Spørgsmål fra læserne
● Hvis nogle af de salvede kristne overlever trængselen og kommer ind i den nye orden, vil de da ældes og dø, eller hvordan vil de ende deres jordiske liv?
Bibelen siger faktisk ikke noget om det. Men uanset hvordan det vil foregå, må disse salvede kristne afslutte deres jordiske liv så de kan modtage deres belønning, livet i himmelen. — 1 Kor. 15:35-38.
Jesu billedtale om hveden og ukrudtet viser at nogle af „rigets sønner“ vil være i live på jorden ved „afslutningen på tingenes ordning“. (Matt. 13:24-30, 37-43) Og visse profetiske mønstre i Bibelen lader formode at nogle af de salvede vil overleve ’den store trængsels’ ødelæggelser. (Matt. 24:21) Lad os her betragte nogle få af disse mønstre.
Ezekiels bog beskriver i det niende kapitel en ’mand’ med et skrivetøj ved lænden, og denne mand skulle ’sætte et mærke’ på dem der skulle overleve Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. Vi forstår at dette billede i vor tid skildrer det mærkningsarbejde som de salvede „rigets sønner“ kollektivt fører an i. Ifølge Ezekiels beretning var det efter at dommen var fuldbyrdet over Jerusalem at „manden“ kom tilbage og meldte Jehova at mærkningsarbejdet var fuldført. Det antyder at nogle af de salvede vil overleve fuldbyrdelsen af dommen over den nuværende generation. (Ez. 9:4, 8, 11) At profeten Ezekiel selv levede videre i Babylonien efter ødelæggelsen af det gamle Jerusalem, peger i samme retning.
Desuden kan det nævnes at Noas hustru (som skildrer den salvede skare, der tages til ægte af den større Noa, Jesus) overlevede Vandfloden. (Matt. 24:37-42; Ef. 5:25-30) Der var også Elisa, som kom til at opleve den ødelæggende gerning der blev udført af Jehu, ligesom resten af de salvede i dag håber at opleve og overleve den større Jehus, Jesu Kristi, ødelæggende gerning. (Se „Nye Himle og En Ny Jord“, siderne 100 og 335, og „Lad dit navn blive helliget“, siderne 352-366.) Der er således mulighed for at resten af de salvede kristne vil forblive i live på jorden under afslutningen på den onde tingenes ordning, så de kan fuldføre forkyndelsen for den nuværende slægt, og måske endda få lejlighed til at undervise nogle af de opstandne. — Sl. 71:18; 91:16.
Hvis denne forståelse er rigtig må de salvede som lever på jorden i den nye orden, en dag afslutte deres jordiske liv, så de kan indtage deres pladser i ’det himmelske rige’. — 2 Tim. 4:18.
Mange kristne finder det imidlertid usandsynligt at disse salvede i den nye orden skulle fortsætte med at ældes og til sidst dø, sådan som vi ser det ske i dag. De synes ikke det kan være rigtigt at det vil gå Kristi åndelige brødre sådan på en tid hvor alle de overlevende ellers er på vej frem mod legemlig fuldkommenhed. De spekulerer derfor på om ikke Gud mirakuløst vil bringe de salvedes jordiske liv til ophør, ligesom han øjensynlig gjorde i Enoks tilfælde, så denne trofaste mand ikke mærkede noget til dødens smerte. (1 Mos. 5:24; Hebr. 11:5) Gud kunne naturligvis gøre dette, men der findes ikke nogen tydelig udtalelse i Bibelen om at det vil foregå på denne måde. Og Bibelen angiver ikke noget andet svar på spørgsmålet.
Vi må med andre ord lægge sagen i Guds hånd. Der er ingen grund til at beskæftige sig meget med disse enkeltheder. Hvis Jehova mente vi havde brug for at kende dem, ville han sikkert have oplyst os herom i sit ord. Men det har han ikke gjort. Hvornår og hvordan de salvede end afslutter deres jordiske liv, vil de i samme øjeblik blive oprejst med et udødeligt, åndeligt legeme. Dette vil være en sejr over døden. (1 Kor. 15:51-57) Dermed vil de blive i stand til at slutte sig til den øvrige del af Kristi „brud“ og få del i herredømmet sammen med ham i de tusind år. — Åb. 20:6.
● Hvis en kristen skal vidne i retten, kan han da, som det er skik og brug i nogle lande, lægge hånden på Bibelen og sværge på at han vil sige hele sandheden?
Bibelsk set er der ikke noget at indvende herimod, men den enkelte må selv bestemme om han vil gøre det eller han vil bede sig fritaget.
At aflægge ed med hånden på en eller anden genstand der anses for hellig, er en udbredt praksis der går langt tilbage. De gamle grækere, for eksempel, løftede hånden mod himmelen eller rørte ved et alter når de aflagde ed. Blandt romerne holdt den der skulle aflægge ed, en sten i hånden og svor at hvis han løj, måtte Jupiter forkaste ham, sådan som han selv kastede stenen fra sig.
Sådanne skikke afspejler menneskets indre tilbøjelighed til at anerkende at der findes en guddommelig magt som vi mennesker må stå til regnskab og som lægger mærke til alt hvad vi siger og gør. De der tilbeder den sande Gud, Jehova, har naturligvis til hver en tid anerkendt dette. Og Bibelen viser at de aflagde eder for Guds åsyn, så at sige, eller med ham som vidne. (2 Sam. 3:35; 1 Kong. 2:23, 24; Rut 3:13; Jer. 38:16) Sande tilbedere tillod også at andre tog dem i ed. — 1 Mos. 21:22-24; Matt. 26:63.
