Jehovas teokratiske organisation i dag

1, 2. Hvornår undlod Kora, Mirjam, Aron og israelitterne og den blandede skare at vise værdsættelse af den teokratiske ordning?

KORA påskønnede den ikke. Mirjam og Aron påskønnede den ikke altid. Israelitterne i ørkenen undlod ofte at påskønne den. Den blandede skare af ikke-israelitter, som fulgte med Guds folk, påskønnede den heller ikke altid. Akan mistede sin påskønnelse af den. Ligeledes kong Saul og kong Uzzija. De skriftkloge og farisæerne på Jesu tid viste ikke mere påskønnelse af den, end vor tids præsteskab gør.

² Dengang Kora og hans folk i ørkenen ønskede at ophøje sig selv til præsteværdigheden og beskyldte Moses og Aron for at påtage sig for meget, beviste de, at de ikke påskønnede den teokratiske organisation. Jorden opslugte dem. (4 Mos. 16:1-33) Dengang Mirjam og Aron talte imod Jehovas tjener Moses, undlod de for en stund at påskønne den teokratiske organisation og blev kraftigt irettesat af Herren, men da de tog imod irettesættelsen, blev de atter genoptaget i Guds gunst. (4 Mos. 12:1-15) Da israelitterne fra tyveårsalderen og opefter nægtede at drage ind i det forjættede land, fordi spejderne kom tilbage og fortalte, at de havde set kæmper dér, gjorde de oprør imod den teokratiske organisation og viste mangel på tro på den store Teokrat, Jehova. Det havde til resultat, at de døde i ørkenen og aldrig kom ind i det forjættede land. (4 Mos. 13:25-33; 14:1-38) Da den blandede skare, som var fulgt med israelitterne ud af Ægypten, forlangte kød at spise og klagede over mannaen, lagde de mangel på værdsættelse af den teokratiske ordning for dagen og nedkaldte en plage over sig selv og andre. — 2 Mos. 12:38; 4 Mos. 11:4-34.

3. Hvordan viste Akan, kong Saul, kong Uzzija og de skriftkloge og farisæerne, at de var uteokratiske, og hvordan viser kristenhedens præsteskab det samme i dag?

³ Dengang Akan i begær tilvendte sig noget af det bandlyste, dengang kong Saul påtog sig præstelige pligter, dengang kong Uzzija tilrev sig det aronitiske præsteskabs tjeneste, beviste de alle, at de ikke erkendte eller respekterede Jehovas teokratiske organisation. (Jos. 6:17-19; 7:1, 19-25; 1 Sam. 13:9-14; 2 Krøn. 26:16-21) De skriftkloge og farisæerne på Jesu tid var også uteokratiske, for de ombyttede Guds ord med menneskers overleveringer og forkastede Jesus, der var Messias. (Matt. 15:1-9; Joh. 19:13-18) Heri var de et billede på kristenhedens præsteskab, der forkaster Bibelen og lærer menneskers lærdomme og trosbekendelser og går ind for denne verdens politik fremfor at give Kristus, den indsatte konge, deres støtte. De nægter at se tegnet på hans tronbestigelse i himmelen, og i særdeleshed lukker de deres øjne for den del af tegnet, der omfatter den synlige teokratiske organisation, Jehova som forudsagt ville danne til brug i disse sidste tider for den gamle verden: „Hvem er virkelig den tro og kloge træl, som hans herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad i rette tid? Lykkelig er den træl, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan. Sandelig siger jeg jer, han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.“ — Matt. 24:45-47, NW.

4. Hvilket princip glemmer de, som er ærgerrige, og hvilke teokratiske forordninger har der eksisteret før eller eksisterer der nu?

