„Udfrielse for en løsesum“

„I ham har vi forløsning [udfrielse for en løsesum, NW] ved hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er.“ — Ef. 1:7.

1. Hvorfor udvirkede de ofre, der blev frembåret under Loven, ikke nogen udfrielse, og hvilket formål tjente de?

MENNESKER er født i misgerning og undfanget i synd, og de er derfor henvist til at leve i synd og betale dens straf, døden. Under Moseloven, som blev givet Israel, opnåede folket tilgivelse for deres synder på billedlig vis ved de slagtofre, ypperstepræsten frembar. Dog udvirkede blodet af tyre ikke i egentlig forstand nogen varig udfrielse fra syndens straf, døden, da alle, som holdt Loven, jo alligevel døde tilsidst. Ofrene måtte endvidere frembæres atter og atter med regelmæssige mellemrum. Lovpagten var i virkeligheden „en skygge af de kommende goder“, et billede på, hvad Gud agtede at gøre gennem sin søn, Jesus Kristus. (Hebr. 10:1-3) „.Så at Loven er blevet os en tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjorte [erklæret retfærdige, NW] af tro.“ — Gal. 3:24.

2. Hvilken vigtig rolle spillede blodet under Loven, men hvilken forandring indtrådte der med Jesu komme?

² Men selv under Israels lovordning måtte der blodsudgydelse til for at få tilregnet retfærdighed. Under vor drøftelse af Jesu genløsningsoffer må vi huske Skriftens tydelige ord, at „der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt“. Det var grunden til, at Israel ved ypperstepræsten bestandig frembar blod af dyr for på billedlig vis at opnå den årlige syndsforladelse. Med Jesu Kristi komme indtrådte en stor forandring, for han gik „ikke med blod af bukke eller kalve, men med sit eget blod een gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning“. (Hebr. 9:22, 12) Nu var det ikke længere nødvendigt fra tid til anden at frembære dyreblod, for han, som disse slagtofre var billeder på, var kommet og havde udvirket en evig udfrielse. Spørgsmålet var nu, om den enkelte var kvalificeret til at drage fordel af den udfrielse, løsesummen tilvejebragte.

3. Hvilken større værdi havde Jesu offer?

³ Stedet, hvor Jesus Kristus gik ind for at bringe soning for menneskehedens synder og skaffe den udfrielse, var ikke nogen jordisk helligdom. „Thi Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder [som ypperstepræsten i Israel måtte] og kun er et billede af den sande, men ind i selve himmelen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os. Men nu er han een gang for alle . . . blevet ofret for at bære manges synder.“ (Hebr. 9:24-28) Efter sin opstandelse trådte Kristus frem for Jehova Guds åsyn i himmelen for at overgive ham fortjenesten af det fuldkomne livsblod, han havde udgydt, og således skaffe dem varig udfrielse, som ville tro på denne løsesums værdi: „I ved jo, at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde arvet fra forfædrene, men med Kristi dyrebare blod som med blodet af et lam uden plet og lyde.“ — 1 Pet. 1:18, 19.

4. Hvorfor er det tåbeligt at betragte Jesu offerdød som overflødig?

⁴ Vi ser altså, at det fuldkomne menneskes, Jesu, blod, der blev udgydt ved en offerdød, har en frelsesværdi for dem, som tror på det. Det er således offerblodet, der er en betingelse for verdens frelse, og ikke bare „det kristne evangeliums dybe, vægtige og evige sandheder“. Uden det udgydte blod kan der ikke finde nogen udfrielse sted. Det er en sandhed, som Bibelen kraftigt understreger. Det er derfor intet mindre end tåbeligt at anse Jesu ofring af sig selv som overflødig for hans frelsesværk i forbindelse med verden. Om et menneske ikke benytter sig af det udgydte blods fortjeneste, kan det ikke gøre sig håb om at vinde det evige liv. Jesu Kristi fuldkomne livsblod svarer til den livsværdi, som Adam mistede. Dengang Jesus stod op fra de døde og steg op til himmelen, ejede han retten til fuldkomment liv som menneske med alle dets muligheder, en værdi, der nøjagtig svarede til det, Adam på grund af sin ulydighedssynd havde forspildt for hele menneskeslægten. Denne løsesum overgav Jesus ind for Guds åsyn og modtog i stedet menneskeslægten for ud fra den at give dem, som var værdige dertil, en lejlighed til at vinde evigt liv. — Rom. 5:15-19.

