Jesu bjergprædiken — „Bliv ved med at bede“

EFTER at have vejledt sine tilhørere om at lade være med at fordømme deres næste, sagde Jesus: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.“ — Matt. 7:7.a

Med disse ord tilskyndede Guds søn sine disciple til at være udholdende i bønnen. Dette var endda yderst nødvendigt. Bjergprædikenen havde klart vist at retfærdighed i Guds øjne ikke simpelt hen var et spørgsmål om at udføre nogle religiøse handlinger og vise velgørenhed. (Matt. 5:20; 6:1) For at være meningsfyldte må tilbedelseshandlinger udspringe af de rette tilskyndelser fra hjertet, deriblandt tilgivelse, renhed, sandfærdighed og kærlighed. (Matt. 5:22, 27, 28, 33-37, 43-48) Disse egenskaber står i modsætning til det syndige menneskes natur, så disciplene måtte til stadighed bede Gud om hjælp for at kunne leve op til hans krav til sande tilbedere.

Følgelig skulle de ’blive ved med at bede’ om den nødvendige styrke og visdom til at leve et gudfrygtigt liv. (2 Kor. 4:7; 2 Pet. 1:3) De skulle ’blive ved med at søge’ dette, ligesom de ville søge efter en skjult skat. (Jævnfør Mattæus 13:44.) De måtte ’blive ved med at banke på’ for at få fuld adgang til de velsignelser Gud har i beredskab til dem der opnår hans godkendelse. — Bemærk Lukas 13:24, 25.

De der oprigtigt beder om sådanne velsignelser og arbejder i harmoni med deres bønner, kan hente opmuntring i det Jesus videre siger: „For enhver der beder, får, og enhver der søger, finder, og for enhver der banker på, vil der blive lukket op.“ (Matt. 7:8) Dette betyder ikke at folk kan bede om hvad som helst de ønsker og blive bønhørt. En passende bøn må altid være i harmoni med Guds vilje. (1 Joh. 5:14) Imidlertid kunne Jesu disciple nære tillid til at Gud ville besvare deres bønner om hjælp til at udføre den sande tilbedelse.

I denne forbindelse benyttede Guds søn en sammenligning: „Eller hvem er den mand iblandt jer som — når hans søn beder om brød — rækker ham en sten? Eller når han beder om en fisk, rækker ham en slange?“ — Matt. 7:9, 10.

I Palæstina i det første århundrede blev brød bagt som flade kager der godt kunne ligne en bestemt slags sten. Der fandtes også nogle små slanger der så ud som de fisk man ofte spiste med brød til. (Se Johannes 6:9.) Hvis en dreng bad sin far om brød, ville hans far ikke bedrage eller irritere drengen ved at give ham en sten. Hvis sønnen bad om en fisk at spise sammen med brødet, ville hans far ikke række ham en slange. Den naturlige kærlighed mellem far og søn ville udelukke at faderen gjorde sådan.

„Hvis altså I,“ fortsatte Jesus, „skønt I er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke jeres Fader som er i himlene give noget godt til dem der beder ham?“ — Matt. 7:11.

Jordiske fædre, skønt „onde“ på grund af nedarvet synd, giver ikke deres børn skadelige ting, noget der blot ligner de ting de anmoder om. Tværtimod stræber forældre efter at give deres børn „gode gaver“. „Hvor langt snarere“ vil Gud, hvis kærlighed er fuldkommen, da ikke lytte til sine indviede tilbederes bønner? (1 Joh. 4:8) Han vil skænke sine tjenere „noget godt“, især den hellige ånd, der kan styrke dem til fortsat at yde hellig tjeneste efter Guds krav. (Jævnfør Lukas 11:13.) Den Højeste vil imidlertid kun gøre dette for personer der bliver ved med at bede ham.

Dernæst tilføjede Jesus en regel vedrørende opførsel som er blevet overordentlig berømt: „Derfor, alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem; det er i virkeligheden dét Loven og Profeterne siger.“ — Matt. 7:12.

Gud lægger en faderlig indstilling for dagen over for sine tjenere ved at besvare deres bønner. „Derfor“ må de til gengæld behandle deres medmennesker rigtigt. Kun derved kan de bevise at de er Guds sønner, det vil sige mennesker der efterligner hans menneskekærlige indstilling og hvis bønner den himmelske Fader villigt besvarer. — Jævnfør Mattæus 5:44-48; Første Petersbrev 3:7.

Vedrørende denne ’gyldne regel’ hedder det i bogen A Pattern for Life:

„Man kan finde noget der svarer til den gyldne regel både i jødiske og hedenske kilder, hvad der kan tjene til at bevise at Gud heller ikke før Kristi komme havde ladet menneskene uden kundskab om den højeste moral. I Tobias [en af de apokryfiske bøger] 4:15 [i andre udgaver er det 4:21] læser vi: ’Gjør ikke mod nogen det, som du selv ikke kan lide.’ Hillel [en rabbiner der levede omkring Jesu tid] har sagt: ’Det der er afskyeligt for dig, skal du ikke gøre ved nogen anden.’ Stoikerne havde en leveregel: ’Gør ikke imod en anden, hvad du ikke ønsker skal gøres imod dig.’ Hos Konfucius finder vi: ’Gør ikke imod andre, hvad du ikke ønsker skal gøres imod dig selv.’“

Disse udtalelser er imidlertid alle negative og tilskynder blot mennesker til ikke at give andre en behandling som de ikke selv ønsker at få.

Personer der ville give agt på Guds søn, skulle imidlertid ikke bare lade være med at behandle andre dårligt. De måtte selv tage initiativ til at gøre godt mod deres medmennesker, ja at gøre ’alt hvad de ønskede mennesker skulle gøre imod dem’. Sammenlign denne vejledning med lignende udtalelser af den negative type i ikke-bibelske skrifter. A. B. Bruce bemærker i The Expositor’s Greek Testament:

„Det negative begrænser os til retfærdighedens område; det positive fører os ind i gavmildhedens eller nådens område, og omfatter derfor både Loven og Profeterne. Vi ønsker meget mere end vi kan kræve — at blive hjulpet når vi er i nød, at blive opmuntret når vi har modgang, at blive forsvaret når vi lider uret, og at blive vist venlighed når vi står med ryggen mod muren. Kristus ville have os til at gøre alt dette på en storsindet, velvillig måde; vi skulle ikke blot være [retfærdige] men [gode].“ — Se Romerbrevet 5:7.

„Loven og Profeterne“ betegner betydningsfulde dele af De inspirerede hebraiske Skrifter. Når mennesker behandler andre på en måde som de selv ønsker at blive behandlet, handler de i harmoni med den virkelige ånd bag Guds lov. „I må ikke skylde nogen noget som helst,“ skriver apostelen Paulus, „undtagen det at elske hinanden; for den der elsker sit medmenneske har opfyldt loven. For dette: ’Du må ikke begå ægteskabsbrud, du må ikke myrde, du må ikke stjæle, du må ikke begære,’ og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes i dette ord: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt; kærligheden er derfor lovens opfyldelse.“ — Rom. 13:8-10; jævnfør Mattæus 22:37-40.

● „Uden tro er det umuligt at have hans velbehag, for den der nærmer sig Gud må nødvendigvis tro at han er til og at han bliver deres belønner som ivrigt søger ham.“ — Hebr. 11:6.

[Fodnote]