⁴ De, som ikke påskønner den teokratiske ordning, og som lægger vægt på at opnå personlig magt og ophøjelse, glemmer det princip, der er nedskrevet i Salme 75:6-8: „Løft ikke jeres horn mod himmelen, tal ikke med knejsende nakke! Thi hverken fra øst eller vest kommer hjælp [forfremmelse, KJ], ej heller fra ørk eller bjerge. Nej, den, som dømmer, er Gud; han nedbøjer een, ophøjer en anden.“ Guds forbilledlige teokratiske organisations synlige hovedsæde omtales som beliggende „i det højeste nord“. (Sl. 48:3; Es. 14:13) Hverken fra øst eller vest eller syd, men fra Jehova gennem hans kanal kommer den rette forfremmelse. Han virkede gennem denne ene teokratiske organisation, ikke gennem flere. Da tiden var inde, blev den erstattet af et nyt system, og Kristus gav den nye synlige, teokratiske organisation „mennesker som gaver“, mennesker, der tjente i forskellige egenskaber inden for den ene teokratiske ordning. De blev forfremmet til deres stillinger af Jehova, og alle var de forenede i eet håb, een tro, een dåb. Der fandt ingen trossammenslutning sted med andre uden for denne synlige teokratiske organisation. (Ef. 4:4-13) Som det var blevet forudsagt, kom der efter apostlenes og deres medarbejderes død ulveagtige personer ind i menigheden, som adspredte og splittede hjorden i afvigende sekter og opløste den synlige organisation. (Ap. G. 20:29, 30; 2 Pet. 2:1) I vor tid er den synlige teokratiske organisation blevet genoprettet ved indsættelsen af den „tro og kloge træl“.

„Den tro og kloge træl“

5. Hvad menes der med udtrykket „træl“ og „tyende“, som det bruges i Mattæus 24:45?

⁵ „Hvem er virkelig den tro og kloge træl, som hans herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad i rette tid?“ Trællen og tyendet er de samme, blot set fra forskellige synspunkter. Under udtrykket „træl“ ses Kristi salvede efterfølgere af i dag som en skare, en sammensat trælle-enhed eller tjener-enhed. Gud giver selv sin fortolkning af udtrykket: „Mine vidner er I, så lyder det fra Jehova, min tjener, hvem jeg har udvalgt.“ (Es. 43:10) Læg mærke til, at mange vidner kaldes een tjener. Under udtrykket „tyende“ betragtes de, som udgør „trællen“, som enkeltpersoner. I Lukas 12:42 omtales de som „tjenestefolk“. Murdocks oversættelse fra den Syriske Version bruger også ordet „tjenestefolk“ i Mattæus 24:45, mens A. S. Lewis i sin oversættelse fra den Syriske Version gengiver det „medarbejdere“, det vil sige „medtrælle“. De er tjenende trælle i Guds husholdning, og som en forenet skare eller et forenet selskab kaldes de „den tro og kloge træl“. På tilsvarende vis bliver tjenestefolk, der vender sig til ondskab og begynder at slå deres medtrælle, den forudsagte onde trælleskare. — Matt. 24:48-51, NW.

6. Fra hvilke forskellige synspunkter ses Kristi salvede efterfølgere i Mattæus 24:45-51 og Mattæus 25:14-30, og hvad antydes der ved, at den „tro og kloge træl“ kun er een?

⁶ Mattæus 24:45-51 fremholder de privilegier til tjeneste, som gives de trofaste som skare betragtet, og den straf, der udmåles de utro som skare. Mattæus 25:14-30 viser Herrens handlen med de trofaste og de troløse trælle som enkeltpersoner. Som enkeltpersoner må de hver især bestræbe sig for at opfylde Mesterens krav. Forenet som en trofast skare af trælle udgør de en synlig teokratisk organisation, og i denne lignelse af Jesus, der her er taget op til behandling, skildres de billedligt som en „tro og klog træl“, og denne sammensatte trælleskare må sørge for at have den rette omsorg for alle de enkelte medlemmer, tyendet. Forud for Mesterens, Kristi Jesu, komme må den give alle medlemmerne „deres mad i rette tid“. Det skal også bemærkes, at Gud ikke har flere kloge trælleskarer, flere teokratiske organisationer, der deles om arbejdet. „Er Kristus da delt?“ Nej! Der er „eet legeme“. — 1 Kor. 1:13; 12:12, 13.

