Hvordan de kristne „skinner som lysspredere i verden“
MENNESKEHEDENS verden har et fortvivlet behov for at få oplysning fra Gud. Uærlighed, kriminalitet, vold, undertrykkelse og uretfærdighed florerer. Mange er blevet modløse og deprimerede. Livet har ingen mening for dem. Andre søger at finde en udvej ved hjælp af alkoholiske drikke, euforiserende stoffer, fornøjelser, seksuelle oplevelser af enhver slags, ja ved hjælp af hvad som helst der kan få dem til at glemme øjeblikkets problemer. Atter andre helliger sig helt og holdent deres familie, deres omgivelser og deres arbejde, og er derved i stand til at glemme hvordan forholdene virkelig er. Men når vanskelighederne berører dem selv, bliver de tvunget til at anlægge et nøgternt syn på denne verden.
Mennesker har afgjort brug for vejledning og oplysning for at få det bedste ud af livet nu, og for at få et solidt håb for fremtiden. Men hvem i dag er i stand til at give en sådan oplysning? Tydeligvis ikke de mennesker der selv er opslugt af denne verdens ånd — dens selviskhed, begærlighed, lovløshed, mangel på interesse for andre og løsslupne ønske om sanselige nydelser. De eneste der er i stand til at oplyse andres sind er de sande kristne, som selv er blevet oplyst af Guds ord og i kraft af hans ånds virke. Følgelig bør alle den Højestes tjenere ’skinne som lysspredere i verden’. — Fil. 2:15.
Eftersom alle de sande kristne skal tjene som lysspredere, fremstilles Guds folks menigheder i Åbenbaringsbogen meget passende som lampestandere. Desuden sammenlignes ældsterådene, som bør være eksempler for de øvrige i menigheden, med stjerner. (Åb. 1:20) Apostelen Johannes, som har skrevet Åbenbaringsbogen, beretter: „Jeg [så] syv guldlampestandere, og midt iblandt lampestanderne én ligesom en menneskesøn. . . Og han havde i sin højre hånd syv stjerner.“ — Åb. 1:12-16.
„Stjerner“ i Kristi højre hånd
For at medlemmerne af en menighed kan tjene som en lampestander i en mørk verden, må de handle i overensstemmelse med det der ligger i disse ord fra Åbenbaringsbogen. Hovedet for hele den kristne menighed er Jesus Kristus, for det er ham der er „midt iblandt lampestanderne“. Det er altså ved at holde fast ved ham og ved at efterligne ham i ord og handling, at menighedens medlemmer tjener som lysspredere. Og ved loyalt at underlægge sig Kristi ledelse vedbliver de ældste med at være som „stjerner“ i hans „højre hånd“, hvilket vil sige i hans gunst. Da ældsterådene befinder sig i hans hånd, er de underlagt hans ledelse og myndighed. Dette afføder spørgsmålet: Hvad ønsker Jesus Kristus at de ældste skal gøre for at hjælpe deres respektive menigheder til at tjene som lampestandere?
Guds søn gav sine disciple disse tre grundlæggende påbud: (1) „Hold jer . . . vågne; I ved jo ikke hvornår husets herre kommer, om det bliver sent på dagen eller ved midnat eller ved hanegal eller tidligt om morgenen, for at han ikke, når han pludselig kommer, finder jer sovende. Men hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Hold jer vågne.“ (Mark. 13:35-37) (2) „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden.“ (Joh. 13:34) (3) „Gå . . . og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Matt. 28:19, 20.
Bør vi ikke forvente at de ældste sætter hele menigheden et godt eksempel ved loyalt at rette sig efter disse påbud? De må hele tiden være åndeligt vågne, og nøje overholde Guds ords høje krav med hensyn til personlig adfærd. I deres forhold til menighedens medlemmer må de lægge selvopofrende kærlighed for dagen, idet de sætter andres interesser over deres egne. Og de bør i ord og handling vise at de erkender det betydningsfulde i at gøre disciple. Ja, de ældste skulle ønske at tilhøre den kategori af sande brødre der svarer til beskrivelsen „stjerner“. Dette kræver at de er opmuntrende eksempler — ikke blot for menighedens svage medlemmer, men for alle. Dette er i overensstemmelse med den inspirerede formaning som apostelen Paulus gav Timoteus, en af sine medældste: „Bliv . . . et eksempel for de troende og trofaste: i tale, i adfærd, i kærlighed, i tro, i renhed.“ — 1 Tim. 4:12.
