„Ske din vilje på jorden“, 6. del

Titlen på den bog vi her studerer i serieartikler, „Ske din vilje på jorden“, er hentet fra Herren Jesu Kristi bøn, den bøn han rettede til såvel sin som sine trofaste disciples Fader. Det de kristne får befaling til at bede om er at den himmelske Faders, Jehova Guds, vilje må ske på jorden som den sker i himmelen. „Hvorfor den må ske på jorden“, er titlen på kapitel 2, og vi er nu nået midt ind i dette kapitel. En af de vægtigste grunde til at Guds vilje må ske, er at Jehova Gud skabte jorden til at bestå for evigt som bosted for menneskene og de lavere dyreskabninger som er underlagt mennesket. Det er Guds hensigt at hele jorden skal gøres til et paradis i lighed med det oprindelige Paradis eller Edens have. Hvis Gud, når denne hensigt i sin fulde udstrækning er nået og den fuldkomne menneskehed gør den himmelske Faders vilje, flyttede Paradisets beboere til et helt andet sted, da ville hans guddommelige hensigt være blevet gjort til intet.

26. Hvad har mennesket imidlertid gjort med hensyn til jorden, vandet og luften, og hvilken guddommelig hensigt skal gennemføres som godtgør det berettigede i menneskets skabelse?

²⁶ Menneskene er i dag efter deres sekstusindårige historie nået dertil at de i deres kommercielle udnyttelse af jorden og ved deres krige er i færd med at lægge jordens overflade øde. De fylder dens atmosfære med affaldsstoffer, forurener dens vande og gør dem radioaktive. De opfylder jorden med ufuldkomne børn, illegitime og legitime, der lige så lidt som forældrene gør Guds vilje. Guds vilje er endnu aldrig blevet gjort over hele jorden, eller af hele menneskeheden, således som han over for mennesket i Eden påpegede at den guddommelige hensigt var. Denne guddommelige hensigt må imidlertid nødvendigvis gennemføres for at det kan blive godtgjort at Gud gjorde ret i at skabe det første menneske. Endnu står det tilbage at Gud retfærdiggøres eller ophøjes ved at hans vilje sker på jorden såvel som i himmelen. Det var Jesu bøn at Gud skulle ophøjes på denne måde.

27. Hvem vil Gud ikke lade sine hensigter krydse af? Hvilken udfrielse lærte Jesus os at bede om, og hvad skal afstedkomme denne udfrielse?

²⁷ Gud har intet ændret ved sine hensigter i denne henseende, heller ikke efter hans søns, Jesu Kristi, komme til jorden. Med hensyn til sine erklærede hensigter siger han: „Jeg, Jehova, forandrer mig ikke; derfor er I, o, sønner af Jakob, ikke blevet udryddet.“ (Mal. 3:6, AS) Det vil ikke være nødvendigt for ham at opsluge hele menneskeheden på jordens overflade eller at tilintetgøre jorden. Han vil ikke afholde sig fra at bringe sine hensigter til udførelse, thi i så fald måtte han indrømme at have lidt nederlag. Han vil ikke lade sin hensigt krydse af en modstander, en Satan, eller af en løgner og bagvasker, en Djævel. Jesus lærte os at bede om udfrielse fra den Onde. Han afsluttede sin mønsterbøn med ordene: „Og led os ikke ind i fristelse; men fri os fra den Onde.“ (Matt. 6:13, fodnoten) Den almægtige Gud vil også svare på denne del af sin søns bøn, og det betyder at den Onde, „denne verdens hersker“, „denne tingenes ordnings gud“, må forsvinde. „Den Onde“, Satan Djævelen, kan ikke være her samtidig med at Guds vilje sker på jorden såvel som i himmelen. Derfor må Satan Djævelen og hans usynlige dæmoner samt hans synlige menneskelige redskaber forsvinde. At fremtiden vil bringe et evigt jordisk paradis, opfyldt af fuldkomne mennesker der gør Guds vilje, er aldeles givet. Den himmelske Faders rige, om hvis komme Jesus lærte sine disciple at bede, vil sørge for dette. — Åb. 20:1-3.

