Sagkyndig undervisning i kunsten at fremstille vidner
„Gå derfor og gør disciple.“ — Matt. 28:19, NW.
1. I hvilken hensigt gjorde Jehova israelitterne til en nation, og hvorledes forfejlede de denne hensigt?
NÆSTEN lige så længe mennesket har eksisteret, har Jehova haft sine vidner på jorden. Adams søn Abel var det første. Der var ikke altid mange vidner. Som oftest var der kun nogle få, en tynd tråd der løb ned gennem historien. Til tider valgte Jehova imidlertid at have forholdsvis mange af dem. For eksempel bestod hele Israels nation udelukkende af vidner for Jehova. (Es. 44:8) Men de levede ikke op til det høje hverv at repræsentere Jehova blandt jordens nationer. Efter at Jehova i flere hundrede år havde vist israelitterne langmodighed forkastede han dem derfor fuldstændig som sine vidner, skønt han havde gjort dem til en nation ene og alene i den hensigt. Nationen blev forkastet eller forstødt dengang Israels folk lod Kristus Jesus dræbe. Men en ny nation af vidner for Jehova var allerede da ved at blive dannet. — Hebr. 11:4 til 12:1; 2 Mos. 19:5, 6.
2. Nævn en forskel i måden hvorpå den nye nation af vidner blev til og måden hvorpå Israels nation blev til.
2 I mange henseender ville den nye nation af vidner for Jehova blive anderledes end den gamle. For eksempel: et menneske der blev født ind i Israels nation kom uden videre til at høre med til Jehovas folk i kraft af at det nedstammede fra Guds ven Abraham; men ingen kan fødes til at være medlem af den nye nation. Kun hvis man bliver kaldet af Gud, tager imod kaldet og indvier sig til at være Guds tjener, kan man blive medlem af denne nye nation. Det er den enkeltes tro og hjertelag der er det afgørende. Medlemmerne af denne nation bliver til ved at der fremkaldes en sindsændring hos mennesker der er gamle nok til at vide hvad de gør, så de vender sig fra falsk tilbedelse til den eneste tilbedelsesform der behager Gud. — Rom. 12:2; Ef. 4:22-24.
3. Hvilken metode benyttede Jesus i begyndelsen da han skulle danne den nye nation, og hvor godt virkede denne fremgangsmåde?
3 Jehova satte sin elskede søn, Jesus Kristus, i spidsen for arbejdet med at fremstille nye vidner, og det var højst passende eftersom Jesus Kristus selv er det største Jehovas vidne der nogen sinde har levet på jorden, og alle Guds vidner efter hans tid må være hans disciple og efterfølgere. Hans arbejde var usædvanlig vellykket. Til at begynde med anvendte han den metode at holde offentlige foredrag, og på det område var han ekspert. Han havde et magtfuldt budskab at forkynde, nemlig Guds rige som menneskers eneste håb, og han har uden tvivl fremført det på en særdeles fængslende måde. Da farisæerne ved en bestemt lejlighed sendte tjenere ud for at pågribe Jesus vendte de tilbage med uforrettet sag; men hvad de havde set og hørt gjorde et dybt indtryk på dem, for de sagde: „Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler.“ Skarerne var så betagede af Jesu taler og mirakler at de endog blev hos ham i flere dage, og derfor kunne Jesus alene ved sine offentlige foredrag gøre et sådant indtryk på folk at nogle indviede sig til tjenesten for Gud den Allerhøjeste, Jehova, og symboliserede denne indvielse ved vanddåben. Om Johannes Døber læser vi: „Så kom Jerusalem og hele Judæa og hele omegnen om Jordan dragende ud til ham. Og de lod sig døbe af ham i Jordanfloden.“ Men om Jesus læser vi: „Da Herren nu fik at vide, at farisæerne havde hørt, at Jesus vandt flere disciple og døbte flere end Johannes . . . forlod han Judæa og drog igen til Galilæa.“ — Åb. 1:5; Matt. 3:5, 6; Joh. 4:1-3.