5. Hvilke spørgsmål bringes her på bane, og hvordan er en urigtig opfattelse af denne sag til skade for mennesker?

⁵ Det bringer følgende spørgsmål på bane: Hvem kan nyde godt af genløsningen? Drager alle fordel af den, både gode og onde? Var det ikke Guds store kærlighed til alle mennesker, der fik ham til at ofre sin søn? Støtter det ikke den tanke, mange gør sig, at alle i sidste ende vil blive frelst, også Adam, ja selv Djævelen? Nej, afgjort ikke, for intet kunne være sandheden fjernere. Teorien om universel frelse er til stor skade for mennesker, fordi den gør dem blinde for selve hensigten med genløsningen. Denne teori giver dem en falsk tryghedsfornemmelse og afstumper deres ansvarsfølelse, fordi den siger, at alt nok skal blive godt til sidst, uagtet hvad de gør, og hvordan de lever. Troen på „frelse for alle“ gør, at de ikke kan indse nødvendigheden af at skaffe sig kundskab om Guds hensigter og forvisse sig om, hvad der kræves af dem, for at de kan opnå forløsning ved Jesu Kristi blod.

6. Hvilke ligefremme sandheder sætter tingene på deres rette plads?

⁶ Stands op et øjeblik for at tænke efter og undersøge et par simple sandheder. Dengang Jesus var her på jorden og prædikede omvendelse, var der nogle, som hørte og troede ham, mens andre lod hånt om hans belæring. Dem, som hørte og troede Jesus og holdt ud med ham i hans prøvelser, lovede han store velsignelser i Riget. (Luk. 22:28-30) Han sagde, at i de sidste tider ville andre får også lytte i tro og tage imod velsignelse. Men de vantro jøder, der flokkedes om ham og spottede hans budskab og forlangte at få at vide, om han var Kristus, svarede han: „Jeg har sagt jer det, men I vil ikke tro det. . . . men I tror det ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv, og de skal i al evighed ikke fortabes.“ (Joh. 10:16-30) Disse vantro jøder søgte senere at stene Jesus. Løftet om en genløsning til evigt liv blev på ingen måde givet den slags mennesker, men kun de troende, „fårene“.

7. Hvilken knibe bringer beretningen i Mattæus 23 dem i, som tror på „frelse for alle“?

⁷ Talsmænd for teorien om „frelse for alle“ må lukke øjnene for Jesu sønderknusende fordømmelse af sin samtids falske lærere, farisæerne og de skriftkloge. Disse påstod at tilbede Gud, men begik alle hånde onde handlinger. Jesus spåede dem intet godt, men kun ulykke. Med megen kraft påpegede han, at de ikke havde ringeste chancer for ved egen formåen at undslippe den gehennas dom (tilintetgørelse), Jehova Gud ville lade komme over dem for deres onde færd. Mener du, at Jesus døde for at skaffe en løsesum til veje for sådanne? Kunne de blive både genløst og tilintetgjort? Nej, vist ikke, hvad også ethvert tænkende menneske må indrømme! Jesus sagde, at de var dødsdømt, og derfor kunne der ikke være tale om nogen genløsning af dem. — Matt. 23.

8. Hvilken tanke støtter Jesu vejledende ord til sine disciple?

⁸ Jesu vejledende ord til sine disciple fremhæver den sandhed, at genløsningen ikke gælder alle mennesker, for han sagde: „Hvis man ikke tager imod jer og ikke hører jeres ord, så gå ud af det hus eller den by og ryst støvet af jeres fødder. Sandelig siger jeg jer, det skal gå Sodomas og Gomorras land tåleligere på dommens dag end den by.“ (Matt. 10:14, 15) Han stillede sagen på spidsen ved at henvise til Sodoma og Gomorra, der jo uigenkaldeligt var dømt til undergang og for stedse tilintetgjort, uden håb om nogen sinde at rejse sig igen, og påpegede således, at en genløsning var absolut umulig for de vantro og de forsætligt onde.

