Brev
„Lad de døde begrave deres døde“
Den 21. november 1949.
Kære søster!
Som svar på dit brev af 6. ds. skal vi fremholde følgende:
Begravelsesprofessionen inden for kristenheden kan være, som du siger, „organiseret pengeafpresning“, men den kræves praktisk talt af loven her i landet og i mange andre lande. I Orienten blev på Jesu tid de døde begravet næsten med det samme. Og dette er også tilfældet i mange tropiske lande i vor tid, hvor der ikke er hjælpemidler til at balsamere den døde, eller hvor den fattige befolkning ikke har midler til det. Men her i landet må man, før en død kan blive begravet, have en lægeattest for, at vedkommende er død, og at der har været foretaget et ligsyn for at fastslå dødsårsagen. Det er også tilladt at lade en vis tid hengå for at være sikker på, at han virkelig er død. På den måde forebygges hastige begravelser, der har til hensigt at dække over en forbrydelse imod den døde. Så her i landet kan vi ikke uden videre afskaffe begravelser. Men hvis en kristen ikke bryder sig om at overvære den, kan han lade være.
Jesu ord: „Følg du mig, og lad de døde begrave deres døde“, strider ikke imod, at man overværer en begravelse. Den her omtalte mand sagde til Jesus: „Herre! giv mig først lov til at gå hen og begrave min fader.“ (Mattæus 8:21, 22) Det betyder ikke, at mandens fader allerede var død, for hvis hans fader havde været død på det tidspunkt, ville han have været ved hans båre og ikke have lyttet til Jesus. Men manden mente, at hans fader var gammel og før eller senere ville dø; og så ønskede manden at vente med at følge Jesus, til han havde sørget for sin fader til hans død, så han kunne modtage sin døende faders velsignelse og opfylde hans ønske om at have sin søn ved sit dødsleje til fromt at lukke hans øjne, når døden var indtrådt. Dette ville have bevirket, at tidspunktet, for at han kunne slutte sig til Jesus, kom til at stå hen i det uvisse, og derfor sagde Jesus: lad de døde begrave deres døde. Mandens pårørende var øjensynlig ikke Jesu efterfølgere på livets vej og var derfor åndeligt døde og kunne lades tilbage for at begrave mandens fader, når han døde. Men når indviede kristne, som i dag vandrer på livets vej og er undflyet verdens fordømmelse, har en død i familien og skal med til en begravelse, kan man da med rette sige, at her er et tilfælde, hvor den (åndeligt) „døde“ begraver den døde? Nej. Manden ønskede at gå hjem for at begrave sin fader og ikke for at aflægge et vidnesbyrd ved en begravelsesprædiken. Men indviede kristne træffer foranstaltninger til at aflægge et vidnesbyrd om sandheden ved begravelser. Derved tager de lejligheden i agt.
Dine i Rigets vidnearbejde forbundne
VAGTTAARNETS BIBEL- OG TRAKTATSELSKAB
(The Watchtower, 15. juni 1950)