denne „endens tid“, og Jehovas vidner i disse lande vil derfor være tvunget til at fortsætte deres virksomhed under jorden med risiko for at blive grebet og straffet. Dette må de gøre lige indtil denne tidsperiode når sin afslutning. Én ting ved vi imidlertid. Diktatorer, totalitære regeringer og alle andre jordiske politiske regeringer vil afgjort møde deres endeligt i dette slægtled, i Harmagedonslaget, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“.

12. Hvem vil da stå som de dåragtige, og hvem vil stå som de vise?

¹² De vil alle lide et voldsomt endeligt for den almægtige Gud Jehovas hånd. Han vil sende sine himmelske eksekutionsstyrker, sine hellige engle under Herren Jesu Kristi befaling, imod dem. Da skal det åbenbares hvor dåragtigt det var af herskerne ikke at tillade forkyndelsen af Guds rige og ikke at give agt på denne forkyndelse. Det skal også åbenbares at Rigets forkyndere har handlet med visdom, for de vil overleve og være udfriet for bestandig. — Åb. 19:11-21; 16:14, 15.

Ikke i stand til at „dræbe sjælen“

13. Hvilken begrundelse anførte Jesus for at Rigets forkyndere ikke skulle frygte dem som dræber legemet?

¹³ Hvorfor sagde Jesus Kristus til sine efterfølgere at de ikke skulle frygte for dem som dræber legemet? Grunden var ikke først og fremmest den at de som kunne forårsage deres død selv var dødelige. Den begrundelse Jesus anførte var at disse mennesker „ikke kan dræbe sjælen“. (Matt. 10:28) Disse ord af Jesus har kristenhedens præsteskab, såvel det romersk-katolske som det protestantiske, benyttet som argument for at menneskesjælen ikke kan slås ihjel og at den er „udødelig“, sådan som de gamle babyloniere og de hedenske grækere påstod. Såvel Bibelens hebraiske skrifter som dens græske skrifter lærer at menneskesjælen er dødelig, ikke udødelig, forgængelig, ikke uforgængelig. Mere end otteogfirs skriftsteder kan anføres som begrundelse for at menneskesjælen dør, mens ingen skriftsteder viser at den er udødelig.

14. Hvilke skriftsteder kan anføres som støtte for at menneskesjælen er dødelig, og hvordan er det muligt at menneskesjælen dør?

¹⁴ For eksempel siges der i Ezekiel 18:4, 20: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ Jesus selv sagde: „Min sjæl er dybt bedrøvet til døden.“ (Matt. 26:38) I Åbenbaringen 16:3 siges der: „Hver levende Sjæl i Havet døde.“ (Oversættelsen af 1907) Den menneskelige sjæl er personen selv, som består af det kødelige legeme og den aktive livskraft, som opretholdes ved åndedrættet. (1 Mos. 2:7) Når det menneskelige legeme dræbes, dør derfor sjælen; den fornuftbegavede skabning dør.

15. Hvordan skal det da forstås at mennesker som dræber legemet ikke kan dræbe sjælen?

¹⁵ Hvad mente Jesus Kristus så da han sagde: „Frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen“? Han mente at disse modstandere og undertrykkere af forkyndelsen af Guds rige ikke kan forhindre at de trofaste rigsforkynderes sjæle oprejses fra Hades, den døde menneskeheds fælles grav.

16. Hvordan sås det i Jesu tilfælde at mennesker ikke kan dræbe sjælen, og hvilken profeti gik hermed i opfyldelse?

¹⁶ Til eksempel kan anføres Jesus Kristus selv, den største forkynder af Guds rige. Hans himmelske Fader, Jehova Gud, tillod Jesu fjender at dræbe Jesu legeme. Efter at Jesus var blevet begravet i en mindegrav og således var gået til Hades, søgte fjenderne at forhindre at han fik en opstandelse fra de døde. De jødiske ypperstepræster og farisæerne fik af den romerske statholder bemyndigelse til at sætte øvrighedens officielle segl på stenen der lukkede for indgangen til graven og at postere soldater udenfor for at hindre at Jesu døde legeme blev stjålet. Men på den tredje dag oprejste den almægtige Gud sin trofaste søn Jesus Kristus fra de døde. (Matt. 27:57 til 28:7) Således gik ordene i Salme 16:10 i opfyldelse på Jesus: „Du vil ikke lade min sjæl tilbage i Sheol. Du vil ikke tillade din loyale at få graven at se.“ — NW.

17. (a) Hvem anvendte apostelen Peter ordene i Salme 16:10 på, hvornår gjorde han det og hvordan? (b) Hvorfor kan man sige at Gud ikke lod Jesu sjæl tilbage i Hades eller Sheol?