9. Hvilken forskel er der mellem Satans og Adams stilling og menneskehedens i almindelighed?

⁹ Satan Djævelen er denne verdens gud, og hans verden har ondskab til grundvold. Han synder med vidende og vilje og krænker Guds overhøjhed. Der er intet håb for ham, og han har kun undergang i vente. Mennesket Adam valgte med overlæg den samme oprørets vej som Satan, og i sin retfærdighed dømte Gud ham til døden. Med Adams efterkommere forholder det sig anderledes, for de er født under fordømmelse som følge af Adams egenrådige færd og ikke på grund af handlinger, de selv har begået. (Rom. 16:20; Åb. 20:10; Hos. 6:7; Rom. 5:14) Jehova skænker dem en lejlighed til at opnå forløsning fra den trældom, de befinder sig i, ved at udfri dem for en løsesum gennem Jesus Kristus.

10. Hvilken forvandling må der finde sted i det menneskes liv, som vil høste gavn af genløsningen?

¹⁰ Dengang Jesus prædikede det gode budskab, var det ikke alle dalevende efterkommere af Adam, som hørte og troede hans ord, og de kom derfor ikke alle ind under den genløsning, Jesus senere tilvejebragte. Men de, der troede hans ord, erfarede en vidunderlig forvandling i deres liv, som vi ser det i apostlenes tilfælde. De, som i dag skal høste endelig gavn af genløsningen, må først lade en forvandling ske i deres liv. En sådan forvandling indebærer mere end blot at sky det onde og holde sig neutral over for eller på afstand af det værste fordærv i håbet om, at man på grund af en smuk karakter, som man har udviklet ved egne bestræbelser, vil opnå en genløsning. Den kræver snarere, at den enkelte hører og tror det gode budskab, Jesus forkyndte, og som nu i pagt med hans løfte bliver forkyndt ud over hele jorden. Denne forvandling må give sig udslag i et positivt samarbejde med hele Jehova Guds foranstaltning for at oprette en ny verden, til hvilken Jesus med sit blod lagde grundvolden. Djævelen og alle hans ligesindede, de forsætlige syndere, vil ikke yde den nye verden deres støtte. De vil heller ikke få gavn af genløsningen eller erfare en udfrielse fra deres egen selviske vilje, der trælbinder dem og driver dem i døden.

11. Hvordan viser lignelsen om „fårene“ og „bukkene“, at genløsningen er betinget? Hvorfor er den det?

¹¹ Da Jesus skildrede, hvordan jordens folk ved selve forkyndelsen af budskabet om Riget ville blive delt i to skarer, nemlig får og bukke, forudsagde han, at „bukke“-skaren skulle udslettes, men „fåre“-skaren opnå genløsning og liv. De fleste vil indrømme, at det ene menneskes, Adams, synd førte døden over alle mennesker, men lige så sandt er det, at „der ved een retfærdshandling“, foretaget af Jesus Kristus, „følger . . . retfærdiggørelse til liv for alle slags mennesker“. (NW) (Rom. 5:18; Matt. 25:45, 46; Joh. 3:36) Disse mennesker af „alle slags“ er de får, som hører om og tror på Jesu Kristi genløsningsfortjeneste, og som viser deres tro i deres handlinger og hele livsførelse. Dem gælder Jesu blods genløsende fortjeneste, fordi de anerkender blodets værdi og søger dets goder på de betingelser, Jehova har fastsat i sit ord.

