Spørgsmål fra læserne

● Hvordan skal Jesu formaning i Mattæus 6:7 om ikke at bede lange bønner med mange gentagelser forstås med hensyn til private og offentlige bønner i betragtning af de temmelig lange bønner der findes gengivet i Bibelen? — M. F., U.S.A.

I Bjergprædikenen fordømte Jesus de religiøse hyklere som gerne ville „stå og bede i synagoger . . . for at blive set af mennesker“. (Matt. 6:5) Deres motiv var dårligt. Deres bønner var ikke oprigtige, bedt i ydmyghed. Derfor formanede Kristus: „Når I beder, må I ikke lade munden løbe, som hedningerne gør; thi de mener, de bliver bønhørt for deres mange ord.“ Eller: „De mener at Gud vil bønhøre dem på grund af deres lange bønner.“ — Matt. 6:7; Today’s English Version.

På Jesu tid havde jødedommens hykleriske religiøse ledere fastlagt enhver stilling man indtog og enhver bevægelse man foretog under bønnen, og de havde udformet bestemte bønner man kunne gentage. Med dem var den offentlige bøn degenereret til en gerning der øvedes i selvretfærdighed og hvorved man kunne vinde sig fortjeneste og vise sin fromhed. Disse religiøse ledere opnåede måske at gøre indtryk på visse godtroende mennesker, men de opnåede intet hos Gud. En hårdere dom ventede dem som ’for et syns skyld bad længe’. — Luk. 20:47.

Det er sandt at nogle få af de rette bønner der gengives i Bibelen er temmelig lange. Salomons bøn ved templets indvielse vil, som den er nedskrevet i Bibelen, have taget henved ti minutter. (1 Kong. 8:23-53; 2 Krøn. 6:14-42) Johannes’ gengivelse af en bøn som Jesus fremsagde den sidste aften han tilbragte sammen med sine disciple, fylder seksogtyve vers. (Joh. 17:1-26; se også Nehemias 9:6-38.) Disse bønner var særlige bønner, offentlige bønner som blev bedt på et særligt tidspunkt. Gud hørte og godkendte Salomons bøn, og han har også hørt og godkendt Jesu bøn. (2 Krøn. 7:12; Joh. 11:42) Vi er naturligvis taknemmelige for at disse lange bønner er blevet nedskrevet i Bibelen.

Ud fra de bibelske eksempler på bønner som blev antaget af Gud kan vi se at det Jesus fordømte ikke specielt var bønnernes længde, men det urette motiv der lå til grund for lange bønner med mange gentagelser som blev bedt for et syns skyld. Det følger heraf at når Salomon, Jesus og andre som var i besiddelse af stor åndelighed og ligevægt bad lange bønner i al oprigtighed og med et godt motiv, misbilligede Jehova det ikke.

Det er ikke nødvendigt og der findes heller intet bibelsk grundlag for at opstille regler for længden af offentlige eller private bønner — den kan variere.

Undertiden kan særlige omstændigheder, vanskeligheder og prøvelser bevirke at en lang bøn er på sin plads, især når det gælder en privat bøn. I Getsemane have bad Jesus meget, og umiddelbart før han udvalgte de tolv apostle tilbragte han hele natten i bøn. — Luk. 6:12; 22:41-45.

På den anden side er der mange eksempler i Bibelen på udmærkede bønner der var yderst korte og kun drejede sig om det forhåndenværende problem. (Neh. 2:4; 1 Kong. 18:36, 37; 2 Kong. 6:17, 18; Joh. 11:41, 42; Ap. G. 1:24, 25) Selv om andre forhold kunne have været medtaget og nævnt i disse bønner, er det et spørgsmål om det ville have været på sin plads. De der bad bønnerne mente det åbenbart ikke. Den mønsterbøn Jesus gav os var også temmelig kort. — Matt. 6:9-13.

Det fremgår heraf at man må tage omstændighederne i betragtning. Selv om Jesus vidste at det ikke var forkert at bede en hel nat, bad han dog ikke nogen lang bøn før han bespiste de 4000. Bibelen fortæller: „Han tog de syv brød, takkede, brød dem og gav disciplene dem, at de kunne byde dem rundt.“ (Mark. 8:6) På tilsvarende måde bør man også i dag ved menighedens møder tage hensyn til omstændighederne. For eksempel bedes der ved mindehøjtiden fire forskellige bønner. Hvis alle disse bønner var lange, kunne det skabe unødvendige forstyrrelser i hele arrangementet — i selve foredraget og med hensyn til den tid man har salen til rådighed. Det er nødvendigt at udvise sund dømmekraft og afpasse tingene efter hinanden.

