Spørgsmål fra læserne
● Hvordan kan Mattæus 8:11, der taler om Abraham, Isak og Jakob i Himmeriget, harmonere med Mattæus 11:11, der antyder at ikke engang Johannes Døber skal komme der?
I Hebræerne 11:8-19 (NW) læser vi: „Abraham . . . boede i telte med Isak og Jakob, arvinger med ham til den selv samme forjættelse. Thi han ventede på staden med de virkelige grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud. . . . Men nu rækker de efter et bedre sted, et der hører himmelen til. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at blive påkaldt som deres Gud, thi han har beredt dem en stad. Ved tro var det at Abraham, da han blev prøvet, så godt som ofrede Isak . . . Men han tænkte at Gud var i stand til at oprejse ham endog fra de døde, og derfra modtog han ham jo også forbilledligt.“
Hvor og hvordan ventede Abraham at få Isak tilbage fra de døde? I himmelen som en ånd? Nej, her på jorden som menneske. Forbilledligt fik han — her på jorden — Isak tilbage fra de døde. Abraham så altså lige så lidt frem til en åndelig, himmelsk opstandelse til liv blandt de himmelske engle, som han forventede at Isak skulle få en sådan opstandelse og forenes med ham i himmelen.
Abraham var draget ud fra Ur i Kaldæa, og han længtes ikke tilbage til denne by. Han, hans søn Isak og hans sønnesøn Jakob så frem til et bedre sted, det vil sige et sted der hørte himmelen til, en stadsregering, nemlig den regering eller stad Gud har grundlagt og i hvilken Abrahams lovede sæd eller afkom skal være Guds konge. Det er „Guds rige“ eller „himlenes rige“, idet disse to udtryk er synonymer; udtrykket „himlene“ hentyder til Gud. Abraham, Isak og Jakob forventede at blive dette himlenes riges eller Guds riges jordiske undersåtter.
I år 30 (e. Kr.) fortalte Jesus Nikodemus at Abraham, Isak og Jakob ikke var i himmelen. (Joh. 3:13) Tre år senere, på Pinsedagen år 33, sagde apostelen Peter at Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommer David ikke var faret op til himlene og altså ikke befandt sig i et himlenes rige eller et Guds rige. (Ap. G. 2:34) Peter sagde dette efter at Jesus havde fremsat udtalelsen om Abraham, Isak og Jakob i Mattæus 8:11 i forbindelse med helbredelsen af en romersk centurions tjener.
Altså kunne disse tre patriarker ikke høre til rigsskaren og være Herren Jesu Kristi medarvinger. De var hans forfædre, og de levede mere end sytten hundrede år før han.
Det er derfor åbenbart at Jesus i Mattæus 8:11 taler billedligt om Abraham, Isak og Jakob. Ved den lejlighed da Abraham ofrede sin søn Isak, var Abraham et billede på Jehova Gud og Isak et billede på Guds enbårne søn Jesus Kristus, der blev bragt som et offer. I overensstemmelse hermed var Jakob et billede på den åndelige kristne menighed, „himlenes riges“ skare, for ligesom menigheden får liv gennem Jesus Kristus, således fik Jakob livet fra Abraham gennem Isak. Set under denne synsvinkel var Abraham, Isak og Jakob, nævnt samlet i det billede Jesus brugte, et billede på den store teokratiske regering, i hvilken Jehova er den store Teokrat, Jesus Kristus hans salvede, bemyndigede konge og den trofaste, sejrende kristne menighed på 144.000 medlemmer, Kristi medarvinger til Riget.
Da den kristne menighed blev grundlagt på Pinsedagen blev dens ånds-salvede medlemmer gjort til Kristi medarvinger og fik håb om en plads i det himmelske rige, hvor de skulle ligge til bords med den større Abraham og den større Isak ved det åndelige bord. De bogstavelige jøder af Israels nation gjorde krav på at være „Rigets børn“ eller fremtidige medlemmer af Guds rige. Fra Pinsedagen og fremefter så de denne teokratiske ordning tage form og brede sig gradvis, men på grund af deres manglende tro på Kristus var de ikke en del af den. Som Jesus derfor sagde: „Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor; dér skal der være gråd og tænderskæren.“ — Matt. 8:12.
Af denne grund blev det nødvendigt at mange hedninger (ikke-jøder), som for eksempel den romerske centurion hvis tro medførte en af Jesu mirakuløse helbredelser, kom „fra øst og vest“, ja fra alle jordens egne for at blive indviede, døbte kristne. De kunne således være med til at gøre tallet på rigsskarens medlemmer fuldt. Som følge af at disse omvendte hedninger har været trofaste til døden er de blevet oprejst til himmelsk liv og til så at sige at ligge til bords med Jehova Gud og Jesus Kristus ved det himmelske bord „i himlenes rige“.
Forstået på denne måde stemmer Mattæus 8:11 overens med Jesu ord i Mattæus 11:11: „Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber; men den mindste i Himmeriget er større end han.“ Eftersom Abraham, Isak og Jakob ikke er større end Johannes vil de ikke i bogstavelig forstand komme ind i himlenes rige. Jesus brugte dem kun som et billede på dem der virkelig vil komme der.
● Hvordan skal man forstå følgende udtalelse som findes i Mattæus 10:23, NW: „I skal på ingen måde komme til ende med Israels byer før Menneskesønnen kommer“?