Ny forkyndelsesmetode indføres
4. Hvilken forkyndelsesmetode indførte Jesus senere, og hvorfor?
4 Selv om Jesu offentlige foredrag gav glimrende resultater begyndte han alligevel at fremstille vidner for Jehova efter en helt ny metode. Det gjorde han fordi han havde ansvaret for dette arbejde, og fordi han vidste hvad der var nødvendigt for fremtiden. Han vidste at han ikke kunne blive hos sine efterfølgere ret længe og udføre forkyndelsen for dem, og han vidste også at hans mirakler ville ophøre en dag. Dog måtte det store arbejde med at fremstille nye vidner fortsætte. Han vidste at mange af dem der nu stod blandt skarerne og lyttede til ham, inden længe ville vende ham ryggen og slutte sig til den hob der ville kræve hans liv og iværksætte en ondskabsfuld forfølgelse af hans efterfølgere. Men arbejdet måtte ikke standse. Jesus vidste at hans disciple skulle sendes ud at forkynde for de ikke-jødiske nationer på hele den beboede jord, og her ville det ikke være tilstrækkeligt blot at citere skriftsteder fra Bibelen. Den nye nation af vidner for Jehova måtte nødvendigvis vokse, og den skulle bestå af retsindige mennesker på hvem Guds riges dynamiske budskab gjorde så dybt et indtryk at de ændrede sind. Men hvordan kunne dette store arbejde realiseres? Det sås tydeligt at offentlige foredrag alene ikke ville være det mest effektive middel. Jesus indførte derfor nu — til gavn for sine efterfølgere til hvem dette arbejde skulle overdrages — den gren af den kristne tjeneste vi kender som hus-til-hus forkyndelse; og hvilken frugtbærende gren viste det sig ikke at være! Det var en metode der ikke oversteg ufuldkomne menneskers evner. Der var stadig tale om forkyndelse, men metoden var forenklet idet der nu kun var nogle få tilhørere, ja til tider endog kun én. Sandt nok kunne den enkelte forkynder ikke udføre så meget som Jesus kunne ved sin masseundervisning, men metoden gav alligevel forbavsende resultater.
5. Hvor skulle der forkyndes og fremstilles vidner?
5 Da Jesus personligt oplærte apostlene gav han en udførlig undervisning i hvordan man fremstiller vidner ved forkyndelsen fra hus til hus. Vi finder denne undervisning i Mattæus det tiende kapitel. Temaet der skulle prædikes var Jesu eget: „På jeres vandring skal I prædike og sige: ’Himmeriget er kommet nær!’“ Til at begynde med skulle der kun forkyndes for Israels nation, men efter Jesu opstigen til himmelen skulle forkyndelsen gå ud til hele verden, hvilket Jesus udtrykte med de berømte ord: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer.“ — Matt. 28:19, NW.
6. Hvilken åndelig indstilling må de der tager del i arbejdet have?
6 I Mattæus 10:8-10 omtaler Jesus den åndelige indstilling med hvilken man skulle tage del i dette arbejde. Forkyndere af den gode nyhed må være åndeligsindede hvis de skal være egnede til at udføre arbejdet. De må lade Guds rige komme i første række, de materielle fornødenheder i anden. „I har fået det for intet, giv det for intet! Skaf jer ikke guld eller sølv eller kobber i jeres bælter; ikke taske til rejsen, eller to kjortler, eller sko, eller stav; thi en arbejder er sin føde værd.“
7. Under hvilke omstændigheder viser Jesus at hans Fader påtager sig den forpligtelse at sørge for sine tjeneres materielle behov?
