sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger.“ — Titus 2:11-14.

28. Hvilken manifestation af Jesus Kristus vil være til velsignelse for nogle, men til ulykke for andre? Hvorfor bør vi ransage os selv hver især?

„Vær snilde som slanger“

BIBELEN er blevet tilvejebragt for at dygtiggøre Jehovas kristne tjenere til al god gerning. Den påpeger, hvad de bør gøre, hvorfor de bør gøre det, og hvordan det skal gøres. Dette viser os, hvor nødvendigt det er for os at studere Guds ord, for at vor tro kan være stærk, og for at vi kan svare alle, der kræver os til regnskab for det håb, der bor i os. Bibelen peger også på, at vi må være nidkære og flittige, frygtløse og frimodige i vor forkyndelse, hvilket altsammen først og fremmest afhænger af, om vor kærlighed til Jehova Gud er fuldkommen. Bibelen lægger også vægt på, at det er nødvendigt, at vi lever et rent liv, så vi kan have en ren samvittighed og ikke blive årsag til andres fald, fordi vi følger en inkonsekvent og derfor hyklerisk handlemåde.

Der er endnu en egenskab, som Guds ord siger, vi må have for at kunne udføre vort hverv på rette måde, og det er visdom. Vi må anvende takt, forsigtighed, diskretion, skarpsindighed; for er vi ikke ambassadører for Gud og Kristus i et fjendtligsindet land? Særlig i farefulde tider og når vi står ansigt til ansigt med trusler om vold, må vi være rolige og koldblodigt overveje, hvad det er bedst at gøre under de foreliggende omstændigheder. Det var derfor, Jesus gav følgende råd: „Se, jeg sender jer som får blandt ulve; vær derfor snilde som slanger og uden svig som duer! Vogt jer for menneskene.“ — Matt. 10:16, 17.

Vagttaarnet for 1. januar 1943 behandlede Jesu råd: „Når de forfølger jer i een by, så flygt til en anden“, og sagde, at når modstanden bliver så organiseret og omfattende, at yderligere vidnearbejde bliver umuligt, bør vidnerne forlade stedet og forkynde et andet sted. Artiklen understregede, at det ikke betyder, at man skal flygte bort ved den blotte trusel om vold eller for at undgå forfølgelse, men det må være dikteret af et ønske om at følge Jehovas vejledning ved at forlade en uværdig by, ligesom man forlader et uværdigt hus og overlader det til dets skæbne og går et sted hen, hvor arbejdet kan udføres. — Siderne 10-15.

I et senere nummer, 1. maj 1951, berørte Vagttaarnet spørgsmålet om, hvad kristne bør gøre, når de bliver truet med vold. Det blev vist, at vi i personlige anliggender vender den anden kind til og underkaster os myndighedspersoner, men det „betyder ikke, at Jehovas vidner ikke forsvarer Rigets interesser, deres forkyndelse, deres møder, deres person, deres brødre og søstre og deres ejendom imod overfald. De forsvarer sig, hvis de bliver angrebet og nødsaget til at beskytte disse interesser, og det med bibelsk grundlag. De bevæbner ikke sig selv eller bærer kødelige våben i forventning om eller som forberedelse til uroligheder eller for at imødegå trusler. De søger at afværge slag og griber kun til forsvar. De slår ikke for at gøre gengæld. De slår heller ikke som angribere, men udelukkende i forsvar. De bruger ikke krigsvåben for at forsvare sig selv eller Rigets interesser. (2 Kor. 10:4) Mens de ikke vil trække sig tilbage, når de bliver angrebet i deres hjem eller ved deres mødesteder, så trækker de sig tilbage, hvis det sker på offentlige steder eller på andres ejendom, og ryster „støvet af deres fødder“ for ikke at give hundene det hellige eller kaste perler for svin. (Matt. 10:14; 7:6) De trækker sig tilbage, når det lader sig gøre, og de derved kan undgå slagsmål eller vanskeligheder. De har ret til at appellere til lovens håndhævere om hjælp til forsvar imod angreb eller pøbelsværme.“ — Side 141.

Et par tilfælde på Filipinerne

Vagttaarnet sagde altså klart, at når vi udsættes for pøbeloverfald på et offentligt sted eller i et lokale, vi ikke selv ejer, vil det være bedst, at vi trækker os tilbage i stedet for at stille sagen på spidsen og udsætte os for legemlig overlast; imidlertid ser det ud til, at nogle kristne Ordets tjenere ikke rigtig har forstået dette. Vi har således for nylig modtaget nogle rapporter om pøbeloptøjer på Filipinerne, og vore brødres handlemåde i disse tilfælde var eksemplarisk, hvad angår nidkærhed og frygtløshed, men synes at savne noget i retning af takt og klogskab.