Vær modig — Gud beskytter dig
1. Er det blot nu mens den gamle verden består at vi skal bo i Jehovas hus, eller hvilke udsigter har vi?
DET hus hvor Jehova tilbedes er beskærmet, og enhver som bor der står under Guds beskyttelse. At vi bor i Jehovas hus alle vore dage mens den gamle verden består, er imidlertid kun en begyndelse. Kristne der er „levende stene“ i Guds tempel vil ved en opstandelse fra de døde komme til himmelen, hvor de sammen med hovedhjørnestenen Jesus Kristus vil udgøre Jehovas fuldførte tempel. De øvrige hundredtusinder af tilbedere der nu drager til Jehovas tempel skal blive ved med at bo i hans hus alle deres livsdage i den nye verden som aldrig får ende, for de vil uden ophør tilbede Jehova på den paradisiske jord.
2. I hvilken retning går Jehovas vidners ønsker nu, og hvad viser det med hensyn til hvad de ønsker i fremtiden?
2 Men hvad vi ønsker at opnå i fremtiden vil fremgå af hvad vi ønsker og higer efter nu. Så selv om vi har udsigt til at bo i Jehovas hus for evigt i alle kommende tider efter Harmagedon, ønsker vi at bo der allerede nu inden Harmagedon. Denne forret giver Jehova os mulighed for at nyde nu, på trods af at vi i denne verden lever i trængsler og under forfølgelse. I adskillige lande både på den ene og den anden side af det kommunistiske jerntæppe er Jehovas vidner forbudt og har ikke lov til at samles for at studere Bibelen. Prøver de alligevel på det, udsætter de sig for fare. Modigt trodser de faren, og det lykkes dem at komme sammen, under jorden. Herigennem viser de hvad de ønsker at vinde i fremtiden.
3, 4. (a) Hvordan lider vi forfølgelse sammen, og hvad må vi gøre på trods af den? (b) Hvorledes udtrykte David i Salme 27:5-10 sin tillid til at han atter ville komme til at bo i Jehovas hus?
3 Som medfølende fæller og kristne vidner for Jehova lider vi forfølgelse sammen, enten direkte eller indirekte. På trods af den må vi være modige og gøre alt hvad vi kan for at komme sammen, sådan som David gjorde da han mærkede fjendens efterstræbelser. David stolede på at Jehova ville beskytte, hjælpe og udfri ham så han atter kunne vende tilbage til Jehovas hus og bo der. David sagde derfor:
4 „For han vil gemme mig i sit skjul på ulykkens dag; han vil skjule mig på det hemmelige sted i sit telt; højt på en klippe vil han stille mig. Og nu vil mit hoved være hævet højt over mine fjender der omgiver mig; og i hans telt vil jeg frembære jubelofre; jeg vil synge og spille for Jehova. Hør, o Jehova, når jeg opløfter min røst, og vis mig gunst og svar mig. Om dig har mit hjerte sagt: ’Søg at finde mit åsyn, I folk.’ Dit åsyn, o Jehova, vil jeg søge at finde. Skjul ikke dit åsyn for mig. Afvis ikke i vrede din tjener. Min hjælp skal du blive. Slip mig ikke og forlad mig ikke, o min frelses Gud. Om min egen fader og min egen moder forlod mig, ville Jehova selv tage mig til sig.“ — Sl. 27:5-10, NW.