7. Hvem viser kendsgerningerne er den „tro og kloge træl“?

⁷ Men vi spørger igen: „Hvem er virkelig den tro og kloge træl, som hans herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad i rette tid?“ I året 1878, fyrretyve år før Herrens komme til templet for at holde dom, var der en skare oprigtige, indviede kristne, der havde brudt med katolske og protestantiske organisationer, og som søgte at vende tilbage til sand kristendom, således som den blev dyrket af de første kristne, inden glubske ulve kom ind og fortærede hjorden efter apostlenes død. De iværksatte en kampagne til genoprettelsen af grundsandhederne, så de åndeligt udhungrede kunne få næring fra dem, og disse sandheder kunne fortrænge de hedenske dogmer, som var blevet antaget af den frafaldne kristenhed. Det var den rette tid til fremsættelsen af denne åndelige mad, en banebrydende gerning, inden Kristi komme til dom i templet. (Mal. 3:1; 4:5, 6) Denne gruppe af trofaste bibelstuderende begyndte at udgive The Watchtower, dengang kaldt Zions Vagttaarn og Forkynder af Kristi Nærværelse, og ifølge dets første nummer, juli 1879, var det dets erklærede hensigt at sørge for „mad i rette tid“ til den „lille hjord“. Kendsgerningerne viser, at det gjorde dette fra 1879 og fremefter. I 1884 dannede de en lovmæssig korporation, der i forretningsmæssige og retslige anliggender skulle repræsentere selskabet af vidner eller tjenere. Frem til denne dag er denne lovmæssige korporation, Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab, blevet brugt som et redskab af dette selskab af vidner i deres udgivervirksomhed og til at lede og forene deres forkynderarbejde ud over hele jorden. Da Kristus kom for at holde dom i året 1918, fandt han, at nogle, som havde tilsluttet sig denne skare, mente, at Herren tøvede med at komme, og de undertrykte deres medtrælle i Kristus. De blev forkastet som den onde træl. De, som tjente Gud, blev identificeret som den tro og kloge træl.

8. Hvilken forfremmelse opnår denne trofaste trælleskare

⁸ Hvad er Mesterens bestemmelse vedrørende den kloge træl? „Sandelig siger jeg jer, han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.“ Inden denne forfremmelse står trællen kun over Herrens tyende eller tjenestefolk med den opgave at give dem deres åndelige mad i rette tid. På grund af trofasthed i denne ene tjeneste får trællen meget mere betroet. Ligesom den enkelte træl i lignelsen om talenterne bliver belønnet med yderligere privilegier, dersom han er trofast, og alle privilegierne bliver taget fra ham, hvis han er utro, således er det også i denne lignelse. Den trofaste og kloge trælleskare sættes over alt, hvad hans herre ejer, mens den onde trælleskare fuldstændig forkastes. Hvor før den kloge træl kun havde ansvaret for at give Kristi salvede lemmer mad, får den nu denne bemyndigelse: „Og dette gode budskab om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og da skal den absolutte ende komme.“ — Matt. 24:14, NW.

9. Hvem er indbefattet i udtrykket, „alt, hvad han ejer“, hvilket yderligere ansvar betyder dette for trællen, og hvorledes opfyldes det?

⁹ Den har fået alle Rigets interesser på jorden betroet, deriblandt som det vigtigste den nye strøm af sandheder, der ser dagens lys som følge af mange profetiers opfyldelse. Budskabet bliver mere omfattende og fuldstændigt, mere livsvigtigt i disse kritiske tider, vi lever i, mere dueligt til at adskille nationernes folk i fåre- og i bukkeskaren. De får, der nu bliver indsamlet, er Herrens „andre får“, og de tilhører ham, og eftersom alt, hvad Herren ejer, skal forvaltes af den kloge træl, må denne trofaste salvede skare udvide sit forsyningsprogram til ikke blot at omfatte tyendet, men også disse „andre får“, således at de kan få „deres mad i rette tid“. (Joh. 10:16) Dette gør den kloge træl trofast. Gennem dets lovmæssige redskab, Vagttaarnets Selskab, tilvejebringer den den åndelige føde i trykt form, tilrettelægger møder, organiserer tjenesten, udsender rejsende repræsentanter og missionærer, planlægger store stævner og sørger på mange andre måder for, at tyendet og de andre får kan få den nødvendige føde og styrkes og ledes i fælles aktion til Jehovas pris.

