Mattæus — fra tolder til apostel

HVEM udvalgte Gud til at være sin søn Kristi Jesu apostle? De store og mægtige i denne verden? Slet ikke! Tværtimod, som apostelen Paulus udtrykker det: „Det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme; og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet.“ og hvorfor? „For at intet menneske skal rose sig for Gud.“ — Joh. 17:6; 1 Kor. 1:27-29.

„Det for verden ringe og det foragtede“ — hvor godt beskriver disse ord ikke skatteopkræverne på Jesu tid! Øjensynlig var disse skatteopkrævere (kaldet „toldere“ i den danske oversættelse) meget korrupte og fortjente således deres dårlige omdømme. McClintock & Strongs Cyclopædia siger, at de „var berygtede for deres skamløse udsugning alle vegne; men af jøderne var de særlig forhadte, for de var selve det ømme punkt, hvor den romerske lænke snærede dem, det synlige bevis på deres nations fornedrede tilstand. Som regel var der ikke andre end de usleste, der ville påtage sig dette upopulære hverv, og således gjorde denne klasse sig fortjent til det had, hvormed i hvert fald jøderne omgav den“. Intet under, at skatteopkræverne mange gange blev slået i hartkorn med skøger og syndere! — Matt. 9:10, 11; 21:31, 32.

Mens de selvretfærdige religiøse ledere på den tid ligefrem viste afsky for skatteopkræverne, var det netop til sådanne åndeligt syge mennesker, Jesus kom, sådan som han også sagde til farisæerne, der havde klaget over, at han kom sammen med skatteopkrævere og syndere: „De raske har ikke brug for læge, men de syge. Gå hen og lær, hvad de ord betyder: Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer.“ — Matt. 9:12, 13.

Mattæus, hvis navn betyder „Jahs gave“, var en af disse foragtede skatteopkrævere. Det ser ud til, at han har varetaget toldopkrævningen ved Galilæa sø. Mattæus var imidlertid anderledes end de fleste skatteopkrævere på den tid. Han var ikke tilfreds med at gøre skatteopkrævningen til sin livsbeskæftigelse, uanset hver udbytterig denne gerning end måtte være. Nej, han var en af dem, som Jesus kaldte lykkelige, fordi de var sig deres åndelige behov bevidst og hungrede og tørstede efter retfærdighed. — Matt. 5:3, 6, NW.

Mattæus var et virkeligt får, og da Jesus sagde: „Følg mig“, genkendte han straks den gode hyrdes stemme, og „han stod op og fulgte ham“. (Matt. 9:9) Ja, lige så villigt som Zebedæus’ sønner forlod deres faders fiskeri for at følge Jesus, sådan forlod Mattæus sin stilling som tolder. Og — for at bruge en anden illustration — Mattæus var som en perle dækket med smuds. Det, det selvretfærdige præsteskab havde øje for, var smudset, den foragtelige skatteopkræver. Gud så imidlertid perlen, det ærlige hjerte, som kun behøvede sandhedens vand for at komme til at stråle med smuk glans til Skaberens ære. — Joh. 7:24.

Efter at have fortalt om sin kaldelse til at følge Jesus og sit svar på den, beretter Mattæus om en fest, der blev holdt i en skatteopkrævers hjem, og som Jesus var inviteret med til, hvilket fik farisæerne til at knurre, som allerede bemærket. I sin beskedenhed fortæller Mattæus ikke, hvem der holdt denne fest. Lukas identificerer imidlertid vedkommende for os: „Nu gjorde Levi [Mattæus] et stort gilde for ham i sit hus; og der var en stor skare af toldere og andre, som sad til bords med dem.“ (Luk. 5:29) Hvilken effektiv måde at lade sine venner og kolleger høre et vidnesbyrd af Jesus på! I øvrigt omtaler Markus og Lukas i denne sag Mattæus som Levi, hans navn før han blev apostel, på samme måde som Peters navn var Simon og Paulus’ Saulus. — Joh. 1:42; Ap. G. 13:9.

Hvilken forandring betød dette ikke for den foragtede skatteopkræver Mattæus! I stedet for at vise kejseren troskab, viste han nu troskab mod Jehovas konge, Kristus Jesus. Og i stedet for at arbejde for det grusomme, hensynsløse, imperialistiske Rom som et redskab til undertrykkelse, stod Mattæus nu i Guds riges tjeneste og bragte trøst og håb om frihed til de sørgende og undertrykte.

Mattæus synes at have spillet en mindre væsentlig rolle blandt de tolv apostle, eftersom evangeliet kun har meget lidt at sige om ham. Vi ved, at han var en af de tolv, der ledsagede Jesus på hans forkynderrejser, og som senere blev sendt ud to og to. Han var sammen med Jesus den nat, hans herre indstiftede mindet om sin død, vaskede sine disciples fødder og udtalte de trøstende og formanende ord, som Johannes gengiver. — Matt. 10; Luk. 8:1; 22:28-30; Joh. kapitlerne 13 til 17.

Mattæus så også den opstandne Kristus og modtog hans afskedsformaninger sammen med de ti andre. Mattæus siges at have været i salen ovenpå, kort før den hellige ånd blev udgydt. — Matt. 28:16-20; Ap. G. 1:13; 2:1-4.

Mattæus’ evangelium

At det virkelig var Mattæus, der skrev den beretning, der bærer hans navn, er aldrig blevet nævneværdigt betvivlet. Fra de foreliggende omstændigheder ser det ud til, at han skrev den omkring årene 41-50 e. Kr., nogle år før Markus og Lukas skrev deres beretninger. Øjensynlig så han allerede tidligt værdien af og behovet for en sådan beretning, og han blev af Herren brugt til at imødekomme dette behov til fordel for andre.

