Gavmildhed der glæder Gud
HVEM sætter ikke pris på en gave der er givet uden bagtanke? En sådan gave glæder enhver. Men hvordan forholder det sig med den form for gavmildhed der vises i forbindelse med julen? Er den fri for selviske motiver? Eller, hvad der er endnu vigtigere, står den mål med de ædle krav Bibelen stiller til dem der giver gaver? Behager den Gud?
Mange tager det for givet at det er i overensstemmelse med Bibelen at give julegaver. De mener nemlig at julen er en hellig fest som ærer Kristus og at tre „vismænd“ bragte gaver med til Jesusbarnet. Men forholder det sig sådan? Hvorfra stammer julen i virkeligheden?
I en leder i det amerikanske lægetidsskrift MD for december 1974 stod der: „Ved denne festlige lejlighed, som i visse lande stadig betragtes som hellig i ordets egentligste forstand, sammenblandes religiøse og verdslige skikke, hvoraf de fleste er hentet fra hedenske og mytiske kilder. . . .
Den 25. december var oprindelig en solfest, motiveret af den frygt som mennesker, hvis liv afhang af lyset og varmen fra solen, nærede for at den guldomkransede gud ikke skulle vende tilbage fra sin årlige rejse til himlene. . . . I de kolde nordlige lande var vintersolhvervet den tid hvor man tændte store glædesblus for at give vintersolen styrke og bringe den tilbage til livet.
De forestillinger der knyttede sig til vintersolhvervet — lysets tilbagevenden — blev efterhånden overført på Kristi fødsel som menneskehedens Lys. I det fjerde århundrede valgte kirkefædrene vintersolhvervet som det bedste tidspunkt at fejre Jesu fødsel på, og forenede den således symbolsk med en dato der havde stor hedensk betydning.“ — S. 13.
Da julen har gamle ikke-kristne rødder, kan vi naturligvis ikke forvente at det der er forbundet med den er i harmoni med Guds ord. Men kunne det ikke tænkes at den for julen så karakteristiske skik at give gaver er en undtagelse?
Der er nogle der tror at de gaver ’vismændene fra Østerland’ bragte med til det lille Jesusbarn, danner grundlag for at give julegaver. (Matt. 2:1, da. aut.) Den bibelske beretning lyder: „Da de gik ind i huset så de det lille barn hos Maria, dets moder, og de kastede sig ned og bragte det deres hyldest. De lukkede også op for deres kostbare sager og gav det gaver, guld og røgelse og myrra.“ (Matt. 2:11) Men disse „vismænd“, som i virkeligheden var et ikke nøjere angivet antal astrologer, gjorde simpelt hen hvad der var skik og brug dengang når man besøgte nogen af betydning — i dette tilfælde „jødernes nyfødte konge“. (Matt. 2:2, da. aut.) Om oprindelsen til skikken at give julegaver siger The Encyclopedia Americana (1959-udgaven, bd. VI, s. 622) at „de overdådige måltider og skikkene at give gaver og at brænde lys“ stammer fra den fest romerne fejrede til ære for guden Saturn henimod slutningen af december.
I betragtning af at julegavmildheden har sin rod i hedenskabet, kan man da forvente at Gud vil billige den? Hvordan skulle han kunne det, når hans eget ord fordømmer en sammenblanding af sand tilbedelse og afgudsdyrkelsens mørke? Vi læser: „Hvad fællesskab har lys med mørke? Og hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar [Satan]? Eller hvad del har en troende og trofast med en ikke-troende? . . . ’Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova, ’og hold op med at røre det urene.’“ — 2 Kor. 6:14-17.
Den form for gavmildhed der præger julen mangler desuden meget i at opfylde den bibelske standard for gavmildhed. Ofte er der blot tale om en udveksling af gaver. Meget få giver uden tanke for at få noget igen. De giver ikke fordi det glæder dem at give og at gøre andre glade. Deres handlemåde viser at de, selv om de hævder at de ærer Jesus, ikke har forstået meningen med de ord han selv udtalte: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Apg. 20:35.
Fremfor at være en fest der sætter folk i bedre humør som følge af uselvisk gavmildhed, har julen ofte den stik modsatte virkning. Resultatet kan være bekymring, skuffelse og utilfredshed i forbindelse med hvad man har givet eller modtaget. „Selv for det ’normale’ menneske,“ skriver lægen Felix Marti-Ibañez, „er julen en tid med øgede konflikter: frygt for ensomhed, økonomisk, social og følelsesmæssig usikkerhed, ja frygt for livet.“ — MD, december 1974, s. 14.
Da de fleste mennesker føler sig tvunget til at give, finder mange ingen glæde ved det. De giver af ren og skær pligt. Også det er i modstrid med Guds ords principper. Bibelen siger: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ — 2 Kor. 9:7.
Hvis Gud skal have behag i ens gavmildhed, må man desuden give uden at skilte med det. Man skal ikke henlede opmærksomheden på sig selv. Jesus Kristus sagde: „Når du giver barmhjertighedsgaver, da lad ikke din venstre hånd vide hvad din højre gør, så dine barmhjertighedsgaver kan være i det skjulte; så vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig.“ (Matt. 6:3, 4) Dette princip bliver ofte ignoreret ved juletid.
Nogle mennesker findes der naturligvis som giver med et godt motiv. Men alt for mange giver fordi de føler at de er nødt til det. Deres måde at give på har intet at gøre med den uselviske og varmhjertede form for gavmildhed som Bibelen anbefaler. Uanset motivet, har julegaveudvekslingen dog sin rod i afgudsdyrkelse, og afgudsdyrkelse er noget Bibelen fordømmer. Hvordan skulle Gud da kunne have behag i denne skik?
Hvis du ønsker at dine handlinger skal være acceptable for Gud, må du træffe en afgørelse i dette spørgsmål. Vil det ikke være klogest at afbryde enhver forbindelse med afgudsdyrkelse? Og vil der ikke være større glæde ved at give gaver på andre tider af året, ikke af tvang, men villigt, af hjertet?