12. Hvilke andre kendsgerninger viser, at genløsningen ikke finder sted uden begrænsninger?

¹² Læg vel mærke til, at disse „får“ ikke indbefatter alle mennesker i alle nationer uden hensyn til deres tro eller livsvaner. Nej, på ingen måde, for vi må huske, at Jesus Kristus først og fremmest kom for at hævde og herliggøre sin Faders navn, der var blevet spottet og vanæret. I samklang med dette er hovedhensigten med genløsningen den, at den sætter Jesus i stand til at løskøbe sådanne mennesker fra dødsstraf, som ved deres tro og hengivenhed vil bevise, at Djævelen er en løgner. Det er derfor indlysende, at hvis nogle mennesker med vidende og vilje hengiver sig til ondskab og ringeagter Bibelens frelsesbudskab og således viser, at de er modstandere af sandhed og retfærd, så har de intet håb om at få gavn af Kristi genløsningsfortjeneste. „Således skal det ske ved verdens ende. Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige og kaste dem i ildovnen.“ — Matt. 13:49, 50; Es. 26:10.

13. Hvordan angiver Bibelen, at genløsningen sker efter kvalifikation?

¹³ Bibelen selv gør nøje rede for et udvælgelsesmoment ved genløsningskøbet, idet den siger om Jesus: „Thi slagtet blev du, og med dit blod har du til Gud købt mennesker [personer ud, NW] af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag.“ (Åb. 5:9) Bemærk, at de, som blev købt eller genløst til den kristne menighed, det „kongelige præsteskab“ i himmelen, var „personer“ ud af alle stammer, tungemål, folk og folkeslag. Hele folk og folkeslag bliver ikke købt en bloc. Hvorfor ikke? Fordi de ikke opfylder betingelserne for at opnå genløsning. Det er svært selv for retskafne mennesker at opfylde betingelserne for at opnå genløsning, fordi deres tro bliver prøvet så hårdt. „Og hvis den retfærdige kun frelses med nød og næppe, hvad skal der så blive af den ugudelige og synderen?“ — 1 Pet. 4:18.

14. Hvilke andre skriftsteder viser, at genløsningen er opnåelig for alle mennesker, men på Guds fastsatte betingelser?

¹⁴ Åbenbaringen 7:9, 10 anlægger samme synspunkt i forbindelse med de genløste og siger, at de kommer ud af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål. Ja, det er Guds vilje, „at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Tim. 2:4, NW) Gud gør ikke forskel på nogen, men giver alle lejlighed til at vinde livet ved hjælp af genløsningen; dog tvinger han på den anden side ikke nogen til at tage imod genløsningens goder imod deres eget ønske. Han skylder ikke mennesker noget, for „alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud“, men i sin miskundhed tilbyder han dem livet som gave, for alle „bliver retfærdiggjorte [erklæret retfærdige, NW] uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus“. Mennesker må søge denne gave og tage imod den med taknemmelighed, således som apostelen Paulus gjorde, da han udbrød: „Gud ske tak for hans uudsigelige gave!“ — Rom. 3:23, 24; 2 Kor. 9:15.

15. Hvorfor kan den „store skare“ ikke indbefatte alle mennesker?

¹⁵ I Åbenbaringen 7:9 ser vi, at den „store skare“ indtager en begunstiget stilling hos Gud, fordi „de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“, og at blodets genløsningsfortjeneste er blevet anvendt til fordel for dem. Ingen af de forsætligt onde, det være sig mennesker eller engle, er at finde i denne skare, der billedligt skildres som sådanne, der høster gavn af genløsningen. Det kunne de ikke være, for de onde tjener overhovedet ikke Gud, og om den „store skare“ står der, at de „tjener ham dag og nat“. De, som hører til denne skare, kommer alle vegne fra og har hørt det gode budskab og forladt denne verdens mørke for at vandre i lyset, og som Johannes siger: „Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, hans søns, blod renser os fra al synd.“ — Åb. 7:14, 15; 1 Joh. 1:7.