7 Læg mærke til begrundelsen: „En arbejder er sin føde værd.“ Med disse ord pålægger Jesus i virkeligheden sin himmelske Fader en forpligtelse. Forkyndere af den gode nyhed er af Jehova Gud ansat til at arbejde i hans vingård. Det er ham der afgør betingelserne. En af disse er at man må være åndeligsindet, arbejderne må lægge hele deres sjæl, sind og hjerte i forkyndelsen af Riget. Når der stilles et sådant krav er det klart at ansvaret for arbejderens materielle behov hviler på arbejdsgiveren. Jesus anerkender således det princip som Jehova allerede havde ladet nedskrive i Moseloven i Fjerde Mosebog 18:31 og Femte Mosebog 25:4, og Jesus lader princippet gælde det kristne forkyndelsesarbejde.
8. I hvilket tilfælde føler Jehova sig ikke forpligtet til specielt at sørge for vore materielle fornødenheder?
8 Hvis arbejderen på sin side ikke opfylder betingelserne men søger sine materielle interesser først, føler Jehova sig ikke specielt forpligtet til at sørge for hans materielle fornødenheder. Generelt set sørger Jehova for hele menneskeslægtens fornødenheder. Millioner af mennesker forsørger sig selv, lader de materielle interesser komme i første række og har deres livsfornødenheder uden at Jehova skal tage sig af dem på en særlig måde, Det er ikke nødvendigt. De anvender deres tid og kræfter til selv at gøre det. Men Jehova lover og føler sig forpligtet til at sørge for det nødvendige til dem der har søgt „Guds rige og hans retfærdighed“ først og tjent disse interesser ligesom Jesus gjorde det. Det kan missionærer, pionerer, zone- og sektionstjenere, samt mere end tusind brødre og søstre på betelhjemmene, alle heltidstjenere indviede til Jehova, mennesker som har søgt Rigets interesser først, med glæde bekræfte. — Matt. 6:33.
„Forhør jer“ først
9. Hvad gør et menneske værdigt til at modtage Guds budskab?
9 Jesus fortsætter nu med at give direkte undervisning i hvordan forkynderen af den gode nyhed skal bære sig ad når han kommer til sit distrikt: „Hvor I kommer ind i en by eller landsby, skal I forhøre jer om, hvem i den der er det værd, og hos ham skal I blive, indtil I drager videre.“ (Matt. 10:11) Det første man skulle gøre når man skulle fremstille et nyt vidne var altså at ’forhøre sig om hvem der var det værd’. Var hvad værd? At få den forret eller gunst at blive besøgt af disse tjenere for den allerhøjeste Gud og høre dem forklare det guddommelige frelsesbudskab som de var overbringere af! En venlig modtagelse af frelsens budskab som apostlene bragte, og en sand gæstfrihed over for dem fordi de var Guds tjenere, det var det der i Guds øjne gjorde et menneske værdigt til at modtage en sådan forret. Om et menneske med den indstilling sagde Jesus: „Den, som tager imod jer, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som udsendte mig. Den, som tager imod en profet, fordi han er en profet, skal få en profets løn; og den, som tager imod en retfærdig, fordi han er en retfærdig, skal få en retfærdigs løn. Og den, som giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, sandelig siger jeg Eder: han skal ingenlunde gå glip af sin løn.“ — Matt. 10:40-42; 25:34-40.
10. Hvordan forhører man sig om ’hvem der er det værd’?
10 ’Forhør jer om hvem der er det værd’ befalede Jesus. Men hvordan forhører man sig om hvem der er budskabet om Guds rige, Guds gode nyhed, værd? Man kan ikke finde ud af det ved blot at betragte mennesker. Om et menneske er det værd eller ikke, afhænger af hvordan dets sind er. Så medmindre man kan finde ud af hvad der foregår i et menneskes sind bliver man aldrig klar over om det er det værd eller ej. Hvordan får man et menneske til at åbenbare hvad der gemmer sig i dets sind? Det er slet ikke så vanskeligt som du måske tror. I virkeligheden gør du det hver eneste dag. Alt hvad du behøver at gøre hvis du vil vide hvad et menneske mener om vejret, de sidste bilmodeller eller den politiske situation, er at begynde at tale til vedkommende om emnet, og almindeligvis vil han fortælle dig hvad han mener om det særlige spørgsmål. Præcis ligesådan må du bære dig ad hvis du ønsker at finde ud af om et menneske „er det værd“, et af de mennesker Jesus befalede sine efterfølgere at finde frem til. Du må begynde at tale til vedkommende om Gud, Kristus Jesus og hans rige, og du vil erfare hvad han tænker og om han er værd at forkynde for eller ej. Kun ved at tale til andre mennesker kan vi forhøre os om hvem der er det værd.