28, 29. Hvad sagde Jesus af samme grund til den venligsindede misdæder på marterpælen ved sin side? Hvilket syn gav han senere Johannes på Patmos for at vise at Guds hensigt er uændret?

²⁸ Det var grunden til at Jesus, da en venligsindet misdæder, som var anbragt på en marterpæl for at dø ved siden af Jesus, sagde: „Husk på mig, min Herre, når du kommer i dit rige,“ svarede ham: „Sandelig siger jeg dig i dag, du skal være med mig i Paradis.“a På tredjedagen derefter blev Jesus oprejst fra de døde, men det blev den venligsindede misdæder ikke. Fyrre dage senere så Jesu Kristi trofaste apostle med egne øjne ham stige op fra Oliebjerget øst for Jerusalem og forsvinde for dem ind i himmelen, idet han vendte tilbage til sin Fader, evighedens Konge. Det var i foråret 33 e. Kr. Adskillige år senere, omkring år 96 e. Kr., meddelte Jesus fra himmelen apostelen Johannes, der da var på øen Patmos, at den himmelske Faders hensigt med det jordiske paradis under Guds rige stadig var uændret. Jesus lod i et profetisk syn Johannes se på hvilken herlig måde Guds rige ville komme til jorden. Derpå sagde Johannes:

²⁹ „Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: ’Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.’ Og han, som sad på tronen, sagde: ’Se, jeg gør alting nyt.’ Og han siger: ’Skriv; thi disse ord er troværdige og sande.’“ — Åb. 21:3-5.

30. Hvorfor vil det ikke være mærkeligt at Gud til den tid bor hos menneskene, og hvorledes vil den omtalte misdæder følgelig være med Jesus i Paradis?

³⁰ I overensstemmelse med dette syn af ting „der snart må ske“, (NW) vil Guds telt være hos menneskene. På den måde vil Gud repræsentativt bo hos menneskene på jorden, ikke menneskene hos ham i himmelen. Dette er ikke mærkeligt. For tusinder af år siden boede Gud repræsentativt hos fortidens israelitter ved det hellige tabernakel som profeten Moses lod rejse da de var lejret på halvøen Sinaj på vej fra Ægypten til Palæstina. (2 Sam. 7:5-7) Da dette symbolske „Guds telt“ kommer ned for at være hos menneskene i den nye verden, vil Jesus Kristus på denne måde repræsentativt være på jorden som Guds ypperstepræst. Vor jord skal da gøres til et glædens paradis, uden tårer, død, sorg, skrig eller pine, fordi alt hvad der tidligere havde med synd og død at gøre da vil være forsvundet, mens Gud fra sin trone gør alt nyt for menneskene på jorden. Således vil det gå i opfyldelse, at når den venligsindede misdæder oprejses fra sin århundredlange søvn i døden til liv på jorden vil han være med Jesus i Paradiset.

31. Hvorfor er dette håb om et jordisk paradis ikke materialistisk, og hvilket håb havde Gud givet mennesker fra Abel til den døende misdæder på marterpælen?

³¹ Dette håb om et genoprettet jordisk paradis, der er udbredt over hele jorden, er ikke et materialistisk håb der skal vende mennesker bort fra de himmelske glæder, som mange af kristenhedens religiøse ledere fremholder som målet for medlemmerne af deres religiøse systemer. Dette håb kan lige så lidt kaldes materialistisk som det at Adam i Eden en vis tid adlød Gud for at bevare livet i det oprindelige Paradis kan kaldes en materialistisk stræben. „’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.’ Det første menneske var af jord, jordisk.“ (1 Kor. 15:45, 47) Det håb Gud havde givet Adam kunne ikke være andet end et jordisk håb, det samme håb som alle de hellige Guds mænd glædede sig ved fra den første martyr Abel ned til Johannes Døber, ja, ned til den venligsindede misdæder der døde ved siden af Jesus. — Hebr. 11:3-40.

32, 33. Hvorfor strider dette ikke mod det himmelske håb som Gud nedlægger i Jesu Kristi efterfølgeres hjerter?

