taler om sandheden, stråler hendes øjne ligefrem. Hun er en virkeliggørelse af Bibelens omtale af „den første kærlighed“ til sandheden. Hun taler nu med alle, hun kommer i forbindelse med, skønt vi kun har studeret sammen i fire uger. For to uger siden begyndte hun også at komme til tjenestemøderne, og et foredrag, der her blev holdt om vor deltagelse i forkyndelsen af det gode budskab for andre, betog hende i den grad, at da taleren spurgte, hvem der ville deltage i udbredelsen af det gode budskab på gaderne, og jeg rakte hånden op, gjorde hun det også. Hun tilbragte hele lørdag eftermiddag på gaden med at tilbyde de forbipasserende sandheden sammen med os.

Søndag morgen kom hun ned til os og sagde, at hun gerne ville med ud i arbejdet fra dør til dør. Jeg sagde til hende, at der var et par ting, hun først skulle være klar over, for at hun kunne være sikker på, at hun havde et godt grundlag. Jeg fremdrog de forskellige bibelske lærepunkter, der findes i „Gud maa være sanddru“ og stillede hende spørgsmål og forklarede for hende, da jeg vidste, at jeg ikke kunne få hende til at lade være med at gå fra hus til hus med dette budskab, selv om jeg havde ønsket det. Vi studerede sammen i henved tre timer, og jeg tror, at hun nu ved tilstrækkeligt, ligesom hun vil lære mere, efterhånden som hun får erfaring i forkynderarbejdet.

Vi skal have zonestævne i La Chaud de Fond i næste måned, og hun tænker alvorligt på at blive døbt. I morgen aften ved tjenestemødet vil der blive holdt et foredrag om dåb, hvilket vil hjælpe hende til at indse det alvorlige ved det skridt, hun er i færd med at tage. Jeg vil ikke, at hun skal indlade sig på noget sådant, uden hun er fuldstændig klar over, hvad det er hun gør.

Hun sætter alt til side for at komme til menighedens møder og arbejder til langt ud på natten for at indvinde den tid, hun bruger til at deltage i dem. I lørdags satte hun tid til side til at gå ud i arbejdet om eftermiddagen, og hun aflagde et så grundigt vidnesbyrd for sit herskab, at det blev bevæget af hendes oprigtighed og tog imod to blade af hende for at finde ud af, hvad det drejede sig om. Hun har allerede arrangeret det således, at jeg kan komme til at holde bibelstudium med kokken, der arbejder for hendes herskab. I kan sikkert forestille jer, hvilken glæde, dette Herrens unge „får“ har bragt os.“

Spørgsmål fra læserne

● Begik David ikke en alvorlig overtrædelse ved at tage skuebrødene fra helligdommen og stille sin sult med dem? — G. W., Israel.

For at belyse dette spørgsmål er det nødvendigt at tage flere afsnit af beretningen under overvejelse. Lad os først betragte påbudet angående selve brødet: „Du skal tage fint hvedemel og bage tolv kager, to tiendedele efa til hver kage, og lægge dem i to rækker, seks i hver række, på guldbordet for Jehovas åsyn; på hver række skal du lægge ren røgelse, og den skal være brødenes offerdel, et ildoffer for Jehova. Han skal bestandig hver sabbatsdag lægge dem frem for Jehovas åsyn; det skal være israelitterne en evig pagtspligt. De skal tilfalde Aron og hans sønner, som skal spise dem på et helligt sted.“ — 3 Mos. 24:5-9.

Nu vender vi os til den historiske beretning, der ligger til grund for spørgsmålet: „David kom til Nob til præsten Ahimelek; og Ahimelek var ængstelig for at møde David og sagde til ham: Hvorfor er du alene og har ingen med dig? Og David sagde til præsten Ahimelek: Kongen har overdraget mig et hverv, og han sagde til mig: Lad ingen vide noget om det hverv, hvori jeg sendte dig, og om, hvad jeg har befalet dig; og jeg har sendt de unge mænd til det og det sted. Og hvad har du nu ved hånden? Giv mig fem brød, eller hvad der findes. Og præsten svarede David og sagde: Der er intet almindeligt brød ved hånden, men der er helligt brød; hvis de unge mænd i det mindste har holdt sig fra kvinder. Og David svarede præsten og sagde til ham: Ja, visselig, kvinder er blevet holdt borte fra os i de sidste tre dage siden jeg drog ud, og de unge mænds legemer er hellige, og brødet er på en måde almindeligt, og det så meget mere som der i dag er blevet lagt nye i karrene. Og præsten gav ham helligt brød; for der var intet andet brød ved hånden end skuebrødene, som var taget fra pladsen foran Jehova, mens der i stedet var lagt varme brød samme dag, som de blev taget bort.“ — 1 Sam. 21:1-6, Da.

Ud fra disse to citater ser vi, at brødene skulle udskiftes på sabbatsdagen, at de gamle brød skulle erstattes af de nybagte, varme brød, og eftersom David henledte ypperstepræstens opmærksomhed på den kendsgerning, at brødene var blevet udskiftet den dag, må det have været på en sabbatsdag, han kom til Nob og talte med Ahimelek og fremførte denne anmodning. Jesus drager en interessant slutning ud fra denne Davids handlemåde, som vi finder det berettet i Mattæus 12:1-4: „På den tid vandrede Jesus på en sabbat gennem en kornmark; og hans disciple blev sultne og begyndte at plukke aks og spise. Men da farisæerne så det, sagde de til ham: Se, dine disciple gør noget, man ikke har lov at gøre på en sabbat. Da sagde han til dem: Har I ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans ledsagere blev sultne? hvordan han gik ind i Guds hus og spiste skuebrødene, som hverken han eller hans ledsagere, men kun præsterne havde lov at spise?“ I disse og det efterfølgende vers henleder Jesus opmærksomheden på barmhjertighedsgerninger på sabbatsdagen og viser, at det var fuldstændig lovligt at være barmhjertig mod en, der var i trang, selv om det var på sabbaten, og at der i virkeligheden ikke skete nogen krænkelse af sabbaten herved. Jesus havde intet at indvende mod Davids handlemåde.

Mens andre bibeloversættelser har en anden gengivelse, viser den, hvorfra vi har citeret 1 Samuel 21:5, at David mindede Ahimelek om, at det omtalte brød var „på en måde almindeligt“. Heri er King James Version og Rotherhams oversættelse enige, og den sidstnævnte gengiver verset således: „Selve brødet er på en måde almindeligt, og det så meget mere, som der i dag skal lægges andre brød i karret.“ På hvilken måde var det almindeligt? Var det ikke indviet til Jehova og anbragt på bordet i tabernaklets hellige? Jo. Men det specielle brød, som David og hans mænd fik at spise, var blevet erstattet med friskbagt brød, og det blev ikke taget fra helligdommen for Davids skyld, men fordi det var det rette tidspunkt, nemlig sabbaten, til at udskifte det og stille nye brød på det hellige bord. Derfor kunne det udskiftede brød nu bruges uden for det hellige i tabernaklet, og set fra dette synspunkt var det på en måde almindeligt brød.

Vi har et noget lignende tilfælde ved mindehøjtiden i forbindelse med brødet og vinen, der står på bordet. Dér er det stillet frem, og det er bestemt til at skulle tjene et bestemt formål. Det ville være forkert og vise mangel på ærbødighed for Herren, hvis nogen gik hen til bordet før eller under handlingen og spiste af brødet eller drak af vinen. Det ville, som Paulus siger, være at „synde imod Herrens legeme“, for ved denne lejlighed har brødet og vinen en symbolsk betydning indtil dette