11. Hvorfor kunne apostlene ikke betragte religion som en privatsag der ikke burde drøftes med andre, og hvilken typisk reaktion kan man møde når man forkynder?
11 I overensstemmelse med dette råd som Jesus gav angående fremstilling af nye vidner, var der ingen af apostlene eller de øvrige af de første kristne der mente at religion var en privatsag som ikke burde drøftes med andre. De fulgte i deres herres fodspor og talte til andre om hvad de troede; og når apostlene kom til en by hvor den gode nyhed endnu ikke var blevet forkyndt, gik de derfor op til torvet eller til byporten, hvor folk jo plejede at samles for at høre nyt. På disse steder gav apostlene sig så til at forhøre sig om hvem der var den gode nyhed værd. Det var ikke svært at indlede en samtale og derefter bringe spørgsmålet om Riget på bane; på den måde kunne de hurtigt finde ud af hvem der var det værd. Et typisk eksempel herpå står omtalt i Apostlenes Gerninger det syttende kapitel. Paulus havde forkyndt på torvet i Athen, og man havde derefter taget ham med op til Marshøjen hvor han kunne forklare sin lære for de filosoffer som var forsamlede der. Da han havde aflagt vidnesbyrd om Jehova Guds overhøjhed, om Kristus Jesus, dommens dag og opstandelsen, kom en typisk reaktion: „Da de hørte om opstandelsen fra de døde, spottede nogle; men andre sagde: ’Det vil vi høre dig tale om en anden gang.’ Dermed gik Paulus bort fra dem. Men nogle mænd sluttede sig til ham og kom til troen.“ De sidstnævnte ’var det værd’, og det var sådanne der inviterede apostlene til at bo hos sig, ligesom Akvila og Priskilla havde indbudt Paulus til at bo hos sig da han var i Korinth, og ligesom Lydia havde indbudt Paulus og Timoteus. Lukas skriver om Lydia: „Og da hun og hendes husstand var blevet døbt, indbød hun os og sagde: ’Dersom I agter mig for at være Herren tro, så kom hjem i mit hus og bliv dér!’ Sådan nødte hun os.“ — Ap. G. 17:32-34; 18:1-3; 16:15.
12. Hvorfor var det passende at Kristi disciple hilste med ønsket om fred når de gik fra hus til hus, og hvordan kunne de lade deres fred komme over et hus?
12 Forkyndelsen udførtes ikke alene på offentlige pladser; også ved besøg fra hus til hus forhørte man sig om hvem der var det værd, sådan som Jesu ord videre viser: „Når I træder ind i huset, så bring jeres hilsen; og hvis huset er det værd, skal jeres fred komme over det; men hvis det ikke er det værd, skal jeres fred vende tilbage til jer selv.“ (Matt. 10:12, 13) Den nøjagtige ordlyd af den hilsen Jesus ønskede at de skulle bruge gengives i Lukas 10:5: „Fred være med dette hus!“ Det var en almindelig hilsen på den tid. Den hentydede til den fred og velstand som Gud giver; og der lå i den et ønske om at det måtte gå beboerne godt; og når vi tænker på hvilken god nyhed apostlene bragte om fred med Gud gennem Kristus Jesus, må man sige at det var en passende hilsen. Når husets beboere dernæst fik at vide hvad der var hensigten med besøget, stod det til dem selv at vise om de var værdige til at de gode ønsker blev opfyldt på dem. Hvis huset var det værd, adlød apostelen Jesu instruktion, lod den fred han havde ønsket huset da han trådte ind „komme over det“ og forklarede den gode nyhed mere indgående. At forhøre sig om hvem der var det værd, var imidlertid kun det første af tre generelle skridt der måtte tages for at fremstille et vidne for Jehova. Det var som når man omhyggeligt udsøger sig råmateriale til at arbejde med.