Jesus sagde dette i år 31 (e. Kr.). Det var da han sendte sine apostle ud to og to for at forkynde i alle Israels byer. Det kunne tænkes at apostlene, som i tilfældet med de halvfjerds Jesus også sendte ud at forkynde, blev sendt i forvejen, og at Jesus senere skulle komme til de byer hvor de havde prædiket. (Luk. 10:1) Det synes imidlertid ikke at være det Jesus hentyder til i Mattæus 10:23.
Det ser snarere ud til at Jesus gav sine tolv apostle disse instruktioner med tanke på de år der ville følge efter hans død, opstandelse og opstigen til himmelen, hvorfra han aldrig skulle vende tilbage til jorden som menneske. Hvoraf slutter vi det? Af den kendsgerning at Jesus talte om at apostlene ville blive pisket i synagogerne og ført for landshøvdinger og konger „til et vidnesbyrd for dem og hedningefolkene“. (Matt. 10:17, 18) Der findes ingen beretninger om at dette skete under den korte forkyndelseskampagne der udelukkende foregik i Israel og som apostlene deltog i, hvorefter de vendte tilbage til Jesus for at aflægge beretning. Da Jesus gav dem ovennævnte instruktion sagde han udtrykkelig at de ikke skulle gå til hedninger og samaritanere, men „til de fortabte får af Israels hus“. — Matt. 10:5, 6.
Det må altså have været fordi Jesus så frem til den verdensomspændende forkyndelse blandt hedningerne efter hans opstandelse, at han sagde til apostlene: „I skal blive genstand for alle folks [ikke blot israelitternes] had for mit navns skyld; men den som har holdt ud til enden skal blive frelst. Når de forfølger jer i én by, flygt til en anden; thi sandelig siger jeg jer: I skal på ingen måde komme til ende med Israels byer før Menneskesønnen kommer.“ — Matt. 10:22, 23, NW.
Ved den lejlighed da Jesus sagde dette, tildelte han apostlene et lokalt distrikt med tanke på den umiddelbart forestående forkyndelseskampagne. Det omfattede Israels område i Palæstina, nemlig Judæa, Galilæa og Peræa, men ikke Samaria. Når de havde gennemarbejdet det var de ’kommet til ende med Israels byer’. Jesus brugte nu denne midlertidige, begrænsede distriktstildeling som et billede på den endelige og fuldstændige distriktstildeling de ville få. Før den opstandne Jesus steg til himmelen gav han dem hele verden som distrikt, for han sagde: „Al myndighed er blevet givet mig i himmelen og på jorden. Gå derfor [overalt på jorden] og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn.“ (Matt. 28:18, 19, NW) Dette udvidede deres distrikt så det nåede ud over Israels grænser, ja ud over kristenhedens grænser og helt ind i den såkaldte hedenske verden der ikke hører med til kristenheden. Ifølge Jesu befaling skulle hans disciple påtage sig at komme til ende med hele den beboede jord, idet de skulle forkynde den gode nyhed om Guds rige for alle, for jøder, navnkristne og hedninger.
Når vi undersøger Bibelens profetier og begivenhederne i vor tid bliver vi klar over at Herren Jesus Kristus sammen med Jehova Gud kom til det åndelige tempel i foråret 1918. Det var efter det år, i særdeleshed fra 1919 og fremefter, at resten af Kristi salvede disciple begyndte at forkynde den gode nyhed om at Guds rige var blevet oprettet i himmelen i 1914. Hvor længe efter Herrens komme til templet skal denne forkyndelse fortsætte? Indtil „Menneskesønnen kommer“ for at eksekvere Jehovas dom. Dette vil ske i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, Harmagedon. I forbindelse med dette komme sagde Jesus: „Se, jeg kommer som en tyv. Salig er den, som våger og bevarer sine klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans skam!“ — Åb. 16:15.
Vi forstår altså at Jesus, gennem de instruktioner han gav sine tolv apostle, profetisk fortalte os der lever i dag at hans salvede disciple eller resten af det åndelige Israel ikke ville blive færdige med at forkynde budskabet om Guds oprettede rige for alle jordens beboere før den herliggjorte himmelske konge Jesus Kristus kom som Jehovas skarpretter i slaget ved Harmagedon. Det betyder at vor tids Jehovas vidner, der nu indbefatter tusinder af de „andre får“ eller den åndelige rests jordiske ledsagere, ikke vil formå personligt at nå ud til alle dele af jorden før Harmagedonslaget begynder.
Den forfølgelse der rettes mod Jehovas vidner vil måske medføre at vi bliver drevet fra den ene by til den anden, men vi skal blot fortsætte. Hvorfor? Jo, for selv om forfølgelsens hede skulle sprede os til de fjerneste egne, vil vi ikke direkte og personligt kunne nå alle distrikter før krigen på Guds, den Almægtiges, store dag bryder ud og udsletter denne onde verdens mennesker og således gør en ende på vor forkyndelse for sådanne verdslige mennesker.
Det står derfor til os at gennemarbejde så meget distrikt som muligt inden Harmagedon. Indtil da vil vi ikke komme til at mangle nyt distrikt eller distrikt hvor behovet for forkyndere og lærere er stort. — Sammenlign hermed The Watch Tower for 1. juni 1900, spalte 174; 15. juni 1907, spalte 184, paragraf 3.