk har følt ved at se situationen blive værre for Juda rige, men derudover måtte han nu nedskrive det alvorlige domsbudskab som Jeremias dikterede. Han må have følt ligesom Jeremias da denne skrev „Klagesangene“ efter at kongen af Babylon havde ødelagt Jerusalem i 607 f.v.t. Jeremias’ vedholdende, gentagne domsprofetier må have virket forstemmende på Baruk.
8. Hvad røbede Jehova nu over for Baruk, men hvad søgte Baruk for sig selv?
8 Baruk havde ingen udsigt til at finde „hvile“. Jehova bemærkede Baruks indre tilbøjeligheder, og han lod Jeremias sige til ham: „Så siger [Jehova]: Se, hvad jeg har bygget, nedbryder jeg; hvad jeg har plantet, rykker jeg op; det gælder al jorden — og du søger store ting for dig selv! Gør det ikke!“ — Jer. 45:4, 5.
9, 10. Hvorfor havde Jehova grund til at misbillige at Baruk søgte „store ting“ for sig selv på det tidspunkt?
9 Baruk vidste hvilke „store ting“ han søgte for sig selv; Jehova behøvede ikke at nævne dem for ham. Det var åbenbart ikke noget Jehova godkendte, så Baruk skulle hellere holde op med det. Hvorfor?
10 Fordi noget andet var vigtigere, nemlig Jehovas hensigt i den nærmeste fremtid. Netop i det år havde Jehova ladet Nebukadnezar blive konge af Babylon, og det var ham han havde til hensigt at bruge som redskab når dommen over Baruks folk skulle eksekveres. Navnlig fra kong Davids tid (1077-1037 f.v.t.) havde Jehova bygget Israels rige, men nu ville han med Nebukadnezar som redskab nedbryde dette kongelige styre, ophæve dets funktion i 2520 år, det vil sige indtil 1914 e.v.t. Jehova havde plantet Israels nation i det forjættede land i 1473 f.v.t., men nu, efter mere end 800 år, stod han i begreb med at rykke det op. I 70 år skulle jorden i Juda rige ligge øde, uden jødiske indbyggere og uden husdyr, mens folket var i landflygtighed i Nebukadnezars land. Var det da, i betragtning af at noget sådant forestod, et passende tidspunkt for en mand der kendte Jehovas hensigt — som Jeremias havde forkyndt — at søge „store ting“ af personlig art for sig selv? Afgjort ikke!
11. Hvad afhang af om Baruk traf den rette afgørelse allerede på dette tidspunkt?
11 Det var derfor Jehova sagde at Baruk skulle holde op med at søge sådanne ting. Hvad nu hvis Baruk fortsatte med at søge selviske ting? Kunne hans hjerte så være i overensstemmelse med det budskab han blev brugt til at skrive ned og forkynde? Nej! På en eller anden måde ville der afgjort komme et brud mellem ham og Jehovas profet Jeremias. Hvis Baruk ønskede af hjertet at være i overensstemmelse med Jeremias og hans budskab, måtte han trænge sin selviske ærgerrighed i baggrunden. Der var endnu 18 år til den forudsagte ulykke ville indtræffe, og dog var det nu Baruk skulle træffe en afgørelse. Selve hans liv afhang af om han traf den rette afgørelse, ja, og holdt fast ved den. Dette måtte han gøre hvis han ønskede at bevare sin tilknytning til Guds profet.
12. Hvorfor gør vi, i lighed med Baruk, klogt i at holde op med at søge „store ting“ for os selv i denne verden?
12 Hvilken lighed er der ikke mellem den kritiske situation Baruk stod i og den vi — der har fået kundskab — står i nu! Dette har især gjort sig gældende fra året 1914 og fremefter, for siden da har Jehovas vidner forkyndt at kristenheden — nutidens modstykke til det utro Jerusalem — vil blive udslettet af den der er større end Nebukadnezar, den nu regerende himmelske konge, Jesus Kristus. Det ville derfor være højst uklogt af nogen der står i et pagtsforhold til Gud at søge „store ting“ for sig selv i denne smuldrende tingenes ordning og på et så afgørende tidspunkt som nu. Det ville røbe en manglende forståelse af at vi lever i „endens tid“. Det ville røbe manglende tro på og tillid til at det budskab som Jeremias-skaren forkynder om dommen over denne gamle tingenes ordning, er rigtigt og betimeligt. Vort liv står på spil! Jehova står nu i begreb med at bryde ned og rykke op, og han gør det ved en der er mægtigere end Nebukadnezar, nemlig Jesus Kristus. Ønsker vi at blive udslettet sammen med vor tids modstykke til det frafaldne Jerusalem, kristenheden? Hvis ikke, da må vi træffe vor afgørelse mens der endnu er tid, beslutte at gøre det Jehova sagde Jeremias’ sekretær skulle gøre, altså holde op med at søge „store ting“ i denne verden.