16. Hvilken „verden“ elskede Gud så højt, at han gav sin søn for den? Hvad må den enkelte vise i denne forbindelse?

¹⁶ Det var den nye retfærdighedens verden, Gud elskede så højt, at han gav sin søn, for at Jesus ved at udgyde sit blod kunne lægge grundvolden til dens oprettelse. Denne verden, der er lige for hånden, skal bebos af sådanne, som tager imod livets gave, og som er blevet løskøbt fra den syndens og dødens fordømmelse, de har nedarvet fra deres fælles stamfader, Adam. I denne forbindelse er det, at hver enkelt personligt må give til kende, at han ønsker at gøre brug af genløsningsfortjenesten, og vise det gennem tro og gode gerninger. Dette gør det af med tanken om en genløsning for alle mennesker, for det er ikke alle, som vælger at tjene Gud og tage imod den uforskyldte gave. Hvad kræves der da for at opnå udfrielse?

17. Hvilke lighedspunkter er der mellem Abrahams stilling og vor?

¹⁷ Vi må have samme tro som Abraham, og ligesom ham må vi bekræfte denne tro med gerninger. Abraham troede Jehova, og det blev regnet ham til retfærdighed. (1 Mos. 15:6) Abrahams tro vandt ham godt lov hos Gud og betinger ham en opstandelse til liv og velsignelse i den nye verden på grundlag af Kristi genløsning. Paulus hævder, at udtrykket „det blev ham tilregnet“ ikke står skrevet for hans skyld alene, „men også for vor skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tror på ham, som opvakte Jesus fra de døde, vor Herre, der blev givet hen for vore overtrædelsers skyld og opvakt for vor retfærdiggørelses skyld“. — Rom. 4:22-25.

18. Hvorfor vil genløsningen ikke svigte fortidens trofaste mænd?

¹⁸ Paulus selv såvel som andre troende på Jesu tid gav deres jordiske liv hen som et offer, idet de alle døde trofaste mod Gud. Deres tro blev i lighed med Abrahams regnet dem til retfærdighed hos Gud. Den vandt dem godt lov og satte dem i stand til at modtage udfrielse for en løsesum og få tilregnet dens goder på forhånd. Fordi de som Kristus var trofaste til døden i det offer, de bragte, vil de få en opstandelse til himmelsk liv og blive Kristi medarvinger til Rigets herlighed. Daniel, der var en troens mand ligesom Abraham, fik, skønt han døde før Kristi første komme, det løfte, at hans retfærdige stilling hos Gud ikke skulle være uden gunstig virkning for ham, thi, sagde Gud, „læg dig til hvile og stå op til din lod ved dagenes ende!“ (Dan. 12:13) Gud bevarer alle disse troens mænd i sin hukommelse, og Jesu Kristi genløsning vil ikke svigte dem, men komme dem til gode på den nye jord under den nye verden, vi står på tærskelen til.

19. Hvilket stort valg står alle mennesker over for i dag, og hvad må vi være overbeviste om?

¹⁹ I vor tid er vi nået til enden på den gamle tingenes ordning. Det er en tid, da den sidste advarsel skal lyde for alle nationerne, og da den snarlige og fuldstændige „udfrielse for en løsesum“ er for hånden for alle slags mennesker med et ret sindelag. Vi står alle over for et stort valg, nemlig valget imellem at tage imod Guds gave eller kaste vrag på den. I overensstemmelse med Jesu sandfærdige forudsigelse bliver det gode budskab om Riget nu forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd. (1 Kor. 10:11; Matt. 24:14) De mennesker, som hører budskabet, må tro på Jesu Kristi udgydte blod, før de kan gøre sig mindste håb om at opnå Rigets store velsignelser. De må forstå og værdsætte, at hans blod har magt til at åbne vejen til liv i den nye verden. De må være absolut overbeviste om, at der kun er „een mellemmand imellem Gud og mennesker: et menneske Kristus Jesus, som gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle slags mennesker“. (1 Tim. 2:5, 6, NW, margen) De må bekende Jesus Kristus som deres frelser ved Jehovas ufortjente godhed og søge til Gud gennem Kristus ad den vej, der er anvist i Jehovas ord. Det vil sige, de må indvi sig til Gud gennem Kristus efter de retfærdige principper, Bibelen fremsætter, og være trofaste tjenere for ham, idet de viser deres tro i gerninger.