³² Dette strider ikke imod det himmelske håb som Gud nedlægger i Jesu Kristi efterfølgeres hjerter. Dem gør Gud ved hjælp af sin hellige ånd eller virkekraft til sine åndelige børn idet han lader dem påbegynde en ny livsbane, et himmelsk liv. Disse forholdsvis få kristne, der i Johannes’ syn symboliseredes ved de fireogtyve ældste, kaldes avlede af eller undfangede ved Gud, til hvilket formål han har anvendt sin livgivende ånd. Derfor retter de deres hengivenhed imod og holder deres tanker fæstnet ved det som er oventil. I opstandelsen fra de døde forventer de at blive genfødt på samme måde som Jesus Kristus til et helt igennem åndeligt liv i himmelen, en virkelig omdannelse eller forvandling. — 1 Kor. 15:42-54.

³³ At det himmelske håb er forbeholdt disse den sande kristne menigheds 144.000 trofaste medlemmer vil ikke sige at den øvrige del af menneskene intet har at håbe på. Den strålende forventning om et jordisk paradis, hvor Guds vilje skal ske på jorden som den sker i himmelen, er det velsignede håb de vil kunne tage i eje i henhold til Guds uforanderlige og kærlige hensigt. Det håb som Kristi trofaste menighed har, den menighed der vil overvinde verden, vil gå i opfyldelse før det jordiske håb, som de trofaste i de før-kristne tider havde, og som også vore dages trofaste og over for Jehova Gud retsindigt indstillede mennesker har. At den kristne menigheds himmelske håb bliver virkelighed vil samtidig medvirke til at også det jordiske håb hos troende mennesker virkeliggøres.

34. Hvorfor vil det at Guds vilje sker på jorden, komme til at betyde mere end evig lykke for den retfærdige menneskehed, og hvorfor bør mennesker nu glæde sig?

³⁴ Alt det foregående viser hvorfor Guds faderlige vilje nødvendigvis må ske her på jorden som den sker i himmelen. Det kommer til at betyde mere end evig lykke for retfærdige mennesker i deres jordiske, paradisiske hjem. Det vil også klart vise Guds hellighed, hans agtelse for sit navn, det uforanderlige i hans fuldkomne vilje, hans trofasthed over for sit ord og hans uovervindelige magt og formåen som den kommer til udtryk ved hans rige, hans himmelske regering ved hans søn Jesus Kristus. Det er derfor sikkert og vist at menneskeslægten vil blive frelst og bevaret på jorden under Guds rige. Glæd jer derfor, I mennesker! Guds rige, der besidder al magt, vil beholde det fuldstændige herredømme over menneskets jordiske hjem selv om også alle menneskenes fjender under Satan Djævelen længe har haft lov at volde forstyrrelser og øve modstand. Vore dages begivenheder ledes i den retning som en opfyldelse af Guds profetier. Dette vil vi blive klar over når vi læser videre.

Kapitel 3

Behovet for en helligdom

1. Hvorledes er bygninger som mennesker har betragtet som helligdomme ikke blevet skånet for vanhelligelse, plyndring eller ødelæggelse, og hvilke spørgsmål opstår som følge heraf?

I de forløbne årtusinder har menneskene følt et behov for helligdomme, hellige steder eller hellige bygninger hvor de kunne dyrke de guder der hørte til deres religion. At disse steder har været erklæret hellige har imidlertid ikke skånet dem for vanhelligelse, plyndring eller ødelæggelse. Fremstormende erobrere har berøvet dem deres skatte; rivaliserende guders tilbedere har i deres afsky krænket og besmittet dem; krige har forårsaget ødelæggelse af dem ved ild og bomber; jordskælv har rystet dem i deres grundvold og fået deres mure og søjler til at styrte bragende til jorden. Ved Baalbek i dalen mellem Libanons og Anti-Libanons bjerge står i dag de gigantiske ruiner af oldtidens største Jupiter-tempel. I 1759 blev det yderligere raseret af et jordskælv som varede syvogtyve dage. De storslåede templer der byggedes til Jehova og som engang kronede Morija bjerg i Jerusalem, findes ikke mere. Deres ødelæggelse fandt sted ved hedningers hånd, og i årevis plejede fromme jøder at bruge det som anses for at være den vestlige ydermur om den gamle tempelplads, som grædemur. Intet synes at besidde varig hellighed eller ukrænkelighed. Hvorfor forholder det sig således? Findes der ingen virkelig helligdom?