Hvis vi nu igen betragter Jesu kommentar til de religiøse lederes bønner, må det vi skal lære heraf være betydningen af det rette motiv og de rette tanker. En kristen der beder på andres vegne må passe på at han ikke gør sin bøn for lang så hans tilhørere får den opfattelse at han er mere „åndelig“. Han bør heller ikke benytte sig af blomstrende vendinger for at imponere andre. Det er et stort privilegium at vi kan bede til vor kærlige himmelske Fader, et privilegium som vi bør benytte os af regelmæssigt og i oprigtighed og ydmyghed. (Luk. 18:13, 14) Hvis vi betragter bønnen på denne måde vil vi afpasse længden og indholdet af vore bønner, både offentlige og private, efter lejligheden og behovet.

● Da jeg studerer Bibelen sammen med Jehovas vidner er jeg interesseret i at gøre det der er rigtigt i Guds øjne. For sytten år siden forlod min mand mig, og jeg har ikke hørt fra ham siden. Måske er han død nu. Er jeg fri til at gifte mig igen? — A. S., U.S.A.

Det glæder os meget når de der studerer Guds ord udtrykker et oprigtigt ønske om at gøre det der er rigtigt. Skal man gøre det der er rigtigt i Guds øjne, er det vigtigt at anerkende hans inspirerede ord og leve efter det.

Bibelen siger at døden opløser et ægteskab. Om den kristne hustru sagde apostelen Paulus: „Sover hendes mand hen, er hun fri, så hun kan gifte sig, med hvem hun vil, blot det sker i Herren.“ (1 Kor. 7:39; Rom. 7:2) Det samme gælder for manden hvis hans hustru dør; han vil da være fri til at gifte sig igen.

I det foreliggende tilfælde har hustruen åbenbart ikke noget konkret bevis for at hendes mand er død. Juridisk set står ægteskabet stadig ved magt. Det vil være både ulovligt og umoralsk hvis hustruen uden videre gifter sig igen blot fordi hun mener at hendes mand er død.

I mange lande findes der imidlertid love der siger at hvis en mand eller kvinde er forsvundet og man ikke har hørt fra vedkommende i et vist tidsrum, kan han eller hun retsligt set erklæres for død. I det juridiske værk Corpus Juris siges der: „Ifølge sædvaneretten var regelen den at en person formodedes at være død når vedkommende havde været sporløst forsvundet i syv år, . . . i nogle få retskredse har man dog ved lov fastsat en kortere periode.“ (Bind 17, siderne 1167, 1168)a En mand eller kvinde har dog ikke lov til blot at formode at han eller hun er fri til at gifte sig igen når den fastsatte tid er gået. Man må gå rettens vej. Samme lovbog siger: „Ingen formodning om en persons død kan skabes alene på grundlag af at vedkommende har været sporløst forsvundet; der må være foretaget en grundig eftersøgning.“ — Side 1171.

Hvordan den retslige fremgangsmåde er, afhænger af de stedlige love. Den „grundige eftersøgning“ kan for eksempel bestå i at man forhører sig hos alle slægtninge og venner som kan formodes at have hørt fra eller om den borteblevne, at man indhenter oplysninger på hans tidligere opholdssteder og arbejdspladser og efterlyser vedkommende gennem avisen. Hvis en gennemgribende eftersøgning intet resultat giver med hensyn til om den borteblevne er i live, kan domstolen erklære vedkommende for død. Før dette er sket vil hustruen juridisk set ikke være fri til at gifte sig igen.

Hvis alle inden for rimelighedens grænser foretagne bestræbelser for at finde ægtemanden er slået fejl og han af en domstol er blevet erklæret for død, kan hustruen selv afgøre hvad hun vil gøre. Hvis hun efter sin inderste overbevisning mener at hendes mand er død og hun gerne vil gifte sig igen, må hun være villig til at påtage sig ansvaret for det over for Gud, der kender alle omstændigheder og bevæggrunde. — Gal. 6:5; Hebr. 4:13.