5. På hvilken måde forsøgte fjenderne at skade David åndeligt, og hvorfor var han vis på at det ikke ville lykkes dem?
5 I de ord som den forfulgte David her udtaler, klinger hans vished om at han vil vinde en klar sejr over sine fjender, der hindrer ham i at tilbede Jehova i dennes tempel. Fjender ville spinde rænker imod ham så han faldt i åndelig ulykke, og de ville især gøre det ved at skabe „uret i lovens navn“, hvorved de kunne få lovens medhold når de ondskabsfuldt forfulgte ham og prøvede at tvinge ham til at opgive sin tro på Gud så han holdt op med at tilbede og tjene ham. (Sl. 94:20) Men det skulle ikke lykkes dem at få David til at svigte som Jehovas tjener og vidne. End ikke ulykke ville komme til at skade David åndeligt, for han var gemt i Jehovas sikre skjul og på det utilgængelige „hemmelige sted“ i Jehovas hellige telt, som stod han på en høj klippe hvor ingen fjender kunne nå ham. Gud ville give David sejr og således hæve hans hoved højt over den sande gudsdyrkelses fjender. Atter kunne David frit komme frem for Guds alter i tabernaklet for at bringe ofre samt synge og spille som en offentlig tilkendegivelse af sin taknemmelighed over for Jehova, der er trofast mod den som tilbeder ham.
6. (a) Hvilken opfordring fra Guds side efterkommer vi, og hvorfor gør vi det selv om vi møder vanskeligheder? (b) Hvis hjælp stoler vi derfor på?
6 Fat derfor mod, alle I som vidner om denne trofaste Gud. Vi kan være overbeviste om at han som svar på vore bønner vil lade os se beviserne for at hans gunst hviler over os, trods alle de vanskeligheder og den modstand vore ugudelige fjender bringer over os. Vort hjerte griber Jehovas opfordring til sit folk og minder os om den ved at lade ordene: „Søg at finde mit åsyn, I folk,“ genlyde i vort indre. Som hans indviede folk efterkommer vi ivrigt opfordringen og søger at finde hans åsyn, der lyser af gunst og liflighed. (Zef. 2:1-3) Skal det lykkes os at blive ved med dette, må vi overvinde mange vanskeligheder som fjenderne og denne lokkende materialistiske verden giver os. Men det gør vi af kærlighed til og i trofasthed mod Gud, for hans gunst betyder livet for os. Vi gør det selv om hjælpen fra alle andre kanter svigter. Når vi synes forladt og svigtet af enhver skal Jehova ved Kristus blive vor hjælp, thi hans hjælp svigter aldrig de loyale og trofaste. Det kan vi stole på dersom vi søger hans åsyn.
7. (a) Hvilket tilfælde af den yderste forladthed anfører David? (b) Hvem kunne man imidlertid i en sådan situation sætte sin lid til?
7 Hvor forfærdeligt er det ikke at blive forladt af sin egen fader og moder! Den oplevelse blev den forfulgte David sparet for. Hans fader og moder svigtede ham ikke. Da han skjulte sig for sin forfølger, kong Saul, og søgte tilflugt i en hule i nærheden af Adullam, fik hans brødre og hele hans faders hus det at vide, og de kom ned til ham fra Betlehem. Senere førte David sin fader og moder over på den østlige side af Jordanfloden og sagde til kongen over Moabs land: „Lad min fader og min moder bo hos Eder, indtil jeg får at vide, hvad Gud har for med mig.“ Der opholdt hans forældre sig så en tid lang. (1 Sam. 22:1-3) Hvis der kan være tale om at Davids fader og moder forlod ham, må det have været dengang de døde og således var nødt til at lade ham blive tilbage i de levendes land. I sin salme antyder David derfor blot den næsten usandsynlige tanke at en fader og moder skulle forlade deres barn. Skulle det forekomme at forældre gjorde det, kunne man ikke vente ret meget andet af andre. Men i en sådan situation kunne David være sikker på at der var en som ikke ville forlade ham. Hvilken befriende trøst! Jehova Gud, hvis åsyn han bestandig søgte, ville tage ham til sig, og Jehova dør aldrig, for „er du ikke fra fordum, o Jehova? . . . du dør ikke“. — Hab. 1:12, NW, Ro.
8, 9. (a) Hvilken splittelse kan der, som forudsagt, i nogle tilfælde opstå hvis et menneske vælger at tilbede Jehova? (b) Hvem vil i en sådan situation tage sig af os, og ifølge hvilken løfterig forsikring sker det?