2. Hvem viste Jeremias at Jehovas tempel blev vanhelliget af, og hvornår vil Guds store fodskammel blive regnet for hellig?

² På profeten Jeremias’ tid blev Jerusalems tempel endog vanhelliget af dem der forrettede den religiøse tjeneste i det. Jeremias beretter i følgende ord til de hykleriske tilbedere om Guds harme derover: „’Er dette hus som mit navn er nævnet over blevet en blot og bar røverhule i jeres øjne? Jeg har jo også selv set det,’ lyder Jehovas udtalelse.“ (Jer. 7:11, NW) For at rette enhver misforståelse med hensyn til sin helligdom, inspirerede Gud sin profet Esajas til at sige: „Dette er hvad Jehova har sagt: ’Himlene er min trone og jorden er min fodskammel. Hvor er da det hus som I mennesker kan bygge mig, og hvor er da det sted hvor jeg kan tage ophold?’“ (Es. 66:1, NW; Ap. G. 7:48-50) Sammenlignet med himlene hvor Jehova sidder på sin trone som universets Evighedskonge, er jorden hans fodskammel. Men dette sted hvor han anbringer sine fødder bør være helligt. Som sådant vil det også blive behandlet når hans vilje fuldt ud sker på jorden som den sker i himmelen.

3. Hvorfor var Edens have i virkeligheden en helligdom, og hvad er det lykkelige liv i hellighed dér brugt som forbillede på?

³ Straks efter at mennesket var blevet skabt blev denne Jehova Guds jordiske fodskammel ikke besmittet af syndige skabninger. Den have eller Paradiset som Skaberen plantede i Eden var en del af hans fodskammel, og en særlig hellig del, eftersom Jehova Gud dér førte samtaler med mennesket, ja så at sige „spadserede i haven på den tid af dagen da brisen rørte sig“. (1 Mos. 2:15-17; 3:8, NW) Det var „Jehovas have“ for den var plantet af ham og overordentlig skøn. (1 Mos. 13:10, NW) Det var „Eden, Guds have“. (Ez. 28:13) Det betød i virkeligheden at det var en helligdom, et ukrænkeligt, helligt sted, hvor intet der har med synd at gøre måtte komme ind, hvor intet syndigt kunne forblive. I sin hellighed var det et sted hvor det første menneskepar, Adam og Eva, kunne leve i lykke og glæde. De glædede sig over at leve i denne hellighed, i lydighed mod deres Guds og himmelske Faders vilje. Dette anvendes som et eksempel på Jehovas åndelige børns lykke når han ændrer deres jordiske tilstand og skænker dem overvældende åndelig fremgang. Om denne forandring der skulle indtræffe for hans åndelige organisation sagde han profetisk: „Han vil med sikkerhed trøste alle dets øde steder, og han vil gøre dets ødemark som Eden og dets ørkenslette som Jehovas have. Jubel og glæde vil man finde hos det, taksigelse og sang.“ — Es. 51:3, NW.

4. Hvilke andre gudssønner var der foruden den fuldkomne Adam, og ved hvem var det synden søgte at vinde indpas i helligdommen i Eden?