Punkter at mærke sig

10. Hvorledes handler Gud med sine jordiske tjenere, som det fremgår i Davids tilfælde?

¹⁰ Jehova Gud handler med sit folk som en tjenerskare. Han giver dem ikke hver især mad eller sætter en enkeltperson over dem. Ingen enkeltperson, der studerer Guds ord, åbenbarer Guds vilje eller fortolker hans ord. (2 Pet. 1:20, 21) Gud fortolker og underviser gennem Kristus, den ypperste tjener, der igen bruger den kloge træl som den synlige kanal, den synlige teokratiske organisation. David nærmede sig Gud gennem den præstelige organisation, der repræsenteredes af Ebjatar, der havde efoden. En tjener må ligeledes i dag henvende sig til Guds synlige organisation for at få den åndelige mad, der er betimelig, og få anvisninger for rigstjenesten. (1 Sam. 23:6, 9-11; 30:7, 8) Ligesom lignelsen med talenterne, hvor forskellige beløb blev betroet forskellige trælle på grundlag af deres evner, således anvises tyendet privilegier til tjeneste på grundlag af deres evner og hengivenhed og villighed til at underkaste sig og følge den hellige ånds anvisninger. Jehova indsætter gennem Kristus tyendet i deres tjenerstillinger i legemet, den tro og kloge træl. — 1 Kor. 12:18.

11. Hvorledes lægger vi påskønnelsen for dagen af vort forhold til den synlige teokratiske organisation, i særdeleshed med henblik på den åndelige fade?

¹¹ Vi må vise vor forståelse af disse ting, idet vi påskønner vort forhold til den synlige teokratiske organisation og husker den skæbne, der overgik mænd som Kora og Akan og Saul og Uzzija og andre, der glemte den teokratiske ordning. Har vi som enkeltpersoner fået den tjeneste betroet at frembringe føden til det åndelige bord? Nej! Så lad os ikke søge at overtage trællens pligter. Vi bør spise, fordøje og optage den føde, der sættes frem for os, uden at vende os bort fra noget af den, fordi det ikke tiltaler vor mentale smag. De sandheder, vi skal forkynde, er dem, som fremsættes af den kloge trælleorganisation, og ikke enkeltpersoners opfattelser, der er i modstrid med det, trællen har sat frem som betimelig mad. Jehova og Kristus leder og irettesætter trællen, når det er nødvendigt, men ikke os som enkeltpersoner. Dersom vi ikke kan se et punkt lige med det samme, så bør vi vedblive med at søge at forstå det, fremfor at modstå og forkaste det og i hovmod indtage den stilling, at vi sikkert snarere har ret end den kloge træl. Vi bør ydmygt vandre med Herrens organisation og afvente større klarhed fremfor straks at tage anstød ved den første omtale af en tanke, der er os ubehagelig, og give os til at komme med spidsfindigheder og kritik og lufte vore egne meninger, som var de mere værd end den åndelige føde, trællen sætter frem. De, som er teokratisk indstillede, vil påskønne Herrens synlige organisation og ikke være så tåbelige at stille deres egne slutninger, følelser og personlige fornemmelser op imod Jehovas kanal.

12. Hvilken indstilling kan vi i betragtning af vore tidligere erfaringer indtage, når vi modtager den føde, trællen stiller frem?

