vantro“. (1 Tim. 5:8) Men hvad med profeterne Esajas, Ezekiel, Hoseas og apostelen Peter? Hvad med de tusinder andre i dag som er gift og har mange børn, og som dog arbejder hårdt i Jehovas tjeneste? Hvordan kan de blive ved med at klare det? Hvor er de slappe brødres tro? De tager sig uden tvivl værkmesteren Jesu ord ganske let: „Bliv derfor ved med først at søge Riget og hans retfærdighed, og alt det andet vil blive givet jer i tilgift.“ (Matt. 6:33, NW; Sl. 37:25) Disse brødre søger alt det andet først, og det er grunden til at de ikke ejer deres Herres glæde.

20. (a) Hvilken forret har vi i dag, og hvad må vi gøre for at kunne eje vor Herres glæde? (b) Hvis eksempel skulle de som siger: ’Jeg er træt’ efterligne?

²⁰ Det er en forret at være en arbejder i Jehovas tjeneste og især nu hvor den endelige indsamling af „alle nationernes attråværdigheder“ finder sted. Dersom vi ønsker at disse ord: „Vel gjort, gode og trofaste træl! . . . Gå ind til din herres glæde,“ skal lyde i vore ører, så må vi påtage os vort ansvar og skuldre det. Ser vi for os den sejrende messianske konge midt iblandt sine fjender, og er vi indforstået med den retfærdige krig han fører mod Satan og hans onde styrker, så må vi villigt møde frem på denne hans vældes dag. Ellers vil vi blive sat udenfor. Hvad vil den sejrende konge tænke om den som ikke engang møder op til menighedens bibelstudier for at hjælpe de svage „får“ der kommer her for at studere Guds ord, men som kommer med den undskyldning at han bor et godt stykke derfra? Hvad vil denne broder sige om de vidner i Nyasaland der for at komme til menighedens møder må ’vandre ti til tyve kilometer i regnen og svømme over en eller to floder der myldrer med krokodiller’? Det svage argument: ’Jeg er træt,’ hjælper ikke. Værkmesteren ønsker ikke dovne mennesker blandt sin arbejdsstab. Han vil udspy ham af sin mund som en unyttig arbejder og soldat. — Åb. 3:16.

21. (a) Er det ret at ønske sig en stilling som tjener i menigheden? (b) Af hvilke to grunde bør alle Jehovas vidner påtage sig deres ansvar og røgte det?

²¹ Der er et stort behov for bibelstudieledere og tjenere i menighederne der kan tage sig af den store indsamling af de „andre får“. I den formaning apostelen Paulus gav Timoteus opmuntrer han duelige brødre til med iver at række efter disse tjenerposter: „Hvis nogen attrår et tilsynsembede, da er det en skøn gerning, han har lyst til.“ (1 Tim. 3:1) Den vise Suveræns herlige palads vil om ganske kort tid stå fuldendt når de sidste medlemmer der nu befinder sig på jorden, forenes med de „levende stene“ som allerede er i himmelen. „Alle nationernes attråværdigheder“ strømmer nu til og det i stadig større skarer. Hvad skal vi gøre? Som modne kristne har vi, hvad enten vi hører til de salvede der skal udgøre Jehovas palads i himmelen, eller til de „andre får“ der skal leve på jorden, påtaget os det ansvar at hjælpe med ved indsamlingen af andre ydmyge mennesker og gøre dem til lærere og til loyale tilbedere af Jehova. Dette ansvar må vi bære i kærlighed. Hvorfor? For det første fordi det er en uvurderlig forret og ære at være den højeste Guds medarbejdere i denne storslåede gerning; og for det andet fordi det betyder liv såvel for læreren som for dem der undervises. Den inspirerede apostel Paulus siger det meget klart i sit brev til Timoteus: „Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed.“ Hvorfor? „Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ — 1 Tim. 4:16.

„En lukket korporation“

„En kirke der ikke mere repræsenterer Guds skabende kærlighed der ikke kender til skranker, en kirke der er blevet en lukket korporation bestående af pæne, respektable middelstandsborgere, en småborgerlig ghetto, som nogen har kaldt den, er ophørt med at være kristen.“ — Taito A. Kantonen i bogen A Theology of Evangelism.