Spørgsmål fra læserne

● Var det rigtigt af Jesus at lade nogle dæmoner fare i en flok svin og tilintetgøre dem, som det berettes i Mattæus 8:28-32, når svinene ikke var hans ejendom? — A. P., De forenede Stater.

Dette er en af de beretninger, som bibelkritikere ynder at angribe og benytte som undskyldning for deres tvivl på Bibelens pålidelighed. The Interpreter’s Bible kommenterer således de forskellige beretninger i evangelierne om denne tildragelse på følgende måde: „Den tanke, at en hel legion af dæmoner kunne besætte svinene (Mt 8 v. 13), var uden tvivl folkeovertro; men det er bedre at lade historien stå, som den står: som et folkeeventyr, der verserede i en hedensk egn.“ „Historien er legendarisk.“ „Man har vanskeligt ved at tro, at Jesus ville købslå med dæmoner og tillade dem at fare i svinene, men måske er dette detaljer, der er blevet føjet til beretningen.“

De, der har antaget de overvældende beviser, der findes for Bibelens pålidelighed, og som Vagttaarnets publikationer gentagne gange har henledt opmærksomheden på, vil imidlertid ikke have nogen vanskelighed ved at antage denne beretning som historisk. Ifølge Guds lov var svin urene dyr, og det var ikke alene forbudt israelitterne at spise kødet af disse dyr eller bruge dem som offerdyr, men at røre ved døde svinekroppe ville også gøre en israelit uren. At opdrætte svin var derfor en åbenlys tilsidesættelse af Guds lov. Da israelitterne altså ikke havde noget at opdrætte svin til — heller ikke engang for at drive handel med dem — kunne de meget vel betragte denne ødelæggelse af deres svineflok som en velfortjent straf. Desuden behøvede Jesus ikke at have forudviden om, hvad dæmonerne ville gøre, når de var faret i de urene dyr. Som en anden rimelig grund kan også anføres, at et menneskeliv er mere værd end en hel svineflok, især da svin ikke skulle have nogen handelsværdi blandt jøderne. Man kan således ikke dadle Jesus for at have tilladt dæmonerne at fare i svinene.

● Min mand har en bog, The Chaos of Cults, af Jan Karel Van Baalen, og på siderne 218, 219 siger denne bog om pastor Russell: „Hans dristighed var så usædvanlig, at han i de indledende ord til sit værk Studier i Skriften roligt kundgjorde, at det ville være bedre at lade være med at læse Bibelen og læse hans kommentarer end at undlade det sidste og gøre det første.“ Mit spørgsmål er: Har pastor Russell virkelig udtalt eller skrevet noget sådant i bogen eller bøgerne Studier i Skriften? — E. N., De forenede Stater.

I betragtning af det ry, som bibelstudenterne på pastor Russells tid havde, og som Jehovas vidner i vor tid nyder for deres kendskab til Bibelen, et ry, som de med rette fortjener, må der være noget galt med det, Van Baalen siger i sin bog. Det er der også.

Først er det værd at bemærke, at de to disciple, der var på vej til Emmaus, var bibellæsere, og alligevel forstod de ikke, hvorfor Gud havde tilladt, at Jesus led døden. De skriftkloge og farisæerne læste til stadighed Guds ord og forstod dog ikke, at Jesus var deres Messias. Den ætiopiske hofmand, som Filip mødte, læste Esajas’ profeti, men forstod ikke, hvad han læste. Det er indlysende, at blot det at læse Bibelen ikke er nok; vi behøver hjælp for at forstå den. Det er grunden til, at Gud sørgede for apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere. — Luk. 24:25-27, 32; Joh. 5:39; Ap. G. 8:30, 31; Ef. 4:11-15.

Med hensyn til den udtalelse, Van Baalen kommer med, har hverken den eller noget, der har den fjerneste lighed med den, nogen sinde stået i noget af de seks bind, som udgør Studier i Skriften, der hovedsageligt blev skrevet for offentligheden. Men omkring seks år efter, at pastor Russell havde skrevet det sjette bind, skrev han i The Watchtower, der på det tidspunkt var et blad beregnet for dem, der var tilsluttet organisationen, i nummeret for den 15. september 1910 under overskriften „Er læsning af „Studier i Skriften“ bibelstudium?“, noget, som øjensynlig er det, Van Baalen hentyder til, men som han har fordrejet. Hvad der dér stod skrevet, kan imidlertid let forstås i lyset af de foregående bibelske eksempler. Vi citerer følgende fra denne artikel:

„Vi kender alle mennesker, der har tilbragt dage og uger og år med at studere Bibelen, men som kun har lært lidt eller intet. . . . Det har stor lighed med at jage eller fiske. Nogle mennesker går på jagt hvert år, og selv om de går meget på jagt, er det ikke noget sikkert tegn på, hvor meget de fanger. Nogle går meget ud at fiske, men fanger ikke mange fisk. Med bibelstudium forholder det sig meget nær på samme måde. Det, der betyder noget, er ikke, hvor megen tid vi anvender til at grunde over et sted, men hvor megen oplysning vi skaffer os ud fra Bibelen.

Det er ikke hensigten, at de seks bind af Studier i Skriften skal erstatte Bibelen. Der er forskellige fremgangsmåder, man kan følge ved studium af Bibelen, og disse bøger, der er en hjælp til bibelstudium, er affattet på en sådan måde, at de i sig selv indeholder de vigtigste dele af Bibelen såvel som kommentarerne og forklaringerne til disse, hvilket er nøjagtig det samme princip, som vor Herre og apostlene benyttede, når de citerede fra Det gamle Testamente og derefter forklarede disse passager fra Det gamle Testamente.“

Det særlige punkt, som Van Baalen har fordrejet, er dette:

„Vi finder endvidere ikke alene, at mennesker ikke kan forstå den guddommelige plan ved blot at studere Bibelen, men også, at dersom nogen lægger Studier i Skriften bort, selv efter at han har brugt dem, efter at han er blevet fortrolig med dem, efter at han har læst dem i ti år — hvis han lægger dem bort og ignorerer dem og blot går til Bibelen, så viser vor erfaring, at han, endskønt han i ti år har forstået sin bibel, formørkes, inden der er gået to år. Dersom han på den anden side blot læste Studier i Skriften med deres henvisninger og ikke en side i Bibelen, ville han ved slutningen af de to år være i lyset, for han ville have Bibelens lys.“

Altså, dersom bibellæsning alene ikke giver en den rette forståelse af det, man læser, hvilket de foregående eksempler fra Bibelen såvel som erfaringer i nutiden klart viser, så vil det, at man blot læser Bibelen side op og side ned, mens man ignorerer de midler, der kan hjælpe en til at forstå den, resultere i, at man mister forståelsen af det, man har læst. Dette gælder især, når man tænker på det profetiske løfte om, at „de retfærdiges sti er som morgenens lys, der skinner klarere og klarere til højlys dag“. (Ordsp. 4:18, RS) Og de, der henleder alle oprigtige bibelstudenters opmærksomhed på dette stadig voksende lys, er den skare salvede kristne, der tjener som den „tro og kloge træl“, der omtales i Mattæus 24:45-47, NW.

I betragtning af det foregående, er det derfor klart, at hr. Van Baalen gør sig skyldig i forsætligt at bære falsk vidnesbyrd imod sin næste, når han påstår, at pastor Russell var så dristig, at han „roligt kundgjorde, at det ville være bedre at lade være med at læse Bibelen og læse hans kommentarer end at undlade det sidste og gøre det første“.