13. Hvad bør vi gøre nu, sammen med Jeremias-skaren?
13 Lad os hver især leve i harmoni med det budskab som Jeremias-skaren forkynder. Lad os aflægge al selvisk ærgerrighed og undlade at kaste vor kærlighed på forgængelige ting i denne dødsdømte tingenes ordning. Lad os i stedet sammen med Jeremias-skaren modigt advare om den kommende „hævnens dag“ fra Jehova. Vort hjerte må ikke være delt nu! — Es. 61:1, 2.
14, 15. (a) Hvad skulle Baruk få „som bytte“ til gengæld for sin lydighed? (b) Hvordan gik det ham?
14 Hvilken belønning kan vi forvente hvis vi gør dette? Det fremgår af hvad Jeremias skulle sige til Baruk: „Thi se, jeg sender ulykke over alt kød, lyder det fra [Jehova]. Men dig giver jeg dit liv som bytte, alle vegne hvor du kommer.“ — Jer. 45:5b.
15 Baruk fik virkelig sit liv „som bytte“, hvilket beviser at han traf den rigtige afgørelse uden unødig tøven. Dette bekræftes i et tidligere kapitel, nemlig i Jeremias 43:5-7, der viser hvad der skete efter at Jerusalem var blevet ødelagt i 607 f.v.t. Vi læser der at de frygtsomme overlevende jøder tog profeten Jeremias og Baruk, Nerijas søn, med da de drog til Ægypten. Et af de steder de slog sig ned var Takpankes i det nordlige Ægypten. Selv derefter fortsatte Jeremias med at profetere mod disse ulydige jøder. — Jer. 43:8 til 44:30.
16. Hvad kunne Baruk forvente hvis han levede længe nok til at se Babylons konge besejre Ægypten?
16 Det var ikke længe disse selvrådige jøder ville undgå det babyloniske verdensriges herredømme, for med tiden ville Nebukadnezar føje Ægypten til sit rige. Hvis Jeremias og Baruk levede længe nok til at opleve dette, ville de ikke blive ofre for Nebukadnezars vrede. Han havde grund til at mindes dem med venlighed. Baruk ville fortsat have sit „liv som bytte“, til bekræftelse af Jehovas løfte i Jeremias 45:5. Da kunne han fuldt ud erkende hvor klogt og retsindigt han havde handlet da han holdt op med at søge „store ting“ for sig selv på en tid hvor noget andet var vigtigere.
17. Hvilken gavn kan vi høste af at betragte Baruks lydighed?
17 Kan vi i dag høste gavn af at betragte Baruk, der bøjede sig og tog imod irettesættelse og råd fra Jehova? Ja! Om vi er aldrig så nært knyttet til Jeremias-skaren må vi — hvis vi ønsker Guds godkendelse — undgå at jage efter „store ting“ for os selv i disse kristenhedens sidste dage. Vort liv er langt mere værd end de „store ting“ der er dømt til at forgå sammen med denne onde verden. Når denne verden forgår, vil intet andet tælle end selve livet. Det at være i live og nyde Guds godkendelse til den tid, vil være langt kosteligere end at nyde „store“ men forgængelige „ting“ sammen med kristenheden og de religiøse systemer en kort stund nu.
’Forbandet er den der holder sit sværd tilbage’
18, 19. Hvorfor var „hævnens dag“ fra Jehova ikke forbi med den ulykke der ramte Juda og Jerusalem?
18 Baruk og Jeremias sørgede over at Jerusalem var blevet ødelagt og landet affolket. Men de omkringboende hedenske folkeslag var yderst tilfredse med at denne ulykke var overgået Jehovas pagtsfolk. (Sl. 83:7-9; 137:7) Ægypten var dog ikke så tilfreds med det der var sket, for Juda og Jerusalem havde været underlagt det og stået i forbund med det. Desuden havde Juda rige tjent som en stødpude mellem Ægypten og det truende verdensrige, Babylon. Dog havde Ægypten optrådt skændigt over for Juda og Jerusalem, hvor kongerne af Davids slægt havde siddet på „Jehovas trone“. Det voldsomme had som folkeslagene nærede til Jehovas pagtsfolk var ikke forblevet ubemærket af Jehova, for det berørte tilbedelsen af ham.