8 Når et menneske i denne „endens tid“ for Satans verden vælger at tilbede Jehova, kan det medføre splittelse inden for familien. Da Jesus Kristus i sin tid genindførte den sande tilbedelse af sin Fader Jehova Gud på jorden, sagde han at det kunne ske. Jesus var ikke kommet for at stifte religiøs fred på jorden: „Jeg er kommen for at volde splid ’mellem en mand og hans fader, mellem en datter og hendes moder og mellem en svigerdatter og hendes svigermoder, og en mand skal få sine husfolk til fjender’.“ Menneskers følelser skulle stilles på prøve, og forældre ville fornægte eller svigte deres børn fordi disse nærede større hengivenhed for Jesus Kristus og hans himmelske Fader. (Matt. 10:33-37) Den som ønsker at holde fast ved den sande og livgivende tilbedelse af Jehova, vor Herre Jesu Kristi Fader, må være modig når mennesker således vender en ryggen. Men hvis det nu sker at vore forældre misbilliger at vi vælger den himmelske Fader Jehova, og dernæst fornægter og forlader os? Så vil vor himmelske Fader vise at vi tilhører ham, og han vil tage sig af os og give os plads i sin organisation. Gud har selv givet udtryk for sin ubrydelige loyalitet overfor sin organisation Zion med ordene:
9 „Glemmer en kvinde sit diende barn, en moder, hvad hun bar under hjerte? Ja, selv om de kunne glemme, jeg glemmer ej dig. Se, i mine hænder har jeg tegnet dig, dine mure har jeg altid for øje.“ — Es. 49:15, 16; jfr. Job 39:16-18.
10. (a) Hvordan har Jehova i vore dage opfyldt denne profeti over for sine kristne vidner? (b) Hvad har han bygget op for at kunne tage sig af os? Hvordan læger han vore hjertesår?
10 Siden den første verdenskrig sluttede i 1918 har Jehova Gud opfyldt denne profeti om sin usvigelige loyalitet og trofasthed. Han tillod ikke at hans organisation af kristne vidner gik til grunde under den første verdenskonflikts tunge forfølgelser. I 1919 førte han dem tilbage fra deres religiøse fangenskab og indsatte dem i sin gunst igen, og hans hænder tog fat på at genopbygge deres organisations faldne mure. Han havde i virkeligheden ikke glemt dem, således som det kunne se ud til. Han glemte dem heller ikke under den anden verdenskrigs endnu værre tilstande. Hvilken stærk, omgærdet og beskyttet organisation har han ikke siden da bygget til dem, alt mens de flittigt har været optaget af at udføre det forudsagte arbejde, at forkynde den gode nyhed om Guds oprettede rige offentligt og fra hus til hus på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, inden de politiske institutioner går til grunde i den overhængende Harmagedonkrig! (Matt. 24:14, NW) Lad blot vore allernærmeste kødelige slægtninge — endogså vor jordiske fader og moder — vende os ryggen fordi vi søger Jehova Gud. Han vil være glad for at tage sig af os hvis vi forskydes. Denne kærlige handling fra hans side læger vore hjertesår. Han forsikrer os om at han vil skænke os evigt liv i den nye verden, en tilværelse som vor dødelige og døende fader og moder aldrig kunne give os.
11. Hvad må vi aldrig gøre nu da han har taget os til sig? Hvorfor må vi ikke det?
11 Nu da han har taget os til sig i sin teokratiske organisation må vi aldrig forlade den, aldrig høre op med at komme sammen med den. Jehova forlader aldrig sin organisation; hvis vi forlader den vil det svare til at vi forlader Jehova. Dersom vi forbliver i hans organisation som han aldrig glemmer, vil han aldrig glemme os. Skulle han glemme og forlade os, vil det betyde vor evige undergang.