De næste skridt
13. Hvorfor er arbejdet med at fremstille vidner også blevet kaldt en forligelsens tjeneste?
13 Kristi disciples arbejde er også blevet kaldt en forligelsens tjeneste. Lige siden Adam og Eva gjorde oprør imod Gud har der hersket fjendskab mellem Gud og denne verden, men den gode nyhed Kristi efterfølgere bragte var nyheden om fred med Gud gennem mellemmanden Kristus Jesus. Ved at de første kristne havde antaget Jesus som mellemmanden mellem Gud og mennesket og indviet sig til Gud gennem ham, var de som de eneste af alle mennesker blevet forligt med Gud og havde opnået fred med ham, og ved deres hilsen ønskede de nu at den samme fred skulle komme til alle mennesker som var det værd. Paulus udtrykte det således: „Vi er altså sendebud på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os; vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!“ — 2 Kor. 5:20.
14. (a) Hvad kræves der for at den der er det værd kan blive forligt med Gud? (b) Hvad er det andet skridt henimod at frembringe vidner, og hvordan kan man tage dette skridt?
14 Forligelse og fred med Gud er ensbetydende med indvielse gennem Kristus til at gøre Guds vilje, og denne igen er et resultat af nøjagtig kundskab om Guds hensigter. Nøjagtig kundskab opnås ikke ved et enkelt besøg; det kræver tid. For at de som var det værd kunne blive vidner for Jehova og glæde sig over fred med Gud, måtte de have sandheden om Kristus og hans rige forklaret så grundigt at den kunne gøre et dybt og varigt indtryk på dem, så dybt at den kunne sejre over deres tidligere religiøse opfattelser, hvad enten disse var fuldstændig hedenske eller stammede fra den fordærvede jødiske religion. Målet var at give disse mennesker så indgående en forståelse af Guds hensigter at de ønskede at indvi sig til at tjene Gud. Et undervisningsarbejde af den art tager tid, og det var derfor Jesus instruerede forkynderne om at „blive“ hos dem der var det værd. Det var det andet skridt henimod at fremstille vidner. (Matt. 10:11) Hvis en forkynder blev indbudt til at blive boende hos nogle der var det værd, blev han der naturligvis og brugte megen tid til at forkynde for dem. Men han kunne også blive hos mennesker selv om han ikke ligefrem boede hos dem, ved at besøge dem gentagne gange og således bruge megen tid til at forkynde for dem.
15. Hvilket yderligere skridt er nødvendigt for at fremstille et vidne, og hverv er det i virkeligheden der „vinder“ de nye vidner?
