Spørgsmål fra læserne

■ Når man én gang er blevet et af Jehovas vidner, vil man da altid blive regnet som et sådant?

Nej, Jehovas vidner ser ikke på det som de trossamfund der siger: ’Én gang medlem, altid medlem.’ En ganske lille procentdel af vore tilsluttede vælger at afskære sig selv fra den kristne menighed, eller bliver udstødt på grund af overtrædelser som de ikke angrer.

På et tidspunkt var der mange disciple der trak sig tilbage fra Jesus og ’ikke mere færdedes sammen med ham’. (Johannes 6:66) Det fremgår også af Bibelen at den kristne menighed, hvis et af dens medlemmer vedblivende begår graverende synder og ikke angrer, skal ’fjerne det onde menneske fra sin midte’ og ’holde op med at omgås vedkommende’. — 1 Korinter 5:9-13.

Hvis en kristen i dag slår ind på en syndig vej, vil et udvalg af ældste med åndelige kvalifikationer holde et møde med ham. Deres mål er at undersøge om han viser anger og kan bringes på fode igen. (Galaterne 6:1) Hvis dette ikke er tilfældet, må de ældste adlyde Bibelens anvisning og udstøde synderen, så menigheden kan være „fri for surdej“. — 1 Korinter 5:7.

Det sker også ved sjældne lejligheder, som nævnt i Johannes 6:66, at et af Jehovas vidner på eget initiativ beslutter helt at forlade sandhedens vej. Måske meddeler han først dette efter at et udvalg er begyndt at foretage undersøgelser i forbindelse med en overtrædelse. Vedkommende meddeler i et brev eller erklærer i vidners nærværelse at han ønsker at afskære sig selv fra menigheden og ikke længere vil være kendt som et Jehovas vidne. I dette tilfælde vil det ikke længere være nødvendigt for de ældste at fortsætte deres undersøgelser. De ældste skal da bringe en kort meddelelse til menigheden om at den pågældende har afskåret sig selv fra menigheden, sådan at de øvrige kan vide at han er ’gået ud fra os’. (1 Johannes 2:19) Menighedens øvrige medlemmer vil da følge den inspirerede formaning om ’ikke at modtage ham i deres hjem og ikke hilse på ham, så de ikke skal blive delagtige i hans onde gerninger’. — 2 Johannes 10, 11.

Ingen er altså tvunget til at forblive i menigheden. Men langt det overvejende antal af Jehovas vidner har samme indstilling som apostlene, der efter eget ønske holdt sig til Jesus og modtog åndelig hjælp og nød godt af det kærlige fællesskab der er i Guds menighed. — Lukas 22:28.

■ Ifølge Jehovas befaling i Jeremias 22:30 skulle ingen efterkommer af Jojakin (Jekonja, eller Konja) komme til at sidde på Davids trone. Indebærer dette ikke at Josef ikke havde retten til dette herredømme og derfor ikke kunne give den videre til Jesus?

Jehovas befaling vedrørende Jekonja (Konja) lyder således: „Optegn denne mand som barnløs, som en mand, der ingen lykke har i sit liv; thi det skal ikke lykkes nogen af hans afkom at sætte sig på Davids trone og atter herske over Juda.“ Befalingen gik ud på at ingen efterkommer af Jekonja nogen sinde skulle herske fra Davids trone i Juda. Men den forhindrede ikke at den kongelige slægtslinje og dennes privilegier fortsatte gennem Jekonja og hans efterkommere, frem til Josef og derefter til Jesus. Den forhindrede heller ikke at Jesus kunne opfylde en anden af Jehovas befalinger angående Davids herredømme: „Heller ikke dette skal blive nogens før han kommer som har retten til det, og ham vil jeg give det.“ (Ezekiel 21:27, NW) Hvordan kunne dette blive opfyldt? Ved at Jesus, som sad inde med den juridiske ret, ikke kom til at herske fra en trone i Juda, men fra himmelen!

Under det babyloniske fangenskab blev Jekonja fader til syv sønner, deriblandt Sjealtiel og Pedaja. Men eftersom der aldrig kom til at sidde en efterkommer af Jojakin på Davids trone i Juda, var det som om han var „barnløs“. Imidlertid medtager Mattæus både Jekonja (Jojakin), Sjealtiela og Zerubbabel i sin gengivelse af Jesu slægtslinje. Her var det ikke afgørende at de havde været afskåret fra at herske på nogen jordisk trone. Og i øvrigt betragtede Lukas og andre jøder i det første århundrede det ikke som noget problem at Marias slægtslinje også kunne føres tilbage til Jojakin gennem Sjealtiel. — Mattæus 1:11, 12; Lukas 3:27.

Når jøderne skulle fastslå om en person virkelig var den lovede Messias, Jehovas salvede, var det vigtigt at de kunne følge hans slægtslinje tilbage gennem Davids kongeslægt. (Se Johannes 7:40-42; Apostelgerninger 2:30.) Josefs slægt, hvorigennem den juridiske ret blev givet videre (og som Mattæus opregner), og Marias slægt, der er den kødelige slægtslinje (og som Lukas opregner), følger hver sin vej tilbage til David; men begge linjer bekræfter at Jesus hvad det arvemæssige angår fuldt ud kunne dokumentere at han var Messias, den der skulle arve Davids trone.

Lukas fandt det vigtigt at nedskrive at Maria var „lovet bort til ægteskab med en mand ved navn Josef af Davids hus“ og at Josef var „af Davids hus og slægt“. (Lukas 1:27; 2:4) Det var derfor ikke tilfældigt at Jehovas engel, som skulle give Josef visse anvisninger, henvendte sig til ham med disse ord: „Josef, Davids søn.“ Om den søn Maria skulle føde, sagde engelen til Josef: „Og du skal give ham navnet Jesus,“ og angav dermed at Josef skulle adoptere sønnen og lade ham omskære som sin egen adoptivsøn. (Mattæus 1:20, 21) Og til Maria sagde Gabriel angående Jesus: „Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ — Lukas 1:32, 33.

Mens Jesus var på jorden, blev han hyldet som „Davids søn“, men han gjorde intet forsøg på at begynde at herske som konge på jorden. (Mattæus 9:27; 21:9, 15) Han arvede alt hvad der var knyttet til Davids jordiske kongeværdighed i form af privilegier, undersåtter og landområde, men fra sin Fader i himmelen fik han langt mere i arv. Davids jordiske rige var kun et billede i lille målestok på Jesu himmelske rige, som skulle herske over hele jorden. (Daniel 2:44; 7:13, 14) Efter sin død og opstandelse blev Jesus ophøjet til Jehovas trone i himmelen. Og skønt hans jordiske slægtslinje, både gennem Josef og Maria, kan føres tilbage til Jojakin, er den omstændighed at han hersker fra en himmelsk trone ikke i modstrid med Jehovas befaling vedrørende Jekonja. Dette bekræftede Peter da han henviste til hvad David skrev under inspiration: „Da han [David] nu var en profet og vidste at Gud med en ed havde tilsvoret ham at han ville give én som var en frugt af hans lænd, sæde på hans trone, forudså han og talte om Messias’ opstandelse . . . han er blevet ophøjet til Guds højre hånd,“ hvor han, når Guds tid var inde, ville begynde at herske midt iblandt sine fjender. — Apostelgerninger 2:30-36; Salme 110:1, 2.

[Fodnote]