Vær forhåbningsfuld og modig
12. Hvorfor står vi nu over for de mest trosprøvende oplevelser i Jehovas vidners historie?
12 Nu mere end nogen sinde bør vi erindre os at vi, tillige med den hele verden, rykker nærmere og nærmere mod „Guds, den Almægtiges, store dag“, da Gud i en krig der vil omspænde hele universet vil tildele „kongerne på hele jorderige“ og deres totalmobiliserede nationer et Harmagedonnederlag. Ifølge Guds uforanderlige tidstabel forestår dette i den nærmeste fremtid. Som hans indviede folk står vi derfor over for de mest trosprøvende oplevelser i Jehovas vidners historie, fra Abels, den første martyrs, tid, til den nuværende „verdens ende“. (Åb. 16:14-16; Matt. 24:3; 28:20) Verdens befolkning øges langt hurtigere end vi finder de „vildfarne får“ og fører dem i sikkerhed i den almægtige Guds organisation. Satan er ved at stille verdens nationer op med front imod Guds rige, hvorfor vore fjenders tal øges både inden for og uden for kristenheden. Vi er ikke en del af verden, som Satan har ensrettet, og derfor er det dens største ønske at ødelægge os, eller i det mindste at tilintetgøre vor åndelige tilstand og vort håb om Jehovas nye verden under Kristus.
13. Hvad er det vore fjender pønser på, og hvilken hensigt har Djævelen med alt dette?
13 Når man ved lov påbyder flaghilsen, udsteder love vedrørende blodtransfusion eller forordninger som truer Jehovas vidners eksistens, er vore fjender, uafvidende eller med fuldt vidende, i færd med at „skabe uret i lovens navn“. Djævelens agt er at de skal kunne anklage os for at overtræde lovene, eftersom det ikke er dem muligt at gribe ind over for os medmindre de i Guds lov kan finde noget de kan vende imod os. Som i Daniels tilfælde ved de at vi ikke vil krænke Guds lov selv om menneskers lov strider imod den. (Sl. 94:20; Dan. 6:5-9) Vil vor Gud nu forlade os og overgive os til vore modstandere, så de der nu sidder inde med magten kan handle med os efter forgodtbefindende? Nej, ikke hvis vi nægter at gå på kompromis, ikke hvis vi følger hans veje, selv om det koster os lidelser.
14. Hvordan udtrykker David vort mest påtrængende behov, og hvorfor er det så påtrængende?
14 Vort mest påtrængende behov er at vi bliver ved med at lade os belære om Guds retfærdige principper, således at han kan lede vore skridt og vore fjender ikke over for Gud med rette kan anklage os for lovovertrædelse. Selv om vor jordiske fader og moder religiøst set vender sig fra os og ikke vil give os en belæring og lede vore skridt, vil Gud gøre det. Den bøn som den forfulgte og hadede David opsendte, er det meget passende for os at bede: „Belær mig, o Jehova, om din vej, og led mig på retskaffenheds sti for mine fjenders skyld. Udlevér mig ikke til mine modstanderes sjæl; for imod mig har falske vidner vendt sig, og han som udslynger vold.“ — Sl. 27:11, 12, NW.
15, 16. (a) Hvor langt vil vore fjender gå for at få os til at gå på kompromis? (b) Hvad sagde David til sig selv under lignende omstændigheder, og til os, hans medvidner for Jehova?
