Kast dine bekymringer på Jehova
MON en mand der har begået utugt og mord er bekymret? Naturligvis er han det, hvis han overhovedet har nogen samvittighed. Kong David havde en samvittighed. Og alligevel blev denne hebraiske konge grebet af voldsom lidenskab og begik utugt med en kvinde der hed Batseba. Situationen kompliceredes af at hun blev gravid, og til sidst følte David sig tvunget til at arrangere hendes mands død og selv gifte sig med hende.
Kan du forestille dig hvilken pine, hvilke samvittighedskvaler han må have lidt da han kom til fornuft? Vi behøver ikke at nøjes med at forestille os Davids følelser, for han beskriver dem selv for os. Det var dette tragiske hændelsesforløb der førte til at han skrev Salme 51.
Hvad gjorde David for at lindre sine samvittighedskvaler? Salmen fortæller os at han ærligt bekendte over for sin Gud, Jehova, hvad han havde gjort, og viste dyb, inderlig anger. Dernæst bad han om Guds hjælp til at opdyrke en anden ånd. Han sagde: „Skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre.“ (Salme 51:12) På denne måde ’kastede han alle sine bekymringer på Jehova’. — 1 Peter 5:7.
Hjælper Gud en der har begået sådanne forbrydelser? Det var David overbevist om at han gør. Han sagde: „Offer for Gud er en sønderbrudt ånd; et sønderbrudt, sønderknust hjerte agter du ikke ringe, o Gud.“ (Salme 51:19) Historien viser at David resten af livet led under konsekvenserne af sin handling. Men på grund af den inderlige anger han viste, forlod hans Skaber ham ikke. Han fik hjælp til at bære sine bekymringer.
Sandsynligvis har ingen af os begået mord. Og alligevel kender enhver af os til bekymringer. Vi synder alle, og en dårlig samvittighed er en tung byrde at bære. Desuden har næsten alle mennesker bekymringer med hensyn til helbredet og de stigende leveomkostninger, måske med børneopdragelse og arbejde, problemer i forholdet til andre mennesker, og spekulationer over kriminalitet, gæld og lignende. Forsøger du at bære alle disse problemer alene? Det behøver du ikke. Du bliver lykkeligere hvis du følger dette bibelske råd: „Kast din byrde på [Jehova], så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i evighed rokkes.“ — Salme 55:23.
Hvordan beder man Jehova om hjælp?
Hvordan kan vi kaste vor byrde på Jehova? Vi må naturligvis bede til ham og drøfte vore bekymringer med ham. Ordsprogenes bog giver os et godt råd i den henseende. Den siger: „Stol på [Jehova] af hele dit hjerte, men forlad dig ikke på din forstand.“ (Ordsprogene 3:5) Hvis vi gerne vil have Jehovas hjælp må vi altså stole på hans visdom, ikke vor egen. Somme tider er det noget vi må lære.
For eksempel kom de kristne i et bestemt land ud for bitter forfølgelse. Det fortælles at de i begyndelsen bad Gud om hjælp, men uden forståelse. De forstod ikke hvorfor de måtte gennemgå sådanne prøvelser, men forsøgte at fortælle Jehova hvad de gerne ville have ham til at gøre.
De blev imidlertid stærkere, og lærte at betragte det som et privilegium at lide for retfærdighedens skyld. Således kom de til at ligne de apostle der, efter at være blevet slået af de jødiske ledere, „gik . . . bort fra sanhedrinets ansigt, idet de frydede sig over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for navnets skyld“. (Apostelgerninger 5:41) Disse kristne i nutiden underkaster sig nu tålmodigt og med Guds hjælp en hvilken som helst af de prøvelser Satan påfører dem. De stoler på at Jehova vil løse problemerne på sin måde, og venter tålmodigt til hans tid til at udfri dem kommer. De kaster tillidsfuldt alle deres bekymringer på ham. — Ordsprogene 14:26.
Hvis vi skal kaste vore bekymringer på Jehova, må vi desuden tro oprigtigt på at han kan og vil hjælpe os. Det blev en kvinde klar over. Hun var bekymret fordi hun ikke kunne holde op med at ryge tobak, selv om hun gerne ville tjene Jehova. Hun bad om hjælp, men blev ved med at ryge. Nogen tid senere kunne hun med glæde fortælle: „Nu er jeg endelig holdt op med at ryge!“ Hvorfor havde hun ikke kunnet holde op før? Hun indrømmer: „Jeg bad Gud om hjælp, men jeg troede ikke virkelig på at han kunne hjælpe mig.“ Det var først da hun bad i tro at hun fik den hjælp hun havde brug for. — Hebræerne 11:6.
Hvis vi gerne vil have Jehovas hjælp til at bære vore bekymringer, er der altså visse ting vi må gøre. Det viste Jesus da han sagde: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og bliv mine disciple, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle.“ — Mattæus 11:28, 29.