¹² Nu vil nogle måske spørge: Skal vi modtage føden, den kloge træl stiller frem, som kommende fra Herren og sand, eller skal vi holde vor anerkendelse tilbage, indtil vi selv har overbevist os om rigtigheden deraf? Dersom vi har fået vor nærværende forståelse af Bibelen ved at spise ved det bord, den kloge træl har dækket, dersom vi derigennem er blevet frigjort fra falske dogmer og er blevet opbygget i den rene og ubesmittede tilbedelse af Gud og har fået håbet om en ny verden, så skulle vi have nogen tillid til trællens omsorg. Efter at vi på denne kost har fået den åndelige styrke, vi nu ejer, bliver vi så pludselig klogere end vor tidligere forsørger, og opgiver vi så den oplysende vejledning, vi har fået fra den organisation, der har været en moder for os? „Opgiv ikke din moders belæring.“ (Ordsp. 6:20-23) Og når den himmelske Fader ikke vil give en sten eller en slange eller en skorpion til et barn, der beder ham om brød eller fisk eller æg, skal vi så tage imod den åndelige føde, han skænker os ved sin træl, som om vi ville slå os på en sten eller blive bidt af en slange eller stukket af en skorpion? (Matt. 7:7-11; Luk. 11:9-13) Skal vi stille os tvivlende og være mistænksomme over for enhver ny ret? „Han, som tvivler, er som en havets bølge, der af vinden kastes hid og did. Lad ikke den mand mene, at han vil få noget fra Jehova.“ (Jak. 1:6, 7, NW) Selv de i Berøa tog imod Paulus’ forkyndelse „med det mest beredvillige sind“, og derpå gav de sig til „omhyggeligt at undersøge Skrifterne daglig, om disse ting forholdt sig således“. (Ap. G. 17:11, NW) Det var den første egentlige kontakt, de i Berøa havde med Paulus’ forkyndelse, og dog tog de beredvilligt imod den for bagefter at studere de bibelske beviser for dem selv. Hvor langt mere beredvilligt kan vi ikke i tillidsfuldhed tage imod trællens føde, da vi, i modsætning til dem i Berøa, har haft rige erfaringer med trællens tidligere omsorg. Når vi har modtaget denne føde, forvisser vi os selv om den bibelske rigtighed deraf, så vi kan gøre budskabet til vort eget, og vi gør det i en ydmyg og tillidsfuld ånd og ikke af stridslyst.

Dåragtigheden i spekulationer

13. Hvorfor har nogle for vane at fremføre spekulationer og teorier?

¹³ Der er nogle, som er helt syge efter spekulationer. De elsker at være det talende midtpunkt i små grupper og at fremholde deres teorier om, hvordan eller hvornår dette eller hint skal ske. De er måske ikke med overlæg oprørske imod det, trællen sætter frem, men dersom de kun kan tilbyde det, som trællen allerede har fremholdt, så giver det dem ingen lejlighed til at gøre sig bemærket. Hvordan kan de brillere, hvis de kun udstråler det, som de øvrige af Jehovas vidner udstråler? Derfor søger de noget mere sensationelt, noget „nyt lys“, hvormed de kan dupere deres godtroende tilhørere. Når de fodrer de måbende tilhørere med deres nye teorier, fodrer tilhørerne med deres betagelse disse spekulanters forfængelighed. Når en anden begynder at tale og tiltrække sig opmærksomheden, taber spekulanten interessen for den samtalende gruppe og går videre til andre. Disse spekulanter vil måske nok indrømme, at nogle af deres tidligere teorier var forkerte, men de viser ikke, at de har lært af deres fejltagelser ved for fremtiden at ophøre med at bringe nye teorier til torvs. Deres ønske om at blive betragtet som en uafhængig og dyb tænker er større end ønsket om at være teokratisk.