De der aflagde ed over for Jehova, gjorde det undertiden med en ledsagende gestus. Profeten Daniel hørte en engel „sværge ved ham, som lever evindelig, idet han løftede begge hænder mod himmelen“. (Dan. 12:7; 1 Mos. 14:22) Også Gud selv siger symbolsk at han sværger på noget med løftet hånd. (Es. 62:8; 5 Mos. 32:40) En anden gestus der blev benyttet for at bekræfte en ed, var at lægge hånden under en andens lænd. — 1 Mos. 24:2, 3, 9; 47:29-31.
En sand kristen behøver naturligvis ikke at aflægge ed for at underbygge alt hvad han siger i det daglige. Hans ja skulle betyde ja, og hans nej, nej. (Matt. 5:33-37; Jak. 5:12) Men hvis han i retten bliver bedt om at sværge på at hans vidneudsagn er sandfærdigt, kan han gøre det hvis han synes. Eller han kan måske, hvis det accepteres, nøjes med at afgive en højtidelig erklæring på at han ikke lyver. — Gal. 1:20.
Hvis det er skik og brug i retten at man løfter hånden eller lægger hånden på en bibel når man aflægger ed, kan en kristen vælge at gøre det, med de bibelske eksempler i tanke hvor nogle har aflagt en ed, ledsaget af en bekræftende gestus. Men af større betydning end den gestus han eventuelt foretager mens han aflægger eden, er at han sværger over for Gud på at ville sige sandheden. En sådan ed er en alvorlig sag. Hvis en kristen i denne situation føler at han kan og bør svare på et spørgsmål der stilles ham, er han derfor edeligt forpligtet til at sige sandheden.
● Hvordan skal man forstå det der siges i Hoseas 3:3 om de begrænsninger Hoseas pålagde sin utro hustru Gomer da han tog hende tilbage?
Verset er kommenteret i Vagttårnet for 1. juli 1976, side 306, paragraf 25, hvor der siges at Hoseas tugtede sin tilbagevendte hustru „ved at pålægge hende seksuelle begrænsninger, der åbenbart indbefattede at han selv i nogen tid undlod at genoptage det ægteskabelige samliv med hende“.
Det er den tanke der ligger i den hebraiske grundtekst, og den kommer til udtryk i de fleste danske bibeloversættelser. For eksempel gengiver den autoriserede oversættelse af 1931 verset på denne måde: „Og jeg sagde til hende: ’I lang tid [i en periode af ikke nærmere fastsat længde] skal du vente på mig; du må ikke bedrive hor eller tilhøre nogen mand; heller ikke jeg vil komme til dig.’“ Andre oversættelser siger: „Saaledes, vil ogsaa jeg holde mig over for dig“ (rev. overs. af 1871), „jeg vil ogsaa vente paa dig“ (Kalkar), og „ogsaa jeg (vil ikke have Omgang) med dig“. (Buhl) Ligesom Gomer ikke kunne fortsætte med at bedrive hor ved at pleje umoralsk omgang med andre mænd, sådan ville Hoseas heller ikke for en tid pleje kønslig omgang med hende.
Men hvad var grunden til denne begrænsning? Hoseas havde barmhjertigt taget sin troløse hustru tilbage, idet han havde købt hende for den pris man betalte for en træl, og havde tilgivet hende. Imidlertid var Hoseas naturligt interesseret i at hans hustru gennemgik en renselse i ægteskabelig henseende. Det betød at hun i en periode måtte leve seksuelt afholdende, berøvet enhver mulighed for kønslig omgang, endog med sin ægtemand Hoseas.
Hvordan harmonerer dette med Første Korinterbrev 7:2-5, hvor der siges at manden og hustruen ikke må forholde hinanden hvad der tilkommer dem, undtagen efter gensidigt samtykke? Hoseas’ handling kan ikke tages som et udtryk for at kristne ægtefæller kan forholde hinanden den ægteskabelige ret for at straffe hinanden. Hans optræden er snarere et eksempel på at en ægtefælle udviser barmhjertighed i tilfælde af ægteskabelig utroskab. Den uskyldige part tilgiver sin ægtefælle fordi denne oprigtigt angrer og lader sig rense.
Som skildret af Hoseas og hans hustru i det profetiske billede, tog Jehova, i den genoprettelsestid der fulgte efter 537 f.v.t., det troløse Israel tilbage og lod det rense. Det indebar at israelitterne ikke igen måtte knytte nogen uren forbindelse til hedenske fyrster eller afgudspræster eller andet som var forbundet med afgudsdyrkelse, og Jehova selv afholdt sig fra at udnævne dem en konge til at sidde på en trone i Jerusalem indtil Messias, den retmæssige konge, fremstod. (Ez. 21:27) I denne renselsesperiode begyndte den tugtede, angrende rest af de kødelige israelitter derfor tålmodigt at se hen til deres messianske Befrier, som ville fjerne det hedenske åg fra deres skuldre.
På tilsvarende måde blev den bævende og skælvende rest af de sande åndelige israelitter fra og med 1919 ført ind i et fornyet pagtsforhold eller ægteskabeligt forhold til Jehova. Følgelig var de afskåret fra at begå åndeligt ægteskabsbrud med præster, politiske ledere eller frafaldne kristne, sådan som kristenheden stadig gør. Først efter en renselsesperiode genoprettede Jehova det nære, fortrolige forhold til resten af det åndelige Israel. Restens medlemmer kom således til at indse at Jehova virkelig var deres kærlige, beskyttende ægtemand og at de kunne være trygge i det forhold de havde til ham som følge af den nye pagt, formidlet af Jesus Kristus. — 1 Tim. 2:5, 6.