Et skæbnesvangert fald

„HOVMOD går forud for fald,“ siger et gammelt bibelsk ordsprog. (Ordsp. 16:18) Det har endog engle fået at føle. Ja, åndeskabninger som engang kunne glæde sig over at være i Jehovas nærhed og nyde hans gunst og tillid, er i dag fordærvede og onde dæmoner. I forhold til andre tænkende skabninger som har oplevet at blive degraderet, har deres fald været særlig stort.

At hovmod var forbundet med det fald som lederen af denne dæmonhorde erfarede, fremgår tydeligt af den bibelske begrundelse for at udelukke nyomvendte fra stillingen som tilsynsmand i den kristne menighed. Grunden er: „For at han [den nyomvendte] ikke skal blive opblæst [hovmodig] og falde ind under den dom der er fældet over Djævelen.“ (1 Tim. 3:6) Satan var selvfølgelig ikke nyomvendt. Faren for at en nyomvendt bliver hovmodig og falder hvis han betroes et stort ansvar, må altså være langt større!

Før sit fald havde den åndeskabning der gjorde sig selv til Guds modstander (Satan) og bagvasker (Djævelen) det privilegium at være i Livgiverens nærhed. Her havde han mulighed for at opnå et meget fortroligt forhold til sin skaber og at få stor kærlighed til ham. Han havde gode grunde til uselvisk at udnytte denne enestående mulighed, for alt det han kunne glæde sig over havde han fået fra sin kærlige skaber.

Men Satan lod sig beherske af sit hovmod. Han handlede som „kongen af Tyrus“. Det tyriske kongehus stod engang på god fod med Israels nation; det var i Davids og hans søn Salomons dage. Men senere blev Tyrus’ herskere forrædere. En klagesang som er optegnet i Ezekiels bog beskriver det på følgende måde: „Du var indsigtens segl, fuld af visdom og fuldkommen i skønhed. . . . Fuldkommen var du i din færd, fra den dag du skabtes, indtil der fandtes brøde hos dig. . . . Dit hjerte hovmodede sig over din skønhed.“ — Ez. 28:12-17.

Ligesom den forræderiske ’konge af Tyrus’ begyndte Satan at tro for meget om sig selv. Han forestillede åbenbart sig selv som hersker over de første mennesker og med tiden over hele menneskeheden. For at nå sit mål gav han afkald på at være en ren og fuldkommen gudssøn og blev en løgner og en bagvasker.

Modstanderen skjulte sin ærgerrighed efter at opnå herredømmet over menneskene, ved at præsentere sig som en velgører over for Eva. Ved hjælp af en slange sagde han at det kunne betale sig at være ulydig mod Gud. I stedet for ydmygt at spørge sin mand til råds, hævdede Eva stolt sin uafhængighed og overtrådte Guds lov. Derefter overtalte hun Adam til at følge sig i sit oprør mod Jehova Gud. (1 Mos. 3:1-6) Det resulterede i at både Adam og Eva kom under dødens fordømmelse og at døden trængte igennem til alle deres efterkommere. Da Adam havde fortabt retten til et fuldkomment liv kunne han ikke give det videre til sine efterkommere. — Rom. 5:12.

Ved at sætte denne katastrofale række af begivenheder i gang blev Satan også en morder. Jesus Kristus, som havde været øjenvidne til disse begivenheder i sin førmenneskelige tilværelse, kunne derfor sige om Djævelen: „Han var en manddraber da han begyndte.“ — Joh. 8:44.

Selv om dette fik katastrofale følger for Adam og Eva, og dermed for alle deres efterkommere, var Satan ikke tilfreds. Drevet af et vanvittigt hovmod gjorde han også sin indflydelse gældende blandt Guds engle. Nogle af dem gav ligesom Satan efter for unaturligt begær og hovmod, og med fuldt overlæg overskred de grænser som Skaberen havde sat for dem. De forlod deres himmelske stilling, materialiserede sig i kødelige legemer og indgik ægteskaber med kvinder på jorden. Vandfloden i Noas dage gjorde en voldsom ende på disse forhold og tvang de ulydige engle til at dematerialisere sig. — 1 Mos. 6:1-7.

Den kristne discipel Judas beskriver hvad der derefter skete: „De engle som ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig, har [Gud] holdt forvaret med evige lænker under tæt mørke til dommen på den store dag.“ (Jud. 6) Sammen med Satan Djævelen blev de bortvist fra Guds familie af trofaste sønner og mistede deres betroede plads i himmelen. De blev stødt ud i en tilstand af mørke og fornedrelse, afskåret fra al guddommelig oplysning. De afventer fuldbyrdelsen af Guds dom over dem, og de gyser ved udsigten til deres kommende tilintetgørelse. — Jak. 2:19.

Apostelen Peter omtalte disse ulydige engle som „ånderne der var i fængsel“, hvilket antyder at deres handlefrihed blev begrænset. (1 Pet. 3:19) Da hverken Bibelen eller andre skrifter omtaler at de igen levede på jorden som mennesker, blev de åbenbart berøvet deres frihed til at iklæde sig kød og leve som mænd der kunne indgå ægteskab.

I deres fornedrede tilstand er dæmonerne ikke blevet mindre ondskabsfulde. Tværtimod er de blevet ved med at nedværdige sig selv ved at begå afskyelige og grusomme handlinger mod menneskene.

Dette kan glimrende illustreres med de dæmonbesatte mennesker på Jesu tid. For eksempel var der en mand som dæmonerne havde drevet til vanvid. I sit tilholdssted blandt gravene gik han nøgen omkring og råbte dag og nat mens han slog sig selv med sten. Den dæmonbesatte mand og en anden som var sammen med ham, var så voldsomme at folk var bange for at gå forbi det sted hvor de opholdt sig. Uden held havde man forsøgt at binde den ene med lænker og fodjern. Dæmonerne nød tilsyneladende i fulde drag at se denne mand gennemgå alle disse lidelser. — Matt. 8:28; Mark. 5:2-5; Luk. 8:27.

Da Jesus befalede dæmonerne at slippe deres tag i de to mænd, bad dæmonerne om at blive sendt over i en flok svin måske for derved at opnå en unaturlig sadistisk nydelse. Dæmonerne besatte en flok på omkring to tusind svin og styrtede dem i døden i Galilæas sø. — Matt. 8:30-32; Mark. 5:11-13.

Eksemplet med Satan og dæmonerne understreger meget kraftigt at hvis man giver efter for hovmod, fører det til et frygteligt fald. Det er svært at forstå at disse ondskabsfulde og løgnagtige åndeskabninger engang hørte med til Guds fuldkomne sønner. Dette skulle få os ufuldkomne mennesker til at se nødvendigheden af at bekæmpe hovmod, så vi ikke selv kommer til at opleve et skæbnesvangert fald, et dødbringende fald.