En frigørelse der er værd at kæmpe for

Jeg kunne se at Jehovas vidner tror på at Guds indgriben er nær, at han snart vil tilintetgøre den nuværende tingenes ordning, og at mennesker som er værdige til det, vil blive bevaret og komme til at leve i en retfærdig, ny orden. Som jeg tænkte nærmere over det, lød det også fornuftigt i mine ører. Skaberen måtte sandelig være forfærdet over den himmelråbende selviskhed og umoralitet som denne verden er gennemtrængt af! Jeg var også overbevist om at menneskene ikke selv kunne afhjælpe dette.

Efterhånden som jeg fortsatte mit studium af Bibelen, blev jeg mere og mere overbevist om at dét Gud vil udrette, langt vil overgå hvad vi inden for bevægelsen til kvindernes frigørelse nogen sinde kunne have gjort os håb om at opnå. For under Guds rige vil ikke blot kvindernes problemer blive løst, men Skaberen vil sørge for at alle mennesker udfries fra enhver form for undertrykkelse, også sygdom og død. Det har han givet løfte om i sit ord, og der er al mulig grund til at tro at han vil holde sit løfte.

Så jeg er altså stadig forkæmper for kvindernes frigørelse — også for mændenes — men på en anden måde. I stedet for at bruge mange timer hver uge ved gruppemøder, eller at kæmpe i retssale for at forbedre kvindernes rettigheder, bruger jeg nu min tid på at vise andre mennesker at det eneste virkelige håb om en lykkelig tilværelse ligger i at rette sig efter de udmærkede principper der findes i Guds ord. Det er den eneste vej der fører til sand frigørelse, nemlig i Paradiset på den „ny jord“ under Guds retfærdige styre. (2 Pet. 3:13) — Indsendt.

Spørgsmål fra læserne

● Er det muligt for kristne i dag at besværge eller uddrive dæmoner ved at bede over den som er besat? — U.S.A.

Bibelen viser at der i mange tilfælde skal mere til at befri et menneske for dæmonbesættelse end blot at bede over vedkommende.

Det er sandt at nogle kristne, men ikke alle, i det første århundrede fik evne til ved Guds ånd at uddrive dæmoner. (1 Kor. 12:29, 30; jævnfør Mattæus 10:8.) Almindeligvis gjorde man det ved i Jesu Kristi navn at befale dæmonerne at slippe deres tag i de besatte. — Ap. G. 16:16-18; se også Apostlenes Gerninger 19:13-16.

Der er imidlertid intet i Bibelen der tyder på at de kristne ned gennem tiden ville bevare åndens mirakuløse gaver, deriblandt evnen til øjeblikkelig at uddrive dæmoner. Tværtimod skulle de mirakuløse gaver ophøre. Den inspirerede apostel Paulus skrev: „Hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab [den mirakuløse], den skal forsvinde.“ (1 Kor. 13:8) Når åndens mirakuløse gaver blev givet videre var en eller flere af de apostle som var direkte udvalgt af Jesus Kristus, altid til stede. (Ap. G. 2:1, 4, 14; 8:9-20; 10:44-46; 19:6) Det er derfor rimeligt at slutte at videregivelsen af disse gaver ophørte med apostlenes død, og at de mirakuløse gaver i sig selv ophørte da de sidste som ejede dem, døde.

En af hovedårsagerne til at de kristne fik mirakuløse gaver, var at disse skulle godtgøre at Guds godkendelse, som før havde hvilet over den jødiske menighed, nu hvilede over den kristne menighed. (Ap. G. 2:32, 33, 38-41; Hebr. 2:1-4) I dag er de mirakuløse gaver ikke nødvendige for at godtgøre dette. Den jødiske menighed i dag kan ikke opfylde Moselovens krav, for den har intet præsteskab i Arons slægt og den har intet tempel på templets oprindelige plads i Jerusalem.

Det mest afgørende bevis for at en menighed er guddommeligt anerkendt, er ikke udførelsen af tilsyneladende mirakuløse gerninger. Jesus Kristus sagde: „Ikke enhver, der siger til mig: ’Herre, Herre! skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje. Mange skal sige til mig på hin dag: ’Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?’ Og da vil jeg sige dem rent ud: ’Jeg