20. Hvorfor er en mundtlig forsikring om tro alene uden gyldighed? Hvad kræves der for at blive kvalificeret til en genløsning?

²⁰ Det betyder mere end bare at gå til et religiøst „vækkelsesmøde“ og række hånden op og sige, at man er frelst. Det betyder mere end blot at lukke munden op og sige,: „Ja, jeg tror på Jesus Kristus og på hans udgydte blod.“ Hvis det var det hele, kunne jo enhver gøre det, både drankere, utugtige, afgudsdyrkere og mordere. Men Bibelen gør klart, at den slags mennesker ikke er kvalificerede til at opnå en genløsning. (1 Kor. 6:9; Gal. 5:20, 21) Nej, det betyder, at vi må udvikle et nyt livsmønster og aflægge det tidligere. Det betyder, at vi samvittighedsfuldt bestræber os for at lade vore handlinger og vor livsvej bestemme af de faste principper i Jehovas ord, og at vi fæster vor lid til den nye retfærdighedens verden og har vor lyst i den. Det betyder, at vi følger apostelen Johannes’ råd; han sagde om den nuværende fordærvede ordning: „Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham. . . . Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ — 1 Joh. 2:15-17.

21. Hvad skal vi gøre?

²¹ Hvad skal vi da gøre? Affør jer den gamle personlighed med dens gerninger, siger Paulus, og ifør „jer den nye personlighed, der gennem nøjagtig kundskab fornyes efter hans billede, som skabte den“. (NW) „Lad Kristi fred råde i jeres hjerter; . . . Lad Kristi ord i rigt mål bo hos jer, . . . Og alt, hvad I tager jer for i ord eller handling, gør det alt sammen i Herren Jesu navn og sig Gud Fader tak ved ham.“ — Kol. 3:9-17.

22. Kan du gøre det? Hvorfor og hvordan?

²² Gør du det, vandrer du i lyset og følger et livsmønster, der vil garantere dig frelse. Men du siger måske: „Hvordan kan jeg gøre det? Vil det være muligt for mig at forandre mig i den grad, når jeg hele mit liv er blevet oplært i den gamle verdens levevis?“ Det kan lade sig gøre, for ellers ville Jesus Kristus ikke have lidt døden for at frelse alle slags mennesker ud af alle stammer, tungemål og folkeslag. De kunne ikke høste gavn af genløsningen, hvis det ikke var muligt at skifte sind og anlægge et nyt livsmønster. Du kan altså gøre det! „Det var for jer, Gud først oprejste sin tjener, og han har sendt ham for at velsigne jer, når I hver især vender om fra jeres ondskab.“ „Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede, for at husvalelsestiderne må komme fra Herrens [Jehovas, NW] åsyn, og han må sende den Kristus, som var bestemt for jer, nemlig Jesus, hvem himmelen skal huse indtil genoprettelsestiderne, da alt skal blive genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid.“ — Ap. G. 3:26, 19-21.

23. Hvor skal du begynde? og hvad har hjertet at gøre med denne sag?

²³ Hvordan vil du begynde? Først må du give slip på alle falske forestillinger om, at Jesu genløsning vil komme alle mennesker til gode. Dernæst må du give slip på enhver lære, der siger, at alt, hvad du behøver for at opnå Guds godkendelse, er at leve et sømmeligt liv og handle mod andre, som du vil, at de skal handle mod dig. Ja, du må give slip på alle de tanker, du har fået indpodet gennem hele dit liv, og i stedet fylde dit sind med Bibelens sunde lære. „Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds [gode, velbehagelige og fuldkomne, NW] vilje.“ (Rom. 12:2) Du må begynde med at forny dit sind ved at tilegne dig Guds sandhedsord, rent og purt og uden forfalskninger af nogen art. Denne sandhed vil fylde dit hjerte til overmål og få dig til at slå ind på vejen til frelse og tilskynde dig til at gøre de gode gerninger.