¹⁷ På den halvtredsindstyvende dag efter Jesu opstandelse fra de døde talte apostelen Peter under inspiration af Guds udgydte ånd, og ved den lejlighed anvendte han Salme 16:10 på Jesus og sagde: „Thi David siger med tanken på ham: ’. . . du vil ikke lade min sjæl blive tilbage i Dødsriget, ikke heller lade din Hellige [din loyale, NW] se forrådnelse. . . .’ . . . Da han nu var en profet . . . forudså han, at Kristus skulle opstå, og talte derom og sagde, at hverken skulle han lades tilbage i Dødsriget, ej heller skulle hans kød se forrådnelse. Denne, Jesus, har Gud ladet opstå; derom er vi alle vidner.“ (Ap. G. 2:25-32) Jesu jordiske fjender fik således lov til at dræbe Jesu legeme, men de kunne ikke dræbe hans sjæl; det vil sige, de kunne ikke dræbe hans ret til fremtidigt liv ved en opstandelse fra de døde. Da Jesu fjender dræbte hans legeme, opfyldtes profetien i Esajas 53:12: „Han udtømte sin sjæl til døden og regnedes blandt overtrædere.“ Men på den tredje dag oprejste den almægtige Gud Jesus Kristus til liv igen som en sjæl, idet han oprejste ham fra de døde og således ikke lod hans sjæl tilbage i Hades eller Sheol.

18. (a) Hvilken kraftig opfordring til apostlene lå der i Jesu ord i Mattæus 10:28? (b) Hvilken egenskab krævedes dengang som nu af Kristi efterfølgere dersom de skulle holde ud i forkyndelsen?

¹⁸ Jesu ord til sine apostle om ikke at frygte for dem som dræber legemet men „ikke kan dræbe sjælen“ var derfor en indtrængende opfordring til dem om at tro på opstandelsen. Hvilken egenskab krævedes dengang af Jesu Kristi efterfølgere dersom de fortsat skulle forkynde Guds rige selv om fjenderne af dette budskab søgte at dræbe dem? Hvilken egenskab kræves af Jesu efterfølgere i dag? Dengang som nu krævedes der en stærk tro på og en stærk fortrøstning til den almægtige Guds magt til at oprejse fra de døde. Apostlene, som Jesu ord i Mattæus 10:28 var henvendt til, havde et solidt grundlag for deres tro på Guds magt og vilje til at oprejse de døde.

19. Hvilket solidt grundlag havde Kristi apostle for deres tro på Guds magt til at oprejse fra de døde?

¹⁹ Fra Bibelen vidste apostlene at Jehovas profeter Elias og Elisa århundreder før Jesus Kristus havde vakt døde til live igen. De havde også været vidne til at Jesus vakte den jødiske synagogeforstanders Jairus’ datter til live. (1 Kong. 17:17-24; 2 Kong. 4:32-37; Matt. 9:18-26; Luk. 8:40-56) Før Jesus sagde til de tolv apostle at de ikke skulle frygte dem som kun kan dræbe legemet havde Jesus i den samme tale sagt til dem: „På jeres vandring skal I prædike og sige: ’Himmeriget er kommet nær!’ Helbred syge, opvæk døde!“ — Matt. 10:7, 8.

20. Hvorfor skulle apostlene ikke være bange for at miste deres liv i Guds tjeneste, og hvad skulle dette tilskynde Rigets forkyndere til?

²⁰ Hvorvidt apostlene vakte nogen døde til live under denne første forkyndelseskampagne beretter Bibelen intet om; men senere oprejste apostelen Peter den døde kvindelige discipel Tabita eller Dorkas. (Ap. G. 9:36-41) Da Jesus formanede sine apostle til ikke at undlade at forkynde Rigets budskab af frygt for morderiske mennesker, forstod de derfor udmærket at de ikke skulle være bange for at miste deres jordiske liv i aktiv tjeneste for Gud fordi der ville være en opstandelse fra de døde og de da ville få deres løn. Hvilken opmuntring for Rigets forkyndere til at forblive trofaste selv om det skulle koste dem deres jordiske liv!

Hvem man bør frygte

21. Hvilket godt budskab har Kristi efterfølgere fået overdraget at forkynde, og hvorfor skal de ikke frygte for dem der kan dræbe legemet?

²¹ Jesu Kristi indviede og døbte efterfølgere har nu fået pålagt det hverv at forkynde „dette evangelium om Riget“. Ligesom de tolv apostle har de fået befaling til ikke at frygte mennesker som har magt til at slå dem ihjel; ellers kunne de ikke gennemføre deres pålagte hverv, forkyndelsen af Guds rige som menneskehedens eneste håb.