Hvor betydningsfuldt et godt eksempel kan være, skildres på en magtfuld måde i Nehemias’ tilfælde. Modstanden mod genopbygningen af Jerusalems mure var voldsom. Men Nehemias, der stolede på Jehova og blev ved med at bede til ham, ledede modigt arbejdet og tog også aktivt del i selve genopbygningen. Hvad var resultatet? Kun tooghalvtreds dage efter at arbejdet var blevet påbegyndt, stod murene færdige. — Nehemias, kapitlerne 4 og 6.
Og da statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua blev opildnet til handling af Jehovas ord gennem profeterne Haggaj og Zakarias, gik de ligeledes ivrigt i spidsen for genopbygningen af Jehovas tempel. Ved hjælp af sine profeter fyldte den højeste Gud dem med sin ånd. Gennem statholderen og ypperstepræsten blev Jehovas ånd derefter bragt videre til hele Israels hjemvendte folk. Hvordan? Ved at Josua og Zerubbabel blev ved arbejdet til det var fuldført og samtidig opmuntrede tempelbyggerne med deres ord og gode eksempel. — Zak. 4:2-14.
Planlægning og undervisning
I forbindelse med genopbygningen af templet og af Jerusalems mure var det nødvendigt med god organisering og planlægning for at få arbejdet gjort. Og Nehemias måtte sørge for at tilpasse disse planer efter forholdene. Efterhånden som genopbygningsarbejdet skred hurtigt fremad, forstærkede Sanballat, Tobija og de omkringboende folkeslag deres modstand, og de sammensvor sig for at kæmpe mod Jerusalem. Nehemias forelagde sagen for Jehova i bøn, opmuntrede folket til at stole på Jehova, bevæbnede arbejderne, sørgede for at nogle holdt vagt, og iværksatte på den måde et alarmsystem. Derefter fortsatte man arbejdet og forpurrede fuldstændig fjendens planer. — Neh. 4:7-20.
På samme måde kan de ældste i dag træffe lokale foranstaltninger som vil være en god hjælp i det livsvigtige arbejde med at gøre disciple. Det ugentlige menighedsbogstudium frembyder en glimrende lejlighed til dette. Der kan fastsættes passende tidspunkter hvor gruppen kan mødes for at deltage i udbredelsen af Bibelens sandheder. Eftersom gruppen er lille, kan den ældste der leder studiet drage personlig omsorg for alle. Han ønsker måske at arbejde mere sammen med nogle bestemte et stykke tid, indtil disse frit og utvungent kan gøre Bibelens budskab kendt fra hus til hus. Han kan også ordne det således at erfarne forkyndere arbejder sammen med unge eller andre som kan drage nytte af deres kundskab og erfaring.
En grundlæggende forudsætning for at arbejdet kan blive gjort, er at alle udrustes med bibelkundskab som de kan dele med andre. I løbet af studiet kan studielederen nu og da opfordre deltagerne til at udtale sig om hvordan visse tanker i stoffet kan anvendes når man deler Bibelens sandheder med ikke-troende. Han kan forhøre sig om hvornår man, i sin daglige færden, kan bruge disse oplysninger til at hjælpe nogle åndeligt, og hvordan dette kan gøres. Når han sammen med gruppen repeterer det der er blevet studeret, kan han spørge om der er nogle som har lyst til at vise hvordan de bibelske tanker man har drøftet den dag, kan anvendes når man besøger folk i deres hjem.
Det er desuden værdifuldt at forberede deltagerne på at tale med den slags mennesker som de skal besøge. Vedrørende sig selv sagde apostelen Paulus: „Jeg er for jøderne blevet som en jøde for at kunne vinde jøder. . . . For alle slags mennesker er jeg blevet alt, for i alt fald at kunne frelse nogle.“ (1 Kor. 9:20-22) Det der appellerer til mennesker ét sted, appellerer ikke nødvendigvis til mennesker et andet sted. Hvis vi kender noget til dem vi søger at nå med Bibelens budskab, kan vi derfor i forvejen tænke over hvad vi vil sige til dem. I bogstudiegruppen kan det være tilrådeligt at udveksle tanker om hvad de forskellige har fundet effektivt, og hvorfor.