⁴ Det varede imidlertid ikke længe før synden forsøgte at vinde indpas og tage bolig i helligdommen i Eden. Men hvordan kunne den overhovedet opstå i Guds hellige univers? Ved at en af Guds sønner bukkede under for et selvisk ønske som denne utro søn gav rum for i sit hjerte og som han lod vokse. Ganske vist fører vor tids menneskers slægtslinjer gennem Noa tilbage til „Enosj, søn af Set, søn af Adam, søn af Gud“, idet Adam var Guds jordiske søn eftersom Gud var hans Skaber og Livgiver. (Luk. 3:38) Men der fandtes også andre „sønner af Gud“, ikke på jorden i kødet, men i himmelen. De havde overværet skabelsen af både jorden og det første menneske. Dette omtalte Jehova Gud selv da han spurgte manden Job: „Hvor var du, da jeg grundede jorden? Sig frem, om du har nogen indsigt! Hvorpå blev dens støtter sænket, hvem lagde dens hjørnesten, mens morgenstjernerne jubled til hobe, og alle gudssønner råbte af glæde?“ (Job 38:1, 4, 6, 7) Det var en af Guds åndelige sønner der — forledt af sig selv — blev foregangsmand på syndens område i Guds hellige univers og som snart efter også indførte den på jorden i Guds helligdom i Eden.

5. Hvilken hersker blev af Ezekiel sammenlignet med den første synder, og hvorledes var denne selv årsag til sin synd?

⁵ Langt senere i historien fulgte en konge i Mellemøsten, herskeren over havnebyen Tyrus ved Middelhavet, en lignende handlemåde som den utro, åndelige gudssøn. Derfor sammenlignede Gud denne konge med den første synder og inspirerede sin profet Ezekiel til at sige til den symbolske konge af Tyrus: „Du var indsigtens segl, fuld af visdom og fuldkommen i skønhed. I Eden, Guds have, var du; . . . Fuldkommen var du i din færd, fra den dag du skabtes, indtil der fandtes brøde hos dig. Ved din megen handel fyldte du dit indre med uret og forbrød dig; da vanhelligede jeg dig og viste dig bort fra gudebjerget . . . Dit hjerte hovmodede sig over din skønhed, du satte din visdom til på grund af din glans. . . . Med dine mange misgerninger, ved din uredelige handel vanhelligede du dine helligdomme.“ (Ez. 28:12-18) Denne åndelige søn var blevet betroet en interesse i det sande Eden, menneskets første paradisiske hjem. Han havde fået skænket en fri vilje, men han handlede selvisk, og i sin selviskhed så han visse muligheder i Eden. Da han nu nærmere vurderede disse muligheder, blev han prøvet. Det kan Gud imidlertid ikke lastes for: „Ingen må sige, når han bliver fristet: ’Jeg fristes af Gud;’ thi Gud kan ikke fristes af noget ondt, og selv frister han ingen; men enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær; derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er fuldvoksen, avler den død.“ — Jak. 1:13-15.

6. Fra hvad og til hvad forvandlede han sig, og hvorledes vanhelligede han Guds helligdom i Eden?

⁶ Ved således at beslutte sig til at gøre uret eller at synde imod Gud og derpå tage skridt til tilfredsstillelse af det selviske ønske der havde fristet ham, forvandlede denne åndelige Guds søn sig fra at være en søn af Gud til at være en fornægter af Gud, sin Fader, fra at være en Guds medarbejder til at være en Guds modstander, fra en sandfærdig lovpriser af Gud til en løgnagtig bagvasker af Gud. Han gjorde sig selv til Satan Djævelen, som Gud ikke kunne anerkende som sin søn. Det skete ved at han prøvede at omvende Adam og Eva fra at være fuldkomne, retfærdige, syndfri børn af Gud til at være misdædere, som han nu kunne frembringe, syndere mod deres Skaber. Det er årsagen til at Johannes skriver: „Den, der gør synd, er af Djævelen; thi Djævelen har syndet fra begyndelsen. Men derfor blev Guds søn åbenbaret, for at han skulle tilintetgøre Djævelens gerninger. . . . Derpå kendes Guds børn og Djævelens børn: enhver, der ikke øver retfærdighed, er ikke af Gud, ej heller den, der ikke elsker sin broder. . . . vi skal elske hverandre og ikke være som [Adams søn] Kain, der var af den Onde og myrdede sin broder [Abel]. Og hvorfor myrdede han ham? Fordi hans egne gerninger var onde, men hans broders retfærdige.“ (1 Joh. 3:8-12) Ved at indføre synden vanhelligede Satan Guds helligdom i Eden.

(Fortsættes)

[Fodnote]