22. Hvilken frygt burde imidlertid tilskynde dem til at udføre dette forkyndelsesarbejde?

²² Men som en tilskyndelse til at gennemføre forkyndelsen uden hensyn til hvad morderiske mennesker finder på at gøre, har Jesu Kristi efterfølgere fået befaling til at frygte en anden. Jesus tilkendegav hvem denne anden var, ved hjælp af det som denne var i stand til at gøre. Han sagde: „Frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; frygt snarere for ham, som kan ødelægge både sjæl og legeme i [Gehenna].“ (Matt. 10:28) Ved en anden lejlighed havde Jesus sagt noget lignende til sine disciple: „Men jeg siger jer, mine venner! frygt ikke for dem, som dræber legemet og derefter ikke formår at gøre mere. Men jeg vil vise jer, hvem I skal frygte for: frygt for ham, som efter at have taget livet har magt til at kaste i [Gehenna]; ja, jeg siger jer: ham skal I frygte!“ (Luk. 12:4, 5) Den som har magt til at kaste i Gehenna er ikke Satan Djævelen, selv om denne på nuværende tidspunkt „har dødens vælde“, eller „har midler til at forårsage død“. (Hebr. 2:14, NW) Nej, den man skal frygte er den almægtige Gud, Jehova.

23. Hvis menneskesjælen er uforgængelig, sådan som kristenhedens præsteskab hævder, hvilket spørgsmål opstår da som en logisk følge heraf?

²³ Såvel romersk-katolske som protestantiske præster hævder at vi mennesker har en udødelig sjæl der ikke kan tilintetgøres. Hvis det var tilfældet, da kunne Gud lige så lidt dræbe sjælen som mennesker der dræber legemet kan gøre det. Og hvorfor skulle vi da frygte Gud mere end vi frygter for dødelige mennesker? Nej, hvorfor skulle vi gøre det hvis Gud ikke kan udslette os af tilværelsen, selv om vi ikke trofast udfører det hverv som han har pålagt os?

24. Hvilket bogstaveligt Gehenna fandtes på Jesu tid, og hvad brugte han dette som et symbol på?

²⁴ Imidlertid sagde Jesus Kristus at Gud har magt til at ødelægge både legeme og sjæl i Gehenna. På Jesu tid fandtes der et bogstaveligt Gehenna uden for Jerusalems sydlige og vestlige mure. Ordet Gehenna er græsk og betyder Hinnoms dal. Denne Hinnoms dal anvendtes som en offentlig destruktionsanstalt for affald fra Jerusalem, heri undertiden indbefattet ligene af særlig ondartede forbrydere. Intet levende blev pint i denne Hinnoms dal eller Gehenna. Affaldet blev tilintetgjort ved hjælp af det kraftigste middel man kender, nemlig ild. Jesus brugte derfor Hinnoms dal eller Gehenna som et symbol på fuldstændig tilintetgørelse, et menneskes fuldstændige udslettelse af tilværelsen. Får tanken herom os til at gyse?

25. Hvad blev Gehenna ikke brugt som et symbol på, og hvorfor ikke?

²⁵ Gehenna er følgelig ikke navnet på et sted hvor menneskesjæle ved fuld bevidsthed pines i ild og svovl under opsyn af djævle. Menneskesjælen er ikke udødelig og kan derfor ikke pines evigt. Gehenna er den tilstand i hvilken menneskesjælen er udslettet for evigt.

26. Hvordan ødelægger Gud menneskesjælen i Gehenna?

²⁶ Hvordan ødelægger eller udsletter Gud menneskesjælen i Gehenna? Det gør han ved ikke at skænke den dødelige menneskesjæl en opstandelse fra de døde under Guds rige. Når legemet dør, dør den bevidste, fornuftbegavede skabning. Legemet går til grunde og forsvinder; det vender tilbage til jordens støv. (1 Mos. 3:19) Jehova Gud bringer ikke Jesu Kristi genløsningsoffers fortjeneste i anvendelse over for den uværdige døde sjæl. Han lader sjælen forblive udslettet af tilværelsen; den har ingen opstandelse fortjent.