Det er en alvorlig sag, for den udeblevne ægtefælle, der er blevet erklæret for død af domstolen, kan dukke op igen. Hvad så? Corpus Juris fortæller hvad der gælder mange steder: „Hvor formodningen [om død] modbevises af kendsgerninger der peger på at den borteblevne er i live, erklæres det nye ægteskab for ugyldigt fra dets indgåelse.“ (Bind 38, side 1296) Kvinden må skilles fra sin anden mand og få sagen ordnet. [Her i landet er loven anderledes: Her anses det tidligere ægteskab for endeligt ophørt, selv om dødsformodningen viser sig at være urigtig. Har ægtefællen ikke giftet sig igen, består ægteskabet med den borteblevne stadig.]

Selv om det forekommer usandsynligt at en bortebleven person dukker op igen, forekommer det dog. En kvinde i staten New Jersey blev forladt af sin mand i 1924. I 1943 erklærede en domstol ham for død. To år senere giftede hun sig igen. Med tiden blev hun en kristen. Så fik hun at vide, seksogtredive år efter at hendes mand havde forladt hende, at han indtil for nylig havde boet i en by cirka halvtreds kilometer fra hvor hun boede. Dermed var hendes andet ægteskab ugyldigt, og hun måtte skilles fra den anden mand, som hun troede hun var gift med, og måtte have hele forholdet bragt i orden.

Med hensyn til det foreliggende tilfælde kan vi sige: Mangelen på oplysninger om ægtemanden hindrer ikke hustruen i at blive et Jehovas vidne. Hvis hun med tiden over for den kristne menigheds repræsentanter på tilfredsstillende måde kan vise at alle anstrengelser for at indhente oplysninger om at hendes mand er i live, er mislykkedes, og at der er god grund til at tro at han er død, og han juridisk er erklæret for død, kan de lade hende påtage sig ansvaret for beslutningen om at gifte sig igen, „i Herren“. (1 Kor. 7:39) Hun bør huske på at det er en meget alvorlig sag og ikke noget man kan tage let på eller gøre overilet. En kristen der gifter sig under disse omstændigheder må bære sit ansvar over for Jehova, der „uden personsanseelse dømmer enhver efter hans gerning“. — 1 Pet. 1:17; Hebr. 13:4.

● Er det rigtigt at bruge betegnelsen „engel“ om opstandne salvede kristne? — R. C., U.S.A.

Bibelen bruger ikke ordet „engel“ om salvede kristne der er blevet oprejst til liv i himmelen. Hvis man imidlertid lægger mærke til hvordan Bibelen bruger det hebraiske og græske ord der kan oversættes med „engel“, kan man se at der ikke skulle være noget i vejen for at bruge betegnelsen „engel“ i almen betydning om kristne som bliver åndeskabninger i himmelen.

Det hebraiske ord (mal’akhʹ) og det græske ord (agʹgelos) som er oversat med „engel“ i Bibelen betyder bogstaveligt „sendebud“. Betegnelsen anvendes om åndeskabninger som Jehova benytter som sine sendebud. Men ordene bruges også om mennesker der er sendebud. (2 Sam. 5:11; 11:25; Jak. 2:25) Apostelen Johannes fik besked på at skrive til „de syv menigheders engle“. (Åb. 1:20) Selvfølgelig ville han ikke skrive til åndeskabninger i himmelen men til de salvede jordiske tilsynsmænd for syv menigheder i Lilleasien. Bibelen begrænser altså ikke brugen af det hebraiske og græske ord der kan oversættes med „engel“, til åndeskabninger.

Den ophøjede Jesus Kristus og de salvede kristne som er blevet oprejst for at regere sammen med ham i himmelen, befinder sig egentlig på et højere plan end de åndeskabninger der normalt kaldes engle. Jesus og hans salvede efterfølgere i himmelen er udødelige. (1 Tim. 6:15, 16; 1 Kor. 15:51-54) Englene, derimod, er dødelige, hvilket for eksempel fremgår af at Satan og de ulydige engle der følger ham, vil blive tilintetgjort. (Åb. 20:10, 14; Luk. 8:30, 31) Desuden viser Bibelen at Kristus er blevet ophøjet over englene og at hans salvede efterfølgere skal være med til at dømme engle. — Hebr. 1:4; Fil. 2:9-11; 1 Kor. 6:3.

Ikke desto mindre kaldes Jesus efter sin opstandelse stadig for ærkeengelen Mikael. (Jud. 9; Åb. 12:7) Det er også den ophøjede Jesus der hentydes til i Åbenbaringen 20:1 med betegnelsen „en engel“, for som Guds konge er det ham der binder Satan og dæmonerne. Ordet „engel“ som betegnelse for indehaveren af et bestemt embede kan altså bruges generelt om alle åndeskabninger i himmelen.

[Fodnoter]