19 Derfor var „hævnens dag“ fra Jehova ikke forbi da Babylons konge som hans redskab havde omstyrtet Juda rige. De ondsindede folkeslag som hadede Jehova fortjente at det ulykkesbæger som Juda og Jerusalem havde drukket af, blev rakt videre til dem, så de også blev overvundet.
20. (a) Hvad inspirerede Jehova Jeremias til at forudsige om de ondsindede folkeslag? (b) Hvem sigtede udtalelsen i Jeremias 48:10 til, og fortjente de at blive forbandet?
20 Af den grund inspirerede Jehova Jeremias til at afrunde sine profetier ved at forudsige ødelæggelsen af sådanne onde folkeslag som Ægypten, filistrene, Moab, Ammon, Edom, Kedar og Elam. (Jer. 46:1 til 49:39; 25:15-33) Det var Jehovas hensigt at benytte babylonierne under kong Nebukadnezar til at svinge sit domssværd mod de nationer der lod hånt om den sande Gud. Derfor inspirerede han Jeremias til at sige følgende om disse eksekutionsstyrker: „Forbandet er den der udfører Jehovas gerning forsømmeligt; og forbandet den der holder sit sværd tilbage fra blod.“ (Jer. 48:10, NW) Hverken babylonierne eller deres konge, Nebukadnezar, kom under denne forbandelse, for de udførte til fulde det hverv eller den gerning Gud havde overdraget dem.
21. (a) Blev Jeremias og Baruk forbandet fordi de ikke brugte et bogstaveligt sværd? (b) Vil det være Jehovas vidner der gør det af med kristenheden, eller hvem vil det være?
21 Men hvordan med os i dag? Kunne vi komme under en lignende forbandelse ved at forsømme vor gerning eller holde os tilbage med hensyn til ’sværdet’? Vi ved naturligvis at hverken Jeremias eller Baruk benyttede et bogstaveligt sværd mod de fjendtlige folkeslag. Det var ikke deres opgave. Denne opgave var blevet overdraget babylonierne under deres konge, Nebukadnezar. Nutidens Jeremias-skare, hvis medlemmer er vidner for Jehova, vil ikke voldeligt vende sig mod kristenheden, det frafaldne Jerusalems og Juda riges modstykke. Kristenheden vil uden skånsel blive ødelagt af sine politiske forbundsfæller og andre gudløse elementer, og de vil være glade for at slippe af med den, ligesom de omboende folkeslag var glade for at slippe af med Jerusalem og Juda rige. — Åb. 17:12-18.
22. Hvem vil ikke dele de store forventninger der næres af dem der tilintetgør de religiøse systemer, og hvilken indstilling vil de have til de nye magthavere?
22 Men hvad vil der blive tilbage på jorden når kristenheden og alle de øvrige dele af den falske religions verdensimperium er blevet udslettet? Da vil ikke-religiøse, politiske systemer overtage kontrollen med alle jordiske anliggender! Det vil de gøre med store forventninger om at opnå succes, og med en følelse af lettelse over at de ikke længere er dikteret af de religiøse systemer. (Jævnfør Ezekiel, kapitel 23.) Men Jeremias-skaren og dens gudfrygtige medarbejdere vil ikke nære sådanne gudvanærende forhåbninger, selv om de vil anerkende de nye magthavere som „de højere myndigheder“ og underordne sig dem relativt. — Rom. 13:1, 2.
23. Hvordan vil begivenhederne på „hævnens dag“ fra Jehova videre udvikle sig?
23 På det tidspunkt vil „hævnens dag“ fra Jehova allerede være begyndt, men den vil ikke være forbi, skønt de religiøse systemer, den falske religions verdensimperium, nu er udslettet. Den vil fortsætte indtil Guds hævn er blevet fuldbyrdet over alle dem der modstår Jehovas universelle suverænitet. Først vil de modstandere der er tilbage, dog forsøge at få Jeremias-skaren og dens loyale medarbejdere til uforbeholdent at indordne sig under den gudløse tingenes ordning, ligesom Johanan og hans tilhængere tog Jeremias og Baruk i forvaring og med magt førte dem ned til Ægypten. Når dette ikke lykkes, vil de foretage et altomfattende angreb på dem der urokkeligt tilbeder Jehova. Ligesom de internationale horder under Gog fra Magogs land, vil de forsøge at invadere det åndelige paradis som Jehovas rest og dens uadskillelige medarbejdere befinder sig i. Ved således at stræbe efter det absolutte verdensherredømme vil de afsløre at de fortjener at blive tilintetgjort af Jehovas brændende vrede. — Ez. 38:1 til 39:20.