15 Skal vi handle loyalt og principfast må vi ikke frygte den vold som fjenderne slynger eller truer med at slynge imod os når den symbolske Gog fra Magog over hele jorden iværksætter sit sidste, totale angreb på den nye verdens samfund af Jehovas vidner. De vil søge at gøre det så hedt for os at et almindeligt menneske i den gamle verden ville se sit håb for fremtiden svinde. De ønsker at knække vor tro på at Guds velsignelsesrige løfter for den fremtid som strækker sig langt hinsides denne trængselsfyldte verden nogen sinde vil gå i opfyldelse. Sådan lod de David føle, han som var et profetisk billede på Jesus Kristus, Davids søn. Kunne David under de omstændigheder vise os det gode og rette eksempel? Ja, det kunne han. Hvad sagde David da til sig selv, ord som vi, hans medvidner for Jehova, i dag kan læse? Følgende:
16 „Hvis ikke jeg havde troet at jeg skulle se Jehovas godhed i de levendes land — ! Sæt dit håb til Jehova; vær modig og lad dit hjerte være stærkt. Ja, sæt dit håb til Jehova.“ — Sl. 27:13, 14, NW.
17. (a) Hvorledes kom David til at erfare Jehovas godhed i de levendes land? (b) Hvad var det han opfordrede os til og som han selv gjorde?
17 Blev Davids tro senere hen belønnet så han oplevede at se Jehovas godhed i de levendes land? Ja, det blev den. Selv om David måtte kæmpe mange anstrengende krige og møde alle hånde trængsler regerede han alligevel i fyrre år og samlede materialer til templet, hvorpå han overlod tronen til tempelbyggeren, sin elskede søn, den vise Salomon. Endog mens han befandt sig i en trosprøvende situation tilskyndede han os til uophørligt at sætte vort håb til Jehova. Denne opfordring til andre beviser at han selv ville gøre det når han trængte til at styrkes, så han kunne vandre gudfrygtigt i uangribelighed. Han stod modigt fast.
18. (a) Hvad ligger der i det hebraiske ord for „modig“ som David benyttede? (b) Hvorledes kan man lægge mod for dagen?
18 Tro og håb indgyder os mod. At være modig vil, ifølge det hebraiske udtryk som David anvendte, sige at bevare en indre styrke, at holde noget tæt sammen så det ikke falder fra hinanden under pres og ikke splintres under trængsler og fjenders angreb. Gør vi det, kan vi i tro og i håb holde ud under besværligheders og farers pres. Her er ikke tale om at gøre sig bemærket ved dumdristighed eller vovemod. „At være modig,“ forklarer The American College Dictionary (side 146) „indebærer en højere og ædlere form for tapperhed, i særdeleshed udspringende af en iboende sindsbeskaffenhed eller ånd der imødegår eller udholder farer eller besværligheder uden frygt og endog med begejstring.“ Når vi støt og vedholdende er trofaste over for Gud, selv om dette foregår stille og ubemærket, er det tegn på mod. Vi stiler ikke efter at blive beundret for dumdristighed.
19. (a) Hvordan vil mod influere på vort hjerte? (b) Hvilket håb skal vi aldrig vrage, og hvorfor skal vi ikke det?
19 Vort mod vil bidrage til at vore hjerter kan forblive stærke. De vil ikke smelte af frygt men vil uden vaklen bevare kærligheden til Gud og drive frygt og mistillid ud. (1 Joh. 4:18) Da vil kærligheden til Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus være den kraft der bærer os gennem trængsler, vanskeligheder, forfølgelser, besværligheder og farer, ja gennem Gogs angreb der udløser Guds Harmagedonkrig. Med en aldrig svigtende trofasthed over for Gud vil vi fæste vore øjne på den nye verden, som sejrer over alt det onde. Eftersom det er Jehova Gud selv der har skænket os dette håb om den nye verden under hans søn Jesu Kristi retfærdige kongedømme, bør vi ikke kaste vrag på det. Vi kan med fordel og uden risiko forkaste ethvert andet håb, blot ikke det håbets Gud tilbyder. „Ja, sæt dit håb til Jehova.“ Han skuffede hverken David eller Davids søn Jesus Kristus. Han vil heller ikke skuffe os. I troens og håbets styrke kan vi, ja vil vi, være modige og møde verdens Harmagedon, hvor Jehova vil vinde en glorværdig sejr og hævde sin universelle suverænitet.