I sin beretning søger Mattæus ikke at lægge skjul på sin ringe profession. I virkeligheden fortæller han os ikke alene om den i beretningen om sin kaldelse, men da han nævner de tolv udvalgte, gør han igen opmærksom på denne kendsgerning, idet han anfører sig selv som „Mattæus, skatteopkræveren“, skønt han ikke omtaler nogen af de andres stilling eller erhverv. Hverken Markus eller Lukas fandt det nødvendigt at sige noget om dette, da de berettede om de tolv. — Mark. 2:14; 3:18; Luk. 5:27-32; 6:15.

Det ser ud til, at Mattæus først skrev sin bog på hebraisk og derefter oversatte den til græsk. Ligesom hos Paulus synes det at have ligget ham stærkt på sinde, at hans jødiske brødre skulle genkende Jesus som Messias. Han fastslår Jesu legale ret til det abrahamitiske løfte og pagten om Davids rige gennem Jesu fosterfader Josef. Han citerer fra de Hebraiske Skrifter over 50 gange, hvilket er mere end Markus og Lukas tilsammen.

Mattæus’ evangelium griber i det store og hele tingene an på samme måde som Markus’ og Lukas’ evangelier, behandler de samme emner, omtaler de samme begivenheder samt anlægger samme synspunkter som disse. Af den grund kaldes disse tre „synoptiske“ evangelier, hvilket betyder, at de har „samme synspunkt“, ikke at de blot er en oversigt over Jesu liv, for det er de ikke. Hver af dem beretter om noget, som de andre udelader, og i den henseende finder vi Mattæus’ evangelium langt mere komplet end de andres, f. eks. med hensyn til Bjergprædikenen, de instruktioner, der blev givet de tolv, da Jesus udsendte dem, Mesterens fordømmelse af de skriftkloge og farisæerne og hans store profeti angående tegnet på hans anden nærværelse og verdens absolutte ende. — Se kapitlerne 5 til 7, 10 og 23 til 25.

Mattæus lægger ganske særlig vægt på Riget. For ham var Jesus Forkynder-Kongen. Ingen anden skribent gengiver så meget af Jesu offentlige taler, og han genfortæller mindst ti lignelser om Riget, som de andre ikke omtaler. Han fordybede sig ikke i detailler, som Markus gjorde, eller i kronologisk akkuratesse som Lukas. Han var betaget af storheden i det, der angik Riget.

Blandt de tildragelser i Jesu liv, der udelukkende berettes af Mattæus, er Josefs mistro til Maria, magernes besøg, flugten til Ægypten, barnemordene, familiens tilbagekomst fra Ægypten og grunden til, at den bosatte sig i Nazaret. Kun Mattæus fortæller os om de tredive sølvpenge og om, hvordan de til sidst blev brugt, og kun han fortæller om de tolv legioner engle, Jesus kunne have bedt om; den drøm, Pilatus’ hustru havde, og at Pilatus vaskede sine hænder, omtales ligeledes kun af Mattæus.

Når vi læser Mattæus’ beretning om Kristi liv, lægger vi mærke til en dyb påskønnelse af den barmhjertighed, Gud viste ham. Også i denne henseende ligner han Paulus, som overvældedes af taknemmelighed fordi, som han siger, „mig, den allerringeste af alle hellige, blev den nåde [ufortjente godhed, NW] givet“ at være en tjener for Gud, en Kristi Jesu apostel. (Ef. 3:8; 1 Tim. 1:12) Mattæus er den eneste, der gengiver Jesu stadige pointering af, at det, der kræves, er barmhjertighed og ikke ofringer; han er den eneste, der gengiver lignelsen om den ubarmhjertige tjener; han er den eneste, der beretter om Jesu formaning til Peter om at tilgive syv gange halvfjerds gange; og han er den eneste, der gengiver, hvad nogle betragter som de mest trøstende af alle Jesu ord: „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle. Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.“ — Matt. 9:13; 11:28-30; 12:7; 18:21-35; 23:23.

Mattæus, den foragtede skatteopkræver, blev ved Guds ufortjente godhed en æret apostel for Jesus Kristus. Tilfreds med at spille en mindre rolle blandt de tolv som Mattæus var, tjente han sin Herre både ved det talte og det skrevne ord. Og han havde ingen grund til at fortryde, at han havde indviet sit et og alt til Guds tjeneste, for han fik mange gange mere, mens han tjente som apostel, og han havde det sikre håb om herligt himmelsk liv til gengæld. — Matt. 19:27-29.

Vi tænker måske: Hvilket vidunderligt privilegium, Mattæus havde: at være sammen med Kristus Jesus, mens han vandrede her på jorden! Ja, ganske vist, men kan det ikke siges, at i det mindste i nogle henseender er vort privilegium større, nemlig at leve nu, da Kristus er vendt tilbage og hersker midt iblandt sine fjender? I dag opfyldes langt flere profetier, end da Jesus og Mattæus var her på jorden. (Mattæus, kapitlerne 24, 25) Hvis vi påskønner Guds barmhjertighed over for os, lige så meget, som Mattæus gjorde, og hvis vi er lige så nidkære for at gøre det gode budskab kendt, som han var, vil vi ligeledes blive rigeligt belønnet, både nu og i den nye retfærdighedens verden.