En anden side af sagen som undertiden med fordel kan drøftes, er den indstilling vi bør have til andre mennesker. Alle er blevet løskøbt med Guds søns dyrebare blod, og alle har derfor brug for at blive oplyst om hvordan de personligt kan få gavn af denne genløsning. Uanset hvordan deres holdning måtte være over for forkynderne af „den gode nyhed“, ønsker Jehova Gud at de skal kunne nå til sindsændring. (2 Pet. 3:9) Hvor ville det være gavnligt fra tid til anden at tænke over om vor offentlige forkyndelse afspejler en erkendelse af dette! Ville vi for eksempel være villige til at give afkald på selve livet, hvis det kunne føre til at nogle i vort distrikt blev hjulpet til at få nøjagtig kundskab om Guds sandheder? Apostelen Paulus var villig til dette. I sit brev til romerne skrev han: „Jeg siger sandheden i Kristus; jeg lyver ikke, da min samvittighed vidner sammen med mig i hellig ånd, at jeg i mit hjerte har stor bedrøvelse og uophørlig smerte. For jeg kunne ønske at jeg selv som bandlyst var skilt fra Messias til gavn for mine brødre, mine slægtninge efter kødet.“ — Rom. 9:1-3.
At drøfte disse ting kan hjælpe os til at ransage vor egen holdning over for andre og til at se om vi virkelig tænker åndeligt. Når vi af hjertet nærer interesse for andre, vil det komme til udtryk i den måde hvorpå vi henvender os til dem. Som følge heraf vil det være lettere for de oprigtige at reagere gunstigt på „den gode nyhed“.
Ud over at sætte et godt eksempel og gøre god brug af lejligheder til at undervise sin gruppe, må en ældste også opmuntre sine medtroende. På profeterne Haggajs og Zakarias’ tid ville jøderne ikke i egen kraft have været i stand til at fuldføre templets genopbygning. Kolossale forhindringer lå i vejen. Det må derfor have været meget opmuntrende for dem at høre disse ord: „Vær kun trøstigt, alt folket i landet.“ „Jeg er med eder, lyder det fra Hærskarers [Jehova].“ „Frygt ikke!“ (Hag. 2:4, 5) Det vil ligeledes være yderst styrkende for andre når en ældste giver udtryk for overbevisning, baseret på virkelige hændelser, om at Jehova støtter sit folk, og når han selv handler i overensstemmelse med denne overbevisning. Hans glæde ved at tjene Jehova kan også virke meget opmuntrende og tilskyndende.
Det er imidlertid hverken i kraft af stærke personligheder eller organisationsmæssig effektivitet, men i kraft af Guds ånd, at de sande kristne virkelig er i stand til at skinne som lysspredere i en fjendtligsindet verden. Det var den samme kraft som gjorde det muligt for statholderen Zerubbabel og de jødiske arbejdere at fuldføre genopbygningen af templet, til trods for modstanden fra de omkringboende folkeslag. Gennem sin profet Zakarias erklærede Jehova at det ’ikke var ved magt og ikke ved styrke, men ved hans Ånd’. — Zak. 4:6.
Hvis Guds ånd skal styrke menighedens medlemmer, er god undervisning, forenet med opmuntring og et godt eksempel, afgjort nødvendig fra de ældstes side. Hvorfor? Fordi Guds ånd i dag ikke skænker de kristne som enkeltpersoner mirakuløs kundskab. Den virker derimod som en påminder og som en lærer. Som en påminder hjælper ånden den kristne til at genkalde sig det han har lært fra Bibelen, og som en lærer sætter den ham i stand til at skønne hvordan disse oplysninger skal anvendes. (Joh. 14:26) I samme udstrækning som den kristne ved hvad Bibelen indeholder, i samme udstrækning kan han altså, med Guds ånds hjælp, gøre sandheden kendt for andre og hjælpe dem til at leve sandheden. Hvor der kun er få ældste, kan man lade menighedstjenere og andre modne kristne være med til at opbygge menigheden med bibelkundskab.
Alle menighedens møder bør tjene til at undervise de tilstedeværende så de hjælpes til, både i ord og handling, at ’skinne som lysspredere’. Det er derfor nødvendigt at man forbereder sig grundigt, således at møderne kan være belærende og holde de tilstedeværendes opmærksomhed fangen. De ældste kan desuden undervise menighedens medlemmer når de besøger dem i deres hjem, når de taler med dem før og efter møderne, og når de følges med dem i den offentlige forkyndelse af „den gode nyhed“.
Hvis en menighed skal tjene som en ’lampestander’ i området, er det altså nødvendigt at dens medlemmer kender og forstår Bibelen, så Guds ånd på den bedste måde kan virke som en påminder og lærer. Eftersom Guds ånd er hellig vil den naturligvis kun virke på dem der bevarer et rent forhold til den Højeste, dem som forbliver åndeligt vågne og som nærer ægte kærlighed til menneskeheden, især til deres medtroende. Gør du hvad du kan for at få ’lampestanderen’ dér hvor du bor, til at skinne klart, til Jehovas pris og i lydighed mod Jesus Kristus, den kristne menigheds hoved?