14. Hvorledes ræsonnerer nogle spekulanter, og hvad gør deres forfængelighed dem blinde for?

¹⁴ Nogle af disse spekulanter er mere oprørske end andre, og dogmatisk uenige med den kloge træls forsyninger ophøjer de sig selv over Herrens anviste kanal. De hævder, at den teokratiske organisation ikke altid har haft ret, og at de engang har fremholdt de tanker, organisationen dengang forkastede, men som den nu selv lærer, som en antydning af, at de teorier, de nu har, ligeledes med tiden vil blive antaget. De siger ikke eet ord om deres mange fejlslagne spekulationer, som aldrig er blevet antaget. Det ville ødelægge deres kampagne for at få deres nuværende teorier antaget. Hvad de i deres forfængelighed er blinde for er, at den synlige teokratiske organisation aldrig har gjort krav på at være ufejlbar, at den ved, at budskabet bestandig vil blive renset gennem elimineringen af vildfarelser, at den venter, at nye sandheder vil komme frem, efterhånden som flere profetier opfyldes, at lyset gradvis vil skinne mere og mere indtil højlys dag, og at det større lys vil komme gennem den kloge træl og ikke ved selvophøjede spekulanter. (Ordsp. 4:18; Es. 6:5-7; Mal. 3:1-3) Det er en stadig proces, for trællen „skal vedblive at give dem deres tilmålte mad til den rette tid“. (Luk. 12:42, NW) Nogle har utvivlsomt tanker, der først kommer frem på et senere tidspunkt, for hvis det var sket tidligere, ville det have været forhastet og måske ikke „i rette tid“. Bi på Jehova.

15. Hvilken skade kan sådanne ubegrundede spekulationer volde, og hvorledes vil de, som er teokratisk indstillede, reagere?

¹⁵ Men hvad enten deres spekulationer skyldes oprørskhed eller kun tankeløshed, så kan de godt volde skade. De udsætter sig for den fare at blive opblæste af deres egen betydning, eller de kan få de svagere i troen til at snuble. De kan virke forstyrrende på sindsenheden og hindre alle i at opnå et harmonisk syn på tingene. De henleder opmærksomheden på skabningen i stedet for på Skaberen og hans synlige organisation. Deres ubegrundede spekulationer kan gribe om sig og rejse spørgsmål og tvivl og bringe arbejdsenheden i fare. De teokratisk indstillede vil undgå sådanne spekulationer og deres ophavsmænd. De vil drikke dybt af sandhedens vand og ikke mudre det med indbildske personers tanker og gisninger. Når alle drikker det samme sandhedens vand, vil de dele samme harmoniske syn, arbejde skulder ved skulder og side om side drage ind i den nye verden, alle sammen i trit med den „tro og kloge træl“. De, som spekulerer og har deres egne private små kæpheste eller dækker deres eget lille åndelige bord eller sidder ved Herrens bord, men samtidig forsyner sig med småretter af egen tilberedning og søger at få andre til at smage derpå, de er ude af trit med den teokratiske organisation, selv om de i deres blinde forfængelighed tror, at det er trællen og tyendet og de andre får, der er ude af trit.

16. Hvilke bibelske formaninger ignorerer disse spekulanter, men som vi bør lægge os på sinde?

¹⁶ Trællen og tyendet og de andre får er i trit med hverandre og med Gud og Kristus. De er ikke ude af trit, og de bør end ikke forsøge at skifte fod for at komme i takt med nogle få selvophøjede individer, der ignorerer Bibelens formaning i disse henseender. „Dersom nogen mand lærer anden lære og ikke holder sig til de sunde ord, Herren Jesu Kristi ord, eller til den lære, der er i overensstemmelse med gudfrygtig hengivenhed, så er han opblæst af stolthed, skønt han intet forstår, men er syg på sindet efter ordstrid og mundhuggeri. Deraf kommer misundelse, strid, smædeord, ondsindet mistanke, voldsomme ordstridigheder om småting blandt mennesker, der har et fordærvet sind og er blottet for sandheden.“ „Bevar det, der er dig betroet, og vend dig bort fra den tomme snak, der overtræder, hvad helligt er, og fra indvendingerne fra den kundskab, der med urette kaldes således. For at vigte sig med denne kundskab er nogle kommet bort fra troen.“ „Hold fast ved mønsteret på sunde ord, som du hørte fra mig, med den tro og kærlighed, der er i forbindelse med Kristus Jesus.“ „Vedbliv med at minde dem om disse ting, og forman dem med Gud som vidne til ikke at strides om ord, hvilket er nytteløst, fordi det bringer dem, som lytter, i fordærv. Men hold dig fra tom snak, der overtræder, hvad helligt er, for de vil komme længere og længere ud i ugudelighed, og deres ord vil æde om sig som koldbrand.“ „De nedbryder troen hos nogle.“ „Afvis tåbelige og teoretiske stridsspørgsmål; du ved jo, de skaber ufred.“ „Hold øje med dem, som volder splittelser og anledning til fald i modstrid med den lære, som I har modtaget, og undgå dem.“ — Rom. 16:17; 1 Tim. 1:4, 7; 6:3-5, 20, 21; 2 Tim. 1:13; 2:14, 16-19, 23-26; Tit. 3:9-11, NW.

