mig dit hjerte, min søn, og lad dine øjne synes om mine veje!“ (Ordsp. 23:26) Er det at vi regelmæssigt overværer møderne i rigssalen ikke den bedste måde hvorpå vi kan ære Jehova og bringe den bedste gave ind i hans „forgårde“? Skylder vi ikke ham alt — livet, sandheden og det stærke håb om en fremtid i hans velsignede nye tingenes orden?

Det at give Jehova det bedste man har kan derfor betyde at man gør en større indsats i forbindelse med forkyndelsen af den gode nyhed om Riget. For nogle betyder det at de planlægger at tilbringe nogle måneder om året som feriepionerer. For andres vedkommende tilskynder det dem til at holde op med deres verdslige arbejde og bruge al deres tid i forkyndelsen af Rigets budskab.

Hvordan ser Jehova nu på alle disse bestræbelser som hans tjenere gør sig for at give ham det bedste de har? Ved sin profet Haggaj viste han frem til den tid vi nu oplever og sagde at han ville lade „alle folkenes skatte komme hid“ til hans åndelige bedehus, for at de dér kunne give ham den ære der tilkommer hans navn. — Hag. 2:7.

Hvad kunne Jehova ønske sig mere end at se en talrig skare af tilbedere der villigt ofrer sig for at forkynde hans navn og rige til jordens ender? Det var netop hvad apostelen Johannes så i det profetiske syn Gud gav ham — ’en talrig skare der stod foran Guds trone, iførte hvide klæder, med palmegrene i hænderne og som med glæde råbte: „Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“’ (Åb. 7:9, 10) Dermed siger de i virkeligheden: ’Vi tilhører Gud. Vi vil tjene Jehova helhjertet.’

Er det ikke sandt at det at yde Jehova vort bedste omfatter mange ting? Lad os derfor tænke på alle de foranstaltninger han har truffet til evig gavn for os, og i taknemmelighed give ham vort allerbedste.

Spørgsmål fra læserne

● I hvilken betydning er Gud „over alle, gennem alle og i alle“, som der siges i Efeserbrevet 4:6? — E. R., U.S.A.

Af sammenhængen kan vi tydeligt se at apostelen Paulus skrev til den kristne menighed og at han talte om den enhed som Gud havde udvirket iblandt dem. Paulus ønskede at menighedens medlemmer skulle forstå og værdsætte deres sande forhold til Gud og Kristus. Han taler ikke her om menneskehedens verden i almindelighed.

Paulus taler om det ’ene legeme’ som er blevet døbt med den samme dåb i vand og har del i den samme ånd, og om deres ’ene Herre’, Jesus Kristus. — Ef. 4:4, 5; Matt. 28:19, 20; 1 Kor. 12:13.

Apostelen siger videre at de har kun „én Gud“; de dyrker ikke andre guder på mange forskellige måder (sådan som nogle af dem havde gjort før de blev kristne). — Gal. 4:8; Ef. 2:1-3.

Jehova er den ’ene Fader’ for den kristne menighed af salvede fordi han har avlet dem som sine sønner ved sin hellige ånd. De er nu Guds åndelige børn og har håb om at blive medarvinger i himmelen sammen med deres ældre ’broder’, Herren Jesus Kristus. Gud er som deres Fader tydeligvis ’over dem alle’. (Ef. 4:6) Som hans børn underlægger de sig helt og fuldt hans vilje og ledelse. — Rom. 8:16; Hebr. 2:11; 1 Joh. 3:1, 2.

Jehova, denne forenede kristne families Fader, er „gennem alle“ — det vil sige alle som udgør menigheden — på den måde at han har dannet menigheden til sin ære. (Ef. 3:21) Jehova har vist sin forunderlige visdom, endog for englene, ved at skabe og lede menigheden. I det samme brev til efeserne taler Paulus om sin bemyndigelse til at oplyse mennesker om „hvorledes den frelsesplan er, der fra evighed har ligget gemt som en hemmelighed hos Gud, alle tings skaber, for at Guds visdom nu i al dens mangfoldighed ved [eller: gennem, NW] kirken [det vil sige: menigheden] skulle gives til kende for magterne og myndighederne i den himmelske verden“. Menigheden har også været „sandhedens søjle og grundvold“, et bolværk mod falsk lære i verden, og den er blevet brugt til at forkynde den gode nyhed om Guds messianske rige. Gud har i sandhed udrettet meget gennem den. — Ef. 3:9, 10; 1 Tim. 3:15.