15 Men der var endnu et skridt der var nødvendigt i dette arbejde med at fremstille vidner. Det var ikke nok at læreren blev nogen tid hos dem der var det værd, idet han genbesøgte dem. Skulle forkynderen adlyde befalingen om at bringe fred til dem der var det værd, måtte der uvægerlig oprettes et rigtigt bibelstudium i disses hjem. Når man ikke kunne komme uden om dette var grunden den at det i virkeligheden ikke var forkynderen af den gode nyhed der vandt en discipel for Kristus eller et nyt vidne for Jehova. Selv om vi læser at Jesus og apostelen Paulus „vandt“ disciple, var de selv de sidste til at tage æren for det. Jesus sagde: „Jeg taler det, som jeg har set hos min Fader.“ Paulus anerkendte Gud som den egentlige skaber af den nye nation, for idet han nu bruger billedet med en gartners arbejde siger han: „Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten. Så kommer det da hverken an på den, der planter, eller på den, der vander, men på Gud, der giver vækst. . . . Thi Guds medarbejdere er vi; Guds ager, Guds bygning er I.“ Det vil sige at forkynderen kun blev brugt til at plante Guds sandhedsord i hjertet på de mennesker der var det værd. Selv om Guds tjenere fik befalingen: „Gå derfor og gør disciple,“ (NW) skulle de derfor ikke bare tale af deres eget når de blev hos mennesker med god vilje, men det forventedes at de lod Jehova tale gennem sit skrevne ord, Bibelen, ligesom også Jesus til enhver tid citerede Bibelen. De der var det værd kunne kun få sindet beriget med et varigt indtryk hvis de lod Gud tale til dem gennem sit ord; kun derved kunne Guds ord blive sået dybt i deres hjerter og komme til at bære frugt. Et bibelstudium med dem der var det værd var således det tredje skridt i den produktionskæde Jesus foreskrev til fremstillingen af vidner for Jehova. Kun gennem dette led i arbejdet, bibelstudiet, kunne de mennesker som var det værd modtage den fred som de sande kristne glædede sig over. — Joh. 4:1; Ap. G. 14:21; Joh. 8:38; 1 Kor. 3:6-9; Matt. 28:19.
16. Opsummér hvad der skal til for at fremstille et vidne på den måde Jesus foreskrev.
16 Dette var altså hvad Jesus foreskrev da han gav sine efterfølgere arbejdsvejledning i at fremstille vidner ved forkyndelsen fra hus til hus. Der opstilles tre skridt som ufravigeligt må tages: Først må man forhøre sig om hvem der er det værd, ved at tale til mennesker; man må opholde sig hos dem nogen tid mens man forkynder for dem; de må have hjælp til at opnå den fred der er en følge af at man er blevet forligt med Gud gennem sin indvielse, der på sin side ikke kan finde sted før man har foretaget et flittigt studium af Guds ord. De tre skridt kan sammenlignes med operationer i en produktionskæde. Hvis man ikke er omhyggelig nok med en af operationerne vil det færdige produkt ikke falde heldigt ud; men hvis man anvender det rigtige materiale og følger den givne arbejdsvejledning om fremgangsmåden, kan man forvente at det færdige produkt er fuldendt.
17. Findes der ikke en lettere og hurtigere måde at fremstille nye vidner på? Hvor effektiv var den her nævnte metode på de første kristnes tid?
17 At fremstille vidner efter denne metode kan måske forekomme en at være en lang og besværlig proces, og ganske rigtigt kræver det også både tid og flittigt arbejde blot at fremstille ét nyt vidne efter denne metode i dag; men det er den bedste og hurtigste metode der findes. Jesus anvendte den selv da han oplærte sine efterfølgere, og han var ekspert på området. Man kan ikke skyde genvej. Jesus greb arbejdet an på en praktisk måde; han brugte praktisk visdom. Havde der været en nemmere og hurtigere måde hans efterfølgere kunne udføre deres arbejde på, havde han uden tvivl vist dem den. Når han ikke gjorde det, kan vi gå ud fra at en sådan ikke findes. Ved at følge Jesu råd frembragte hans disciple mange tusinde vidner der levede op til så høj en norm at udtrykket „de første kristne“ selv i dag forbindes med en ubrydelig loyalitet over for de højeste principper under de hårdeste forfølgelser. De ’fyldte Jerusalem med deres lære’ og bragte „hele verden i oprør“; de har påvirket menneskeslægtens gang helt op til vore dage. Afgjort et bemærkelsesværdigt resultat af en undervisningskampagne, og det giver et godt billede af hvor effektive metoderne var! Hvor effektiv er den samme fremgangsmåde i det tyvende århundrede, masseproduktionens tidsalder? — Ap. G. 5:28; 17:6.