Man siger at ’Gud hjælper dem der hjælper sig selv’. Men Jesu ord viser at Gud i virkeligheden hjælper dem der er villige til at hjælpe andre. Jesus lovede ny styrke — hjælp til at løse problemer — til dem der ville ’tage hans åg på sig’, det vil sige underlægge sig Kristi ledelse og tjene Gud og næsten, ligesom han selv gjorde det. — Mattæus 9:35-38; Jakob 1:27; 1 Johannes 3:17.
Hvordan hjælper Jehova?
Hvis vi er bekymrede og i tro beder til Gud — og vi viser at vor tro er ægte ved at søge at gøre hans vilje, tjene ham og hjælpe vor næste — hvilken form for hjælp kan vi da forvente at få?
Det kan være at Gud helt vil fjerne det problem der er årsag til bekymring. Det er sket fra tid til anden. Eller måske vil han skænke os den nødvendige visdom så vi selv kan løse problemet, eller se den rigtige måde at gribe det an på. Så vil vi erfare sandheden i det bibelske ordsprog: „Den, der stoler på sit vid, er en tåbe, men den, der vandrer i visdom, reddes.“ — Ordsprogene 28:26.
Hvordan kan vi få en sådan guddommelig visdom? For eksempel ved at komme til Jehovas folks møder og læse Bibelen og bibelske publikationer. En kristen moder der havde mange bekymringer fordi hun var gift med en alkoholiker, udtrykte det sådan: „Det der har hjulpet mig mest, er at læse og studere Vagttårnet og følge vejledningen deri.“ — Hebræerne 10:24, 25; Salme 119:97-104.
Jehova kan også hjælpe os gennem vore kristne brødre. Fra to i menigheden fik en ældste et varmt og inderligt brev hvori der blandt andet stod: „Tak for de mange gange du lyttede til os og hjalp os med vore personlige problemer, opmuntrede os når vi var kede af det, besøgte os når vi var syge, kom når som helst vi ringede og vågede nætter igennem på hospitalerne når vore familier havde brug for dig. Vi takker Jehova for at vi har en broder som dig, der har så stor omsorg for os.“
Ja, hvis du har bekymringer og sorger, hvorfor da ikke dele dem med modne kristne i din menighed? Måske vil Jehova hjælpe dig gennem dine kristne brødre, og så vil du erfare at det gamle ordsprog er sandt: „Ven viser kærlighed når som helst, broder fødes til hjælp i nød.“ — Ordsprogene 17:17.
Naturligvis fjerner Jehova ikke altid de problemer der giver os bekymringer. Men ved at styrke os gennem Bibelen, den hellige ånd eller vore kristne brødre, hjælper han os til at betragte problemerne på rette måde og gribe dem klogt an. På den måde kan vi erfare hvad apostelen Paulus sagde: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ (Filipperne 4:13) Selv om problemerne stadig er der, holder Jehova således sit løfte: „Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.“ — Hebræerne 13:5.
En kristen kvinde ved navn Alma har erfaret at det er sandt. Hun kom for nogle år siden ud for en bilulykke, og blev lammet fra taljen og ned. Hun har mange smerter, men det er en trøst og en hjælp for hende at vide at Gud snart vil fjerne al sygdom og lidelse. Indtil da siger hun: „Jeg beder Jehova om hjælp til at udholde hver enkelt dag. Når dagen så er omme, er jeg én dag nærmere!“
Alma forsømmer aldrig et møde i den kristne menighed, og hun benytter sig af enhver lejlighed til at dele sin tillid til fremtiden med andre. På den måde mærker hun Jehovas hjælp og støtte idet hun kaster sin byrde på ham.
Hvilken måde Jehova end hjælper på, kan vi være sikre på at vi får den hjælp der er nødvendig, og at hjælpen er tilstrækkelig. Apostelen Paulus erklærede tillidsfuldt: „[Vi] ved at Gud lader alle sine gerninger samvirke til bedste for dem som elsker Gud.“ (Romerne 8:28) Selv under store lidelser er det muligt at få hjælp af Jehova Gud. Paulus sagde: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil beskytte jeres hjerter og jeres sind ved hjælp af Kristus Jesus.“ — Filipperne 4:6, 7.
Hvad der end bekymrer eller tynger os, lad os da tillidsfuldt følge apostelen Peters råd: „Ydmyg jer derfor under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer; kast samtidig al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ — 1 Peter 5:6, 7.
[Ramme på side 19]
Jehova har lovet at hjælpe os med at bære vore byrder og bekymringer. Har du nogen af disse problemer:
■ Sygdom?
■ Depression?
■ Dårlig samvittighed?
■ En følelse af mindreværd?
■ Manglende selvbeherskelse?
■ Forfølgelse eller modstand?
■ Modstand på grund af race, samfundsklasse eller køn?
■ Mange tyngende problemer i hverdagen?
■ Bekymringer for fremtiden?
■ Mennesker der er svære at omgås?
Hvis du har nogen af disse problemer, hvorfor da forsøge at løse dem alene? Sådanne bekymringer bliver langt lettere at bære hvis vi tager imod Jehovas hjælp.