Hvorfor vi afviser enhver trossammenslutning

17. Hvilke to afvigende retninger findes der inden for kristenhedens kirker, og tilvejebringer nogen af dem „mad i rette tid“?

¹⁷ Mange i kristenheden vil i vrede sige, at Jehovas vidner påtager sig for meget. Det er, hvad Kora beskyldte Moses for. (4 Mos. 16:3) Imidlertid viser kendsgerningerne, at Jehovas vidner er dem, som forkynder Rigets oprettelse og advarer alle nationer om Harmagedons komme. Deres organisation ledes på teokratisk vis, og den frembringer den åndelige føde, der er betimelig. Hvilken ortodoks religiøs organisation i kristenheden frembringer ny åndelig føde i disse kritiske tider? Rækker ikke fundamentalisterne stadig de samme tørre skorper frem, idet de bestandig fremplaprer de århundredgamle trosbekendelser og monotont gentager deres få hoveddogmer, som de har lånt fra hedenskabet? I sandhed „deres religion er en parodi, kun en overlevering, lært på remse“. (Es. 29:13, Mo) Modernisterne har frembragt ny lære i samklang med tiden, men deres frembringelser egner sig ikke til at forkyndes som evangelium. I stedet underminerer de Bibelen og forkaster den som myter og legender, højst regnet som god litteratur, og tilbyder videnskab, udviklingslære, psykologi og psykiatri i et forsøg på at vinde sig popularitet i en materialistisk civilisation. Gud siger rent ud, at kristenhedens borde „er fulde af spy“. Blandt dem hersker åndelig hunger. Hvilken modsætning der er i deres tilhængeres tilstand og i Jehovas vidners! — Es. 28:8; 65:13-15; Jer. 2:13; Amos 8:11, 12.

18. Hvad bør de huske, som fordømmer ligefrem tale som intolerant?

¹⁸ Kristenheden har ombyttet sandhederne i Bibelen med gammel hedensk lære eller med moderne filosofier, og heri er dens religioner et sidestykke til det frafaldne Israel, der gjorde krav på at være Jehovas folk: „En okse kender sin ejer, et æsel sin herres krybbe; men Israel kender intet, mit folk kan intet fatte.“ (Es. 1:3) De indtager selv en stilling, der nedkalder svidende fordømmelse over dem, og så råber de: intolerance! Men siger Gud ikke her, at de har mindre forstand end en okse eller et æsel? Hans ord kalder dem „stumme hunde“ og „grådige hunde“. Kristus Jesus kaldte dem dårer og løgnere og sønner af Djævelen. Sarkasme, spot og hån bruges imod de falske religionsdyrkere. Læg mærke til Jobs ord til sådanne: „Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet den kraftløse arm! Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en fylde af visdom!“ Og overvej som et andet eksempel på ironi Elias’ ord til de falske tilbedere, da deres gud ikke svarede efter timers bønfaldelse: „I må råbe højt, thi han er jo en gud! Han er vel faldet i tanker eller gået afsides eller rejst bort, eller han er faldet i søvn og må først vågne!“ (1 Kong. 18:21-28; Job 12:2, 7, 8; 26:2, 3; Es. 56:10, 11; Matt. 23:17; Joh. 8:44) Dette skulle få dem, som tager på vej imod Jehovas vidner, fordi de taler rent ud om falske religioner, til at standse op et øjeblik. At fordømme denne ligefremme tale er at fordømme Bibelen og Gud selv!

19. Hvorfor kan en kristen ikke slutte sig til nogen bevægelse, der arbejder på en trossammenslutning, og hvad måtte han uden indvending tolerere, hvis han gjorde det?