27. Hvad kan mennesker ikke udslette ved blot at dræbe legemet, og hvis opstandelse kan de Ikke forhindre?

²⁷ Et dødeligt menneske kan ikke udslette et andet menneske og berøve det al fremtidig eksistens ved blot at dræbe vedkommendes legeme. Mennesker kan ikke forhindre en opstandelse af døde over for hvem Jehova Gud vil bringe sin søn Jesu Kristi fuldkomne offers fortjeneste i anvendelse til frelse for dem. Gudløse politiske kommunister og andre ateister kan ikke forhindre følgende bibelske profeti i at gå i opfyldelse: „Der . . . skal ske en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige.“ (Ap. G. 24:15) Sovjetruslands og dets satellitstaters materialistiske kommunister kan ikke forhindre Gud i at oprejse de trofaste Jehovas vidner som de har slået ihjel når de ikke ville opgive troen på Bibelen og forkyndelsen af Guds rige som den eneste regering der kan bringe menneskene frelse.

28. Hvorfor bør de som dræber Rigets forkyndere nu give agt?

²⁸ Den almægtige Gud, derimod, kan fra sit dommersæde afsige kendelse om at enhver som han eksekverer sin ugunstige dom over, ikke skal have nogen opstandelse. Måtte derfor mennesker som søger at dræbe Jehovas vidner legemligt fordi de ikke vil standse deres forkyndelse af Guds rige tage sig i agt! Hvis „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ pludselig kommer over disse forfølgere og den almægtige Gud eksekverer sin endelige dom over dem, betyder det at disse forfølgeres sjæle ødelægges eller tilintetgøres i Gehenna, og ikke blot at deres menneskelige legemer tilintetgøres. — Åb. 16:14, 16; 19:15-21.

29. (a) Hvorfor bør Jehovas kristne vidner give agt? (b) Hvem bør de derfor frygte, og hvad bør de gøre?

²⁹ Måtte Jehovas kristne vidner som forkynder hans rige også give agt! Hvorfor? Fordi den almægtige Gud også kan udstede kendelse om at enhver kristen som er indviet og døbt ikke skal have nogen opstandelse dersom vedkommende ikke har opfyldt sit indvielsesløfte og af frygt for morderiske mennesker har opgivet den forkyndelse af Guds rige som der er givet profetisk befaling om i Mattæus 24:14. Jehova Gud er således i stand til at ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna, i den evige udslettelse. Giver dette ikke indviede og døbte kristne grund til at frygte Gud fremfor mennesker og derfor grund til fortsat at adlyde Guds befaling om at forkynde budskabet om hans rige? Er det ikke også en tvingende grund for dem til — i frygt for Gud — at adlyde ham mere end dødelige mennesker?

30. (a) Hvorfor bør det værste som mennesker kan gøre os, ikke skræmme os til at opgive vor trofasthed mod Gud? (b) Hvad kan man sige om det værste Gud kan gøre os?

³⁰ Hvis lydighed fører til død for menneskers hånd, står Guds løfte om en opstandelse fra de døde fast for den som er trofast. Hvorfor da frygte mennesker? Hvorfor ikke hellere frygte Gud, vise sig trofast og bevare håbet om en opstandelse? Gud kan handle værre med os end nogen mennesker kan. Det værste mennesker kan gøre os er at sende os til Hades ved uretfærdigt at dræbe vore legemer. Det værste mennesker kan gøre os kan Gud ophæve ved at oprejse os fra de døde til liv i hans nye retfærdsorden, der vil vare til evig tid. Men Gud kan udslette de onde fuldstændigt i Gehenna, uværdige som de er til at modtage hans barmhjertighedsforanstaltning gennem Kristus, og denne beslutning kan ingen ændre. Lad os derfor være kloge og undgå at gøre os fortjent til det.

31. Hvordan vil den opstandne Jesus Kristus belønne sine trofaste efterfølgere med „livets sejrskrans“?

³¹ For nitten hundrede år siden forsikrede den opstandne Jesus Kristus fra himmelen sine efterfølgere om at de ville få en opstandelse hvis de forblev trofaste til trods for at de måtte lide en ufortjent død for menneskers hånd. Han sagde: „Frygt ikke for det, du vil komme til at lide! Se, Djævelen vil kaste nogle af jer i fængsel, for at I skal stilles på prøve, og I skal have trængsel i ti dage [alle dage]. Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans. . . . Den, der sejrer, skal ingenlunde skades af den anden død.“ (Åb. 2:10, 11) Deres fjender kunne påføre dem døden, men den opstandne Jesus, som har „Dødens og Dødsrigets [Hades’] nøgler“, ville belønne sine trofaste efterfølgere ved at skænke dem livet. Hvordan? Ved at oprejse dem fra døden i Hades. De kristne sjæle ville således ikke blive ødelagt eller tilintetgjort i Gehenna, det vil sige i den „anden død“. — Åb. 1:17, 18; 21:8.