24. Hvad vil denne kloge handlemåde føre til, selv om du ikke bliver fuldkommen nu?

²⁴ Det vil ikke sige, at du bliver fuldkommen, eller at du vil blive beundret af alle mennesker, som vil rose dig for din moralske livsførelse. Men det betyder, at du vil indtage en retfærdig stilling i Guds øjne, at din tjeneste vil være velbehagelig for ham, og endvidere, at du kan drage fordel af Kristi genløsningsfortjeneste, fordi du søger den på rette måde. Din tro vil give sig udslag i dine gerninger, og du vil have et ståsted sammen med andre trofaste Guds tjenere, både fortidige og nutidige, og eje „fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi i troen har fået adgang til den nåde [ufortjente godhed, NW], som vi nu står i“. — Rom. 5:1, 2.

25. Hvilken kundskab og fortrøstning vil den bringe dig?

²⁵ I denne stilling vil du, hvis du bestandig lægger hele dit sind og hjerte i studiet af Guds vidunderlige frelsesvej og hånden på lovprisningstjenestens plov, stå fast uden at rokkes, hvad der end sker. (Rom. 5:3-5) Du vil have fuld fortrøstning til Jehova Gud, for du ved besked med hans store kærlighed til den nye verden og til dem, som søger adgang til den. Du vil hente opmuntring ud fra kundskaben om, at „Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Så meget mere skal vi da, efter at vi nu er retfærdiggjorte ved hans blod, frelses ved ham fra vreden. Thi voldte den enes fald, at døden fik herredømme ved den ene, så skal da meget mere de, der tager mod nådens og retfærdighedsgavens rige fylde, få herredømme og liv ved den ene, Jesus Kristus.“ — Rom. 5:8, 9, 17.

26. Hvad må du vogte dig for at vende tilbage til? Hvorfor?

²⁶ Du vil ikke lade dig døve af en falsk tryghedsfornemmelse i den tro, at Gud er nødt til at lade Jesu Kristi genløsningsfortjeneste gælde dig, men du vil forstå og værdsætte, at fuld udfrielse ved en løsesum er en skøn gave, der kun bliver givet dem, som søger at opnå den ved at vandre ad den snævre vej, Gud har afstukket. Du vil vogte dig for at vende tilbage til den gamle verdens veje og væremåder og således kaste dig ud i den synd, du ved kun fører til død, „thi synder vi med vilje efter at have lært sandheden at kende, gives der ikke mere noget offer for vore synder, men en frygtelig forventning om dom og en nidkærheds brand, som skal fortære de genstridige“. — Hebr. 10:26, 27.

27. Hvad er nøglen til forståelse af Guds hensigt med at tilvejebringe en genløsning?

²⁷ Tag ikke fejl. Jehova Gud har sin ganske bestemte hensigt med at tilvejebringe en genløsning for menneskeheden, og nøglen til denne hans hensigt ligger i hævdelsen og herliggørelsen af hans eget store navn. Oprettelsen af en ny verden og derunder stiftelsen af et nyt samfund af mennesker, der vil tilbede Jehova, udgør en del af hans hensigt, der tager sigte på at hævde og herliggøre ham selv som den evige og overordnede Hersker. Dette hjælper os til at forstå, hvorfor han har taget skridt til at lade Kristus Jesus erlægge en løsesum, for takket være den kan nogle vise sig kvalificeret til at udgøre den „nye jords“ grundstamme efter Harmagedon og sætte børn i verden og oplære dem i Guds veje. „Thi Guds nåde [ufortjente godhed, NW] blev åbenbaret til frelse for alle [slags, NW] mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige begæringer og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden i forventning om det salige [lykkelige, NW] håb og den store Guds og vor frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst [manifestation, NW], han, som hengav sig selv for os for at løskøbe os fra al vor lovløshed og rense sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger.“ — Titus 2:11-14.

28. Hvilken manifestation af Jesus Kristus vil være til velsignelse for nogle, men til ulykke for andre? Hvorfor bør vi ransage os selv hver især?