Spørgsmål fra læserne
● Omkring den 24. og 25. december hører man meget om ’tre vise mænd’ som af en stjerne blev ledet til Jesus. Besøgte de ham i Betlehem eller senere i Nazaret?
Lukas fortæller at Josef og Maria rejste fra Nazaret i Galilæa til Betlehem i Judæa, syd for Jerusalem. Der blev Jesus født i en stald og lagt i en krybbe. Gennem en engel bekendtgjorde Jehova Gud fødselen for nogle hyrder som kunne finde ’spædbarnet’ (græsk: brefos) i Betlehem. På den ottende dag lod Josef og Maria barnet omskære. Da den foreskrevne renselsesperiode på 40 dage var omme bragte de „det lille barn“ (græsk: paidion) op til templet i Jerusalem, hvor han blev set af Simeon og profetinden Anna. — Luk. 2:1-38; 3 Mos. 12:2-4.
Umiddelbart derefter siger Lukas’ beretning: „Og da de havde gennemført det alt sammen i overensstemmelse med Jehovas lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret.“ (Luk. 2:39) Men hvor kommer ’de tre vise mænd’ ind i billedet? Hvornår besøgte de Jesus, og hvor?
Mattæus beretter at „efter at Jesus var blevet født i Betlehem“ kom der nogle mænd fra østen til Jerusalem. Ifølge traditionen var der tre mænd (denne tradition skyldes muligvis at de medbragte tre slags gaver — guld, røgelse og myrra). Men Bibelen nævner ikke deres antal. Den kalder dem heller ikke „konger“. Den betegner dem derimod som magoi (som er beslægtet med det danske ord „mager“), og dette ord betyder ikke ’vise mænd’. (Matt. 2:1) Professor A. T. Robertson forklarer:
„Her hos Mattæus synes tanken snarere at være astrologer. Babylon var astrologiens hjemsted.“ — Word Pictures in the New Testament, bd. 1, s. 15.
Mattæus fortæller at disse astrologer gjorde et ophold i Jerusalem og konfererede med kong Herodes, hvorefter de fortsatte „til Betlehem“. Efter at de havde bragt deres gaver, skulle de vende tilbage og give Herodes besked om hvor barnet var. Men Gud greb ind og fik astrologerne til at vende hjem ad en anden vej. Derefter gav han Josef besked om at flygte til Ægypten fordi Herodes ville rydde Jesus af vejen. — Matt. 2:1-15.
Når man læser de to fremstillinger af begivenhederne hos henholdsvis Lukas og Mattæus, kan man godt spekulere på hvornår astrologerne egentlig besøgte Jesus. Det er dog ikke sandsynligt at det skete i løbet af den 40 dage lange renselsesperiode, for Lukas nævner at familien tog til Jerusalem ved udløbet af denne periode, hvorimod Mattæus siger at Josef straks efter astrologernes besøg flygtede med sin familie til Ægypten. Det ser således ud til at familien, efter at barnet var blevet fremstillet i templet i Jerusalem, vendte tilbage til Betlehem med planer om at bosætte sig i kong Davids by, hvorfra Messias skulle komme, og at den senere fik besøg af astrologerne dér.
I Mattæus 2:11 læser vi at astrologerne „gik ind i huset“, hvor de så „det lille barn“. På dette tidspunkt befandt Josef, Maria og Jesus sig altså i et hus, og ikke i en stald, sådan som det ofte fejlagtigt skildres på billeder. Og Mattæus benyttede det græske ord paidion, der kan anvendes om et nyfødt spædbarn (Joh. 16:21) eller om et lidt større barn som er i stand til at tale og at lege udendørs. (Luk. 7:32) Jesus kan altså på det tidspunkt have været mange måneder gammel.
At han ikke længere var helt nyfødt fremgår af at Herodes, da astrologerne ikke vendte tilbage, og gav sine folk ordre til at dræbe „alle drengene i Betlehem og hele dens omegn . . . fra toårsalderen og nedefter, i overensstemmelse med den tid han omhyggeligt havde skaffet sig viden om fra astrologerne“. (Matt. 2:16) Vidnesbyrdene peger på at Jesus blev født omkring 1. oktober år 2 f.v.t. og at Herodes døde i år 1 f.v.t. eller i begyndelsen af år 1 e.v.t.a Jesus kan med andre ord have været et år eller mere da astrologerne kom. De kom muligvis helt fra egnen omkring Babylon, og rejsen kan have taget dem adskillige måneder. Herodes har muligvis taget i betragtning hvornår „stjernen“ viste sig for dem i østen, og beregnet så rigelig tid at han kunne være sikker på at Jesus ville blive dræbt.
Hvorfor lyder Lukas 2:39 da som om Josef rejste med familien direkte fra Jerusalem til Nazaret uden at vende tilbage til Betlehem?
Det ser ud til at Lukas simpelt hen udelader de mellemliggende begivenheder (familiens tilbagevenden til Betlehem, astrologernes besøg og flugten til Ægypten), ligesom Mattæus ikke siger noget om hyrderne eller om rejsen til Jerusalem, hvor Jesus blev set af Simeon og Anna. Under alle omstændigheder er det givet at astrologerne ikke besøgte Jesus i Nazaret, for Mattæus siger udtrykkelig at det var i Betlehem; i Nazaret ville Jesus i øvrigt ikke have været i fare da Herodes gav ordre til at aflive de små børn „i Betlehem og hele dens omegn“.
[Fodnote]
a Se Aid to Bible Understanding, s. 757, 758, 920, 921.