32, 33. (a) Hvorfor frygtede Paulus ikke for dem der kan dræbe legemet, og hvilken virkning havde dette på hans forkyndelse? (b) Hvad opfordrede den fængslede Paulus Timoteus til, og hvis eksempel henviste han til?

³² Apostelen Paulus er også et fremtrædende eksempel med hensyn til tro på opstandelsen. På grund af denne tro frygtede han aldrig for mennesker som dræber legemet. Han prøvede aldrig på at tækkes mennesker, men var en Kristi træl. Han frygtede Gud fremfor mennesker og vedblev med at forkynde. (Gal. 1:10) Derfor blev han gentagne gange kastet i fængsel af Djævelen.

³³ Kort før Paulus blev henrettet af dem som dræber legemet opfordrede han fra sit fængsel i et brev Timoteus til at holde ud i forkyndelsen af Guds ord, og han henviste til det eksempel han selv havde sat og til den endelige belønning som han så frem til fordi han havde holdt ud. Han sagde: „Jeg formaner dig indtrængende for Guds åsyn og for Kristus Jesus, som skal dømme levende og døde, og med tanke på hans tilsynekomst og hans rige: prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, . . . gør fyldest i din tjeneste. Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag og ikke blot mig, men også alle dem, der har glædet sig til hans tilsynekomst.“ — 2 Tim. 4:1, 2, 5, 7, 8.

34. Hvordan ville Paulus modtage „retfærdighedens sejrskrans“?

³⁴ Belønningen for at han havde gjort det rette ville han modtage ved en opstandelse fra de døde efter Herren Jesu Kristi, „den retfærdige dommers“, tilsynekomst i sit rige.

35. Hvilken gerning har siden 1914 udelukkende været betroet Jehovas vidner, og i kraft af hvad har de kunnet udføre denne gerning?

³⁵ Siden året 1914 har vi som Jehovas indviede, døbte kristne vidner fået et forkyndelsesarbejde overdraget. (Matt. 24:14; 25:31-34) Vi alene har ved Guds nåde fået den ophøjede gerning betroet at forkynde Guds oprettede rige på hele jorden. Ingen anden religiøs organisation på jorden udfører dette forkyndelsesarbejde. Tjenestens „talenter“ eller „pund“ er blevet taget fra de frygtsomme, de dovne og de utro. (Matt. 25:24-30; Luk. 19:20-26) Gennem Guds åbenbarede ord er Rigets budskab blevet overdraget os. De sandheder der er forblevet skjult for andre, er blevet åbenbaret for os. De ting som Guds ord har hemmeligholdt, er blevet gjort kendt for os. Hvad skal vi da gøre?

36. Hvad skal vi da gøre ifølge Mattæus 10:26, 27?

³⁶ Dette: det som den regerende konge Jesus Kristus har sagt til os „i mørket“ — sådan at mennesker som er af verden ikke uden videre selv kan se det — må vi ikke beholde for os selv, men det skal vi „tale i lyset“. Det som den regerende konge, gennem Bibelen, har „hvisket“ til os som sine trofaste og fortrolige disciple, må vi forkynde vidt og bredt, må vi så at sige „prædike fra tagene“.

37. Hvad skal vi gøre hvis mennesker bagtaler os og truer os med døden, og hvorfor skal vi gøre det?

³⁷ Men hvad nu hvis folk bagtaler os og vort arbejde? „Frygt ikke for dem,“ lyder vor konges befaling. Hvad nu hvis de modstår vort budskab og truer os med døden? Frygt ikke for dem; frygt hellere for den almægtige Gud som kan straffe de onde i Gehenna og oprejse de trofaste, gudfrygtige til liv under hans herlige rige. (Matt. 10:26-28) Ja, frygt ham og følg hans største forkynders, Jesu Kristi, eksempel og hold ud i forkyndelsen som bevis på din trofasthed over for Gud og til ære for ham. Hans rige, som har magt til at oprejse fra de døde, vil sejre for evigt!

Ladanum — en gave som var en fyrste værdig

● Ladanum eller cistusharpiks var en af de varer som Jakob bad sine sønner tage med som gave til en af Ægyptens fornemste mænd, den højeste næst efter Farao selv. (1 Mos. 43:10) Ladanum, der ofte er blevet forvekslet med myrra, er en vellugtende gummiharpiks som udvindes af en lille, blomstrende, buskagtig plante ved navn soløje. Plantens store blomster minder om den vilde rose. Ladanum er harpiksen der afsondres fra plantens blade og grene. Den er blød, mørkebrun eller sort, har en ganske svag, behagelig duft og en bitter smag. Den bruges i parfumefabrikationen og anvendtes tidligere i vid udstrækning i medicinfremstillingen. — 1 Mos. 37:25.