24. Hvem vil da foretage et modangreb, og vil de blive forbandet på grund af forsømmelighed?
24 Hvad sker der så? Af Åbenbaringen 19:11-21 fremgår det at Jesus Kristus, som er en større sejrherre end kong Nebukadnezar, sammen med de himmelske hærstyrker vil ride frem og foretage et modangreb. De vil ikke komme under forbandelse, for de vil ikke være forsømmelige med hensyn til at udføre Jehovas gerning. De vil ikke holde deres henrettelsessværd tilbage fra fjendens blod. (Jer. 48:10, NW) De vil fuldbyrde Jehovas hævn over de angribende nationer. Af den grund vil de blive velsignet med en glorværdig sejr, til Jehovas evige ophøjelse.
25. Hvordan må Jehovas vidner nu efterligne Jeremias efter at han var blevet ført ned til det land han profeterede imod?
25 Siden året 1914 har vi befundet os i „endens tid“. (Dan. 12:4) Derfor må Jeremias-skaren og dens indviede medarbejdere nu henlede verdens opmærksomhed på det truende „sværd“, det redskab hvormed Jehova vil eksekvere dommen i den kommende ’store trængsel’. (Matt. 24:21) De må efterligne Jeremias, der — efter at han med magt var blevet ført bort fra Judas land — forkyndte det truende „sværd“ som kong Nebukadnezar havde rettet mod det land hvortil han var blevet ført, nemlig Ægypten, og ligeledes mod Filisterlandet, Moab, Ammon, Edom og andre fjendtlige lande. Det er Guds vilje at Jeremias-skaren og dens medarbejdere allerede nu, før ’den store trængsel’ bryder ud, forkynder „en hævnens dag fra vor Gud“, en dag hvor alle de religiøse systemer og politiske nationer vil blive tilintetgjort. (Jer. 46:1 til 49:39) Deres gerning er at forkynde dette advarselsbudskab: „En hævndag har [Jehova] til rede, Zions værge et gengældsår.“ — Es. 34:8.
26, 27. Hvilke ord fra Jehova til Ezekiel må Jeremias-skaren, i sin egenskab af vægter, nu give agt på?
26 Vi erfarer nu opfyldelsen af Jesu profetiske ord i Lukas 21:22: „Dette er hævnens dage, da alt det der står skrevet skal opfyldes.“ Vi oplever nu den tid hvor Jeremias-skaren i særlig grad bør give agt på Jehovas ord til Ezekiel, der begyndte at profetere i Babylon i 613 f.v.t., syv år før Jeremias mod sin vilje blev ført ned til Ægypten:
27 „Når vægteren ser sværdet komme og ikke støder i hornet, så at folket ikke advares, og sværdet kommer og river en af dem bort, så rives han vel bort for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af vægterens hånd. Men dig, menneskesøn, har jeg sat til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: ’Du skal visselig dø!’ og du ikke taler for at advare ham mod hans vej, så skal den gudløse vel dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse mod hans vej, for at han skal omvende sig fra den, og han ikke omvender sig, så skal han dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl.“ — Ez. 33:6-9; jævnfør Ezekiel 9:2-10.
28. Hvad ønsker Jeremias-skaren og dens medarbejdere ikke at pådrage sig, men hvad kunne der ske, og hvad ville dette betyde for dem?
28 Nutidens Jeremias-skare og dens villige medarbejdere ønsker ikke at pådrage sig blodskyld på denne måde. Men det kunne ske for dem. Hvis de, på grund af menneskefrygt, undlod at advare alle folkeslagene om det „sværd“ Jehova vil benytte på „hævnens dag“ og således ikke fuldførte det hverv han har betroet dem, ville de gøre sig fortjent til hans forbandelse. Deres forsyndelse ville betyde døden for dem.
29. Hvilket valg må de der ønsker at opnå livet, nu træffe for ikke at lide samme skæbne som dem der ikke giver agt på Jehovas „vægter“?
29 Når Guds hævns „sværd“ i den nært forestående ’store trængsel’ tilintetgør alle de religiøse systemer, vil de der ikke har givet agt på Jehovas „vægter“, Jeremias-skaren, søge tilflugt hos de dømte politiske systemer, og det vil betyde den visse død for dem i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. (Åb. 16:14, 16) For ikke at slå følge med dem, må vi vælge den rette vej nu mens den endnu står åben. De der vandrer på den behøver aldrig at ændre deres kurs.
(Den sidste artikel i denne serie om Jeremias’ profetier vil komme i et senere nummer.)
[Illustration på side 16]
Vi bør ikke søge „store ting“ for os selv på „hævnens dag fra vor Gud“
[Illustration på side 17]
Lad os aldrig blive forsømmelige med hensyn til at udføre Jehovas gerning